Tags: kat, synsk, video

I 1940erne tilhørte raketscene ubetinget Tyskerne. Del første halvdel af årtiet lå udviklingen i selve Tyskland og i den anden halvdel lå den i henholdsvis USA og Sovjetunionen – dog stadig med Tyske forskere, ingeniører og teknikere.

Da anden verdenskrig brød ud, var Tysk raketteknologi lysår foran deres konkurrenter. Arbejdet med V2 raketten var startet allerede i 30erne, men indtil 1943 var raketten nærmest betegnet som en dyr artillerigranat. V2 kom heller ikke i rampelyset fra den ene dag til den anden. Den første succesfulde V2 affyring var i oktober 1942. Herefter fulgte en lang serie af testaffyringer, med forskellige grader af success. Krigslykken vendte dog for Tyskerne og efterhånden satte man mere fokus på de såkaldte Vergeltungswaffen – gengældelsesvåben.

Fra at have været nærmest ligeglad, blev Hitler i starten af 1944 pludslig besat af V2 raketten og forlangte en produktion på 2000 operationelle raketter om måneden, så han kunne tvinge Englænderne i knæ med dette nye wünderwaffen. Hver V2 indeholdt lige under et ton sprængstof og selve raketten kostede over 50.000 Reichsmark (100.000 i starten af 1944 og godt 50.000 i marts 1945). Det var altså en noget bekostelig måde at slå Englændere ihjel på.

Adolfs fablende idioti tappede penge fra statskassen og selv med 2000 succesfulde V2 angreb om måneden, havde Tyskerne ikke formået at dynge mere end 2 millioner ton eksplosiver ned over Englænderne om måneden. Tilsyneladende et enormt tal, men på det tidspunkt af krigen droppede de allierede 3 millioner ton eksplosiver over Tyskland OM DAGEN uden at det havde knækket Tyskerne.

V2 raketterne blev bygget under grusomme forhold i en fabrik under bjerget Kohnstein nær Nordhausen. Det anslås at 20.000 slavearbejdere døde under produktionen – mere end 8 gange flere end selve V2 raketten slog ihjel.

Produktionen af V2 raketter nåede naturligvis aldrig op på det ønskede antal. Da krigen sluttede, havde man sammenlagt affyret 3172 raketter mod fjenden: 76 mod Frankrig, 1402 mod England og et uproportionalt højt antal mod Belgien: 1664. Vidundervåbnet havde naturligvis ikke vendt krigslykken.

Ud fra et strategisk synspunkt, var V2 programmet et spektakulært spild af penge. Russerne derimod, havde sat deres raketprogram på vågeblus og i stedet fokuseret deres udvikling på fly, kampvogne og kanoner. Stalin var muligvis psykopat, men han var ikke idiot. Amerikanerne havde som bekendt valgt, at satse på udviklingen af et atomvåben.

Russerne genoptog deres raketforskning umiddelbart efter krigen. Modsat amerikanerne så havde Russerne ikke fundet mange raketter i deres område. Det var dog lykkedes dem at tilbageholde et par hundrede Tyske raketfolk og disse dannede, sammen med 2-300 Sovjetiske forskere, staben i Zentralwerke – Sovjetunionens raketcenter i Bleicherode. Opgaven var ganske simpel: rekonstruer V2 raketten.

Russisk bygget V2 klar til transport - En R-1 Scunner

I marts1946 havde Sovjetunionen deres første V2 raket og man overførte derefter 5000 Tyske krigsfanger til produktionen. Russerne var dog ikke meget for, at deres nye raketcenter lå på Tysk jord, hvor de allierede teknisk havde lov til at overvåge foretagendet. Derfor rykkede de teltpælene op i oktober 1946 og flyttede hele moletjavsen ind bag Ural bjergene. Man stolede ikke helt på de Tyske raketfolk, de var egentlig også blevet kidnappet, så man oprettede en Sovjetisk og en Tysk gruppe, der arbejdede parallelt. Tyskerne blev ikke informeret om de Sovjetiske fremskridt, selvom de var klar over eksistensen af det Sovjetiske hold.

Meget sjældent billede af Sovjetisk raketteknologi i 40erne - Muligvis en R-2 Sibling (SS-2)

Tyskernes arbejde med en ny motortype, navngivet KS-59, dannede grundlag for Sovjetternes egen motorudvikling og var en direkte forfader til RD motoren, der blev anvendt i den Sovjetiske arbejdshest: R-7 Semyorka – verdens første interkontinentale ballistiske missil. Samt grundlag for Sputnik, Luna, Molniya, Vostok og Soyuz raketterne. R-7 designet har stået bag samtlige Sovjetiske/Russiske bemandede rumflyvninger.

Den sidste Tyske forsker blev sendt hjem i 1953.

Efter krigen sad amerikanerne ikke bare på tusindårsrigets reservedelslager, men også deres bedste videnskabsfolk og teknikere. Von Braun og hans kumpaner var vilde for at arbejde i amerikansk tjeneste, men de amerikanske myndigheder var tilbageholdende med investeringer i raketforskning. Lidt penge til afprøvning og forbedringer af V2 raketterne dryssede der dog ned i kassen, men rumfart stod der ikke på programmet. Se i øvrigt posterne “I NASA’S Skygge”

WAC Corporal booster på White Sands i 1946 - budget rocketry!

Amerika havde deres atombombe og hverken flåden, eller hæren så nogen som helst grund til kostelige raketprogrammer, før man havde noget at sende op. Atomvåben skulle nemlig afleveres med bombefly og så længe USA alene besad atomvåben-teknologien gav de pokker i russernes spæde raketprogram. Tænketanken RAND lovede i 1948 amerikanerne et forspring på mindst 15 år, så indtil videre kunne de sove trygt om natten. Tilgangen til raketforskning var: giv os en brugbar satellit og vi vil overveje at bekoste en raket til opsendelsen.

I august 1949 opfangede et amerikansk meteorologisk målingsfly den umiskendelige signatur fra en atomprøvesprængning i Sovjetunionen og lige pludselig var de store militære raketter tilbage på dagsordenen. Rumfarten tog indtil videre bagsædet, men ideen var så småt ved at få tag i den amerikanske bevidsthed – rummet skulle være deres næste frontier.

Tags: anden verdenskrig, Mittelwerk, r-1 scunner, raket, rakethistorie, rumflyvning, ss-2 sibling, teknologi, V2, Von Braun, Værd at vide om tidlig rakethistorie

Vi husker vel alle sammen, da James Bond i Thunderball fløj afsted med sin blærede jetpack. Der har været flere hjemmestrikkede forsøg, men nu kan man altså købe en godkendt (i USA) jetpack og flyve derudaf i sommervarmen.

The Martin Jetpack betegnes som et eksperimentalt ultralet fly og kan derfor flyves med et ultralet certifikat, der er noget billigere end et privatflyvercertifikat. Opdriften kommer fra to ducted fans og den skulle ifølge firmaet have en maksimum flyvehøjde på 8000 fod. Lidt foruroligende er der ikke mange billeder af maskinen under fri flyvning og da slet ikke i 8000 fod.

Maskinen er bygget af opfinderen Glenn Martin og udviklingen har taget hele 27 år – så han har nok ikke ligefrem knoklet sig ihjel. Man skal jo ikke dadle andres arbejde, men teknisk set er det altså ikke en rigtig jetpack, da den drives af en 200hk totaktsmotor – der som det kan høres på videoen, larmer som et ondt år.

Hele herligheden koster $100.000 inklusive et 15 timers kursus – what are you waiting for?

Tags: flyvning, martin jetpack

Den Sovjetiske Sortehavsflåde, var en underafdeling af den Sovjetiske flåde, der opererede i Sortehavet og Middelhavet. Russerne har været den dominerende flådemagt i Sortehavet siden prins Potemkin i maj 1783 valgte Sevastopol som sin primære base. Herfra kunne de kontrollerer hele den Tyrkiske nordkyst og herredømmet i Sortehavet var af stor politisk og strategisk betydning.

Efter revolutionen overtog Sovjetterne den kejserlige flådes baser, men skibene var enten sænket af hvidehæren, eller overgivet til de vestlige allierede af anti-bolsjevik officerer. De overlevende skibe endte i Frankrig, hvorfra de blev tilbageleveret i 1924. Da var de dog ukampdygtige og størstedelen blev skrottet.

Sovjetterne påbegyndte en storstilet flådeoprustning i 1930erne og Sortehavsflåden stod atter klar, da anden verdenskrig brød ud. Den deltog i både belejringen af Odessa og slaget om Sevastopol. Aksemagterne fik dog belejret russernes største skibsværfter og i løbet af krigen skrøb Sortehavsflåden kraftigt ind, eftersom de ikke kunne bringe deres beskadigede skibe på værft.

Den kolde krig genoplivede Sortehavsflåden og den blev en fast del af Sovjetunionens militære stolthed. Da Tyrkiet gik ind i NATO, mistede Sovjetunionen deres nemme adgang til middelhavet gennem Bosporusstrædet. Sortehavets strategiske betydning faldt derfor drastisk. Efter Sovjetunionens fald, var både formålet og økonomien næsten forsvundet og der blev skåret kraftigt ned på antallet af skibe, samt lukket en del flådebaser.

En af dem var den hemmeligstemplede ubådsbase ved Balaklava på Krim halvøen: officielt kaldet Object 825 GTS. Denne base var beregnet til gengældelses angreb fra atomubåde og var bygget til at modstå et 100 kiloton a-våben. Den blev anlagt i perioden 1957 til 1961 og næsten hele Balaklavas befolkning var ansat på ubådsbasen. Der var plads til 14 ubåde i bunkeren, samt 3000 mand til at betjene dem. I dens aktive periode, var hele byen en del af det officielle sovjetiske hemmelighedskræmmeri og ikke engang arbejdernes familiemedlemmer kunne besøge byen, uden foregående sikkerhedscheck og militær godkendelse.

Efter Sovjetunionens opløsning begyndte man at lukke basen ned og i 1996 forlod den sidste ubåd Balaklava. Basen var totalt forladt i henved 10 år, før det lykkedes en lokal igangsætter, at få tilladelse til rundvisning i det gigantiske anlæg. I dag drives der et lille museum i den gamle ubådsbunker, hvor tidligere koldkrigskrigere giver rundvisning på deres gamle arbejdsplads. Det er naturligvis ikke muligt at vedligeholde basen, for de få midler museet har til rådighed, så udover et par enkelte udstillingslokaler, ligger basen forladt og øde.

Tags: Balaklava, forladt, object 825, sortehavet, Sovjetunionen, ubåds base

Tags: klovn

Forestil dig en begivenhed, der er en blanding af hockey, kendo og et infanteriangreb. Flot, du har netop forestillet dig Hurling, en urgammel Irsk sport, hvor mænd er mænd og disse mænd på sportslig vis tæver hinanden med stave.

Spillets oprindelse fortaber sig i historiens tåger, men det har været spillet i mindst 2000 år og er altså langt ældre end nogen nedskrevet Irsk historie. Legendariske Irske krigere som Cúchulainn og Fionn mac Cumhaill spillede alle Hurling, når de altså ikke var i krig, eller på anden måde optaget af heltegerninger – faktisk starter historien om Cúchulainn med, at han som dreng dræber den lokale konge Culann’s vagthund med en Hurling bold og herefter må overtage hundens job som vagt for kongens gård. Han navngives derfor Cúchulainn: Culaans hund.

Den første historiske reference til Hurling, kommer fra Brehon loven, der blev nedfældet omkring 600tallet. Op gennem middelalderen holdes spillet ved lige, som en del af den Irske identitet under britisk besættelse. På forskellige tidspunkter forsøger myndighederne, at forbyde spillet. Sandsynligvis fordi det opildnede til national frigørelse. I 1527 kan man derfor læse i Galways annaler:

“At no time to use ne occupy ye hurling of ye litill balle with the hookie sticks or staves, nor use no hand balle to play without the walls, but only the great foot balle.”

Det var nu ikke bare sådan lige, at få bugt med den traditionelle sport og Hurling kampene fortsatte ufortrødent i landsognene, selvom fodbold faktisk blev hovedsporten i de mere britisk prægede byer. I 1700tallet fik Hurling et boost, da herremænd begyndet at holde deres egne hold og udfordrer hinanden i tourneringer. Spillet er nu ikke længere ulovligt og sporten begyndet at blive organiseret på landsplan.

Hurling er en holdsport, der spilles med to redskaber: en stav, der kaldes en Hurl, og en bold, der kaldes en Sliotar. Spillerne har en Hurl hver, men der er kun en Sliotar, så det glæder naturligvis om at erobrer bolden fra modstanderne. Banen er lidt ligesom en Rugbybane, med et H formet mål i hver ende. Derudover vil den uindviede tilskuer ikke ikke bemærke synderligt mange regler.

Hurl and Sliotar

Helt uden regler er det dog ikke. De to hold på hver 15 mand, spiller 2 gange 35 minutter (for senior landstourneringen), med mulighed for 5 udskiftninger – hvilket ofte er nødvendigt. Der er også en række ting, som ikke er tilladt.

Man må ikke samle bolden op med hånden. I stedet skal den løftes med staven, eller sparkes op i luften. Man må heller ikke kaste bolden, men gerne sende den afsted med flad hånd, eller selvfølgelig give den et dask med staven. Sidst, men ikke mindst, så må man ikke kaste med staven.

Der skores ved at skyde bolden gennem modstanderens mål. Enten over overlæggeren, hvilket giver et point, eller under overlæggeren (ligesom i fodbold), hvilket giver et goal, som takseres til 3 point. Der er en målmand og selvom det virker forholdsvis umuligt når man kigger på en kamp, så formår de faktisk at stoppe den lille Sliotar, selvom den kommer med et godt stykke over 100km/t.

Spillet kræver en ualmindelig god kondition og spillerne i landstourneringen er uovertrufne mestre med stav, hånd og fod. De beste spillere opnår nærmest legandarisk status og har man én gang vundet All-Ireland for sit county, så er der ofte gratis pints i de lokale pubber resten af livet. Hurling kaldes gerne ”The Fastest Game on Grass” og det er der nok heller ingen tvivl om: døm selv.

Spillets popularitet samler nemt 80.000 tilskuere til kvart og semifinalerne, samt naturligvis den store All-ireland finale. Begrænsningen på 80.000 skyldes udelukkende størrelsen på Nationale Hurling stadion i Dublin: Croke Park. Under finalen fyldes Dublin med fans fra provinsen, der ikke selv har billetter, men er taget til hovedstaden, for at se kampen i en af Dubling pubber. Heldigvis er Hurling en fest og der er meget sjældent ballade mellem fans fra de forskellige landsdele – ofte tværtimod, da Hurling talent værdsættes uanset hvem der har det.

Det er jo kun passende, at national drikken også sponsorere nationalsporten. Til trods for, at Hurling egentlig kun spilles i Irland, så spares der ikke nogle penge på reklamerne: Guinness og Hurling går hånd i hånd. I kan jo afprøve jeres engelske på kommentatoren – jo, der snakkes engelsk!

Tags: Croke Park, guinness, hurling, irland, sport

Så bliver det sgu ikke meget bedre!

- and I still can't take a hint...

Hey Ken, could you sing 'Far away'?

Du ryger direkte i helvede, hvis du griner....

Hmmm, jeg løb sgu lige tør for ord...

- when he came to hear me sing..

And something to fix my eyes...

And duke of the donuts..

Look at my hair, just look at it, look!

Legally, this might not be such a good idea...

Oh the glory of Cockney music!

Jesus loves ridiculous hair

I'm quite mad, you know?

Ello Im Valentino and zez ez my muzic...

This seems like good wholesome hetrosexual fun...

This, however, does not!

Would you like to see my organ?

Rectal examination - the album

Well hello there Joyce....who's ur daddy?

Moustaches - just say NO!

This can't be good for anybody....

Its Polka AND Clowns - get it?

No hands, plenty of food, but no hands...plenty food....Mmm

Women, horses and guns. How come i never heard of this before?

Ok, I'll just leave this here....

Tags: musik

1894: Coca-Cola Company sælger sin første flaske. Oprindeligt solgtes Coca-Cola kun i glas på apoteket for 5 cent stykket, men i 1894 var drikken blevet så populær, at den kunne eksporteres til andre butikker.

Dengang sidst i 1800tallet, var man vilde med stoffer og kraftige kemikalier gik som varmt brød. Et særligt populært produkt, var de franske Kokain vine som Vin Mariani. Apotekeren John Pemberton fra Atlanta, sprang til hvor han så et marked og lancerede en tilsvarende amerikansk kokaindrik: Pemberton’s French Wine Cocoa. Ifølge John Pemberton kunne drikken kurerer alverdens sygdomme, samt hovedpine, mavesmerte, impotens og morfinafhængighed – Pemberton var selv afhængig af morfin.

I 1886 forbød man disse vine i Atlanta. Ikke på grund af kokainen, men på grund af alkohol. John Pemberton var ikke sådan at slå af pinde, så han ændrede sin drik til en sirupbaseret læskedrik, som han navngav: Coca-Cola.

Selvom Coca-Cola blev et hit, så var Pemberton ikke videre heldig med forretningen. Han solgte rettighederne til Asa Griggs Candler, der efter nogle stridigheder med Pembertons søn, fik eksklusivrettigheder til Coca-Cola og blev umådelig rig.

Den første dåsecola kom i 1955.

1918: Moskva bliver Ruslands hovedstad igen, efter Sankt Petersborg havde haft æren i 215 år. Den var Bolsjevikkerne der flyttede regeringssædet tilbage, da Sankt Petersborg havde for tætte forbindelser til Zaren. Steampunk.dk har før haft en post om Moskva og den kan i læse her: Moskvas befæstede by

1928: St. Francis dæmningen nær Los Angeles bryder sammen og sender 45 milliarder liter vand og en 38m høj flodbølge ned gennem San Francisquito Canyon. Det er usikkert hvor mange der blev dræbt, men i 1992 fandt man resterne af offer nummer 600 (ikke medregnet et ukendt antal mexicanske landarbejdere, der havde en lejer i området) – det er sandsynligt, at der findes flere i fremtiden.

Dæmningen havde allerede et par år i forvejen, været genstand for debat, da revner og lækager var fundet flere gange. Dæmningen var dog blevet inspiceret og fundet sikker – nice job dam-inspection person!

En motorcyklist, med det passende navn Ace Hopewell, var faktisk kørt forbi dæmningen umiddelbart før sammenbruddet og var ikke mere end 800m længere fremme, da han hørte et øredøvende bulder, som han tog for at være et jordskælv. Han var på vej den modsatte vej, så han blev ikke klar over hvor heldig han havde været, før han læste det i avisen næste dag.

Tags: coca-cola, katastrofe, moskva, sodavand, st. francis dæmningen, Vin Mariani