1894: Coca-Cola Company sælger sin første flaske. Oprindeligt solgtes Coca-Cola kun i glas på apoteket for 5 cent stykket, men i 1894 var drikken blevet så populær, at den kunne eksporteres til andre butikker.

Dengang sidst i 1800tallet, var man vilde med stoffer og kraftige kemikalier gik som varmt brød. Et særligt populært produkt, var de franske Kokain vine som Vin Mariani. Apotekeren John Pemberton fra Atlanta, sprang til hvor han så et marked og lancerede en tilsvarende amerikansk kokaindrik: Pemberton’s French Wine Cocoa. Ifølge John Pemberton kunne drikken kurerer alverdens sygdomme, samt hovedpine, mavesmerte, impotens og morfinafhængighed – Pemberton var selv afhængig af morfin.

I 1886 forbød man disse vine i Atlanta. Ikke på grund af kokainen, men på grund af alkohol. John Pemberton var ikke sådan at slå af pinde, så han ændrede sin drik til en sirupbaseret læskedrik, som han navngav: Coca-Cola.

Selvom Coca-Cola blev et hit, så var Pemberton ikke videre heldig med forretningen. Han solgte rettighederne til Asa Griggs Candler, der efter nogle stridigheder med Pembertons søn, fik eksklusivrettigheder til Coca-Cola og blev umådelig rig.

Den første dåsecola kom i 1955.

1918: Moskva bliver Ruslands hovedstad igen, efter Sankt Petersborg havde haft æren i 215 år. Den var Bolsjevikkerne der flyttede regeringssædet tilbage, da Sankt Petersborg havde for tætte forbindelser til Zaren. Steampunk.dk har før haft en post om Moskva og den kan i læse her: Moskvas befæstede by

1928: St. Francis dæmningen nær Los Angeles bryder sammen og sender 45 milliarder liter vand og en 38m høj flodbølge ned gennem San Francisquito Canyon. Det er usikkert hvor mange der blev dræbt, men i 1992 fandt man resterne af offer nummer 600 (ikke medregnet et ukendt antal mexicanske landarbejdere, der havde en lejer i området) – det er sandsynligt, at der findes flere i fremtiden.

Dæmningen havde allerede et par år i forvejen, været genstand for debat, da revner og lækager var fundet flere gange. Dæmningen var dog blevet inspiceret og fundet sikker – nice job dam-inspection person!

En motorcyklist, med det passende navn Ace Hopewell, var faktisk kørt forbi dæmningen umiddelbart før sammenbruddet og var ikke mere end 800m længere fremme, da han hørte et øredøvende bulder, som han tog for at være et jordskælv. Han var på vej den modsatte vej, så han blev ikke klar over hvor heldig han havde været, før han læste det i avisen næste dag.

1864: De første nordstatsfanger ankommer til den amerikanske borgerkrigs mest berygtede krigsfangelejer. Det officielle navn var Camp Sumpter, men eftertiden husker den med gru under navnet Andersonville.

Lejeren udgjorde et 100.000 kvadratmeter stort indhegnet område, hvor op mod 45.000 nordstatsfanger henslæbte tilværelsen under åben himmel. Sydstaterne havde ikke de administrative ressourcer til at drive en fangelejer af den størrelse og inden i lejeren var forholdene kaotiske. En gruppe fanger der kaldte sig ”Andersonville Raiders” myrdede og stjal efter forgodtbefindende, indtil en anden grupper, kaldet ”Regulators” satte en stopper for udskejelserne, ved at afholde en standret, hvor 6 fra Raiders gruppen blev dømt til døden ved hængning.

12.913 fanger døde af vanrøgt, sult og sygdom inden krigens afslutning atter åbnede porten i Andersonville.

Efter krigen blev lejerkommandanten Henry Wirz stillet for en krigsret tiltalt for sammensværgelse og mord. Han blev hængt 10 november 1965, som den eneste sydstatsofficer tiltalt for krigsforbrydelser.

1933: Godt en måned efter Hitler blev udråbt til Bundeskanzler, nedbrændte den Tyske regeringsbygning:  Der Reichstag.

Hitler havde bedt Hindenburg om at ophæve regeringen og udskrive valg til afholdelse 5 marts. Et valg Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei satte alt ind på at vinde, fordi de ønskede at implementerer en nødlov, der ville give Bundeskanzleren uindskrænket magt og i princippet forbigå de gældende demokratiske regler. NAZI partiet havde dog ikke det nødvendige flertal, fordi det Tyske kommunistparti sad på 17% af tingets sæder.

På baggrund af Reichtagsbranden lykkedes det Hitler at sætte landet i undtagelsestilstand og da den Hollandske kommunist Marinus van der Lubbe samtidig var blevet anholdt inde i selve bygningen, fremstilledes branden som et kommunistisk komplot mod den Tyske regering.

Det Tyske kommunistparti blev ophævet og flere ledende medlemmer fængslet, hvilket i sidste ende gav Hitler det flertal han behøvede – dog ikke et absolut flertal. For at forbedre sine chancer lod Hitler SA tilbageholde flere medlemmer af det Tyske Socialdemomkratiske parti på selve afstemningsdagen den 23 marts, hvorefter han for all intent and purpose var Tysklands diktator indtil 1945.

Van der Lubbe og 4 andre kommunister blev tiltalt for kupforsøg og kom for retten mellem september og december 1944. De 4 medtiltalte blev frikendt, men Lubbe blev kendt skyldig og dømt til døden. Han blev halshugget ved guillotinering i januar 1934.

I dag er der modstridende meninger om Lubbes rolle i Reichtagsbranden, men ganske få historikere anser det for sandsynligt, at der lå kommunistiske kup-planer bag branden. Det er muligt at Lubbe handlede alene, men der er også beviser, der peger på at nazisterne stod bag – de havde om ikke andet et klart motiv.

I 1967 blev sagen genåbnet og Lubbes dom ændret til 8 års fængsel. I 2008 blev han benådet, da en lov Fra 1998 officielt underkendte alle domme Fra NAZI tiden.

Måbende Tyskere ser deres regeringsbygning brande og vinker farvel til demokratiet

1973: Den amerikanske borgerrettighedsforgruppe American Indian Movement (AIM) besætter med en gruppe lokale Oglala Lakota (Souix) indianere Sacred Heart kirken ved Wounded Knee på Pine Ridge reservatet. I alt deltager over 150 indianere i aktionen, der strækker sig over 71 dage.

Deres mål er bedre forhold for de nordamerikanske indianere og kontrol med reservaternes lokalpolitikere, der ofte lever som små konger på bekostning af de øvrige beboeres velfærd. I løbet af aktionen arrangeres flere forhandlinger mellem AIM og regeringen, men disse fører ikke til de ønskede resultater.

Som støtte til indianerne ved Wounded Knee og i protest imod Amerikas behandling af landets urbefolkning, sender skuespilleren Marlon Brando indianerkvinden Sacheen Littlefeather for at afvise hans Oscar for rollen i The Godfather. Begivenheden får stor bevågenhed i medierne og blev anset som en sejer for de nordamerikanske indianere.

Den 8 maj afslutter AIM aktionen, uden at have fået de ønskede aftaler på plads. Alligevel ses Wounded Knee aktionen som en sejer for de nordamerikanske indianere og er siden blevet en vigtig del af deres kulturelle identitet, ikke bare i Pine Ridge, men over hele USA, hvor aktionen blev startskuddet til en revival af indiansk kultur.

I løbet af aktionen dræbes to aktivister af skud fra politiet, der havde omringet Wounded Knee og lukket området for pressen. Efterfølgende myrdes flere af de lokale aktivister af politikeren/lokalpolitimanden Richard A. “Dick” Wilson, der fungerede som stammeformand i perioden 1972 til 1976 og var en central figur i aktivisternes klager.

Væbnede aktivister på barrikaderne i Pine Ridge Reservatet

1962: Klokken 14:47:39 løftede en Atlas LV-3B det 1200kg rumskib Friendship 7 mod himmelen fra Launch Complex 14 på Cape Canaveral Air Force Station i Florida. Ombord var den 40årige amerikanske astronaut John Herschel Glenn, Jr.

Efter 2 minutter og 14 sekunder brændte boosteren ud og efterlod Friendship 7 på kurs mod historiebøgerne. 14:52 blev John Glenn den første amerikaner i kredsløb omkring jorden. Goddard Manned Space Flight Center aflæste og beregnede data fra Friendship 7 og sagde god for 100 omløb.

Så godt gik det dog ikke. Efter kun 3 kredsløb måtte NASA nedkalde deres astronaut, da der opstod problemer med varmeskjoldet. Godt 1½ time efter lift-off vendte John Glenn derfor snuden hjemad, med fingerene krydsede i håb om at varmeskjoldet blev hvor det skulle.

Klokken 19:43 landede Friendship 7 uskadt i Atlanterhavet og 17 minutter senere samlede destroyeren USS Noa John Glenn op. Alt i alt havde det været en god arbejdsdag.

John Glenn var i oktober 1998 passager på Rumfærgen Discovery (STS-95) og blev med 77 år det ældste menneske i rummet nogensinde.

1929: En invitation til boller og lagkage, udvikler sig til italiensk tøndeslagning, da gangster-bossen Al Capone holder Valentines Day for Chicago’s Irske forbryderbande. Capone havde styret byens South Side siden 1925, mens den rivaliserende North Side Gang styrede – well, nordsiden.

Under foregivende af at ville vise de Irske gangstere nogle kattekillinger, lokkede Capones mænd de intetanende forbrydere til et garageanlæg i byens Lincoln Park område. Her dukker en gruppe falske politimænd op og beordre mændene op mod væggen. Razziaer var forholdsvist almindelige i forbudstiden, så de Irske gangstere stillede troskyldigt op, i forventning om en kort tilbageholdelse. I stedet åbner 2 af betjentene ild med deres Thompson maskinpistoler og slagter gruppen.

Lederen af The North Side Gang, Bugs Moran, var kommet for sent til mødet og undgik dermed massakren. Det var dog et hårdt slag for de Irske gangstere og deres magt skrumpede langsomt ind over de næste par år. Bugs Moran døde i fængsel i 1957.

Selvom politiet godt viste, at Capone stod bag massakren, så lykkedes det ikke at samle beviser nok til en retssag imod ham. I stedet endte Capone i fængsel for skatteunddragelse i 1931. I 1939 blev han løsladt, men under fængselsopholdet havde han mistet både magten og forstanden. Han døde under et apoplektisk tilfælde i raseri over kommunisme i 1947.

Det var i øvrigt Bugs Moran der opfandt den såkaldte ”Drive-by shooting” – hans mor må være stolt.

Alphonse Gabriel 'Al' Capone - mugshot fra 1931

1945: Royal Air Force og United States Army Air Force påbegynder et kolossalt bombeangreb på den tyske by Dresden. Angrebet er delt op i 3 bølger og i alt deltager over 1300 bombemaskiner. Det første angreb med 772 maskiner fra RAF Bomber Command sættes ind mod byens centrum og der droppes 1500 ton højeksplosive bomber, samt 1200 ton brandbomber.

Bombardementet udløser en ildstorm der ødelægger 39 kvadratkilometer af byens civile centrum. Umiddelbart efter krigen anslog man antallet af omkomne til over 200.000, men i vores dage er militærhistorikere mere forsigtige og tallet sættes nu til mellem 18.000 og 25.000. Uanset det nøjagtige antal af omkomne, så betegnes Dresden bombardementet gerne som en krigsforbrydelse.

Historikere har siden analyseret det militære grundlag for angrebet og sået alvorlig tvivl om dets militære værdi. Dresden bycentrum indeholdt stort set ingen militære mål, udover forskellige kommunikationscentre og politiske/militære kontorbygninger.

Selv den gamle krigshund Churchill tog afstand fra den komplette ødelæggelse af civile områder i et telegram til General Ismay:

”It seems to me that the moment has come when the question of bombing of German cities simply for the sake of increasing the terror, though under other pretexts, should be reviewed. Otherwise we shall come into control of an utterly ruined land… The destruction of Dresden remains a serious query against the conduct of Allied bombing. I am of the opinion that military objectives must henceforward be more strictly studied in our own interests than that of the enemy.

The Foreign Secretary has spoken to me on this subject, and I feel the need for more precise concentration upon military objectives such as oil and communications behind the immediate battle-zone, rather than on mere acts of terror and wanton destruction, however impressive”

Dresden efter det altødelæggende bombeangreb

1946: Electronic Numerical Integrator And Computer (ENIAC) præsenteres for offentligheden, der prompte døber den ”The Giant Brain.” University of Pennsylvania’s Moore School of Electrical Engineering havde arbejdet på maskinen siden 1943, under den hemmelige betegnelse “Project PX.”

ENIAC var verdens første elektroniske computer fremstillet til generelle formål – tidligere byggede man maskiner til specifikke formål – men hovedformålet var ballistiske beregninger for US Army. Den bestod af 17.468 vakuumrør, 7200 krystaldioder, 1500 relæer, 70.000 modstande, 10.000 kondensatorer og godt 5 millioner håndloddede samlinger – nu kan i selv bygge en.

Pessimister havde beregnet, at pålideligheden af vakuumrør ville gøre udskiftning en konstant belastning, der ville forhindre praktisk brug af maskinen. De skød ikke helt ved siden af, men da vakuumrørene som regel døde under opstart, eller nedlukning, besluttede man at lade maskinen kører uafbrudt. I 1948 kom en ny og mere pålidelig type rør på markedet, hvilket satte ENIAC’s pålidelighed i vejret – den længste kørsel uden døde rør, var 116 timer.

Man programmerede maskinen ved direkte at flytte kabelforbindelser og indlæsning af programmer tog gerne flere uger. Den første specifikke opgave ENIAC beregnede, var i forbindelse med fremstillingen af verdens første atombombe.

ENIAC blev tændt 29 juli 1947 og kørte kontinuerligt (rørudskiftning foregik med power on) indtil 11:45 den 2 oktober 1955.

The Glorious ENIAC - der ser nogenlunde sådan ud under mit skrivebord

I 50erne udgjorde Boeing B-47 Stratojet bombemaskine rygraden i U.S. Air Force’s Strategic Air Command. Med en maksimum hastighed på 977 km/h, var Stratojet beregnet til lynhurtige gennembrud ind i Sovjetisk luftrum, lastet med atomvåben til de overraskede russere.

For nøjagtig 52 år siden, lettede sådan en B-47 fra Homestead Air Force Base i Florida på en simuleret kampmission. I lasten havde maskinen en 3½ ton Mark 15 brintbombe.

En Boeing B-47 Stratojet under raketassisteret take-off

Klokken lidt over 2 om natten kolliderede bombemaskinen med en F-86 Sabre. Jetjager blev totaltødelagt vad sammenstødet og piloten skød sig øjeblikkeligt ud, men Stratojetten holdt sig bemærkelsesvis i luften, selvom styrmanden Oberst Howard Richardson måtte kæmpe desperat med kontrollen. Maskinen var dog så beskadiget, at besætningen kort efter måtte bede om tilladelse til at smide lasten. Umiddelbart efter blev tilladelsen givet og Howard Richardson droppede sin brintbombe 2 kilometer over havet ud for Tybee Island.

Har de set denne bombe? En Mark 15 Bringbombe

Nu er atomvåben ikke nogen man sådan bare lader forsvinde, så det amerikanske militær igangsatte en ganske betragtelig eftersøgnings-aktion, men efter 2 måneders eftersøgning med minestrygere, sonarskibe, kabeltræk og 100 dykkere med håndholdte metaldetektorer, så havde man ikke fundet så meget som en styrefinne. Den 16 april 1958 måtte militæret krybe til korset og bekende, at de desværre havde mistet en 3½ ton brintbombe – bomben er endnu ikke fundet.

Hvis du finder bomben, bør du straks ringe til det amerikanske forsvar.

1899: Den Tyske bilfabrikant Opel fremstiller deres første automobil. Firmaets grundlægger Adam Opel, var startet i 1863, med at producerer symaskiner i en kostald i Rüsselsheim. Herfra gik det slag i slag, efterhånden som Opels lille fabrik voksede. I 1886 startede han med at fremstille væltepeter cykler og så var springet til automobiler knap så stort.

Adam Opel døde i 1893, men hans sønner overtog fabrikken og fik altså den første bil kørt fra værkstedet i 1899. Opel ejes i dag af General Motors, men har stadig hovedkontor i Rüsselsheim.

1908: Kommunalbestyrelsen i New York udsteder en lov der forbyder kvinder at ryge i det offentlige rum. Den såkaldte ” Sullivan Ordinance” trådte hurtigt i kraft og allerede 22. januar blev Katie Mulcahey tilsyneladende arresteret for offentlig rygning – fy Katie!

Loven forbød faktisk ikke kvinderne at ryge, men forbød værtshus og hotelforpagtere, at tillade kvindelig rygning i deres etablissementer. Der var faktisk et yderligere lovforslag, der ville forbyde al rygning når der var kvinder tilstede, fordi de ikke skulle udsættes for tobakkens røg og damp.

Fra kommunalmødets referat kan man læse, at byrådsmedlemmet Henry Smith rystede truende med næven mod byrådsformand Sullivan og revsede byrådet for at beskæftige sig med slig idiotiske sager, når der var langt større problemer i byen, så som gudsjammerlig fattigdom. Efter at have læst rapporten fra byrådet, må jeg nok slå Katie Mulcahey hen som en urban myth.

Anyway, loven blev annulleret af borgmesteren to uger senere.

1954: Verdens første atomdrevne undervandsbåd, USS Nautilus (SSN-571), søsættes fra General Dynamics Electric Boat Division værftet i Groton, Connecticut . 17. januar året efter forlader Nautilus dokken med den historiske radiomeddelelse “Underway on nuclear power.”

9. juni 1958 begav Nautilus sig ud på Operation Sunshine: verdens første sejlads under nordpolen. Nautilus nåede den geografiske nordpol 3. august lidt over midnat. Der var ikke så meget at se, så de sejlede hurtigt hjem igen. Begivenheden blev slået stort op i Amerika, da de netop havde tabt en del af rumkapløbet til sovjetunionen, der havde opsendt Sputnik, men altså ikke havde en atomdrevet undervandsbåd – haha!

Nautilus forblev i tjeneste indtil marts 1980, hvorefter hun blev omdannet til et museum. I 1982 fik Nautilus rang af ”National Historic Landmark” og hun er nu udstillet ved ”The U.S. Navy Submarine Force Museum and Library” i Groton, Connecticut.

1976: Aérospatiale-BAC Concorde indleder sine første kommercielle ruteflyvninger mellem London–Bahrain og Paris–Rio, befløjet af henholdsvis British Airways og Air France. Amerikanerne, der ikke selv havde en supersonisk transportmaskine, havde oprindeligt forbudt flyet adgang til amerikansk luftrum, men måtte give efter allerede i maj 1976, hvor Concorde begynte ruteflyvning til Washington Dulles International Airport. Da det generelle forbud blev løftet, nedlagde New York et lokalt forbud der stod ved indtil oktober 1977, hvor den amerikanske højesteret påbød dem at fjerne forbuddet.

Der blev i alt bygget 20 fly af typen, hvoraf kun 14 kom i tjeneste hos enten Air France, eller British Airways. Modsat den almindelige opfattelse, så blev typen ikke pensioneret efter den store ulykke i 2000. Flyet forblev i tjeneste hos begge selskaber indtil april 2003. Efter British Airways pensionerede typen, tilbød forretningsmanden Richard Branson, at købe hele flåden for den pris BA oprindeligt betalte: £1. Firmaet blev stiktosset og nægtede yderligere forhandlinger med Branson.

Dagen i dag er 91års dagen for den store melasse ulykke i Boston, Massachusetts. Melasse er en brun tyktflydende substans, som bliver tilbage efter man har udvundet sukker fra sukkerroer eller sukkerrør. Man laver blandt andet rom af melasse.

Begivenheden kendes under farverige navne som the Great Molasses Flood (burde evt. tilføjes ”of 1919”), Boston Molasses Disaster, eller the Great Boston Molasses Tragedy. Selvom det umiddelbart lyder forholdsvis morsomt, så kan denne sirupsagtige substans faktisk godt være farlig – især når der kommer godt 9 millioner liter buldrende ned af gaden.

Purity Distilling Company havde i 1919 en gigantisk melasse-tank stående på Willow Street i Boston. Tanken indeholdt 8,7 millioner liter og var 15m høj og 27m i diameter, så der var melasse nok til en gevaldig brandert, hvis det var blevet til rom. Desværre blev det ikke til rom.

Vidner fortalte at de pludselig hørte en lyd som et maskingevær, men som viste sig, at være naglerne i tanken der sprang i hurtig rækkefølge og åbnede for en syndflod af melasse, der skabte en 3-5m høj bølge som med 56km/t flød ud over Bostons nordlige havneområde. Bølgen af det tyktflydende klisterværk var kraftig nok, til at rive jerndragere på Bostons højbane i småstykker, ligesom nabobygninger blev knust under det afsindige tryk fra sukkermassen (200 kPa).

Uheldigvis var der flere folk på arbejdet i bygningen hvor tanken stod, ligesom der var tilfældige forbipasserende, der blev fanget i melasse-bølgen. Redningsarbejdet tog fire dage, fordi den træge masse var umulig at fjerne. 21 mennesker blev dræbt direkte, enten knust eller druknet, og 150 mennesker kom slemt til skade.

Oprydningsarbejdet med at fjerne den klistrede masse fra brostensgader, stueetager og kælderskakter tog over 87.000 mandetimer. Områdets beboere sagsøgte Purity Distilling Company, der naturligvis hævdede, at ulykken skyldtes – wait for it – terrorisme! Det endte dog med, at firmaet måtte punge ud med $600.000, hvilket svarer til godt $6,6 millioner i nutidens penge.

Man formoder, at ulykken skyldes metaltræthed og en opbygning af kuldioxid i tanken, der samtidig simpelthen var konstrueret for dårligt. Faktisk var tanken så elendig, at firmaet malede den brun, så folk ikke bemærkede de utallige lækager. Desuden var temperaturen steget kraftigt (fra -17 til +5) over de foregående dage, hvilken sammen med en cyklisk belastning af opfyldninger og tømninger, havde medvirket til metaltræthed.

Området hvor tanken stod hin skæbnesvangre dag, er nu en offentlig sportspark, men der er ophængt en mindetavle om klæbende syndflod:

On January 15, 1919, a molasses tank at 529 Commercial Street exploded under pressure, killing 21 people. A 40-foot wave of molasses buckled the elevated railroad tracks, crushed buildings and inundated the neighborhood. Structural defects in the tank combined with unseasonably warm temperatures contributed to the disaster.

Det påstås af området stadig stinker af sukkerstads, når sommersolen bager på Bostons nordhavn.

Klokken 2:45 den 30. November 1954 lå Ann Elizabeth Hodges på sin sofa og fik en lur. Et minut senere fik hun en opvågning som ingen anden i verdenshistorien. Et meteoritstykke på størrelse med en grapefrugt bragede nemlig gennem loftet rikochetterede på et radiomøbel og ramte hende med et drøn.

Sylacauge meteoritten var 5½kg tung, men heldigvis brød den op i flere stykker, hvoraf 3 er kendt. Det ene, kaldet Hodges fragmentet, ramte som nævnt den stakkels sovende Ann. Skaden var dog ikke større end nogle blå mærker, men det har sikkert ikke været sjov alligevel.

Det er det eneste dokumenterede tilfælde af personskade direkte fra en meteorit.

Ann, fragmentet og huset - i den rækkefølge!

Overstående fantomtegning repræsenterer FBI’s bud på den mystiske D. B. Cooper, der 24. november 1971 indskrev sig i kriminalhistorien, med en meget usædvanlig forbrydelse, der ikke stod tilbage for Hollywoods mest fantasifulde fortællinger.

I den travle Thanksgiving weekend 1971, lettede en Northwest Orient 727-51 fra Portland International Airport, med kurs mod Seattle Washington. Der var 37 passagerer og 5 besætningsmedlemmer ombord, på hvad der skulle vise sig at være alt andet end en rutineflyvning.

En af passagererne var en mand midt i 40erne, velklædt og tilsyneladende en ganske almindelig forretningsmand, på vej hjem til familien for at holde Thanksgiving. Umiddelbart efter starten, viste det sig dog, at manden i sæde 18C var alt andet end en almindelig passager. Han fik kontakt til stewardessen Florence Schaffner, som han diskret gav en lille seddel. Schaffner tænkte, at det sikkert var et telefonnummer fra en tilbeder, hvorefter hun stoppede seddelen i lommen, uden at kigge nærmere på den. Manden i sæde 18C, der var registreret som Dan Cooper, var dog ikke helt tilfreds med forløbet og trak hende derfor i ærmet, mens han sagde ”frøken, de bør nok lige læse den seddel. Jeg har en bombe”.

Den faktiske Northwest Orient 727 N467US

Seddelen viste sig at være en kapringsnote, der stipulerede at Cooper ønskede $200.000 samt to sæt faldskærme (2 hovedskærme og to reserveskærme). Desuden forlangte han, at flyet skulle lande i Seattle-Tacoma lufthavnen, hvor tingene skulle bringen ombord. Cooper truede med at springe flyet i luften, såfremt hans krav ikke blev mødt.

I samarbejde med FBI besluttede Northwest Orient, at efterkomme mandens ønsker. Mens flyet var på vej mod lufthavnen, nød flykapreren en bourbon og lemon soda, som han endda tilbød at betale for. Besætningen fortalte senere, at Cooper egentlig var en ganske tilforladelig fyr. De $200.000 og de 4 faldskærme blev pakket sammen og klargjort i lufthavnen mens flyet landede. En medarbejder fra Northwest Orient afleverede pakken til stewardessen Murcklow, hvorefter flykapreren frigav alle passagerene og Florence Schaffner. De to piloter, flyteknikeren og Murcklow forblev ombord.

Efter en genopfyldning af flyets tanke, satte flight 305 sig atter i bevægelse. Da flyet var i godt 10.000 fod beordrede Cooper kursen sat for Mexico City, men med en hastighed der ikke oversteg 310km/t. Kaptajnen gjorde manden opmærksom på, at flyet ikke kunne nå destinationen under de flyveforhold (flyet havde understel og flaps nede, for at holde hastigheden under 310km/t). Cooper diskuterede situationen med besætningen, hvorefter han beordrede dem mod Reno i stedet. Yderligere beordrede han dem til ikke at trykrejse kabinen.

Cooper gennede besætningen sammen i cockpittet og bad dem forblive der, indtil han beordrede andet. Det var det sidste man nogensinde så til Dan Cooper. Klokken lidt over 20:00 bemærkede besætningen at flyets haletrappe blev åbnet og det formodes, at Cooper sprang ud med faldskærm samtidigt. To efterfølgende F-106 jagere bemærkede intet, fordi flyet på tidspunktet befandt sig i en kraftig regnbyge.

Exit D.B. Cooper - Geronimo!

Da flyet godt 2 timere senere landede i Reno, blev det klart, at Dan Cooper vitterligt var sprunget ud af flyet. Myndighederne igangsatte øjeblikkeligt en stor eftersøgning i det område en faldskærmsudspringer ville ramme, hvis han sprang under de forhold Cooper hoppede ud under. Området var godt 73 kvadratkilometer, men selvom eftersøgningen strakte sig over mange måneder, fandt man hverken, penge, faldskærme, eller Cooper.

Efterforskningsholdet kom frem til at Cooper umuligt kunne have forudsagt landingsområdet. Med en flyvehastighed på næsten 100m i sekunder og kraftige vinde, ville selv en lille forskel i udspringstidspunktet betyde en stor forskel i landingsområde. Cooper kunne derfor ikke have haft medskyldige på jorden.

I foråret 1972 bragte FBI 200 soldater til området, som de møjsommeligt gennemsøgte over de næste 36 dage. Det 72 kvadratkilometer store område blev vitterligt gennemsøgt tomme for tomme, men stadig uden det mindste spor i sagen.

Umiddelbart efter flykapringen havde FBI fat i en mand ved navn D.B. Cooper og selvom det viste sig, at han intet med kapringen havde at gøre, så hang navnet fast i medierne. Den mystiske flykaprer var nu D.B. Cooper.

Samtlige sedler (Cooper havde bedt om pengene i $20 sedler) var affotograferet og i løbet af 70erne udlovede mange aviser (foruden FBI) dusør for afleveringen af sedler fra D.B. Cooper kapringen. Sedlernes serienumre blev endda trykt i aviserne, men der er aldrig fundet penge fra kapringen i omløb.

I 1980 fandt en 8årig dreng godt $6000 nær Columbia floden. Det blev hurtigt fastslået, at pengene stammede fra Coopers flykapring 9 år tidligere, men en ny eftersøgning i området afslørede ikke flere spor. Man formodede at pengene var ført med floden, fra det område Cooper ifølge FBI var landet i.

En sedel fra fundet ved Columbia floden i 1980

I dag spekuleres det, at D.B. Cooper nok ikke overlevede udspringet. Fundet af de $6000 syntes også at pege i den retning, da pengene oprindeligt var i en solid taske og kun et voldsomt sammenstød med jorden kunne resulterer i at pengene spredtes. Man har dog aldrig fundet resten af pengene og endnu mere fundamentalt for efterforskningen: man har aldrig fundet D.B. Cooper.