Efter anden verdenskrig gik det op for ledelsen i den italienske flyfabrikant Piaggio, at der sikkert ville gå en rum tid, inden de kunne leve af at sælge fly igen. Derudover var den Italienske økonomi på det nærmeste bankerot, ligesom landets industri var ødelagt af de allierede bombeangreb. Enrico Piaggio, søn af Piaggios grundlægger Rinaldo Piaggio, beslutter derfor, at trække familiefirmaet i en ny retning: privattransport.

Eftersom både ressourcer og privatøkonomi var en mangelvare, satser Enrico på et billigt alternativ til bilen og bliver inspireret af den Amerikanske styrkers Cushman motor scooter, der efter krigen ses overalt i landet. Piaggio overtaler deres designer Corradion D’Ascanio, der hader motorcykler, til at slå et par streger og se hvad der sker. Resultatet var et køretøj, hvor D’Ascanio havde forsøgt, at komme udenom de ting han hadede ved motorcykler. Primært sad køreren nærmest ligesom i en bil og sekundært havde køretøjet en beskyttelsesskærm, der hold køreren nogenlunde tør og ren. Vespa scooteren var født.

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Piaggio tog patent på scooteren i april 1946, under beskrivelsen: en praktisk og komfortabel motorcykel, med delene placeret rationelt og beskyttet af strukturdele. Endvidere med beskyttelse mod støv og mudder, der ellers kan sætte kørerens krav til fremtoning og elegance på spil.

I Sovjetunionen stod man efter krigen med et lignende dilemma. Stalin var ikke en mand der tog ”kørerens krav til fremtoning og elegance” særlig alvorligt, så de første par år forblev scooteren et rent vestligt fænomen. I 1953 døde Stalin imidlertid og Nikita Khrushchev, der overtog roret, var ikke så pernittengryn angående transportmidler. Khrushchev var en praktisk militærmand, der kunne se en løsning når han så en, så i løbet af et par år, omlagde man nogle produktioner og begyndte at spytte Sovjet scootere ud.

Designproblemer blev løst i vanlig Sovjet stil, ved simpelthen at kopierer Piaggios Scooter direkte. Den nye socialistiske scooter fik navnet Vyatka, efter området hvor fabrikken lå. Det var ikke bare selve køretøjet der blev kopieret. Vyatkas logo ligger usædvanligt tæt på Piaggios Vespa logo og hele situationen ville have udløst en international handelskrise, hvis man forsøgte noget tilsvarende i dag. Forskellige former for copyright og mønsterbeskyttelse tog man ikke så alvorligt i Sovjetunionen. Italienerne kunne jo bare komme, hvis der var noget med dem.

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Der var dog ikke den italienske kvalitet der var kopieret. Vyatka var en underdimensioneret udgave af Piaggios scooter. Den var 16kg tungere og havde halvt så mange heste (4,5 mod 8), hvilket betød en tophastighed på kun 70km/t (30km langsommere end Vespa). Vyatkaen blev alligevel umådelig populær i den såkaldte Khrushchev optøning, der gav den Sovjetiske ungdom en fornemmelse af frihed og muligheder. Desuden kostede den kun 350 rubler, hvilket kun var en brøkdel af prisen på en bil, som man i øvrigt ikke sådan lige kunne få fat i.

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

I sidste ende var Vyatkafabrikken dog ikke tilfredse med udelukkende at kopierer Vespaen, så de fremstillede også deres egne modeller, der dog stadig lugtede lidt af Vespa. V-150M havde en del forbedringer, blandt andet en centralt placeret motor, der fjernede den ubalance den sidemonterede motor havde skabt. Desuden havde den bedre støddæmpning, eftersom mange veje i Sovjetunionen bogstavelig talt tog livet af den spinkle Italiener-affjedring.

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Den sidste af en lang række Vyatka scootere rullede af samlebåndet i 1979. Efterspørgslen havde været faldende i nogle år og selv med nye modeller som Vyatka-Electron (med elektronisk tænding hugget fra Japanerne), kunne den lille scoorter ikke afsættes. I den 23år lange produktionshistorie fremstillede Vyatkafabrikken ikke mindre end 1,7 millioner scootere. Småting i forhold til Vespa, der i 1980 rundede 10 millioner enheder, men for et land med mangel på de fleste ting, så var Vyatka alligevel en produktionssucces. Det tog i øvrigt næsten 10år, at komme af med restlageret af Vyatka scootere.

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka var selvfølgelig ikke den eneste scooter fra Sovjetunionen. Maskinfabrikken Tula fremstillede deres egen scooter, ligesom både Java og Ural producerede en lang række modeller. Vyatka var dog den eneste der opnåede noget nær samme kultstatus som Vespa opnåede i vesten. I dag er Vyatkaen salmeobjekter der ofte passes og plejes ligesom klassiske veteranbiler.

Tula scooter fra 1961

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland

In det gamle Sovjetunionen så børn frem til sommerferien med en særlig form for gru. I socialismens ånd sendte man nemlig ofte sine poder på fjerne sommerlejrer med de unge pionerer. Det var egentlig ikke selve opholdet, der gerne var i selskab med venner fra den lokale pionerafdeling, men et lejerskoleophold 4-5 tidszoner væk fra moders trykke skørter, kan sparke benene væk under enhver 10årig.

Pionerbevægelsen har rødder helt tilbage til Ruslands spejderbevægelse der florerede før revolutionen i 1917. Under den Russiske borgerkrig kæmpede mange spejdere på Hvidehærens side og måtte efterfølgende enten flygte fra Rusland, eller gå under jorden sammen med spejderbevægelsen. Komsomol, Sovjetunionens unge kommunister, bekæmpede dog den overlevende spejderbevægelse og i løbet af få år forsvandt spejderne helt. For at holde fast i mange helt unge spejdere der nu stod uden fritidsbeskæftigelse, oprettede man en børnebevægelse (fra 10 til 15 år) i kommunismens ånd: De Unge Pionerer.

Pionererne var en børnepolitisk organisation i stil med Deutsches Jungvolk (egentlig Hitlerjugend for drenge under 15), som stort set alle Sovjetbørn var medlem af, eller havde en tæt forbindelse til. Pionerbevægelsen fandtes i de fleste kommunistiske lande (men også i det vestlige Europa) og selvom det officielt var frivilligt at melde sig ind, så havde de færreste børn i virkeligheden et valg – var man ikke Pioner, så var man en outsider.

Bevægelsen kan måske sammenlignes lidt med spejderbevægelsen, men modsat denne, så var Pionererne en politisk organisation, med tætte forbindelser til østlandenes socialistiske regeringer, eller lokale venstreorienterede partier.

I Sovjetunionen startede organisationens sommerlejre allerede i 1925, med den ”berygtede” Artek lejr på Krimhalvøens sortehavskyst. Første år var der ikke mere end 80 børn i lejeren, men op gennem Sovjetunionens storhedstid voksede den til enorm størrelse, med 150 bygninger og en kapacitet på 27.000 børn – fordelt over en række periode i løbet af sommeren. Artek eksisterer endnu i form af et internationalt børnecenter.

En anden af Pionerernes berømte lejre var Orlyonok (lille ørn) i Rusland, opkaldt efter en kendt Pionersang om en 16årig soldat fra den røde hær, der venter på henrettelse i fjendens fangelejer – hvad skete der med lille Peter edderkop og Hjulene på bussen? Orlyonok var en lejer specielt til dydige børn med høj moralsk fiber og gode karakterer i skolen. Den var derfor knap så typisk for en Pionerlejer, men til gengæld et sted, hvor man skulle skrives op flere år i forvejen.

Disse foto tegner måske et forholdsvist rosenrødt billede af livet i en Sovjetisk sommerlejer, men det var naturligvis ikke lutter smil og glade miner på Pionerbevægelsen sommerlejre. Der blev lagt vægt på fysisk aktivitet og opholdet var ofte et uendeligt helvede af timelange orienteringsløb, atletik og andre sportslige udfoldelser adskilt af iskolde afvaskninger. I aftentimerne fulgte tørre foredrag om marxismens herligheder.

Der var dog også lejre med fokus på mere akademiske udfoldelser. Børn med særlige interesser kunne møde ligesindede børn fra unionens andre områder og sammen dyrke deres interesse for geologi, fysik, teknologi, eller andre områder med potentiale for en akademisk karriere.

Det er svært at undervurderer disse Pionerlejres indflydelse på den moderne Russiske psyke. I 1973 blev der arrangeret over 40.000 lejer på organisationens mange ejendomme og næsten 10 millioner børn deltog. Det er derfor en oplevelse som stort set samtlige Russere over 30 har til fælles. Det er ikke fordi landet slæber rundt på en ballast af psykologiske traumer grundet de politiske sommerlejre, men snarer en følelse af patriotisme og nationalt sammenhold. Derfor er tilsvarende lejrene ved at få en mindre genopblomstring (dog uden Pionerbevægelsen og det solide politiske tilsnit) for børnefamilier der trænger til en billig ferie og en snert af godt gammeldags socialt kammeratskab

Herhjemme har vi haft tilsvarende ferielejre, der dog for størstedelens vedkommende var upolitiske, men nu hvor danske børn har anlagt sig lagte mere sofistikerede ferievaner, hører ideen ligesom til i en anden tid. Grundlæggende er der dog intet galt i at arrangerer økonomisk overkommelige ferieophold for børn. Det er måske knap så fedt, at blande for meget politik ind i løjerne.

Pionerbevægelsen lever stadig i en mindre målestok, med medlemmer fra tidligere sovjetvenlige lande som Rusland, Cuba, Vietnam og Nordkorea, men bevægelsen findes også i lande som Spanien, Portugal og Belgien.

Sommerlejer i Kasakhstans 2006 - Pionerbevægelsen er ikke død

I 1940erne tilhørte raketscene ubetinget Tyskerne. Del første halvdel af årtiet lå udviklingen i selve Tyskland og i den anden halvdel lå den i henholdsvis USA og Sovjetunionen – dog stadig med Tyske forskere, ingeniører og teknikere.

Da anden verdenskrig brød ud, var Tysk raketteknologi lysår foran deres konkurrenter. Arbejdet med V2 raketten var startet allerede i 30erne, men indtil 1943 var raketten nærmest betegnet som en dyr artillerigranat. V2 kom heller ikke i rampelyset fra den ene dag til den anden. Den første succesfulde V2 affyring var i oktober 1942. Herefter fulgte en lang serie af testaffyringer, med forskellige grader af success. Krigslykken vendte dog for Tyskerne og efterhånden satte man mere fokus på de såkaldte Vergeltungswaffen – gengældelsesvåben.

Fra at have været nærmest ligeglad, blev Hitler i starten af 1944 pludslig besat af V2 raketten og forlangte en produktion på 2000 operationelle raketter om måneden, så han kunne tvinge Englænderne i knæ med dette nye wünderwaffen. Hver V2 indeholdt lige under et ton sprængstof og selve raketten kostede over 50.000 Reichsmark (100.000 i starten af 1944 og godt 50.000 i marts 1945). Det var altså en noget bekostelig måde at slå Englændere ihjel på.

Adolfs fablende idioti tappede penge fra statskassen og selv med 2000 succesfulde V2 angreb om måneden, havde Tyskerne ikke formået at dynge mere end 2 millioner ton eksplosiver ned over Englænderne om måneden. Tilsyneladende et enormt tal, men på det tidspunkt af krigen droppede de allierede 3 millioner ton eksplosiver over Tyskland OM DAGEN uden at det havde knækket Tyskerne.

V2 raketterne blev bygget under grusomme forhold i en fabrik under bjerget Kohnstein nær Nordhausen. Det anslås at 20.000 slavearbejdere døde under produktionen – mere end 8 gange flere end selve V2 raketten slog ihjel.

Produktionen af V2 raketter nåede naturligvis aldrig op på det ønskede antal. Da krigen sluttede, havde man sammenlagt affyret 3172 raketter mod fjenden: 76 mod Frankrig, 1402 mod England og et uproportionalt højt antal mod Belgien: 1664. Vidundervåbnet havde naturligvis ikke vendt krigslykken.

Ud fra et strategisk synspunkt, var V2 programmet et spektakulært spild af penge. Russerne derimod, havde sat deres raketprogram på vågeblus og i stedet fokuseret deres udvikling på fly, kampvogne og kanoner. Stalin var muligvis psykopat, men han var ikke idiot. Amerikanerne havde som bekendt valgt, at satse på udviklingen af et atomvåben.

Russerne genoptog deres raketforskning umiddelbart efter krigen. Modsat amerikanerne så havde Russerne ikke fundet mange raketter i deres område. Det var dog lykkedes dem at tilbageholde et par hundrede Tyske raketfolk og disse dannede, sammen med 2-300 Sovjetiske forskere, staben i Zentralwerke – Sovjetunionens raketcenter i Bleicherode. Opgaven var ganske simpel: rekonstruer V2 raketten.

Russisk bygget V2 klar til transport - En R-1 Scunner

I marts1946 havde Sovjetunionen deres første V2 raket og man overførte derefter 5000 Tyske krigsfanger til produktionen. Russerne var dog ikke meget for, at deres nye raketcenter lå på Tysk jord, hvor de allierede teknisk havde lov til at overvåge foretagendet. Derfor rykkede de teltpælene op i oktober 1946 og flyttede hele moletjavsen ind bag Ural bjergene. Man stolede ikke helt på de Tyske raketfolk, de var egentlig også blevet kidnappet, så man oprettede en Sovjetisk og en Tysk gruppe, der arbejdede parallelt. Tyskerne blev ikke informeret om de Sovjetiske fremskridt, selvom de var klar over eksistensen af det Sovjetiske hold.

Meget sjældent billede af Sovjetisk raketteknologi i 40erne - Muligvis en R-2 Sibling (SS-2)

Tyskernes arbejde med en ny motortype, navngivet KS-59, dannede grundlag for Sovjetternes egen motorudvikling og var en direkte forfader til RD motoren, der blev anvendt i den Sovjetiske arbejdshest: R-7 Semyorka – verdens første interkontinentale ballistiske missil. Samt grundlag for Sputnik, Luna, Molniya, Vostok og Soyuz raketterne. R-7 designet har stået bag samtlige Sovjetiske/Russiske bemandede rumflyvninger.

Den sidste Tyske forsker blev sendt hjem i 1953.

Efter krigen sad amerikanerne ikke bare på tusindårsrigets reservedelslager, men også deres bedste videnskabsfolk og teknikere. Von Braun og hans kumpaner var vilde for at arbejde i amerikansk tjeneste, men de amerikanske myndigheder var tilbageholdende med investeringer i raketforskning. Lidt penge til afprøvning og forbedringer af V2 raketterne dryssede der dog ned i kassen, men rumfart stod der ikke på programmet. Se i øvrigt posterne “I NASA’S Skygge”

WAC Corporal booster på White Sands i 1946 - budget rocketry!

Amerika havde deres atombombe og hverken flåden, eller hæren så nogen som helst grund til kostelige raketprogrammer, før man havde noget at sende op. Atomvåben skulle nemlig afleveres med bombefly og så længe USA alene besad atomvåben-teknologien gav de pokker i russernes spæde raketprogram. Tænketanken RAND lovede i 1948 amerikanerne et forspring på mindst 15 år, så indtil videre kunne de sove trygt om natten. Tilgangen til raketforskning var: giv os en brugbar satellit og vi vil overveje at bekoste en raket til opsendelsen.

I august 1949 opfangede et amerikansk meteorologisk målingsfly den umiskendelige signatur fra en atomprøvesprængning i Sovjetunionen og lige pludselig var de store militære raketter tilbage på dagsordenen. Rumfarten tog indtil videre bagsædet, men ideen var så småt ved at få tag i den amerikanske bevidsthed – rummet skulle være deres næste frontier.

For nogle måneder siden havde admin Vito et indlæg om de store Sovjetiske Ekranoplaner. Herunder er en lille samling af billeder, der viser den gigantiske Lun’s endeligt i en tørdok i Dagestan ved det Kaspiske hav. Her har den rådnet op de sidste mange år – forhåbentlig bliver den snart hevet på museum.

Billederne har ikke bare flyhistorisk interessante , de har en næsten mystisk kvalitet, et skær af teknologisk forfald og er et kraftigt minde om den hedengangne sovjetunion.

Så er vores Sovjet tema ved at være overstået. Det trak lidt ud, fordi jeg ikke fik postet alle artiklerne i september og måtte forskubbe temaet ind i oktober, hvor det sådan løb lidt ud i sandet.

Ikke desto mindre, så nåede vi igennem en række ting fra den del af verdenen. Det betyder ikke, at der ikke kommer mere fra den gamle sovjetunion, men det betyder at oktoberrevolutionen ikke længere har fortrinsret til steampunk.dk.

Inden vi slutter, skal vi lige en tur rundt i Rusland, så temaet afsluttes med et ægte vemodigt farvel til det smukke land – I give you: the beauty of Russia.

I de tidligere sovjetrepublikker kan et gammelt forladt hus give adgang til overraskende eventyr. I storhedstiden havde unionen en kæde af luftforsvarsstationer der strakte sig tværs over USSR. Efter unionens fald, havde man ikke længere råd til at vedligeholde og bemande dette gigantiske netværk, så mange af stationerne blev forladt.

Der finder vitterligt tusindvis af disse koldkrigsstationer spredt ud over Sovjetunionens tidligere område. Mange er, som denne, ikke engang på militært område mere. Udover varslingsstationerne blev også store dele missilsilo-netværket forladt, ligesom mange militærbaser lukkede og slukkede lyset.

I det moderne Rusland er der gået sport i udforskningen af disse glemte anlæg og eventyrlystne russere trasker gerne de gigantiske skove tynde, i håb om, at finde nye glemte militærinstallationer. Vi vil i fremtiden se lidt mere på deres opdagelser, men først en lille underjordisk varslingsstation.