Midt i 70erne var Viking 1 orbiteren nået til Mars og sendte glædeligt billeder hjem af planetens Cydonia region. Nogle af billederne viste en klippeformation, der med lidt god vilje kunne ses som et menneskelignende ansigt.

Ansigtet på Mars bragte selvfølgelig sølvpapirshattene frem fra sprækker og kælderrum, med teorier om rumvæsner og urgamle civilisationer på Mars. I virkeligheden var det et udtryk for Apophenia: et psykologisk fænomen der får vage og tilfældige stimuli, til at opfattes som et mønster – vi er skabt til at genkende ansigter også når der egentlig ikke er nogle.

Nyere billeder af ansigtet på Mars, har da også vist, at der simpelthen bare er tale om en pudseløjerlig kombination af lys og skygge.

Her på jorden har man faktisk opdaget et endnu bedre geologisk Apophenia fænomen. I et område kaldet Medicine Hat i Alberta, Canada. Opdagede en Google Earth bruger i 2006 den umiskendelige aftegning af en nordamerikansk indianer med fjerprydelse (og tilsyneladende en Ipod, skabt af en vej og et olieboretårn). Selvom ansigtet ligner en forhøjning i landskabet, så er det faktisk et dræningsområde.

Ansigtet blev populært på forskellige Google Earth fora og spredtes derfra ud over internettet. Lynn Hickox, der oprindeligt opdagede fænomenet, bad CBS radio om at afholde en navnekonkurene, så indianeren kunne blive døbt. Der blev indsendt 50 navne, hvoraf en lytterafstemning udvalgte: Badlands Guardian.

Tags: Apophenia, badlands guardian, geologi, mars

I 2006 besluttede International Astronomical Union (IAU), at objektet der går under navnet Pluto ikke lægere skulle klassificeres som en planet. Beslutningsgrundlaget skal jeg ikke blande mig i, men som nedenstående korrespondance bevidner, så var der flere Pluto-fans der var godt fortørnede.

Brevene er et lille udvalg fra den bunke af mail, som The American Museum of Natural History modtog, efter de havde fjernet Pluto fra udstillingen om planeter.

Tags: astronomi, hate-mail, pluto

1930erne var det første rigtige raket-årti. Nu var alle de vigtige spillere samlet på deres respektive baner og de fleste spillere havde opnået finansiering af den ene eller anden art. I 30erne fløj de højere og hurtigere end nogensinde før, selvom raketteknologien naturligvis stadig var i in spæde begyndelse. Hvor de forgående årtier havde lagt det teoretiske og ikke mindst filosofiske grundlag, blev 30erne årtiet hvor det tekniske grundlag blev skabt – i 1939 var man teknisk set klar til rumfart.

I Sovjetunionen kom Sergey Pavlovich Korolyov på scenen. En Russisk flydesigner der skulle vise sig at have stortalent for raketteknologi og ikke mindst for projektadministration. Korolyov stod bag forskningsorganisationen Gruppa Izucheniya Reaktivnogo Dvizheniya (GIRD – Gruppen for Studie af reaktiv bevægelse): verdens første store professionelle raketprogram.

GIRD var efter datidens forhold en kæmpemæssig organisation. Den var opdelt fire brigader, der studerede 10 forskellige aspekter af raketteknologi. Heriblandt raketmotorer og raketter, samt fastvingede og vingeløse missiler.

GIRD Projekt 06 - et cruisemissil fra 1936

Det var som en del af arbejdet i GIRD, at Friedrich Zander byggede den første Sovjetiske raketmotor med flydende brændstof: Projekt 10 (benzin/LOX). Derudover eksperimenterede GIRD med en række andre motortyper, blandt andet den første hybrid.

GIRD opsendelserne var ikke ubestridte succeser. GIRD-9 der var Sovjetunionens første egentlige raket, var drevet af en hybridmotor med flydende ilt og petroleumsgele. Raketten nåede i august 1933 en forholdsvis beskeden højde af 400m. Deres næste forsøg, var den mere avancerede GIRD-X. En raket med flydende brændstof, der dog ikke var synderlig mere succesfuld end GIRD-09. 25 november 1933 eksploderede den i 80m højde.

GIRD-09 klar på rampen i 1933 - Apogee: 0.40 km

I de tidlige 30ere var Russernes raketteknologi faktisk meget længere fremme end både den Tyske og Amerikanske. Desværre formåede de ikke at kapitaliserer på deres tidlige udvikling. I 1934 blev GIRD slået sammen med statens Gas-dynamiske laboratorium og Korolyov mistede kontrollen med raketudviklingen. Den nye leder havde ingen interesse i raketteknologi og GIRD’s arbejde blev marginaliseret til et punkt, hvor den sovjetiske raketudvikling faktisk stod stille. I 1937 lykkedes det dog en udbrydergruppe, at sende en raket (R-06) op over 4km.

Korolyov blev offer for Stalins paranoia i 1938 og han tilbragte de næste 6år i en Gulag-lejer. Sovjetunionen havde mistet deres forspring og der skulle gå 20 år, før de indhentede det tabte.

A.I. Polyarny, med en R-06 Raket omkring 1937

Tyskerne satte også fart på i 30erne. Efter Fritz von Opel’s motorcykel og RAK stunts sidst i 20erne, bredte der sig lidt af en raket-feber i det Tyske rige. Folk som Gerhard Zucker og Reinhold Tiling imponerede deres landsmænd med sortkrudtsraketter, der i virkeligheden ikke var andet end ekstravagante nytårsløjer. Det lykkedes Tiling at sprænge sig selv i luften, men meget andet tilføjede han ikke raketforskningen.

Zucker turnerede landet med en post-raket, der efter sigende kunne flyve flere hundrede kilometer i 1000m højde. En demonstration i Cuxhaven viste, at Zuckers raket nåede lige nøjagtigt 15m op, før den løb tør for kraft og faldt på jorden med et klask. Han turnerede ufortrødent videre (også i England, hvor postvæsnet umiddelbart viste interesse), men det var mere gøgl end raketvidenskab og hans postraket forblev en fuser.

Modern Mechanix var altid med på en god historie - 1934

Den seriøse Tyske raketforskning foregik stadig i Verein fuer Raumschiffahrt (VfR), der i starten af 30erne havde over 500 medlemmer – seriøse forskere vel og mærket. I 1931 affyrede de Tysklands første raket med flydende brændstof: den diminutive HW-1, fremstillet af Johannes Winkler.

Tre måneder senere affyrede Klaus Riedel og Johannes Winkler den første af deres Mirak serie (en sammentrækning af Minimum Raket), der skulle vise sig vigtig for udviklingen af motorer med flydende brændstof. Der var flere civile Tyske raketter først i 30erne, men i 1933 lukkede de nyvalgte nazister ned for privat raketforskning og lod hæren overtage udviklingen – en del af VfR folkene fulgte med ind i militær tjeneste.

VfR med raketter og von Braun i knæsokker - 1932

Samling Tysk raketteknologi fra 1930erne – A2 var en motortest for A3

Med økonomisk støtte fra staten og materiel støtte fra hæren, lykkedes det en hold af raketforskere, under ledelse af Wernher Von Braun, at bygge videre på Mirak raketten og efter et par småraketter, dukkede der noget genkendeligt op i 1937: A3 – en godt 7m lang raket på 750kg, drevet af ethanol og LOX.

A3 udviklede sig til A5 raketten, en nedskaleret testmodel af V2 på næsten 9m, der fra 1938 blev testfløjet i Peenemünde. Allerede ved første affyring vidste Tyskerne, at de havde en vinder. A5 raketten passerede de 12km og slog dermed alt hvad der var gået forud. Desuden udviklede de med A5 raketten det gyroskop-styresystem, der under anden verdenskrig skulle bringe V2 raketterne til London – den sidste A5 nåede en apogee på 18km

Hitler besøgte raketdrengene i Peenemünde i 1939, men var forholdsvis uimponeret over deres raketter. Alligevel fik hæren stadig midler til deres arbejde, så ved udgangen af 30erne, var Tyskerne ikke bare foran, de var de eneste med et statsdrevet raketprogram.

Mirak fra 1931 og A3 fra 1937 – seriøst fremskridt for Tyskerne

Amerika gik ind i 30erne med stor optimisme (raketmæssigt, rent økonomisk var 30erne en seriøs depression). Allerede i 1930 stiftedes American Interplanetary Society, med et erklærede formål: promotion of interst in and experimentation toward interplanetary expeditions and travel. De skiftede senere navn til American Rocket Society (ARS).

ARS var en forening efter Tysk forskrift og de havde oprindeligt et tæt samarbejde med deres Tyske broderforening. Det er også en kopi af den Tyske Mirak raket, der danner grundlag for ARS første affyring i 1933: apogee 0.08km.

ARS havde flere affyringer med de tysk-inspirerede raketter og leverede mange forskere og teknikere til amerikanernes rumfartsprogam i 50erne og 60erne. ARS lever videre i dag, som en del af American Institute of Aeronautics and Astronautics (AIAA).

Artikel om ARS fra 1938 - fantasien fejlede ikke noget

I mellemtiden fløj Goddard videre i Rosswell. I 1930 var han allerede på femte raket, der nåede lidt over 500m op. Han blev ved med at forbedre sine raketter og udviklede ligesom Tyskerne en gyroskopbaseret stabilisator, der styre raketten med små vinger i udstødningsgassen. Goddard var meget fokuseret på stabilisering af hans raketter og blev aldrig rigtig tilfreds med de lidt kluntede udstødningsfinner. I 1937 introducerde et system, hvor selve motoren er ophængt på en måde, så den kan bevæge sig og stabiliserer raketten – det såkaldte Gimbal ophæng . Gimbal ophænget er Goddards største bidrag til raketteknologien og foruden dette, var man aldrig var kommet ud i rummet.

Robert Goddard på vej til månen først i 30erne

Under en forelæsning på California Institute of Technology (CALTEC), inspirerer Goddard en flok studerende til arbejde med raketter og flydende brændstoffer. Denne gruppe danner senere Cal Tech Rocket Research Project (1937), en forløber for det berømte Jet Propulsion Laboratory (JPL).

Til trods for hans mange raketaffyringer i 30erne, så nåede Goddard aldrig op over 2500m (lidt morsomt, eftersom hans mest succesfulde afhandling hed: A Method of Reaching Extreme Altitudes) og hans raketter kom aldrig op på et teknisk niveau der modsvarede Tyskernes – selvom Goddard efter krigen, var overbevist om, at Tyskerne havde stjålet hans forskning.

Goddard (til venstre) og hans medarbejdere i værkstedet

Dr. Robert H. Goddard i Mission Control - Rosswell ca 1937

30erne blev ikke bare det årti, hvor raketteknologien blev taget alvorligt, det var også årtiet, hvor udviklingsarbejdet fortættede sig om 3 hovedpersoner: Robert Goddard, Sergey Korolyov og Wernher von Braun.

Der var selvfølgelig ingen af de 3 overnævnte herre der arbejdede alene. Hver især havde de dusinvis af forskere, ingeniører og teknikere til rådighed. Von Braun og Korolyov var også arvtagere af tidligere nationale forskningsprojekter, hvorimod Goddard som den eneste startede fra bunden – han var også den eneste der ikke nåede at opleve raketternes absolutte storhedstid i 50erne og 60erne.

Efter et afslappet og næsten uskyldigt årti, hvor drivkraften generelt var fantasien om udforskning af verdensrummet og et par øl efter affyringen, blev 1940erne årtiet hvor raketteknologien for alvor tabte sin uskyld – herefter ville 99% af raketforskningen have militært, eller politisk, formål.

Studerende fra CALTEC hygger sig med en raketmotor - 1936

Tags: GIRD, jpl, Mirak, raket, rakethistorie, robert goddard, rumflyvning, Sergey Korolyov, teknologi, Von Braun, Værd at vide om tidlig rakethistorie

For nogle måneder siden havde admin Vito et indlæg om de store Sovjetiske Ekranoplaner. Herunder er en lille samling af billeder, der viser den gigantiske Lun’s endeligt i en tørdok i Dagestan ved det Kaspiske hav. Her har den rådnet op de sidste mange år – forhåbentlig bliver den snart hevet på museum.

Billederne har ikke bare flyhistorisk interessante , de har en næsten mystisk kvalitet, et skær af teknologisk forfald og er et kraftigt minde om den hedengangne sovjetunion.

Tags: ekranoplan, flyvning, forfald, LUN, Sovjetunionen, teknologi

I Nordkorea var den kære leder Kim Jong-il træt og skuffet over undersåtternes politisk ukorrekte hårstil – særligt blandt de unge. Selv havde Kim i sin ungdom valgt den praktisk, men lidet flatterende, Speed-Battle-Cut der udstråler handlekraft og intelligens. Senere skiftede han dog til en frisure, der ikke udstråler nogen af delene – en såkaldt Bouffant, der som ordet antyder får folk til at ligne en idiot.

Kim Jung-il med en kammeratlig frisure, der ikke underminerer landet

Den Nordkoreanske regering mente der burde gøres noget, ikke ved den kære leder, men ved de formastelige unge og deres imperialistiske frisure. Løsningen blev en serie Tv-programmer med titlen: Let’s trim our hair in accordance with the socialist lifestyle. Programmerne blev sendt som indslag i det ugentlige program Sund Fornuft - og der har de jo masser af i Nordkorea.

Serien viste, at der var 3 korrekte socialistiske frisurer. Nummer et, lav frisure, var flad på toppen og meget kort i siderene. Nummer to, mellem frisure, var flad på toppen og lidt længere i siderne. Nummer 3, høj frisure, var flad på toppen og lidt længere i siderne end nummer 2. Socialisme er altså flad på toppen.

Her vises en mellem socialistisk frisure

Det blev desuden anbefalet, at mænd skulle klippes hver 15ende dag. Programmet viste også kammerater med usocialistisk hår. Ikke noget med svage antydninger, men ved nævnelse af både navn og adresse. I et afsnit gik det ud over Hr. Ko Gwang Hyun, hvis øredækkende frisure, fik kommentatoren til at betvivle hans kulturelle smag.

“We cannot help questioning the cultural taste of this comrade, who is incapable of feeling ashamed of his hair style. Can we expect a man with this disheveled mind-set to perform his duty well?”

Hr. Ko med Beatles-hår - skam dig!

Nej, Ko Gwang Hyun må have været på kraftige afveje. Godt at regeringen kunne skride ind, før alverdens kapitalistiske frisurer strømmede ind over landet med deres fordærvende indflydelse. Udover personlig hårpleje, gav programmet også råd om almindelig fremtoning. Uplejede sko blev antaget at være indbegrebet af vestlig kultur og gennem imitation, ville grimme sko lægge landet i ruiner.

Det blev påstået, at langt hår tappede energien fra kroppen, der ellers skulle være brugt til at tænke med. Langt hår giver altså hjerneskade – som det kan ses på Isaac Newton og andre af renæssancens videnskabsmænd. I øvrigt var det tilladt for ældre mænd over 50, at lade håret vokse til omkring 7cm, så de kunne dække eventuel skaldethed – bare fordi man er socialist, så kan man jo godt være lidt forfængelig.

Astronaut-frisuren - til at dække månen

Så nu ved i hvad der skal bestilles næste gang i er hos frisøren: fuld socialisme og lidt imperialisme i nakken.

Så galt kan det gå, hvis man ikke er om sig med trimmeren!

Tags: frisure, nordkorea

Hvis i syntes den første Trolololo video var morsom, så skal denne her bestemt ses. Jeg brød fnisende sammen i 30 minutter….

Tags: trololololo

Selvom forskellige former for kunstige tjenestefolk kan findes i litteraturen helt tilbage til bibelsk tid, så er ideen om en mekanisk følgesvend som vi kender den i dag, noget der først blev introduceret i starten af 1800tallet. I 1816 udkom historien Der Sandmann af Tyskeren Ernst Theodor Amadeus Hoffman. En mystisk og små-okkult fortælling, hvor hovedpersonen møder Olimpia, en automatisk kvindedukke der umiddelbart kan forveksles med et menneske.

I 1865 dukker en ny mekanisk antropomorf figur op i Dime Novel forfatteren Edwars S. Ellis science fiction roman The Steam Man of the Prairies. Dampmanden er dog langt mere maskine end Olimpia og er vel nærmere det vi i dag ville opfatte som en industrirobot.

Navnet robot stammer fra et science fiction teaterstykke ved navn R.U.R (Rossum’s Universal Robotter) af den Tjekkiske forfatter Karel Čapek. R.U.R blev opført første gang i 1921 og introducerede ikke bare ordet robot, men robotten som vi kender den i moderne science fiction. I stykket lærer robotterne (der er baseret på kunstig biologi og ikke mekanik) vold og ufred fra deres menneskelige mestre, hvilket i sidste ende for dem til at gøre oprør. Historien ender med, at to robotter bliver forelskede og på denne måde formår at føre verden videre. De biologiske robotter fra R.U.R er måske tættere på Blade Runners Replikanter, end maskinerne fra Terminator og andre robotfilm.

Herefter syntes robotter at være en næsten fast bestanddel af de populære science fiction bøger. Allerede i 1927 går robotten til filmen i den Tyske ekspressionistiske film Metropolis. 1930erne og 1940erne bringer flere robotter i både film og bøger, indtil de i 50erne er fasttømret i den vestlige verdens fiktions-univers – alle ved hvad en robot er. Den Amerikanske biokemiker og forfatter Isaac Asimov kaster sin kærlighed på de mekaniske ”mennesker” og gennem hans forfatterskab etableres en vis international standard for robotter. Faktisk skriver han i bogen ”I Robot” 3 love for ”robotics”, et begreb han også opfandt.

1. A robot may not injure a human being or, through inaction, allow a human being to come to harm.
2. A robot must obey any orders given to it by human beings, except where such orders would conflict with the First Law.
3. A robot must protect its own existence as long as such protection does not conflict with the First or Second Law.

Efter Isaac Asmov havde sat skik på robotterne, blev de venlige nok, til at folk turde bringe dem ind i børneværelserne. I løbet af 50erne kom robotlegetøj i butikkerne og de var utrolig populære blandt fantasifulde drenge. De første var bare optrækkelige værker, men efterhånden kom der batterier i og dermed både lys og lyd. Kvaliteten varierede naturligvis, men i dag er de vist alle sammen lige retro-fede.

I biblen for fremtidsforskning The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy serien af Douglas Adams, beskrev Sirius Cybernetics Corporation robotter som: Your Plastic Pal Who’s Fun To Be With. De afbillede robotter er muligvis både i metal og plastik, men de har helt sikkert været Fun To Be With.

Tags: Der Sandmann, isaac asimov, legetøj, robot, The Steam Man of the Prairies