Archive for September, 2009
Its a dogs life
Da man i starten af 50erne skulle undersøge om rumflyvning rent faktisk var muligt, så besluttede man, at den nok var bedst, hvis man sendte et par dyr i rummet først. I 60erne havde NASA chimpansen Ham, der afprøvede Mercury-Redstone rakettens kapsel og beviste at en væsen kan træffe beslutninger i rummet. Ham var nemlig ikke bare passager, han skulle trykke på en knap indenfor 5 sekunder efter at hane set en blinkende lampe. Belønningen var naturligvis et stykke banan. Efter karrieren i NASA levede Ham i 17 år som æresgæst i Washington zoo – han døde i 1983.
Ham i arbejdstøjet før hans berømte rejse
I 40erne havde et amerikansk hold sendt bananfluer ud i rummet med en V-2 raket, men det var ligesom ikke sammenligneligt med menneskelige astronauter. Derfor skød man en lille abe ud i 1949, men den døde desværre under landingen.
I 1951 begyndte sovjetterne deres forsøgsrække med hunde, da Tsygan og Dezik i fællesskab fløj ud i rummet og vendte levende tilbage. Hundene var dog ikke i kredsløb. Den ære gik til den berømte Laika, der i november 1957 ombord i Sputnik II var det første levende væsen der gik i kredsløb om jorden. Laika døde desværre efter et par timer af stress og hedeslag.
Den glorværdige rumhund Laika
I løbet af den sovjetiske rumflyvnings første år, opsendte de omkring 10 hunde, hvoraf mange fløj flere gange. Hundene blev trænet til at opholde sig i meget trange kabiner i op til 20 dage. Ligesom man simulerede forskellige dele af rumflyvninger, ved at sætte dem i en centrifuge, eller et rysteapparat der simulerede affyringen.Som regel udvalgte man herreløse hunde fra gaden, da man mente de havde en bedre psyke og kunne udstå strabadserne lettere end deres mere borgerlige artsfæller.
Det var naturligvis ikke alle hundene der opnåede en ægte tur i kredsløb omkring jorden, men hunde af den rette støbning fik mulighed for denne oplevelse. Udover den førnævnte Laika, så var hundene Belka og Strelka sammen i kredsløb 19. August 1960. De var ombord Sputnik 5, der kredsede om jorden det meste af en dag. Begge hunde overlevede og Strelka fik senere hvalpe, hvoraf en blev foræret til John F. Kennedy’s datter af Nikita Kruschev i 1961. Puchinka, som hvalpen hed, opnåede en ægte koldkrigesromance, da den fik hvalpe med Kennedy’s egen hund Charlie. Dens efterkommere lever stadig i dag.
Belka og Strelka levede resten af deres dage som astronauthunde og deltog i flere jordbaserede forsøg. Ingen af dem fik fornøjelsen af at flyve igen, men de fik til gengæld den ophøjede ære, at blive udstoppet og udstillet på Zvezda rumfartsmuseet udenfor Moskva. Gad vide hvad Armstrong, Aldrin og Collins tænker, når de ser disse rumheltes skæbne?
Den Sovjetiske rumhelt Belka - for evigt frosset i skræk
Kollegaen Strelka - evigt ventende på en godbid
Tags: belka, hunde, laika, NASA, rumflyvning, sovjet, sputnik, strelka
Da Sovjetunionen blev opløst endte en del af republikkerne lidt med håret i postkassen. Produktionen var centralt styret og nøje planlagt fra Moskva, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ide i sig selv, men da centralstyringen og dertil følgende fordeling af de producerede goder pludselig forsvandt, så befandt mange lande sig uden produktionsmidler for basale ting.
For eksempel befandt produktionen af elektriske Trolza busser sig i Saratov Oblast, hvorfra de blev fordelt til medlemslandene, hvis de da ikke købte Tjekkoslovakiske Skoda busser i stedet. Der var altså en del lande, der mistede deres fordelagtige handelsaftaler med busfabrikanterne. Den der havde råd skiftede fabrikant, eller skiftede om ikke andet busserne efterhånden som de blev udtjent. Dem uden penge; ja, de måtte jo beholde de gamle socialistiske elektrobusser.
Her er en samling Skoda busser fra Georgias vilde bjerge der bestemt har set bedre dage. Busserne er måske i sig selv ikke så interessante, men de er et udtryk for de svære omstillinger der fulgte efter sovjetunionens fald. Mange af de tidligere sovjetrepublikker har lignende problemer med boligbyggeri, sygehusvæsen, undervisningssystem, administration og stort set alle former for infrastruktur.
Tags: bus, georgia, skoda, Tjekkoslovakiet, Trolza
Dagens billede
Mælken SKAL ud!
Bevæbnet Bountyland
Helt ude for enden af Floridas hale af øer, kendt som ”The Keys”, ligger en ganske lille ø, hvor den amerikanske regering i 1846 besluttede at bygge et søfort. Øen var ikke stor nok til en egentlig flådebase, så man opførte i stedet et grundmuret fort, det faktisk stadig er den største murstenskonstruktion på den vestlige halvkugle. Fort Jefferson, som stedet hedder, består nemlig af ikke mindre end 16 millioner mursten.
Fortet var opført til at rumme 420 tunge kanoner og havde i sin storhedstid næsten 2000 indbyggere (tjenestegørende personel og officersfamilier). Foruden forsvaret af den Mexicanske bugt, der blev anset for livsvigtig for forsvaret af de amerikanske stater, fungerede fortet som fyrtårn for skibstrafikken rundt om Floridas sydspids.
Fortet var på sydstaternes hænder under den amerikanske borgerkrig, men så ingen kamphandlinger, eftersom det var ganske tydeligt mærket på nordstaternes søkort. Efter borgerkrigens afslutning faldt bemandingen til omkring 500, plus et tilsvarende antal indsatte soldater og civile. Efterhånden fik fortet mere og mere status af fængsel og da en gruppe på 4 aspirerende præsidentmordere i 1867 skulle sættes bag tremmer (de var indblandet i mordet på Abraham Lincoln), faldt valget på Fort Jefferson.
I 1888 var fortets militære betydning efterhånden så lille, at det ikke stod mål med vedligeholdelsesomkostningerne, der grundet de mange orkaner i området var ganske betydelige. Faktisk var fortet stadig ikke engang helt færdigt da man besluttede, at overlade det til Marinens hospitalstjeneste, der anvendte det som karantænestation indtil 1935, hvor det lukkede og blev registreret som nationalt monument. I 1992 blev hele området, med omkringliggende øer, udpeget til nationalpark.
Tags: arkitektur, Fort Jefferson, søfort
Highway dreams
1961 Oldsmobile 98
1960 Pontiac Bonneville
1952 Nash Ambassador Custom Golden Airflyte four-door sedan
1953 Pontiac
1959 Imperial Crown Convertible in Sherwood Green
1957 Chevrolet
1955 Pontiac 870 Catalina
1960 Pontiac Bonneville Sports Coupe
Tags: amerikanerbil, biler, Chevrolet, Imperial Crown, Nash Ambassador, Oldsmobile, pontiac
Selvom Google faktisk har fødselsdag i starten af september, så har de siden 2005 fejret begivenheden den 27. september. Der er en længere forklaring bag dagens forskydning, men det gider jeg ikke kede læserne med.
Google blev grundlagt i 1998 af Larry Page og Sergey Brin, der begge studerede på Stanford universitet. Det er sandsynligvis det mest succesfulde internetfirma og i 2004 antydedes det, at Googles værdi lå omkring 23 milliarder dollars.
Udover søgemaskinefunktionen, så gaber Google over en lang række teknologier og tjenester. Fra deres software som browseren Chrome, det virtuelle globusprogram Google earth, billedprogrammet Picasa, online tjenesterne Gmail, Youtube og Blogger, til udviklingsværktøjerne Android og Google Web Tools, samt en lang række reklame og marketing tjenester.
Et af de nyeste skud på stammen er det Linuxbaserede operativsystem Google Chrome OS, der blev annonceret 7. juli 2009. Google fortsætter med at vokse og kunne i fremtiden tænkes at overtage Microsofts dominans på PC markedet. Om det er smart at lægge så meget IT magt på et enkelt firma skal være usagt, men Google har indtil videre virket ustoppelig.
I 2008 var nettoindkomsten for Google over 4 milliarder dollars.
Google's fødselsdags-logoer fra de seneste år
I forbindelse med 100 året for Jules Vernes død, fremstillede det fra franske mekaniske marionetteater Royal de Luxe en gigantisk bevægelig elefant kaldet: Sultanens elefant. Det var gadeteater der ville frem og hele forestillingen gik under navnet: Et besøg fra Indiens sultan og hans tidsrejsende elefant.
Konstruktionen var designet af Francios Delaroziere og vejer godt 50 ton, selvom den består mest af træ. Uhyret styres af hele 22 manipulatører, der i samspil bevæger et utal af pumper, håndtag og viretræk.
Sultanen og hans elefant besøgte i 2005 og 2006 en række europæiske storbyer, hvor de forbløffede og glædede en stor mængde mennesker. Desværre fik Royal de Luxe lidt nykker og ødelagde deres steampunk-elefant, fordi de syntes den var blevet for succesfuld.
I 2007 byggedes en kopi af elefanten, der nu er permanent udstillet på Les Machines de l’île museet i Frankrig.
Hvor jeg dog ærgrer mig over ikke at have set den ægte elefant………………og hvor er smågale mennesker dog bare en fed ting i livet.
Tags: Jules Vernes, kunst, Royal de Luxe, Steampunk, the sultan's elephant
Baikonur Cosmodrome; Sovjetunionens svar på Cape Canaveral, er bygget på Kasakhstans uendelige stepper godt 200km øst for Aralsøen. Baikonur har været hjemsted for det Sovjetiske rumfartsprojekt siden 1955, hvor man byggede et center for langtrækkende missiler på sletterne. Der var selveste Sergei Korolev der udvalgte stedet, der officielt gik under navnet: Testområde 5.
Baikonur er faktisk en lille minelandsby godt 350km fra affyringsområdet, men de snedige sovjetter adopterede navnet for at narre vestlige efterretningskilder. Det faktiske område hedder egentlig Tyuratam på Kasakhisk, hvilket skulle betyde knækket pil, et navn der måske ikke passer så godt på en Cosmodrome.
Hele området er på 7360 kvadratkilometer og er med ramper, jernbaner, samlehaller, administrationsbygninger, brændstofanlæg, træningsområder, lufthavn og beboelse, det dyreste af sovjetunionens mange kostelige projekter. Nær kosmodromen ligger en hel by, der udelukkende huserer arbejderne fra Baikonur. Byen hed oprindeligt Leninsk, men blev i 1995 omdøbt til Baikonur, samtidig med at rumhavnen officielt fik navnet Baikonur Cosmodrome. Under storhedstiden først i 1990erne havde byen over 95.000 beboere.
Som nævnt var det oprindeligt et afprøvningsområde for de interkontinentale R-7 missiler (SS-6), men allerede i 1957 overgik dele af området til rumfartsprogrammet, der trods alt var ubrydeligt knyttet til det militære missilprogram. 4. oktober opsendte man Sputnik I, på toppen af et tilpasset R-7 missil, fra rampe 1.
Det var også fra Baikonur, at Vostok 1 løftede Yuri Gagarin ud i rummet, som det første menneske nogensinde. Den gamle affyringsrampe benyttes endnu og kaldes Gagarin’s Start. Derudover findes der 15 separate rampeanlæg, hvoraf størstedelen benyttes endnu. Rampe 45/2 blev ødelagt i 1990, hvor en Zenit 2 raket eksploderede under opsendelsen.
Sovjetunionens største raketkatastrofe udspillede sig også på Baikonur. Den såkaldte Nedelin katastrofe, hvor en prototype af R-16 missilet i 1960 eksploderede under affyringsforberedelserne og dræbte over 100 teknikere. Problemerne med R-16 missilet var en af årsagerne til Khruschev’s beslutning om opstilling af missiler på Cuba, en beslutning der i 1962 nær havde startet en atomkrig med USA.
I 1980erne var Baikonur hjemsted for det kolossale Buran-program, der beskæftigede 20.000 arbejdere alene på selve området. Burans første og eneste flyvetur foregik også fra rumhavnen. I årene efter var den Sovjetiske rumfærge udstillet i en hangar på Baikonur, men i 2002 styrtede hangaren sammen og knuste rumfærgen totalt. Fartøjet der nu ofte ses på billeder fra rumhavnen, er en træningsmodel efterladt ved jernbaneterrænet.
Enhver der har fulgt NASA opsendelser ved, at de udsætter affyringen bare de aner en sky i horisonten. I Sovjet tog man ikke med fløjlshandsker på raketter og kosmonauter, så hele anlægget er konstrueret til at virker uanset vejret. Proton raketten kan opsendes i temperaturer fra -40 til +45, hvilket stort set dækker hele spektret for området. Desuden kan raketterne tiltes en smule op mod vinden, så lidt blæsevejr ikke lukker hele opsendelsen ned. I 1988 opsendte man faktisk en Soyuz under en snestorm. Ligesom Buran landede i stiv kuling (17 sekundmeter).
Efter Sovjetunionens opløsning lå Baikonur pludselig i Kasakhstan, så rumprogrammets arvtagere måtte leje området, hvilket de har gjort frem til 2050. I dag foregår alle Russiske opsendelser fra Baikonur og der er også herfra, at den internationale rumstation modtager nye besætninger og forsyninger. Efter rumfærgen går på pension næste efterår, så bliver Baikonur livlinen til ISS, da ingen anden organisation kan opsende mennesker til rumstationen.
Vi støder helt sikkert på Baikonur Cosmodrome igen i løbet at vores Sovjet-tema, men her er foreløbig en række billeder fra verdens største rumfartshavn.
Affyringsrampe 1/5 Gagarin’s Start
Soyuz TMA-3 med booster på vej mod rampen
Klargøring af Soyuz TMA-11
Proton-M til ubemandede opsendelser
Landingsmodulet fra en Soyuz er landet på stepperne
Træt kosmonaut efter hjemturen
Velkommen tilbage to jorden - ikke meget pomp på Baikonur
Kaikonur rumhavn
Soyuz TMA-12 fragtes fra samlehallerne til rampen
En hyrde driver sine kvæg over en rullevej på Baikonur
1988: Buran på rampen klar til lift-off
Tags: baikonur, buran, iss, Nedelin katastrofe, R-7, rumfart, rumflyvning, rumskib, sovjet, sputnik, ss-6, teknologi
Tæt på verdens ende
1580: Sir Francis Drake ankommer til England og afslutter dermed sin jordomsejling. Han var afsejlet fra Plymouth den 13. december 1577 i skibet Pelican med en flåde på yderligere 5 skibe. I nærheden af Kap Verde kaprede de et Portugisisk fartøj, som de indlemmede i flåden. Samtidig overtalte de skibets kaptajn, der havde betydelig erfaring med navigation i de sydamerikanske farvande, til at indgå i ekspeditionen.
Under krydsningen af Atlanterhavet, mistede Drake et større antal mænd og måtte afstå to skibe grundet mandskabsmangel. Skibene blev sænket ud fra den sydamerikanske kyst. Ved ankomsten til det der i dag er Argentina, opdagede de råd i et skib og måtte derfor afskaffe endnu et skib. Desuden henrettede han et besætningsmedlem for forræderi og heksegerninger. Dommen og henrettelsen fik historiske konsekvenser for søfarten, da den forræderiske troldmand Thomas Doughty faktisk var adelig og af højere stand end Drake. Henrettelsen ses som det første udtryk for kaptajnens absolutte magt på et skib, uanset klasse og social status.
I september 1578 ankommer de til Stillehavet, hvor en storm sænker et skib og beskadiger et andet, så det må vende tilbage til England. Drake sejler dog ufortrødent videre med Pelican. Drake var en værre vildbasse, der udover jordomsejlinger, brugte en masse tid på at bekæmpe Spaniere. Det meste af 1578 sejler han op og ned af den sydamerikanske stillehavskyst og kapre spanske skibe ladet med skatte fra kolonierne.
Da han blev træt af det amerikanske kontinent, sejlede han ud over Stillehavet og ankommer helskindet til Molukkerne, hvorfra han begynder turen syd om Afrika. Han ankommer med Pelican, der i mellemtiden er blevet omdøbt til Golden Hind, og 59 overlevende besætningsmedlemmer i Plymouth. Med sig har han også et lastrum fuld af skatte, hvoraf dronningens halvdel oversteg den Britiske trones indkomst for hele året, så han blev pænt populær.
Drake fortsatte et liv som søhelt og blev adlet i 1581. Efter et, i tidens målestok, langt og eventyrligt liv, døde Drake af dysenteri ombord på hans flagskib ud for Panamas kyst i 1596 (55 år gammel). Han blev begravet til søs i fuld kampuniform og i en kiste af bly. Eventyrlystne dykkere søger stadig efter ham.
Køn var han jo ikke
1944: Efter 9 dage med en blanding af succes og fiasko, opgiver de allierede Operation Marked Garden, der skulle have sikret dem en korridor over en lang række floder, hvorved de kunne flankerer Sigfridlinien og omringe Ruhr distriktet.
Operationen begyndte ganske godt og de allierede tilkæmpede sig de første broer uden synderlige problemer. Desværre lykkedes det tyskerne, at sprænge broen over Wilhelmina kanalen, hvorved de forsinkede den allierede fremrykning. Ved Arnhem blev de nedkastede britiske styrker overrasket over langt større troppekoncentrationer end antaget og det lykkedes dem kun at holde en enkelt bro indtil 21. september, hvor de blev overrendt.
En analyse af planen viser, at de militære myndigheder var overordentligt optimistiske og overså basale taktiske forhold. Grundlæggende strakte planen sig over for mange komplicerede enkeltdele, der skulle udfolde sig nøjagtigt som planlagt, for at operationen som helhed kunne lykkedes. Derudover ignorerede man efterretninger om tyske panserkoncentrationer i området omkring Arnhem. Det blev efterfølgende sagt, at operationen var 90 % succesfuld, men i virkeligheden var det blot endnu et eksempel på Montgomerys mangelfulde taktiske overblik. Det lykkedes ikke de allierede at få fodfæste på Rhinens østside før i marts 1945.
Operationen blev i 70erne filmatiseret under navnet: A bridge too far. Hvor vores Danske flyvevåben faktisk medvirker som statister. Et par af deres C-47 transportfly blev nemlig ommalet til den karakteristiske D-dags bemaling og sendt til optagelserne i Holland. Faktisk er det muligt, at den ene maskine således deltog i operationen hele 2 gange, fordi den i 1944 var tilknyttet de amerikanske styrker i England.
Britiske tropper venter ved deres Horsa svævefly
1983: Den Sovjetiske officer Stanislav Yevgrafovich Petrov forhindre verdens totale udslettelse, da han i modstrid med sine ordre tøver med at udløse et atomart gengældelsesangreb, efter hans overvågningssystemer fortalte ham, at amerikanerne havde påbegyndt et missilangreb på sovjetunionen.
Petrov indså, at systemets advarsel om et enkelt interkontinentalt missil på vej fra det nordamerikanske kontinent var inkonsistent med en atomkrigs begyndelse. Et amerikansk angreb ville efter al sandsynlighed foregå med flere hundrede missiler. Hvorvidt han faktisk alarmerede de militære myndigheder fra starten er stadig uafklaret, men uanset hvad, så var det Petrovs beslutning ikke at starte et sovjetisk gengældelsesangreb øjeblikkeligt.
Da systemet senere advarede om yderligere 4 missiler, havde han allerede taget beslutningen om ikke at røre noget, selvom han ikke havde andre informationer end systemets advarsel. Forsvaret var opbygget efter satellitovervågning, da de sovjetiske radarsystemer på jorden kun ville give dem 2 minutter til at reagerer i. Det var derfor nogle anstrengte minutter indtil hans overbevisning endeligt blev bekræftet: der var intet angreb.
Hvis Petrov, som befalet, havde startet et modangreb, så ville det amerikanske militær naturligvis have reageret på dette og sendt deres missiler den modsatte vej. Hele situationen ville uden tvivl have afstedkommet både sovjetunionens og USA’s absolutte ødelæggelse. Muligvis det meste af verden i tilkøb.
Det viste sig senere, at fejlen skyldtes elektroniske problemer ved overvågningssatellitten.
Pensionisten Petrov i sin lejlighed - Tak kammerat!
Tags: anden verdenskrig, atomkrig, Francis drake, Historie, horsa, jordomsejling, marked garden, militær, Stanislav Yevgrafovich Petrov, søfart