Ridley Scott har begået en ny film, der har verdenspræmiere 14 maj 2010. Russel Crowe har rollen som hovedpersonen Maximus Robin Hood, der sammen med hans gæve venner i Sherwood skoven bekæmper korruption og tyranni i 1100tallets England (Ok, i kender vel for helvede historien).

De 45 sekunder giver selvfølgelig ikke meget forsmag på selve filmen, men med både Scott og Crowe kan det sgu ikke gå helt galt – Hmmm nu glemmer jeg vist A Good Year fra 2006….

Tags: film, Ridley Scott, robin hood

En gennemgang af manualen til et LG Tv, viser en bekymrende foragt for digital ejendom. For dem der ikke lige kender terminologien, kan det tilføjes, at en REPACK knytter sig til genudgivelsen af en piratkopieret film, såfremt der har været fejl i den første udgivelse – fy skamme LG!

The Aviator filen er sandsynligvis også en piratkopi, da den har encoding information i navnet.

Man har udvundet olie i Aserbajdsjan siden midten af 1800tallet. Industrien blev primært drevet af europæiske virksomheder, der havde tiltusket sig kontrakterne, og ved århundredeskiftet producerede Aserbajdsjan næsten halvdelen af verdens olie. De Aserbajdsjanske oliefelter overgik til USSR, da den sovjetiske hær i 1920 smuttede over grænsen og oprettede Azerbaijan Soviet Socialist Republic.

Tidligt oliefelt nær Baku

Man fortsatte naturligvis med olieudvindingen, det var trods alt derfor USSR havde invaderet, men man nationaliserede produktionen og tilførte udviklingspenge, arbejdskraft og ekspertise. Over de næste 20 år voksede industrien voldsomt. I 1928 udvandt man 8,7 millioner ton, hvilket i 1940 var steget til 23,5 millioner ton – 475.000 tønder om dagen.

Efter anden verdenskrig faldt produktionen fra Aserbajdsjans berømte felter grundet overudnyttelse og manglende vedligeholdelse. Man var dog klar over, at store nye felter lå ubenyttede hen under det Kaspiske Hav. I 1947 påbegyndte sovjetunionen derfor et af deres mest ambitiøse olieudvindings-projekter: Neft Daşları, eller Olie Klipperne, godt 50km fra land.

Feltet ligger i et lavvandet område og oprindeligt byggede man platformene på pæle, men efterhånden som feltet voksede, begyndte man af lave kunstige øer. I løbet af 50erne voksede Oil Rocks feltet og man indførte de karakteristiske broer mellem de kunstige øer. Det hele udviklede sig ganske langsomt til et gigantisk kompleks af forbundne boreplatforme, havnemoler, værksteder og beboelse.

Oil Rocks udvindingsanlægget har i dag mere end 200km vejnet af broer og platforme. Den labyrintagtige konstruktion har udviklet sig til en egentlig by, med butikker, hoteller og beboelse til de 5000 arbejdere der konstant bemander Oil Rocks. Desuden er der både en skole og et bibliotek.

Man pumper stadig godt 15.000 tønder dagligt på Oil Rocks, men komplekset er efterhånden temmelig forfaldent, med dele af vejnettet forsvundet, og vandlinjen på arbejdernes indkvartering højere end komfortabelt. Der ledes efter internationale investorer, men udover flere tilbygninger, er det endnu ikke lykkedes, at finde finansiering til en egentlig renovering. Det er muligvis et spørgsmål om, at nyere udvindingsteknologi helt bør erstatte Oil Rocks, men ingen tør tage springet og rive den eksisterende konstruktion ned.

Tags: Aserbajdsjan, oil rocks, Sovjetunionen, ussr

Den amerikanske arkitekt Robert Harvey Oshatz har bygget sig en træhytte der hæver sig gevaldigt over almindelige træhytter. I løbet af 7 år tegnede og byggede Oshatz sit drømmehus i en low-impact stil, der næsten blander sig naturligt med den omkringliggende skov. Han flyttede ind da huset stod færdigt i 2004 og man må formode at han er godt tilfreds med resultatet.

Tags: arkitekt, arkitektur, træhus

I 50erne udgjorde Boeing B-47 Stratojet bombemaskine rygraden i U.S. Air Force’s Strategic Air Command. Med en maksimum hastighed på 977 km/h, var Stratojet beregnet til lynhurtige gennembrud ind i Sovjetisk luftrum, lastet med atomvåben til de overraskede russere.

For nøjagtig 52 år siden, lettede sådan en B-47 fra Homestead Air Force Base i Florida på en simuleret kampmission. I lasten havde maskinen en 3½ ton Mark 15 brintbombe.

En Boeing B-47 Stratojet under raketassisteret take-off

Klokken lidt over 2 om natten kolliderede bombemaskinen med en F-86 Sabre. Jetjager blev totaltødelagt vad sammenstødet og piloten skød sig øjeblikkeligt ud, men Stratojetten holdt sig bemærkelsesvis i luften, selvom styrmanden Oberst Howard Richardson måtte kæmpe desperat med kontrollen. Maskinen var dog så beskadiget, at besætningen kort efter måtte bede om tilladelse til at smide lasten. Umiddelbart efter blev tilladelsen givet og Howard Richardson droppede sin brintbombe 2 kilometer over havet ud for Tybee Island.

Har de set denne bombe? En Mark 15 Bringbombe

Nu er atomvåben ikke nogen man sådan bare lader forsvinde, så det amerikanske militær igangsatte en ganske betragtelig eftersøgnings-aktion, men efter 2 måneders eftersøgning med minestrygere, sonarskibe, kabeltræk og 100 dykkere med håndholdte metaldetektorer, så havde man ikke fundet så meget som en styrefinne. Den 16 april 1958 måtte militæret krybe til korset og bekende, at de desværre havde mistet en 3½ ton brintbombe – bomben er endnu ikke fundet.

Hvis du finder bomben, bør du straks ringe til det amerikanske forsvar.

Tags: b-47, brintbombe, militær, uheld, USA

Tags: toyota

Det meste af Antarktis er dækket af et kilometertykt istæppe og det er der billede de fleste forbinder med det frosne kontinent, men sydpolen gemmer på mere end uendelige hvide strækninger. I Antarktis Victoria Land region ligger McMurdo Dry Valleys, der er lige så tørre som navnet antyder – McMurdo Dry Valleys er nemlig en ørken.

Områdets unikke ørkenaktige karakter skyldes såkaldte katabatiske vinde, der opstår når kold tung luft skrider ned fra de omkringliggende bakker og bjerge. Disse iskolde vinde kan opnå hastigheder på over 300km/t, hvilket suger al fugtighed ud af luften i dalene, samt fjerner vand, is og sne fra overfladen.

Udover enkelte former for bakterier, så er der intet der kan leve i McMurdo Dry Valleys. Området er på mange måder det tætteste vi kommer en jordlig pendant til Mars og det kan give indsigt i de forhold fremtidige astronauter kan møde på den røde planet – McMurdo Dry Valleys er om ikke andet tættere på forholdene på Mars, end de er på resten af jorden.

I den korte Antarktiske sommer smelter de omkringliggende Gletsjere hurtigere end den kolde luft kan opsuge fugtigheden, og i få måneder danner smeltevandet floden Onyx, der med 40km er kontinentets længste flod. Der er intet liv i folden, på nær nogle simple mikroorganismer og alger. Smeltevandet efterlader også nogle få ekstremt salte søer – så salte at de aldrig fryser, selv i -80 grader Celsius

Tænk på det, næste gang i syntes det er koldt at vente på bussen.

Antarktis har top-level domænet .aq

Tags: Antarktis, kulde, McMurdo Dry Valleys

I sidste Suborbitals post så vi på HEAT boosteren, der skal bringe Peter ud i rummet. Denne gang skal vi kigge lidt på selve rumskibet som skal bringe ham sikkert tilbage igen.

Målet for Copenhagen Suborbitals er at sende rumskibet op over den såkaldte Kármán linje, der definerer grænsen mellem jordens atmosfære og det ydre rum. Det er en internationalt anerkendt skillelinje 100km over havets overflade, der blandt andet benyttes ved rekordforsøg indenfor flyvning og rumfart. I virkeligheden er der naturligvis ingen sådan skarp afslutning på jordens atmosfære, men ungarnske Theodore von Kármán beregnede i 50erne, at ved 100km over havets overflade, skal et fartøj bevæge sig hurtigere end kredsløbshastighed, hvis det skal genererer lift på konventionel vis. Derfor kunne man lige så godt sige, at nu var fartøjet altså i rummet.

Teoretisk kunne Copenhagen Suborbitale faktisk godt blive Orbital i 100km højde (teoretisk i enhver højde), men fysikken gør, at det ville kræve konstant brug af motorkraft, da jordens atmosfære hele tiden ville bremse fartøjet til en hastighed under kredsløbshastighed og fartøjet derfor ville falde tilbage mod jorden. Man snakker derfor ikke om stabile kredsløb under cirka 200km og selv her er er henfaldstiden kun et par måneder. Selv ved højere kredsløb som ISS, skal man jævnligt booste stationens energi, så den ikke efterhånden falder for langt ned – til sidst helt ned!

Copenhagen Suborbitals kalder deres Tycho Brahe fartøj for et Micro Spaceship og det er ganske rammende for den lille kapsel. De har dog formået at bygge temmelig meget grej ind i fartøjet. Der udover en trykrejst kabine har et gasdrevet kontrolsystem til manøvrering, instrumentering og datasystemer, kamera-arm, stabiliserings -faldskærm og tre hovedskærme til at gøre landingen behagelig.

Astronauten tager turen i næsten opretstående stilling, hvilket ikke er smart for hans g-tolerance, men muliggør en mindre diameter på fartøjet. Man har derfor gjort meget ud af astronautens sæde, der både skal hjælpe ham med at overkomme belastningen under turen, men også beskytte ham under landingen. Desuden iføres han en g-dragt af samme type som jagerpiloter benytter.

Det er stort set umuligt for astronauten at bevæge sig under turen, udover de begrænsede armbevægelser der kræves for at betjene Tycho Brahe’s systemer. Der er indbygget et nødsystem i kapslen, så astronauten selv kan frigøre sig, hvis der skulle opstå problemer under nedturen. Det er dog nok et begrænset antal nødsituationer, som dette system kan klare og det er muligvis projektets svageste punkt. Astronauten har naturligvis selv faldskærm på, men nødsituationer har det med at udvikle sig, når man begrænser bevægelsesfriheden og det kan ikke være nemt at komme ud af det smalle rør. Forhåbentlig har de så meget styr på resten, at der aldrig bliver tale om en nødsituation.

Tycho Brahe har også et gasdrevet manøvrerings-system, der skal holde kapslen på ret kurs, når turen går tilbage mod jorden. Fire små tryktanke med kuldioxid er forbundet til otte dysser på rumskibets side, så astronauten kan give input og orienterer Tycho Brahe om 3 akser. Systemet er placeret allernederet i fartøjet, så det er udenfor den trykrejste del. Dette forhindre en eventuel lægkage i at forurene kabinen med kuldioxid.

Gastrykket til dysserne kontrolleres med otte on/off magnetventiler, der er forbundet til Tycho Brahes automatiske styresystem, men som også kan betjenes manuelt. De fire tanke er forbundet til ventil/dysse systemet via een hovedventil, så alle æggene ligger i den kurv. Det er trods alt afprøvet teknologi, så måske har man besluttet at spare et back-up system væk. En ulempe ved placeringen af styresystemet nederst i fartøjet er, at det frigøres sammen med den beskyttelseskrave der dækker faldskærmene og altså ikke er genanvendeligt – med mindre de er usandsynlig heldige og finder det intakt.

Som alt andet i Copenhagen Suborbitals projekt, så er Tycho Brahe opbygget så simpelt som muligt og samtidig med velafprøvet teknologi. De fleste vil dog nok umiddelbart have betænkeligheder ved at lade sig skyde ud i rummet i en sådan et “angst-rør“, men de fleste er så heller ikke med i Copenhagen Suborbitals projekt – og da slet ikke som astronaut. Uanset hvordan det ser ud for os andre, så er det bestemt intet i vejen for, at Tycho Brahe kan bringe Peter sikkert til verdensrummet og hjem igen.

Tycho Brahe ligner faktisk en gammel Von Braun skitse over en redningskapsel fra 50erne, der dog aldrig blev fremstillet, fordi man gik bort fra ideen om at starte rumfartshistorien med et stort fartøj (hvor der var plads til redningskapsler) og i stedet besluttede at benytte Mercury fartøjet – der er ikke plads til kapsler i kapsler. Ligheden er vel næppe tilfældig, da et “bare minimum” rumskib nødvendigvis vil bevæge sig derhenad rent konstruktionsmæssigt.

Tags: Copenhagen Suborbitals, micro spaceship, rumfart, rumflyvning, teknologi