Sådan graver man jordens største hul

Verdens største menneskeskabte krater befinder sig i den amerikanske delstat Nevada (naturligvis, var jeg lige ved at sige). Sedan krateret opstod i forbindelse med de mange amerikanske atomprøvesprængninger på Yucca Flats testområdet i 50erne og 60erne (man testede på Yucca Flats indtil starten af 90erne, men i et mindre omfang).

Den første prøvesprængning løb af stablen i oktober 1951 under ”Operation Buster”, hvor en tårnbaseret prøvesprængning fes ud i sandet og gav mindre end et pund i sprængkræft (man kunne næsten holde den i hånden). De rodede dog bod på sagen og i alt foretog man 827 individuelle atomprøvesprængninger i området, fordelt på 739 forsøg, hvoraf den største var på 500 kiloton. De helt store moppedrenge bragede man af i Pahute Mesa, hvor geologien tillod dybere skakte.

I dag er Yucca flats jordens mest radioaktive område, men al den radioaktivitet afledte naturligvis allerede i 60erne en Hollywood B-film: The Beast from Yucca Flats. Filmen er ifølge kritikere på niveau med Ed Woods ”Plan 9 from Outer Space”, muligvis endda værre.

Welcome to the wonderful Yucca Flats - nu med krater!

Det store krater lavede man under ”Operation Storax” forsøgsserien, der bestod af 48 atomprøvesprængninger fra 20 til 200 kiloton. Det var det såkaldte Sedan Shot på 104 kiloton, der dog teknisk set tilhørte ”Operation Plowshare”, som i 1962 flyttede de 11 millioner ton jord og efterlod det godt 100m dybe hul på 400m i diameter. Hvert år besøges hullet af over 11.000 nysgerrige og det er faktisk på den officielle liste over historiske steder i USA.

Tags: atomprøvesprængning, Historie, yucca flats

Dem af os der læste science fiction i 70erne og de tidlige 80ere, kan sikkert huske, at forsiderne gerne var lidt underlige. Et eller andet sted derude på internettet, har en kunstner fremstillet nogle bogomslag, der ganske realistisk bygger på ovennævnte simplistiske 70er stil.

Tags: bøger, flim, litteratur

Tags: computerspil

Forleden afsluttede et lang glorværdigt kapitel i automobilhistorien, da Willie Ray Jr. løftede den sidste ”Big Block” V8’er af General Motors samlebånd på fabrikken i Tonawanda. L18 motoren, også kendt som Vortec 8100, kunne ellers spore sine aner tilbage til 50’ernes Chevrolet ”Big Block” motorer, der drev en række af de mest berømte amerikanerbiler, blandt andet Impala, Camaro og Corvette.

Den store 8,1 liters motor brugte senest sine 225-340 hestekræfter i GM’s Chevrolet pickup trucks; Suburban, Silverado og Avalanche. Ære være dens minde…

1958 Chevrolet Impala med (5.7 L) W-series Turbo Thrust V8

Tags: big block, Chevrolet

Julen er jo det perfekte tidspunkt at pisse sine naboer af på og hvad er bedre end at holde dem vågen hele natten med et psykotisk lysshow. Det er naturligvis mest et amerikansk fænomen, men jeg er sikker på, at der også findes europæiske varianter – Tyskland er nok et oplagt sted at søge kandidater.

Selv har jeg sat ”Søren Banjomus” til at loope uendeligt på anlægget og er smuttet en uge til Dublin.

NOTE: jeg forstår ikke helt videokvaliteten, hvem helvede bruger tusindvis af kroner på julelys, for så at filme det med et 8mm smalfilmskamera?

Tags: Billeder, jul, julelys, video

The ring must be taken deep into Mordor and cast back into the fiery chasm from whence it came. One of you must do this…..Ah, dinner is ready!

Behold volcanically triggered Lightning. Meget voldsomme vulkanudbrud kan udløse lyn, når gasser og materiale slynges højt op i atmosfæren. Pliny den yngre observerede lidt foruroliget fænomenet under Vesuvs udbrud i år 79: “Behind us were frightening dark clouds, rent by lightning twisted and hurled, opening to reveal huge figures of flame.”

Tags: lyn, naturfænomen, vulkan

Anden verdenskrigs ødelæggelser ramte Sovjetunionen hårdere end noget andet allieret land. Af unionens mange sønderbombede byen, var byen storbyen Stalingrad, hvor der i 6 måneder var blevet kæmpet om hver eneste lejlighed, den hårdest ramte og i marts 1943, hvor Generalfeldmarschall Friedrich von Paulus overgav sine styrker og officielt endte slaget om Stalingrad, var der vitterligt ikke andet end ruiner tilbage. I Europa var det faktisk kun selve Tyskland der oplevede lignende ødelæggelser.

Selvom Stalingrad, der af naturlige årsager var tæt på Stalins hjerte, var et af Sovjetunionens præstigeværker og byen i 1945 var erklæret ”gorod-geroy” (Helteby), så stod det sløjt til med genopbygningen. Sovjetunionens pengetank var opbrugt under den lange krig og med en gryende ”Kold Krig” på horisonten, samt efterkrigstidens store mangel på materialer, var det oprustning og ikke byplanlægning der stor øverst på dagsordenen.

I 1947, 4 år efter Stalingrads befrielse, besøgte en amerikansk journalist byen og hjemsendte en fotoserie der dokumenterede Stalingrads næsten fuldstændige ødelæggelse. Beboerne, der var vendt hjem umiddelbart efter tyskerne forlod byen, boede stadig i en ruinhob der dårligt kunne kaldes en by. Industrien var så småt genoptaget i de ødelagte fabrikker, men arbejderne og deres familier led under kraftige rationeringer og mangel på både boliger og elementære forsyninger som gas, vand og elektricitet.

Sovjetunionen, og i særdeleshed Stalin, havde siden krigsafslutningen insisteret på en krigsskadeerstatning som Tyskland naturligvis ikke kunne betale. Derfor tilbageholdt man, ligesom i mange andre allierede lande, tyskere som slavearbejdere til landets genopbygning. Blandt Stalingrads ruiner arbejdede tyske krigsfanger i 1947 derfor stadig under militær bevogtning – stadig iført deres uniformer fra 1943.

Den sidste større hjemsendelse af tyske krigsfanger var i 1955, men der var enkelte der måtte vente længere – samt titusindvis der aldrig kom hjem.

Tags: anden verdenskrig, sovjet, stalingrad

Den Russiske fotograf Alex Andreev leger gerne med en alternativ virkelighed, hvor det hverdagsagtige drejes i en uventet retning og ting vi kender, pludselig syntes at have et fremmet og lidt uhyggeligt skær. Hans fotoserie Metronomicon tager udgangspunkt i Moskvas metro, men det er ikke den metro titusindvis af Russere kender fra den daglige myldretid. Andreev’s metro er en dyster og fremmed verden. En verden der ved første øjekast måske umiddelbart ligner vores, men som altid overrasker og skræmmer os, netop fordi vi alligevel ikke helt genkender motivet – en slags gensynets overraskelse.

Tags: Alex Andreev, fotografi, Metronomicon