Your human transport is inferior
I 1907 skrev Carl Arctander ”Visen om København”, hvortil Robert Henriques leverede musikken. For os der elsker at bo her, rammer visen den følelse hovedstaden giver ved en tur gennem dens torve og stræder. København har da også en lang og spændende historie, der bestemt fortjener en temamåned her på Steampunk.dk. Hele november er det derfor København der står øverst på listen – velkommen til hovedstaden.
Visen om København
Så er vores Sovjet tema ved at være overstået. Det trak lidt ud, fordi jeg ikke fik postet alle artiklerne i september og måtte forskubbe temaet ind i oktober, hvor det sådan løb lidt ud i sandet.
Ikke desto mindre, så nåede vi igennem en række ting fra den del af verdenen. Det betyder ikke, at der ikke kommer mere fra den gamle sovjetunion, men det betyder at oktoberrevolutionen ikke længere har fortrinsret til steampunk.dk.
Inden vi slutter, skal vi lige en tur rundt i Rusland, så temaet afsluttes med et ægte vemodigt farvel til det smukke land – I give you: the beauty of Russia.
Selvom mange anser det for en amerikansk festlighed, så er Halloween, ligesom syfilis, noget vi europæerne bragte med til den nye verden. Det er oprindeligt an keltisk fest der fejre sommerens ende, eller måske rettere at høsten var overstået. På irsk hedder festen Samhain, hvilket da også direkte betyder sommerens ende. Egentlig er der ikke noget specielt keltisk ved sådan en fest, da stort set alle folkeslag fejrede sommerens afslutning på en, eller anden, måde.
Samhain i en irsk lade i 1832
Det er nok også forholdsvis universalt, at disse magiske dage bragte den levende og de dødes verden i tættere kontakt. Derfor er Halloween også tæt forbundet med spøgelser og andre ånder. Helt fra gammel tid, har folk derfor klædt sig ud for at skræmme ondskabsfulde ånder væk, ligesom man med bål og blus forsøgte at holde landsbyen, eller gården, fri fra disse væmmelige spøgelser. Vores egne midsommerbål har en tilsvarende baggrund – det er ikke landingslys for hekse!
Ordet Halloween kommer af gammel engelsk, hvor dagen hed ”Eallra Hālgena ǣfen”, hvilket vi med lidt god vilje kan genkende som ”Alle Helgeners aften” – vores sprog var oprindelige ikke så forskelligt. Kirkefædrene havde naturligvis forsøgt at dæmme op for den hedenske festlighed og flyttede derfor ”Alle Helgeners Dag” fra 13. maj til 1. november, hvorved den aften den 31. oktober blev ”Alle Helgeners Aften”, altså aftenen før ”Alle Helgeners Dag” – ligesom juleaften er aftenen før juledag.
I midten af 1800tallet emigrerede hundredtusindvis af irere til Amerika og de bragte deres Samhain tradition med sig. Amerikanerne har altid været indstillet på at adopterer festlige skikke fra det sammensurium af folkeslag nationen består af, så de tog Halloween til sig med stor entusiasme.
Ideen med udklædning minder lidt om vores hjemlige fastelavn og det er da også normalt, at børn trasker nabolaget tyndt og tigger slik fra naboerne. Dette er også en gammel skik fra middelalderen, hvor mange festdage gav børn denne mulighed for lidt mundgodt. Oprindeligt var det dog de fattige, der gik fra hus til hus og tilbød at bede for stedets afdøde familie. Det var jo før nogen socialreform, så de fattige måtte udelukkende forlig sig på medborgenes medlidenhed. Shakespeare nævner skikken i ”The Two Gentlemen of Verona”, hvor han lader tjeneren Speed beskylde sin herre for at ”puling [klynke eller klage] like a beggar at Hallowmas.”
Amerikansk Halloween i 1911
På det seneste er Halloween sjovt nok vendt hjem over Atlanten, hvor den atter har fundet fodfæste. Det er nu nok særligt forretningslivet der drømmer om en ekstra dag, hvor folk bruger penge på ligegyldige ting, der glæder sig mest over Halloweens hjemkomst.
Lidt stemningsfyldt Halloweenmusik
Glædelig Halloween fra Michael Myers og Steampunk.dk
I anledningen af Halloween, bringer steampunk.dk her en lille “Tale of Horror“.
Det er de færreste beskåret, at have en succesfuld død. Men Elmer McCurdy opnåede langt større berømmelse og status efter sin død i 1911. Ikke for noget han havde gjort i livet, men alene grundet faktum, at Elmer McCurdy altså var død.
McCurdy startede livet i januar 1880 i den lille by Washington i staten Maine. Det meste af livet var han bare en almindelig ung mand fra Maine, men efter en 3årig tur i militæret, besluttede McCurdy sig for, at forbrydelser skulle bane vejen for et bedre liv. Han slog sig sammen med en flok bankrøvere i Oklahoma og planlagde et togrøveri.
Røveriet var ingen succes. Pengene som banden havde håbet at få fingre i, var slet ikke med det tog de røvede og de slap væk med kun $46 og et par flasker sprut. Ganske kort tid efter røveriet, var McCurdy’s bande i klammeri med lovene lange arm, der hurtigt havde sporet dem til en lade i Osage Hills i det nordlige Oklahoma. Under en kort wild west shoot-out, blev McCurdy dræbt af et skud i halsen. Hans sidste ord var efter sigende ”You’ll never take me alive!”
McCurdy havde ikke fundet sig kald, eller som amerikanske historiker Drew Comber så berømmeligt udtrykte det “As an outlaw, Elmer McCurdy was truly God’s own idiot. He had no business being a bandit.”
Men verden var slet ikke færdig med den uheldige desperado. Hans lig blev afleveret til en bedemand i Pawhuske, der eftersom ingen kom og hentede liget, besluttede sig for at balsamerer det, så han kunne tjene en skilling på at vise en ægte outlaw frem. Folk betalte for fornøjelsen, ved at proppe en nickel i munden på den døde bandit.
I tiden før radio og Tv, var folk ganske opsatte på anden adspredelse, så den udstillede forbryder tiltrak en anseelig mængde besøgende, der hver gav en nickle for oplevelsen. Faktisk tjente McCurdy i løbet af få måneder mere end han sammenlagt havde ejet i sit liv. Bedemanden fremviste McCurdy i godt 5 år, indtil der en dag dukkede en mand op, der påstod at være McCurdys broder. Bedemanden må være blevet overbevist, for han udleverede banditten til broderen, der lovede at give ham en kristen begravelse.
Få uger efter dukkede McCurdy dog op i det omrejsende ”Great Patterson Show”, der turnerede staterne med alverdens kuriositeter. Han blev hurtigt showets stjerne og tiltrak folk på jagt efter et hurtigt gys. De næste par år rejste McCurdy staterne tynde sammen med sin nye ejer, men da Patterson lukkede sit rejsende gøgl, endte McCurdy i et voksmuseum, hvor han lå i en åben kiste og tog imod publikum nogle år.
Da voksmuseet lukkede, blev samlingen opkøbt af en filmmand, der udlejede rekvisitter til Hollywoods B-films producenter – McCurdy var kommet til filmen. I 1933 var han udstillet i forhallen i en biograf, da filmen “Nacotic” havde premiere. Ideen var, at vise hvad narkotika gør ved menneskets krop. Han skulle efter sigende have medvirket i nogle dårlige gyserfilm, men der er ikke enighed om hvilke.
Efter sin karrierer i Hollywood, endte McCurdy som udstillingsgenstand på ”Museum of Crime”, der blev drevet af en pensioneret politimand indtil starten af 60erne. Herefter er hans historie lidt tåget i nogle år, men i 1971 dukkede McCurdy atter op i et voksmuseum som en mannequin, da ingen efterhånden kunne genkende liget som et menneske. Han blev dog hurtigt udskiftet, da ejeren ikke mente han lignede et rigtigt menneske. Herefter blev han installeret i spøgelseshuset “The Laff in the Dark“, hvor et filmhold i 1976 opdagede han, fordi hans arm brækkede af, da de skulle flytte ham. Eftersom voksmannequiner ikke normalt har knogler, kontaktede det bekymrede filmhold politiet, der omgående gik i gang med opklaringsarbejdet.
Det stod dog hurtigt klart, at liget havde nogle år på bagen og da retsmedicineren opdagede både sideshow billetter og mønter i McCurdy’s hals, begyndte historien at tage form. I løbet af forholdsvis kort til, var hele McCurdys dødshistorie klarlagt og i 1977 blev McCurdy endelig bisat i Summit View Cemetery i Oklahoma. Statslægen, der havde taget del i opklaringsarbejdet, beordrede graven fyldt med 2 kubikmeter beton, så McCurdy aldrig ville blive forstyrret igen.
Tags: elmer mccurdy
I Herman Melvilles berømte bog Moby-Dick, sejler kaptajn Ahab sydhavet tyndt i jagten på den store hvide hval Moby-Dick. Det er en klassisk roman der, hvor usandsynligt det end lyder, bygger på faktiske begivenheder.
I 1819 sejlede Nantucket kaptajnen George Pollard sit 238 ton tunge hvalfangerskib Essex af sted mod Sydhavet på en 2½ år lang fangsttur. Hvalolieindustrien var en farlig, men utrolig indbringende forretning og Nantucket var hvalfangernes Silicon Valley. Herfra opererede alle de store olieselskaber og herfra sejlede alle de selvstændige kaptajner deres skibe. Nantucket var bygget på hvalolien og dens skippere ejede med Melvilles ord havet:
“Two thirds of this terraqueous globe are the Nantucketer’s. For the sea is his; he owns it, as Emperors own empires.”
I dag er Nantucket mindre hektisk, men stolt af sin hvalfangertradition
Den 20. november 1820, næsten to år inde i fangstturen, mødte besætningen på Essex en kaskelothval der gav dem kamp til stregen. Mændene var gået i de mindre fangstbåde, hvorfra fangerne jagtede og harpunerede hvalerne, da en kæmpe han vædrede Essex gentagende gange. Hvalfangerskibe var solide fartøjer, men sammenstødet med en gal 40 ton tung hval, var mere end hun kunne holde til. Mens den paniske besætning forsøgte at nå tilbage til Essex, forsvandt hun under Stillehavets overflade.
Det var ikke unormalt, at kaskelothvaler gik til angreb på de åbne fangstbåde, men at de ligefrem angreb og sænkede hvalfangerskibet var ikke bare usædvanligt, det var uhørt!
Den 21 mand store besætning var nu overladt til sig selv næsten 4000km fra Sydamerikas kyst. De havde 3 forholdsvis solide både, men hverken mad eller drikke til en længere tur over åbent hav. De viste at den ubeboede Henderson Island lå indenfor overkommelig afstand og begav sig derfor af sted mod øen. Da de udmattede nåede frem, kastede de sig frådende over de sparsomme ressourcer øen kunne byde på.
Desværre var disse ressourcer ikke beregnet på grådige hvalfangere og i løbet af en uge, var det lykkedes besætningen at udrydde øens bestand af fugle, der var det eneste spiselige på Henderson. Hovedparten af besætningen valgte derfor atter at gå i bådene, da Stillehavet allerede dengang var rimelig trafikeret netop på grund af hvalfangsten. Hvis de kunne komme til de store fangstområder længere sydpå, var der en chance for, at de ville blive opdaget af en kollega. Tre mænd valgte dog af forblive på Henderson.
En af tidens typiske åbne fangstbåde
Besætningen fra Essex blev dog ikke opdaget og mens deres sparsomme forråd fra Henderson Island svandt hen, døde de en efter en af dehydrering, sult og forskellige mangelsygdomme. De første syede man ind i deres tøj og bisatte over bådenes ræling, men efterhånden som sulten tiltog, begyndte de overlevende at snuppe sig en godbid.
Bådene var blevet spredt fra hinanden og båden med Kaptajn Pollard var nede på 4 mand, som åbenbart var stærke nok, til at overleve, for selvom de havde ædt deres døde kollegaer, så var Pollards båd atter uden mad. Ifølge de overlevende, så enedes man om, at trække lod om den meget tvivlsomme ære, at blive aflivet og ædt af de tilbageblevne. Denne gustne skæbne tilfaldt Pollards nevø Owen Coffin, som han endda havde lovet at beskytte. Endnu et lod blev trukket, for at finde hans bøddel. Denne skæbne tilfaldt hans ven Charles Ramsdell, der skød Coffin, hvorefter han blev spist. Kort tid efter døde det tredjesidste besætningsmedlem Barzillai Ray, som de to sidste overlevende også satte på menuen. Dette holdt dem i live turen ud.
Efter 95 dage til havs blev de spottet fra Nantucket skibet Dauphine. Begge de overlevende var knap i live og opdagede ikke engang Dauphine, da skibet gled op på siden af dem. De kom dog ombord og blev sejlet til Valparaiso i Chile, hvor de blev genforenet med Essex 3 andre overlevende. Den tredje fangstbåd blev aldrig fundet, men mændene på Henderson Island blev hentet, efter Pollard havde gjort opmærksom på deres eksistens. Der var således kun 9 tilbage af Essex originale besætning på 21.
To af de overlevende skrev deres historie, men kun Owen Chase fik sin udgivet. Denne bog: Narrative of the Most Extraordinary and Distressing Shipwreck of the Whale-Ship Essex, var den direkte inspiration til Melvilles Moby-Dick. Kahytsdrengen Thomas Nickersons historie måtte vente med udgivelse indtil 1984, da den blev genopdaget af Nantucket Historical Association.
Owen Chase, den længstlevende af Essex besætning. Død 1869
En anden inspiration til Moby-Dick var en virkelig kaskelothval, der i starten af 1800tallet ofte kunne findes i området omkring øen Mocha ud for Chiles stillehavskyst. Hvalen var langt større end normale kaskelothvaler og overlevede mange kampe mod hvalfangere. Mocha Dick, som hvalen hed, var ligesom bogens Moby-Dick en hvid han med et kraftigt temperament. Den første beskrivelse af Mocha Dick er fra 1810, hvor hvalfangere fra Nantucket forsøgte at dræbe ham. Hvalen gik dog til modangreb og fangerne fortrak i deres små både. I løbet af de næste 30 år opbyggedes en legende om den aggressive hvide hval, der angreb og sænkede hvalfangerbåde. Myten beskriver nærved 100 fangstforsøg, inden Mocha Dick endelig blev dræbt i 1838.
Hvalfangst i ishavet - bemærk danskeren
Nantucket omkring 1900 - efter hvalfangstens storhedstid
Kaskelothvalen er i dag fredet og bestanden tælles atter i hundredtusindvis
Tags: essex, herman melville, hvalfangst, kaskelot, moby-dick, mocha dick, nantucket
I de tidligere sovjetrepublikker kan et gammelt forladt hus give adgang til overraskende eventyr. I storhedstiden havde unionen en kæde af luftforsvarsstationer der strakte sig tværs over USSR. Efter unionens fald, havde man ikke længere råd til at vedligeholde og bemande dette gigantiske netværk, så mange af stationerne blev forladt.
Der finder vitterligt tusindvis af disse koldkrigsstationer spredt ud over Sovjetunionens tidligere område. Mange er, som denne, ikke engang på militært område mere. Udover varslingsstationerne blev også store dele missilsilo-netværket forladt, ligesom mange militærbaser lukkede og slukkede lyset.
I det moderne Rusland er der gået sport i udforskningen af disse glemte anlæg og eventyrlystne russere trasker gerne de gigantiske skove tynde, i håb om, at finde nye glemte militærinstallationer. Vi vil i fremtiden se lidt mere på deres opdagelser, men først en lille underjordisk varslingsstation.
Storbritanniens formåede aldrig at indhente deres lidt haltende start i rumkapløbet. Deres missiludvikling begrænsede sig til jord-til-luft missiler, selvom der var flere tilløb til ballistiske missiler i 50erne og 60erne, hvor de arbejdede med en række programmer: ”Blue Water” (nedlukket 1962), ”Blue Streak” (nedlukket 1972). Storbritannien besluttede i sidste ende at satse på luft-til-jord missiler for deres kernevåben.
Blue Streak programmet affødte dog forsøgsraketten ”Black Knight”, der skulle indsamle data til designet af Blue Streaks re-entry enhed. Black Knight blev bygget af Saunders-Roe i 1955 og 22 af disse raketter blev affyret i årene 1958 til 1965. De fleste fra Woomera testområdet i Australien.
G'day mate. Black Knight klar på rampen down under
Black Knight kunne have både et og to trin. Det første trin var drevet af 4 Bristol Siddeley Gamma motorer der gav mellem 15.600 og 21.600 punds thrust i 120-145 sekunder, afhængig af den præcise specifikation. Trin to havde en fastbrændstof Cuckoo motor, der besynderligt nok var beregnet til at fyre på vej ned. Dette var naturligvis fordi Black Knight skulle indsamle data til Blue Streaks re-entry del. Cuckoo trinnet var derfor monteret på hovedet.
De første 2 affyringer var udelukkende test af selve raketten og først den tredje affyring havde Black Knights re-entry del med. Programmet havde et samarbejde med det amerikanske forsvar om udviklingen af et raketadvarselssystem og Black Knight blev anvendt i to af disse forsøg, benævnt Gaslight og Dazzle. Formålet var at studerer radarsignatur og plasmaspor fra interkontinentale missiler.
I løbet af de 22 affyringer nåede den 10,2m høje raket (11,6m for 2 trins udgaven) op i 800km, med en fragt på 115kg. Ikke noget dårligt resultat i 1959. Briterne fik da også indsamlet de data de havde håbet på og den videnskabelige del af britisk raketudvikling satte sig et nyt mål – kredsløb om jorden.
Black Knight launch 15 med kugleformet re-entry enhed - 1962
Black Arrow, der officielt blev skrevet med store bogstaver: BLACK ARROW, var Storbritanniens næste skridt mod rummet. Oprindeligt havde man foreslået en forstørret udgave af Black Knight, som skulle udvikles og anvendes mens man designede Black Arrow, men regeringen ville kun betale for en rakettype, så Black Knight programmet lukkede i 1965.
Den nye fartøj var et 3 trins raket (tilsyneladende bygget efter tegninger fra et Anders And blad), der byggede på samme motorfamilie som Black Knight. Trin 1 havde Gamma 8 motorer, der ydede 57,600 punds thrust, og trin to havde de samme Gamma 2 motorer som Black Knights første trin: 15,600. Tredje trin var en fastbrændstofmotor benævnt Waxwing, der ydede 6,100 punds thrust. Sammenlagt gav det Black Arrow en løfteevne på 102kg til 500km Low Earth Orbit (LEO), eller 135kg til 220km LEO.
Black Arrow klar på rampen i Woomera
Den første raket stod klar i 1968, men blev først affyret i juni 1969. Det var meningen af trin 1 og 2 skulle afprøves (trin 3 var en såkaldt battleship – et tomt modul), men styresystemet fejlede allerede under affyringen, hvilket resulterede i at raketten begyndte at roterer voldsomt og til sidst rev sig selv i stykker.
Anden affyring gik noget bedre. I marts 1970 nåede Black Arrow op i 550km højde. Denne affyring var dog også bare en test af raketten, så der var ingen payload med. Det blev dog betragtet som en succesfuld test og briterne gjorde sig klar til deres første satellitopsendelse.
Storbritanniens første satellit, navngivet Orba, skød mod himmelen i september 1970, men andet trin slukkede 13 sekunder for tidligt og hele dynen vendte tilbage til jorden med et brag.
Det sidste forsøg med Black Arrow viste sig at være en succes. I oktober 1971 (faktisk på selve dagen i dag) løftede raketten en 66kg tung satellit ved navn Prospero i kredsløb omkring jorden. Det var 14 år efter Sovjetunionen opsendte Sputnik, men dog stadig en flot præstation for et rumfartsprogram der altid havde været plaget af økonomiske problemer. Lille Prospero kredser stadig omkring jorden og radioamatører fanger indimellem et signal fra den. Man forventer at Prospero bliver hængende omkring 100 år endnu.
Lift-off for Black Arrow R3 28. oktober 1971
Allerede inden Prospero blev opsendt, havde den britiske regering trukket stikket ud til Black Arrow programmet. NASA havde tilbudt gratis opsendelser med deres raketter, men trak stilfuldt løftet tilbage, da briterne faktisk lukkede deres eget opsendelsesprogram. Alligevel blev NASA fragtmand for britiske satellitter indtil det Europæiske Rumfartsagentur overtog de fleste opsendelser. Storbritannien har derfor den lidt tvivlsomme ære af, at være den eneste nation der faktisk har udviklet teknologien til opsendelse af satellitter, men derefter opgivet den.
En ubrugt Black Arrow raket er i dag udstillet på British Science Museum i London, sammen med en backup Prospero satellit.
Black Arrow motortest på High Downs på Isle of Wight
Black Arrow gaber på Britich Science Museum
Tags: black arrow, Historie, prospero x-3, raket, rumfart, rumflyvning, teknologi, V2
Reklame for biograffilmen “Det Indiske gravkammer” - 1927
Kommunistpartiet marcherer på den røde plads
Lenins originale mausoleum i træ - 1927
Murearbejdere ved muren til Moskvas Chinatown – bemærk boghandlen
Tverskayagade, eller Gorkygade (1935-1990), fotograferet i 1927
Moskva under vand i foråret 1928
Moskvaflodens sneklædte bredder i senvinteren 1928
Tags: fotografi, gamle fotografier, moskva, sovjet