Indenfor restaurering af gamle busser, må en General Motors Futurliner være tæt på den hellige gral. Den elegante bus var designet af firmaets berømte Harley Earl i 1940 og blev kun fremstillet i 12 eksemplarer. Futurlineren var ikke lavet til det åbne marked, men udelukkende tiltænkt en rolle i General Motors ”Parade of Progress” udstilling, der rejste rundt i USA i 1940 og 1941, samt fra 1953 til 1956.

Bussen stod for alt hvad fremtiden ville bringe af komfort og hver enkelt Futureliner havde en specifik teknologisk udstilling, som for eksempel jetmotorer, stereolyd, fjernsyn, eller mikrobølgeovne. Sjovt nok var det faktisk fjernsynsteknologien der i sidste ende satte en stopper for de omrejsende teknologiudstillinger – med udbredelsen af tv-apparater forsvandt behovet for disse rullende udstillinger.

GM skilte sig af med de flotte busser og et par stykker levede en tid som Saftyliners i Michigan, hvor de kørte rundt til statens skoler og reklamerede for trafiksikkerhed. Herefter forsvandt de fra vejene.

I dag har man kendskab til hele 9 Futurliners, hvoraf en blev solgt i 2006 for $4 millioner. Syv af de ni busser er fuldt restaureret og kører omkring på det amerikanske veje, bus nummer otte er under restaurering i Maine og den sidste befinder sig hos Nicklas Jonsson i Sverige, hvor den forhåbentlig kommer på vejen i løbet af den næste par år – hvilket betyder vi måske får vidunderet at se her i Danmark. Indtil da må vi nøjes med billeder fra nettet.

Da den berømte kaptajn James T. Kirk i 1966 for første gang kørte over skærmen hos amerikanske Tv-seere og dermed indledte den mere end 40 år lange Star Trek saga, var han ikke den eneste eventyrlystne rumkaptajn der satte kurs mod ukendte horisonter. I selvsamme måned (september) som Kirk svang Enterprise ud af orbit, satte rumskibet Orion også kurs mod fjerne områder af galaksen.

Ombord var Major Cliff Allister McLane og hans trofaste stab af internationale officerer.

Raumpatrouille – Die phantastischen Abenteuer des Raumschiffes Orion var den første tyske science fiction tv-serie og historien lå ganske tæt op ad den amerikanske Star Trek. Det var ikke nødvendigvis på grund af direkte tyveri fra Gene Roddenberrys historie, for den mere folkelige del af 60ernes science fiction var stort set altid skåret over denne læst.

Tyskerne kunne åbenbart ikke se sig selv som rumfartsnation (til trods for, at Von Braun havde udviklet raketten i tyskland), så Orion var et amerikansk rumskib – dog med en international besætning. Serien var umådelig populær, men desværre blev der blev ikke produceret mere end 6 afsnit af serien. Efterfølgende fik rumskibet Orion og den heltemodige besætning dog nyt liv i bogform og der er udgivet ikke mindre end 145 bøger om deres eventyr.

Modsat Star Trek, så var Raumpatrouille indspillet i sort/hvid, hvilket giver den et solidt retro-look. Desuden er teknologien afbilledet i en mere klassisk stil, med korridorer af rustfast stål og kontrolpulte med lange spinkle håndtag. Dem der er vant til amerikanske science fiction kan foruden glæde sig over herlige tyske gloser som Armbandsprechgerät, Überlichtantrieb, Lichtwerferbatterie og Astroscheibe. Afslutningsvis skal det tilføjes, at de dansede en hel del bedre – se selv.

Dengang midt i 50erne, hvor det stadig rungede i ørene efter de første atomprøvesprængninger, så man frem til udnyttelse af atomenergien med stor glæde. På det tidspunkt var man endnu ikke helt klar over hverken faren, eller langtidsvirkningerne, fra radioaktiv stråling. Derfor forventede man, at den nye energikilde snart ville findes alle steder, hvor man brugte energi. Det ville være billigere end vand og man kunne simpelthen bare bruge løs uden betænkninger.

Ford deltog med stor glæde i denne atomare bryllupsrejse og i 1957 designede de konceptbilen Ford Nucleon – Intet mindre end verdens første atomdrevne bil. Det skulle være fremtidens bil og der var ikke blevet sparet på de futuristiske linjer. De karakteristiske 50er finner, var svunget en ekstra grad, den svungne forrude var et enkelt stykke glas og eftersom det jo var i billirets storhedstid, så fik Ford Nucleon selvfølgelig white-wall tires.

William Ford med en 3/8 model af Nucleon

Bilens motor var et Uran fissions kernekraftværk i lommestørrelse. Det var baseret på samme principper som kernekraftværket i en atomdrevet ubåd, men naturligvis skaleret en hel del ned. Kraftværket lavede vand til damp, der så drev to turbiner, en der var forbundet til en gearkasse og en der drev en elektrisk generator. Dampen blev bagefter fortættet i et kølesystem, hvorefter det tog turen en gang mere. Det var altså et lukket system og Ford Nucleon kunne i teorien kører så længe der var fissionsmateriale. Udskiftning, eller rettere ombytningen, af kraftværket var dog beregnet til cirka hver 8000km. Teoretisk ville Ford Nucleon også være både forurenings og støjfri.

Føreren og eventuelle passagerer sad foran den forreste hjulaksel, fordi sådan en atomreaktor kræver en usandsynlig klodset og meget tung mængde indpakning, hvis den ikke skal dræbe ejeren. Man var sjovt nok ikke synderligt bekymret for, at selv mindre parkeringsuheld kunne udvikle sig til en radioaktiv katastrofe. Faktisk syntes den amerikanske regering, at det var en rigtig god ide, så de kastede en mindre bunke penge i udviklingen.

Den smækre og strømlignede Ford Nucleon kom dog aldrig på gaden. Ford måtte simpelthen opgive at pakke det klodsede kraftværket ned i en størrelse der passede til en familiebil (selv en amerikansk familiebil). Samtidig var offentligheden begyndt at bekymrer sig over faren ved atomkraft og var efterhånden utilbøjelig til at kører rundt med et kernekraftværk i bagagerummet.

Der blev aldrig produceret en fuldt fungerende udgave af Ford Nucleon. Den er dog ikke desto mindre blevet ikonisk for 50ernes atomglæde. En ide der måske ikke udelukkende skal som bilindustriens foragt for den forurening sådan en kasse kunne have afstedkommet, men mere som et udslag af tidens generelle kærlighed til atomernes indre kræfter – lidt naivt måske, men det vat jo også atomalderens bryllupsrejse.

Jeg har bemærkte, at der er flere besøg på siden, der stammer fra en Google-søgning på Månebase Alpha. Det er muligvis fordi TV serien var nævnt i et post om 70′er TV, men jeg tænkte den lige så godt kunne få sin egen post, så folk ikke går forgæves.

Efter nogle store succeser med Science Fiction Tv i sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne (UFO, Stingray, Thunderbirds, Captain Scarlet, Star Trek), beslutter det Britiske Tv-selskab ITC Entertainment, at de også burde være med på vognen. Denne beslutning blev til Månebase Alpha, eller Space 1999 som serien hed på Engelsk.

Grundlaget for serien er nok besluttet efter devisen: ”skal der være fest, så lad der være fest.” for serien bygger på det mest usandsynlige af scenerier, nemlig at månen slynges ud af sit orbit og drøner ud gennem verdensrummet, men de uheldige hovedpersoner ombord.

Første episode fortæller, at månen i 1999 benyttes som affaldsplads for jordens atomaffald (nu er det åbenbart ikke nok at forurene jorden, vi skal også svine månen til). Den 13. september 1999 rammes månebasen af en katastrofal eksplosion (fra atomaffaldet), der er kraftig nok til at skubbe månen ud af kredsløb. Det er nok ingen tvivl om, at sådan en eksplosion i virkeligheden ville flå månen i småstykker og dræbe samtlige personer på den, samt en hel del på jorden i tilgift. For seriens skyld lader vi dog denne detalje slippe fordi.

Bestæningen ser jorden forsvinde - nuts!

Første sæson af serien tog sig selv forholdsvis alvorlig, men grundlæggende metafysiske temaer bag mange afsnit. Martin Landau spillede den standhaftige basekommandør John Koenig, der sammen med sine stabsofficerer bragte månebasens ansatte gennem den ene filosofiske problemstilling efter den anden. Det var somme tider lidt som en Søren Kirkegaard på syre, med eksistentialistiske enetaler og debatter om menneskets dybere natur. Alt naturligvis sat til beigefarvede 70’er lamper og computersystemer der udskrev beregninger på kasseboner.

Dialogen var ofte lidt pladdersentimental, eller lommefilosofisk, men på en eller anden måde passede det med stilen. Her er en lille smagsprøve på Commander Koenig’s dybere tanker.

“Loyalty is better than logic; Hope is better than despair; Creation is better than destruction.”

“If we understand others, in time I believe we come to understand ourselves.”

Der var åbenbart ikke altid penge til de vilde special effects, så ofte var ugens rumvæsen et farvet lys, en forholdsvis stor potteplante, eller simpelthen bare brandslukningsskum. De bedste afsnit var, af samme grund, gerne de episoder hvor problemerne var internt på basen. Basens modeller var der nemlig ikke blevet sparet på. Serien var legeplads for modelbyggerholdet der senere stod bag film som Alien, Outland og Star Wars. Space 1999 kan, ifølge min mening, stadig bryste sig af de mest realistiske rumskibsmodeller på film. Deres Eagle fartøj ligner, modsat mange andre Science Fiction modeller, noget der rent faktisk kunne fremstilles en dag.

Den ultra fede Eagle Transporter

Rumvæsen fra episoden Bringers of wonder

Udover kommandør Koenig, bestod holdet af hans kone fra virkeligheden Barbara Bain, der spillede den lidt ængstelige doktor Helena Russel. Barry Morse gav den som professoren Victor Bergman, og Australieren Nick Tate spillede piloten Allan Carter (seriens actionhelt). Allan Carter skulle tilsyneladende slås ned og frarøves sit Eagle fartøj i mindst hver tredje episode. Ligesom Dr. Russel skulle bryde hulkende sammen i hver episode. Det var lidt af et fast format.

Allan Carter i cockpittet på en Eagle - cool!

Første sæson blev en kæmpe succes, men de fleste Tv stationer sendte serien sådan lidt sporadisk, når det ikke lige var andet at sende. Det var heller ikke alle der sendte samtlige 24 afsnit, så historien hoppede og sprang en del. Hvilket fik folk til at droppe ideen om at følge med. Ikke desto mindre opnåede serien en sæson 2, hvor man desværre ændrede en del på seriens oprindelige format. Man fjernede de lidt småfilosofiske temaer og forsøgte sig med humor i stedet. Skuespillerne, især Landau, var stiktossede over denne fordummelse af historierne, men han formåede ikke at ændre producernes mening. Ændringerne var ikke en succes og serien fik færre og færre seere. Der var planer om en sæson 3, men budgettet var latterligt lille og folkene bag serien opgav før de overhovedet havde forsøgt.

Sæson 2 var langt mere kommerciel og sigtede på et bredere publikum

Et af månebasens store mål, både i sæson 1 og 2, var at finde en hyggelig planet, hvor de kunne slå sig ned i fred. Og lige så sikkert som, at Carter ville blive slået ned og Dr. Russel bryde hulkende sammen, lige så sikkert ville Koenig med mellemrum igangsætte Operation Exodus, men af forskellige årsager afbryde udvandringen i sidste øjeblik – gerne med en filosofisk konklusion.

Produktionen stoppede definitivt i 1976, men ved en større Space 1999 fan-fest, naturligvis Space: 1999 Breakaway Convention 13. September 1999, dukkede en hjemmelavet film op, hvor Sandra benes (en skuespillerinde fra serien) gav de fremmødte fans en “Message From Moonbase Alpha”. Beskeden afslørede, at månebasen nu endelig havde fundet en passende planet og Operation Exodus var godt i gang. Den lille 7 minutters film gav serien den afslutning fans havde afventet siden 1976.

Man er ikke helt sikker på hvornår sæbekassebilen kom til verden, men bilen er fra sidst i 1800-tallet, så det må være senere end det. Amerikanerne har afholdt All American Soap Box Derby hvert år siden 1934, så det er nok deromkring man bør finde oprindelsen. Det var i hvert tilfælde gennem denne konkurrence, at sæbekassebilen blev udbredt.

Meget tidlig model, af en Shoe Polish Box Car

Som billeder herover viser, så er en sæbekassebil ikke nødvendigvis bygget af tomme sæbekasser. Det betyder dog ikke, at slaget er givet helt frit. En sæbekassebil skal ifølge de internationale regler være uden motor og den skal have mindst 4 hjul, men derefter kan man gøre som man vil. Bremser er for eksempel ikke et krav. Enkelte organisationer har tilføjet flere regler, men jeg foretrækker denne Unlimited Class – det er ligesom mere i børns tankegang.

Køretøjet bliver selvfølgelig først og fremmest fremstillet for sjov. Sådan har det altid været og selvom konkurrencerne var med til at udbrede legen, så var flertallet af sæbekassebiler bare legetøj. Før TV og videospil skubbede man altså hinanden rundt i gamle trækasser – sådan er det bare.

Dansk model fra 1953

I min barndom var der en uskrevet regel om at en sæbekassebil ikke måtte koste penge. Den skulle på overlevelsesmaner bygges af de for hånden værende materialer, selvom man dog godt måtte stjæle søm fra diverse forældres værktøjskasser. Hjulene var altid det sværeste at få fat i. Indtil 70’erne byggede man barnevogne, hvor hjulene egnede sig perfekt til sæbekassebiler, men i min sæbekassetid var hjul ikke til at drive op ad jorden, eller også fandt man kun 3.

Klassisk Dansk model med snoretræk

Herhjemme har sæbekassebilen nok mest været et legeredskab. Der har sikkert været masser af mindre konkurrencer i de forskellige boligforeninger, men direkte nationale begivenheder er det nok ikke blevet til. I USA derimod, er det selvfølgelig kæmpe stort, hvor vindere fra hver stat går videre til All American Soap Box Derby. Konkurrencen har naturligvis heller ikke været uden skandaler. I 1973 blev 14 årige Jimmy Gronen frataget sin titel, da man opdagede at han havde installeret en meget kraftig elektromagnet i næsen på bilen. Løbene blev startet med form for startvogn, ligesom på travbanen, og Jimmy kunne med elektromagneten lade sig trække i gang. Snyderiet blev opdaget fordi sæbekassebilen syntes at accelererer for kraftigt. Røntgenundersøgelser (I kid you not) afslørede den formastelige magnet.

For en hyggelig børnekonkurrence skabte skandalen utrolige stor opstandelse. Jimmys onkel blev anklaget for fordærvelse af mindreårige og Jimmy selv bandlyst fra enhver sæbekassebilkonkurrence i al evighed. Det var landsdækkende nyheder hele sommeren.

Jimmy's skandalebil fra 1973

Bilerne der bruges konkurrencemæssigt er uendeligt langt fra de sømbeslåede og uhøvlede apparater jeg legede med som barn. De er strømlignede, bygget i karbon og glasfiber, 100 % afbalancerede og i øvrigt forudsigeligt ens, fordi konkurrencefolk altid kopierer den hurtigste…..

The Walden, New York soapbox derby 2006

Marietta Soap Box Derby 2009

Photo finish - gab!

Næ, giv mig de gode gamle dage - start your engi.... DOH!

Soap Box Derby, Dayton Ohio - dengang sæbekassebiler var sæbekassebiler

Det var ikke altid helt nemt

Drengedrømme

Ligesom med den flyvende bil, så er Turbojet drevne tog noget der altid syntes lige om hjørnet – og hvorfor ikke? Jeg mener; vi har toget, vi har turbojetmotoren, så en eller anden ingeniør burde være i stand til at kombinerer de to på en fornuftig måde.

Allerede i 50'erne gik folk med fantasier om turbojet-tog

I 1966 besluttede New York Central Railroad at gøre drømmen til virkelighed. Med to brugte General Electric J-47 jetmotorer som drivkraft, byggede de M-497 ”Black Beetle” – verdens første turbojet lokomotiv.

Black Beetle var i virkeligheden bare en Budd Rail diesel motorvogn, med en påsvejst sort strømlinet næse og påmonteret de førnævnte motorer på taget. Ikke desto mindre lykkedes det at Black Beetle op på 296mk/t på en strækning mellem Butler, Indiana og Stryker, Ohio. Dette er stadig rekorden for lette tog i USA. Selvom eksperimentet faktisk var ganske vellykket og tilmed forholdsvist billigt, da de benyttede brugte turbojetmotorer, så fængede ideen ikke rigtigt. Firmaet stod foran an fusion med Pennsylvania Railroad, og disse var allerede i gang med at udvikle et højhastighedstog (men ikke med turbojetmotor). Black Beetle blev ført tilbage til sin oprindelige tilstand og kørte som almindelig motorvogn indtil 1984, hvor den blev skrottet.

All Aboard! Black Beetle i al sin turbojetdrevne velmagt

Der sættes hestighedsrekord på en almindelig banestrækning

USSR ville naturligvis også være med i legen, så i 1970 byggede de deres eget turbinemotor-tog. Fremgangsmåden var nogenlunde den samme, bortset fra at Sovjetterne brugte Ivchenko AI-25 turbofanmotorer fra en aflagt Yak-40 (så det var altså ikke helt det samme). Lokomotivet blev bygget på Kalininsky karrossefabrik og var baseret på en ER22 motorvogn. Under testkørsel opnåede lokomotivet en hastighed på 249km/t (så skulle de måske alligevel have brugt turbojet motorer). Ligesom dens amerikanske søster, så fik det russiske jettog aldrig den succes man forventede. Toget endte på et rangerspor ved Kalininskyfabrikken og står der sikkert den dag i dag.

Folkets jettog fra Kalininskyfabrikken

Den skulle have kørt yndefuldt på de russiske stepper

men endte på et sidespor

Burde den ikke have været på museum?

Franskmændene forsøgte sig også med et turbojet-drevet tog. Projektet hed Aérotrain og kan dårligt siges at være et enkelt projekt. Fra 1965 til 1977 udviklede toget sig drastisk gennem 6 prototyper, der var meget forskellige. Prototype 2 havde en turbojet motor og kørte på et mono-rail baneanlæg – YAY!

De andre prototyper enten propeldrevet, eller havde lineær induktionsmotor. Nogle kørte på almindelige jernbanespor, andre mono-rails og endnu andre var luftpudefartøjer. Det var i det hele taget en rodet forretning og den Franske regering valgte sidst i 70’erne at satse på TGV togene.

Aérotrain prototype 2 på det herlige mono-rail

Som rosinen i pølseenden, skal Grumman’s og Garrett’s eksperimentaltoge fra 1973 lige nævnes. Disse tog var egentlig ikke beregnet til turbojet motorer, men man brugte dem som alternativ drivkraft under udviklingen af en lineær induktionsmotor.

Grumman's løsning i et meget dyrt sporanlæg til LIM fremdrift

Garrett's model under test

De fleste af os voksede op i skællet mellem den analoge og digitale teknologi. I vores barndom/ungdom så vi spolebåndoptageren forsvinde fra markedet, men teknologien forblev i form af kassettebånd og videobånd. Samtidig kom digitale vare som spillekonsoller og elektroniske regnemaskiner på markedet. Det hele gav sådan en fornemmelse af, at der var noget bedre lige om hjørnet.

Noget af det første digitalgrej der blev almindeligt kendt, var den elektroniske regnemaskine, den såkaldte lommeregner (alene navnet giver en fornemmelse af hvor imponerede folk var). Jeg husker tydeligt, at mange firmaer stadig havde mekaniske regnemaskiner med håndtag til udførsel af beregningen (kasseapperater? Forget it!). De elektroniske regnemaskiner holdt deres indtog midt i 70’erne, hvor prisen var faldet til et fornuftigt niveau. Mit første møde med sådan maskine husker jeg faktisk stadig, selvom jeg ikke lige kan sætte årstal på. Det var på flyvestation Værløse, hvor min far den dag havde weekendvagt i operationsafdelingen. Vidunderet var en Texas Instrument TI-58 og jeg husker det fordi den kunne programmeres til at simulerer en månelanding. Selvfølgelig var det ikke et computerspil som vi kender dem i dag, men de små røde tal viste en brændstofbeholdning, samt en højde over månens overflade. Spilleren kunne så justere nogle parametre og ligesom leve sig lidt ind i de faktiske udregninger under månelandingen (Wow!).

I dag er det ikke månespillet jeg tænker mest på, men det faktum, at hele flyvestationens operationsafdeling kun havde EN lommeregner til deling. Der stod en fjernskriver i hjørnet, men ellers var ALT stort set som under anden verdenskrig.

Den fantastiske TI-58

Adler 81 – Regnekraft til hjemmebrug

Et andet fremskridt fra 70’erne, var muligheden for at optage programmer fra TV. Første gang jeg hørte om dette, så var jeg sikker på det var løgn. En smart ide, men helt uden fodfæste i virkeligheden. Nuvel, det viste sig altså at være sandt.

Østerhøjskolen, hvor jeg tilbragte mine folkeskoleår, havde et særligt AV rum, hvor deres audio-visuelle teknologi stod beskyttet mod elevernes små snavsede fingre. Rummet indeholdt oprindeligt en spritduplikator, kasser med farvet karton, skolens 16mm filmfremviser (med højtaler) og sikkert noget linoleumstrykgrej (Østerhøjskolen syntes at have uanede mængder af linoleum-teknologi). Engang sidst i 70’erne ankom en ny kasse i AV rummet. Det var skolens første VCR videomaskine (en klods af en sag). Skolen oprettede et særligt korps af teknik-kløgtige elever, der kunne betjene den dyre maskine. Teknisk var det jo et fremskridt, men hvor den gammeldags filmfremviser kunne vise både Tarzan og Far til Fire (begge i mono), så kom VCR systemet udelukkende med undervisningsmateriale – crap!

Efterhånden fik folk videomaskiner i hjemmet, men det var åbenbart ikke nok for producenterne. Ude blandt teknologifirmaerne opstod der nemlig en reel krig over videoformater. Hovedslaget stod mellem Sony’s Betamax og VHS fra JVC, men der var adskillige andre deltagere på slagmarken. Video2000 fra Phillips, Cartrivision fra Cartridge Television Inc, VX fra Panasonic og mange flere. Rygter vil fortælle, at VHS vandt krigen fordi de tillod pornoindustrien at benytte formatet, men i virkeligheden var det en fejlbedømmelse fra Sony’s marketingsafdeling der endte Betamax formatet. Oprindeligt havde de troet, at hjemmebrugere ville være tilfredse med den 1 times begrænsning de professionelle videofolk benyttede på U-Matic, mod at formatet havde en højere kvalitet og et lidt mindre bånd. Sådan var virkeligheden nu ikke. Folk syntes det var meget bedre, at VHS kunne optage hele 2 timer, hvilket passende svarende til de fleste Hollywood film. Inden Sony fik lagt fabrikationen om, så havde JVC sat sig på markedet med VHS. En plads de beholdt i 30 år.

Den sagnomspundne Grundig SVR4004

Betamax – slagets taber

Hvor generationen før havde nydt godt af transistorradioen, kunne musikelskere op gennem 70′erne benyttet kassettebåndoptageren til optagelse af deres ynglings musik. De små plastikkasser blev møjsommeligt placeret foran radioen, med den tilhørende mikrofon i passende stereo afstand fra højtalerne (selvom de færreste båndoptagere kunne optage, eller afspille i stereo). Med råbet ”jeg optager!” trykkede operatøren samtidigt på play og record knapperne. Derefter skulle stuen helst forblive i absolut stilhed, indtil nummeret var færdigt og operatøren trykkede stop (det var ikke alle maskiner der havde en pause knap).

Kassettebåndoptagerens naturlige udvikling førte til Sony’s walkman, der tog verden med storm i 80’erne. Da ingeniøren Nobutoshi Kihara først fremviste sin opfindelse, blev der grinet godt i marketingsafdelingen. Hvem helvede ville købe en kassettebåndafspiller uden højtalere – get out of here Kihara!

Den viste sig nu at være meget praktisk og blev hurtigt markedsført udenfor Japan. Oprindeligt hed den faktisk kun Walkman i Japan. Den hed Stowaway i Storbritannien, Freestyle i Sverige og Soundabout i de fleste andre lande. I 80’erne besluttede man at Walkman burde bruges som globalt navn. Selvom det var en ren Sony opfindelse, så gik der ikke længe før andre elektronikfirmaer fik samme ide. Den originale Walkman var dyr, så der kom hurtigt langt billigere (og dårligere) efterligninger på markedet. Walkman navnet gik efterhånden over i Diskman, så mini Diskman og derefter en række MP3 afspillere. Men der er nu noget ved de gamle plastik-knirkende apparater der lukker låget med et smæld.

Teknisk plastikvidunder fra Panasonic

Det gode liv med en Sanyo kassettebåndoptager

Den oprindelige Sony TPS-L2 Walkman

Udbuddet fra Sanyo

Udover opfindelsen af den ultra-transportable båndafspiller, så var 80’erne perioden, hvor et andet afspillerfænomen fødtes og døde. Der er muligvis ikke tale om ny teknologi, men jeg syntes alligevel den skulle nævnes. Jeg taler naturligvis om 3-i-1 musikcenteret.

Selvom ærværdige fabrikanter var med på bølgen, så er det klart skrammeludgaven der huskes bedst. De var normalt støbt i ganske billig plastik og indeholdt cirka 700 gram elektronik , hvilket gav dem et fuldstændig bizart vægt/størrelse forhold, hvilket igen resulterede i, at man nærmest kastede dem omkring, når man forsøgte at flytte dem.

Højkvalitets Disco Center fra Saba

Sidst, men ikke mindst, skal vi lige forbi den fotografiske del af udviklingshistorien. Billige og dårlige kameraer har altid eksisteret, men de havde deres storhedstid i starten af 80’erne, hvor enhver konfirmand fik tildelt et kamera til det populære 110mm kassette format.

Der var en hel række af dårligheder ved disse lommekameraer. Primært var optikken elendig, sekundært var 110mm formatet ikke meget bedre end trækulstegninger. Derudover var den billige plastikkasse sjældent lystæt i mere end 2 måneder, hvorefter alle billederne havde et pudsigt gyldent skær. Alt i alt en meget dårlig erstatning for de billige 36mm fotografiapparater der allerede var på markedet i 50’erne. Alligevel blev de utrolig populære og solgtes i mange variationer.

110mm kassetten passede i lommen (hvilket 36mm rullen også gjorde)

Nationalstandard til de Danske konfirmander i 80′erne

Endnu billigere end Kodak og i smart pink

Beskyttelsenkappen (der var svagere end selve kameraet), kunne bruges som greb