Christian d. 4 sørgede for, at 1600tallet ikke blev kedeligt for Københavns befæstningsvæsen. Voldene og tårnene var opført i en tid, hvor skydevåben kun lige var begyndt at spille en rolle i belejringskrige, men i 1600tallet var kanoner og håndskydevåben blevet en fast del af enhver krig. Middelalderfæstningen skulle derfor ombygges efter renæssancens fæstningsmode, den skulle være bastionær.

Fra 1606 og godt 50 år frem, var Københavns befæstning en byggeplads. Man beholdt ringmurens grundform, men udbyggede voldene med bastioner, hvorfra forsvarene kunne skyde ned langs volden. Derudover byggede man Christianshavn som et selvstændigt bastionsanlæg. Christian d. 4 ønskede også et citadel til at beskytte indsejlingen til havnen, så i 1627 påbegyndte man Sankt Annæ Skanse. Desværre var der ikke penge til Christians overdådige skanse, så vægten blev lagt på værket vi i dag kender som Kastellet. Desuden byggede man et blokhus på den modsatte side af havnen, hvor man sænkede orlogsskibene David og Elefanten (deraf Elefanten på Nyholm).

En anden af Christian d. 4’s planer, var opførelsen af Ny København i området fra Østrevold til Kastellet. Derfor rettede man volden ud, så den løb mere eller mindre direkte fra Nørreport til Kastellet. Udenfor byen opførte man yderligere 3 skanser ved søerne: Vartov, Ladegården og Ravnsborg.

Den originale udformning af Kastellet med havn ca. 1648

Under karl Gustav-Krigene fra 1657 til 1660 belejrede svenskerne København i 1658-59. I begyndelsen af august havde svenskekongen landsat 8000 mand ved Korsør, hvorfra de bevægede sig taktfast mod København. Byen var på randen af panik, men en selvsikker fremtoning fra kong Frederik d. 3, der nægtede at forlade hovedstaden med de berømte ord ”jeg vil dø i min rede”, fik stemningen vendt til energisk trods.

Carl Gustav tøvede med at storme byen og mens svenskerne så til fra Valby bakke, forstærkede københavnerne deres befæstning med alle forhåndenværende midler. Palisader og ryttere blev opstillet på voldene og gaderne barrikaderedes med vogne og stenværker. Samtidig klargjorde man brandbekæmpelsen, med kar, spande og oksehuder. Fra en styrke på lige under 2000 mand, forøgede man forsvaret med frivillige borgere, så der i februar 1659 stod godt 7000 våbenføre mand på volden.

København under svenskernes storm i 1659

Over vinteren sørgede man for opbrydning af isen i Københavns havn, så svenskerne ikke kunne lave samme nummer som et par år tidligere, hvor de gik over bælterne fra Jylland til sjælland. Man havde opsnuset længden på svenskernes stormstiger og lavede derfor renden i isen lidt bredder end stigerne var lange. Carl Gustav var dog ganske sikker på en sejer og havde allerede fremstillet medaljer og udlovet københavnske gårde til sine officerer. Desuden havde han lovet 3 dages plyndring i hovedstaden.

Den ventede storm kom 11. februar 1659. Svenskerne koncentrerede deres styrker på strandområdet udenfor den nuværende Stormgade (deraf navnet). København havde dog gjort sit forarbejde rigtigt og svenskerne blev mejet ned af skydevåben på voldene og deres korte stiger forhindrede en overgang til Christianshavn. Med store tab måtte de trække sig efter et par timer.

Stormen på København set fra valby bakke

Senere sammen nat satte de en storm ind mod området mellem Østervold og Kastellet. Et område der var kendt som en svaghed i befæstningen, men også her blev de slået tilbage med store tab. Det formodes at svenskerne mistede op mod 1000 mand under stormen på København (man fandt 600 lig foran voldene), enten dræbt direkte, eller døde af deres sår umiddelbart derefter. København slap igennem med kun 12 døde og cirka 20 sårede. Befæstningen og ikke mindst befolkningen, havde stået distancen.

Efter krigen fortsatte forbedringerne på Københavns befæstning. I 1660erne introduceredes demarkationsbestemmelser der regulerede byggeriet udenfor danske fæstninger, så der var frit skud mod en fremrykkende fjende. Desuden indkaldte man den nederlandske ingeniør Henrik Ruse, til at gøre volden og Kastellet færdigt. Under Ruses kyndige hånd, ændrede Kastellet fuldstændig karakter og det fremstod efter ombygningen som et uovertruffet moderne citadel.

Ved udgangen af 1600tallet mente man, at Københavns befæstning nu kunne klarer enhver forsvarsopgave. Det havde kostet en formue og adskillige civile projektet måtte skrinlægges, ligesom Nyborg og Fredericias fæstninger måtte stå ufærdige lange ind i 1700tallet. Den kostbare befæstning var med til at understrege Københavns enestående betydning for det danske-norske monarki. Grundformen til eftertidens befæstning var lagt og indtil nedlæggelsen i 1850erne ændredes ikke den ikke voldsomt.

Tags: befæstning, Historie, karl Gustav-Krigene, kastellet, københavn, Københavns befæstning, militær, Sankt Annæ Skanse, stormen på københavn

Da professoren og flyingeniøren Jim O’Hara som 62årig erhvervede sig et flycertifikat i 1990, var det begyndelsen på en drengedrøms opfyldelse. I en alder, hvor mange vinker farvel til de uopfyldte drømme, startede Jim det kolossale arbejde, der skule fører til opfyldelsen af hans – en hjemmebygget P-38 Lightning.

Lockheeds P-38 Lightning, kaldet Gabelschwanzteufel (Den gaffelhalede djævel) af tyskerne, var en forholdsvis stor maskine, der ikke sådan uden videre lader sig bygge i et hobbyrum. Derfor besluttede Jim O’Hara at fremstille sin drømmemaskine i 2/3 størrelse, hvilket alligevel endte med et vingespænd på godt 10m.

I 1993 svang han hammeren for første gang og han tilbragte de næste 15 år, med at udtænke og fremstille sin P-38. Han er lidt af en hemmelighedskræmmer, så mange detaljer er stadig gemt under maskinens aluminiumsskal, men ikke desto mindre opnåede den luftdygtighedsbevis i 2008. Den ægte P-38 har to Allison V-1710 glycol-kølede 12 cylindrede V-motorer på hver 1700HK. Så meget kraft havde Jim ikke brug for og i stedet anvender hans P-38 to 220HK luftkølede Continental boksemotorer.

Jim er nu 82 og turnerer i øjeblikket staterne i den hjemmebyggede P-38, sammen med sin kone Mitzi, der sidder sammenkrøbet på bagsædet under flyvningerne.

Tags: flyvning, P-38

U-1206 var en tysk ubåd af type VIIC klassen. Den var søsat 30. december 1943 og overgik til aktiv tjeneste 16. marts 1944, hvor den blev tilknyttet 8. Unterseebootflotille (uddannelse), med Oberleutnant zur See Günther Fritze som skipper.

I februar 1945, da krigen gik på hæld, opgraderede man træningsubåden og overførte U-1206 til frontenheden 11. Unterseebootflotille under Kapitänleutnant Karl-Adolf Schlitt’s kommando – hans eneste. Den første aktive patrulje udgik fra Kiel 28. Marts 1945 med kurs mod Horten, hvor U-1206 ankom uden komplikationer den 30. Marts. Herfra gik turen mod Kristiansand i Norge og fra Kristiansand sejlede U-1206 mod den Skotske kyst.

Kapitänleutnant Karl-Adolf Schlitt

Opgraderingen som U-1206 havde gennemgået, bestod blandt andet af et nyt højtryks-toilet, der faciliterede anvendelse på store dybder. Toilettet var ualmindelig kompliceret og krævede en specieluddannet teknikker (En OberSpülenBetreiber zur See, eller OSBzS, måske) til udskylningsproceduren, når en matros havde været på potten. Noget vi sikkert alle sammen kunne have brug for, efter en tur i byen.

Den 14 marts lå U-1206 på 200 fods dybde 8 mil ud for Peterhead i Skotland, da toiletoperatøren uheldigvis tog fejl af to ventiler i toiletsystemet og vandet fossede ind i båden. Havvandet nåede fartøjets batterier, der var placeret direkte under toilettet, med en kraftig udvikling af klorgas til følge. Kapitänleutnant Schlitt gav øjeblikkeligt ordre til at uddykke, så fartøjet kunne ventileres. Desværre uddykkede U-1206 lige foran en Britisk ubåds patrulje.

Det lille toilet over batterirummet

Den Britiske patrulje gik øjeblikkeligt til angreb og U-1206 beskadiges så den ikke længere kunne dykke. Situationen er forholdsvis håbløs, så Schiltt besluttede derfor at beordre besætningen i bådene og lade ubåden sænke. Uheldigvis omkommer et besætningsmedlem under angrebet og 3 drukner efterfølgende inden den Britiske flåde får de overlevende ombord. Kapitänleutnant Schlitt og besætningen tilbragte resten af krigen i en engelsk krigsfangelejer, hvor det formodes, at toilettet var nemmere at betjene.

I 1970erne fandt et dykkerhold fra British Petroleum Forties Field U-1206, da de skulle nedlægge olierør til Cruden Bay i Skotland. Ubåden ligger på 70m vand – den eneste ubåd sænket af et toilet.

En type VIIC ubåd under mere glorværdige forhold

Tags: anden verdenskrig, toilet, type VIIC, u-boot, ubåd

Det er i grunden ikke det, at Amazon.com sælger Nuclear Grade Duct Tape (det kan vi jo alle have brug for indimellem), men at det tilsyneladende ofte købes sammen med en Rubik Terning. Så ofte, åbenbart, at Amazon ligefrem syntes de skal foreslå et kombineret køb.

Personligt har jeg ejet både Duct Tape (dog ikke ligefrem Nuclear) og en Rubik’s terning, uden at det har ændret mit liv radikalt, men jeg ser nu hvad jeg gjorde forkert – jeg ejede ikke begge genstande samtidigt og jeg overvejede aldrig at de kunne kombineres.

Hvis der er en læser derude, der kan give et fingerpeg angående den (åbenbart udbredte) kombinerede anvendelse, så hører vi meget gerne fra jer. Jeg har selv en formodning om, at det er fysikerne hos CERN, der har repareret deres Hadron Collider med Gaffatape og så leget med Rubik’s terning, mens de ventede på den skulle køle ned til arbejdstemperatur.

Tags: cern, gaffatape, rubik

Tags: menu

København er kendt for sine tårne. Oprindeligt var det kun kirkerne der strakte sig over byens tage, men efterhånden kom andre betydningsfulde bygninger med på byens skyline. Mange af dem står i dag som varetegn for bygningernes ejer, selvom de gamle kirketårne stadig tegner sig for flertallet. I løbet af de næste poster i denne serie, skal vi se lidt på historien bag de karakteristiske Københavnertårne.

Rundetårn. Byens mest berømte tårn, er med 34,6m sjovt nok også byens mindste. Det blev bygget mellem 1637 og 1642 af Christian d.4 på opfordring af astronomen Christen Sørensen Longomontanus. Tårnet var udtænkt som observatorium til universitets astronomer. En rolle som tårnet faktisk stadig bestrider, hvilket gør det til Europas ældste funktionelle observatorium. Det har nok næppe betyder det helt store, at astronomerne nu var 34,6m tættere på verdensrummet, men de var ganske fornøjede alligevel.

Tårnet er også indgangen til biblioteket på Trinitatis kirkens loft, der dog ikke stod færdigt før 1657, og det er derfor selve tårnet har en rampe i stedet for en trappe. Med en rampe kunne man nemlig flytte de tunge bøger med hestevogn, ligesom det selvfølgelig også var nemmere, at bringe udstyr til observatoriet.

Bibliotekssalen over Trinitatis kirken - nu udstillingslokale

Man skal ikke tro, at bekostningen af et observatorium udelukkende var for at glæde universitetets stjernekiggere. I 1600tallet var astronomi en videnskab, der lå til grund for al navigation. Med et veludrustet universitetsobservatorium ville Danmark have bedre chancer på verdenshavene, når danske skibe skulle etablere handelsstationer i fremmede verdensdele.

Observatoriet var i daglig brug indtil 1861, hvor det efterhånden var blevet for gammeldags til forskningsbrug. Universitet flyttede derfor ud på Østre Vold og rundetårns gamle observatorium henlå ubrugt indtil 1929, hvor man oprettede det nuværende folkeobservatorium.

I 1986 opkaldte man en asteroide efter det berømte observatorium: 5505 Rundetårn.

Dragetårnet på Børsen. Børsen er en anden af Christian d.4 imponerende Københavnske bygningsværker. Navnet kommer af det nederlandske ”beurs”, der igen kommer af det middelalderlatinske ord ”bursa” med betydningen pengepung – det er altså noget med økonomi.

Børsen blev opført i årene 1619 til 1640 brødrene af Lourens og Hans van Steenwinckel. Nu er det ikke sådan, at brødrene Steenwinckel var et par døsige driverter, der skulle bruge 21 år, på at opføre en bygning. Børsen stod faktisk næsten færdig i 1620, men kong Christian syntes den var lidt for kedelig. Derfor fik han påklistret nogle flotte renæssancegavle og det karakteristiske dragespir i 1625. Problemet var imidlertid, at bygningen ikke var tegnet til at holde et tungt spir. Derfor er både Børsens tårn og dens dragespir lavet i træ. Spiret er beklædt med bly. Der blev foretaget andre små ændringer inden man endelig var færdig i 1640.

Bygningen var som navnet antyder, tiltænkt som den centrale handelsbygning i København, men modsat det moderne billede af en børs, så var det oprindeligt nærmere en salgshal med pakrum. Skibene sejlede op langs børsens sider og lossede deres vare direkte ind i butikken.

Fragtskibe fortøjret langs børsgraven i 1800tallet

I 1772 nedtog man dragespiret, da det var ved at styrte ned af sig selv. Der var stemning for, at erstatte spiret med en kuppel, men heldigvis kom bygmestrene på bedre tanker og opsatte i 1776 et nyt dragespir. Det var en tidlig fredningstanke der reddede spiret og igen i 1857, da staten solgte bygningen til Grosserer-Societetet, blev det slået fast “at Kjøberen forpligtes til bestandigen at vedligeholde Bygningens nuværende ydre architechtoniske Stil”.

Siden 1974 har der ikke været børsvirksomhed i den gamle bygning. Den ejes af Dansk Erhverv, der er en efterfølger til Grosserer-Societetet, der altså har ejet bygningen siden 1857. Den benyttes til administration og kontorer. Fordi Børsen er en tidligere kongelig bygning, har den bibeholdt retten til af flage med splitflag. Noget der ellers kun er tilladt for Kongehuset samt statens myndigheder og institutioner.

Tags: astronomi, børsen, dragespir, Historie, københavn, Københavns tårne og spir, rundetårn

Overstående fantomtegning repræsenterer FBI’s bud på den mystiske D. B. Cooper, der 24. november 1971 indskrev sig i kriminalhistorien, med en meget usædvanlig forbrydelse, der ikke stod tilbage for Hollywoods mest fantasifulde fortællinger.

I den travle Thanksgiving weekend 1971, lettede en Northwest Orient 727-51 fra Portland International Airport, med kurs mod Seattle Washington. Der var 37 passagerer og 5 besætningsmedlemmer ombord, på hvad der skulle vise sig at være alt andet end en rutineflyvning.

En af passagererne var en mand midt i 40erne, velklædt og tilsyneladende en ganske almindelig forretningsmand, på vej hjem til familien for at holde Thanksgiving. Umiddelbart efter starten, viste det sig dog, at manden i sæde 18C var alt andet end en almindelig passager. Han fik kontakt til stewardessen Florence Schaffner, som han diskret gav en lille seddel. Schaffner tænkte, at det sikkert var et telefonnummer fra en tilbeder, hvorefter hun stoppede seddelen i lommen, uden at kigge nærmere på den. Manden i sæde 18C, der var registreret som Dan Cooper, var dog ikke helt tilfreds med forløbet og trak hende derfor i ærmet, mens han sagde ”frøken, de bør nok lige læse den seddel. Jeg har en bombe”.

Den faktiske Northwest Orient 727 N467US

Seddelen viste sig at være en kapringsnote, der stipulerede at Cooper ønskede $200.000 samt to sæt faldskærme (2 hovedskærme og to reserveskærme). Desuden forlangte han, at flyet skulle lande i Seattle-Tacoma lufthavnen, hvor tingene skulle bringen ombord. Cooper truede med at springe flyet i luften, såfremt hans krav ikke blev mødt.

I samarbejde med FBI besluttede Northwest Orient, at efterkomme mandens ønsker. Mens flyet var på vej mod lufthavnen, nød flykapreren en bourbon og lemon soda, som han endda tilbød at betale for. Besætningen fortalte senere, at Cooper egentlig var en ganske tilforladelig fyr. De $200.000 og de 4 faldskærme blev pakket sammen og klargjort i lufthavnen mens flyet landede. En medarbejder fra Northwest Orient afleverede pakken til stewardessen Murcklow, hvorefter flykapreren frigav alle passagerene og Florence Schaffner. De to piloter, flyteknikeren og Murcklow forblev ombord.

Efter en genopfyldning af flyets tanke, satte flight 305 sig atter i bevægelse. Da flyet var i godt 10.000 fod beordrede Cooper kursen sat for Mexico City, men med en hastighed der ikke oversteg 310km/t. Kaptajnen gjorde manden opmærksom på, at flyet ikke kunne nå destinationen under de flyveforhold (flyet havde understel og flaps nede, for at holde hastigheden under 310km/t). Cooper diskuterede situationen med besætningen, hvorefter han beordrede dem mod Reno i stedet. Yderligere beordrede han dem til ikke at trykrejse kabinen.

Cooper gennede besætningen sammen i cockpittet og bad dem forblive der, indtil han beordrede andet. Det var det sidste man nogensinde så til Dan Cooper. Klokken lidt over 20:00 bemærkede besætningen at flyets haletrappe blev åbnet og det formodes, at Cooper sprang ud med faldskærm samtidigt. To efterfølgende F-106 jagere bemærkede intet, fordi flyet på tidspunktet befandt sig i en kraftig regnbyge.

Exit D.B. Cooper - Geronimo!

Da flyet godt 2 timere senere landede i Reno, blev det klart, at Dan Cooper vitterligt var sprunget ud af flyet. Myndighederne igangsatte øjeblikkeligt en stor eftersøgning i det område en faldskærmsudspringer ville ramme, hvis han sprang under de forhold Cooper hoppede ud under. Området var godt 73 kvadratkilometer, men selvom eftersøgningen strakte sig over mange måneder, fandt man hverken, penge, faldskærme, eller Cooper.

Efterforskningsholdet kom frem til at Cooper umuligt kunne have forudsagt landingsområdet. Med en flyvehastighed på næsten 100m i sekunder og kraftige vinde, ville selv en lille forskel i udspringstidspunktet betyde en stor forskel i landingsområde. Cooper kunne derfor ikke have haft medskyldige på jorden.

I foråret 1972 bragte FBI 200 soldater til området, som de møjsommeligt gennemsøgte over de næste 36 dage. Det 72 kvadratkilometer store område blev vitterligt gennemsøgt tomme for tomme, men stadig uden det mindste spor i sagen.

Umiddelbart efter flykapringen havde FBI fat i en mand ved navn D.B. Cooper og selvom det viste sig, at han intet med kapringen havde at gøre, så hang navnet fast i medierne. Den mystiske flykaprer var nu D.B. Cooper.

Samtlige sedler (Cooper havde bedt om pengene i $20 sedler) var affotograferet og i løbet af 70erne udlovede mange aviser (foruden FBI) dusør for afleveringen af sedler fra D.B. Cooper kapringen. Sedlernes serienumre blev endda trykt i aviserne, men der er aldrig fundet penge fra kapringen i omløb.

I 1980 fandt en 8årig dreng godt $6000 nær Columbia floden. Det blev hurtigt fastslået, at pengene stammede fra Coopers flykapring 9 år tidligere, men en ny eftersøgning i området afslørede ikke flere spor. Man formodede at pengene var ført med floden, fra det område Cooper ifølge FBI var landet i.

En sedel fra fundet ved Columbia floden i 1980

I dag spekuleres det, at D.B. Cooper nok ikke overlevede udspringet. Fundet af de $6000 syntes også at pege i den retning, da pengene oprindeligt var i en solid taske og kun et voldsomt sammenstød med jorden kunne resulterer i at pengene spredtes. Man har dog aldrig fundet resten af pengene og endnu mere fundamentalt for efterforskningen: man har aldrig fundet D.B. Cooper.

Tags: d.b. cooper, flykapring, forbrydelse, løsepenge