Stå lige helt stille

Fuck Newton!

Supervisor på biohazard holdet

Kunsten at placerer en reklame

Bykampscamouflage

WTF!

More WTF!

De fleste har sikkert set en tryllekunstner fange en kugle mellem tænderne. Det er et gammelt glansnummer, der gerne afstedkommer stor spænding hos publikum. Moderne tryllekunstnere som Penn & Teller, Paul Daniels og David Blaine har alle udført nummeret, men ingen af dem kommer i nærheden af de tidlige kuglefangere.

Oprindeligt var tryllekunstnere langt mere hemmelighedsfulde og gik gerne til yderligheder for at beholde et godt trick. Derfor var ”The Bullet Trick” i starten udført med kun en ganske lille sikkerhedsmargin. Det vil sige, at tryllekunstneren byggede tricket på et enkelt kneb, i stedet for at have kontrol over hele forestillingen som i dag. Dette gav langt mere troværdighed, men var naturligvis også meget mere farligt.

Indenfor tryllekunsten huskes en lille gruppe udøvere som ”The Twelve”. Det er de tryllekunstnere der gennem tiden er døde under udførelse af The Bullet Catch. De var alle professionelle indenfor faget. Så der er altså ikke tale om onkel Dum’s halvhjernede underholdning til tante Olgas fødselsdag.

Her skal vi stifte bekendtskab med et par af de mere berømte.

• I 1840 døde Arnold Buck fordi den frivillige skytte mente han burde hælde en håndfuld søm i løbet. Folk der forsøger at ødelægge et trick er kendt af enhver tryllekunstner, men ligefrem at myrde dem er måske lige i overkanten.

• 1869 var afslutningen for Adam Epstein, da et stykke af hans ladestok ubemærket knækkede af i løbet. Splinterne blev afskudt og dræbte ham.

• Måske ikke ligefrem en dødsfald der skyldes selve tricket, men under en forestilling i 1880 springer en tilskuer op og skyder Raoul Curran – Catch this!

• Chung Ling Soo var en berømt Amerikaner der optrådte (og levede 100%) forklædt som kineser. Han havde en system, hvor kuglen droppede ned i et hulrum når våbnet affyredes. Desværre havde han ingen militær baggrund og overså ideen med vedligeholdelse. Under hans sidste forestilling (England 1918) forhindrede snavs kuglen i at glide ned i hulrummet og ramte i stedet Chung Ling Soo i brystet. Chung udbrød:”Oh my God. Something’s happened. Lower the curtain.”. Hvilket var første, og sidste, gang hans publikum hørte ham tale engelsk.

• H. T. Sartell kendt som “The Black Wizard of the West”, var uheldigvis blevet uvenner med konen (der også var hans assistent). I 1922 skød hun ham på scenen.

Da H.G Wells i 1898 udgav bogen ”The War of the Worlds”, havde han nok ikke regnet med den behandling historien ville få i 1978, hvor Jeffrey (Jeff) Wayne udgav sin musikalske fortolkning. Det skal ikke forstås som en negativ kritik af Jeff Wayne, jeg tror bare ikke Wells havde regnet med det, hvordan skulle han i øvrigt også det eftersom Phonografen kun lige var opfundet. Ok, på den anden side er Wells jo science fiction forfatter, så måske havde han alligevel regnet med noget…..never mind!

Wayne var i 70’erne mest kendt som jinglemusiker og som medproducent for David Essex, men i hemmelighed gik han med en musicaldrøm. I perioden fra maj 1976 til juli 1977 lykkedes det ham, at overtale en lang række stjerner til at medvirke til en musikalsk genfortællingen af ”The War of the Worlds”. Richard Burton stod for fortællingen, mens sangere som Phil Lynott (Thin Lizzy), Julie Covington, Justin hayward og David Essex sang.

Til trods for den forholdsvis underlige kombination af progressiv rock og viktoriansk science fiction, så tilbragte albummet sammenlagt 290 uger på den Britiske album top-liste, og var blandt top10 i 22 lande.

Historien om angrebet fra Mars er i sig selv en fantastisk fortælling, der er blevet filmatiseret i utallige versioner (nogle som direkte fortolkning, andre som mere skjulte ”inspirationer”), men for dem med hang til godnathistorier, så er ”Jeff Wayne’s The War of the Worlds” simpelthen uden sidestykke.

I 2006 tog Wayne på en live tour i Irland og Storbritannien (dog uden Burton, der var repræsenteret af et hologram), Det var en stor success og året efter fulgte en turne i Australien og New Zealand. Selvom 2008 rent faktisk var pladens 30 års jubilæum, så er det først i år, at der kører en 30 års jubilæumstur. Desværre kommer den ikke forbi Danmark.

Album cover med HMS Thunderchild

Her er en lille smagsprøve og det er sikkert muligt at finde hele albummet i småbidder på Youtube

Med albummet fulgte et lille hæfte med malerier, så man visuelt kunne følge med i historien.

Kapslerne ankommer

Marsmændenes endeligt

Selv om Black Jack hverken er en dødshest, eller fra Arlington for den sags skyld, så var overskriften simpelthen for lokkende. Men hvem er Black Jack så?

Han var en kulsort hest af racen Morgan-American Quarter Horse og han gjorde tjeneste ved 3rd U.S. Infantry Regiment (kendt under navnet “The Old Guard”). Hesten var født i 1947 og blev indlemmet i hæren i 1952, hvor den han fik navnet Black Jack, efter General John J. (Black Jack) Pershing. Hans opgave var lidt speciel idet han var designeret ridderløs hest for regimentets begrevelsesoptog. Ikke nok med det, The Old Guard forestår alle Amerikanske statsmandsgegravelser, så Black Jack nåede at møde mange af de kendte. Hele tre præsidenter fulgte han til graven (Kennedy, Hoover og Johnson). Derudover fulgte han også den 5 stjernede general Douglas MacArthur til hans sidste hvilested.

Black Jack var i øvrigt den sidste US Army hest, der blev brændemærket med både ”US Army” og hans serienummer (2V56). Det betyder han var den sidste faktiske quartermaster-issue hest, hvilket ville svare til en Dansk HMAK hest som kan rekivreres gennem depotet.

Den ridderløse hest er en tradition der kan føres tilbage til Ghengis Khan, men den er måske endnu ældre. I USA bruges den stadig i forbindelse med præsidentbegravelser og begravelser af Army, eller Marine Corps, officerer af højere rang end Colonel (Oberst). Hesten bliver eskorteret efter kisten med et par sorte støvler sat omvendt i bøjlerne. Dette skal symboliserer den faldne leders sidste inspektion af soldaterne der fløger kisten.

Black Jack døde i 1976, efter en militærkarriere på 29 år. Han er begravet på Fort Myer i Virginia, som en af kun to heste der har fået en fuld militær æresbegravelse (den anden var Comanche, der overlevede slaget ved Little Bighorn).

Den nuværende ”Riderless Horse” er ”Sergeant York”, der eskorterede Ronald Regan til graven i 2004.

Black Jack på arbejde under Kennedys begravelse

Hans gravsten

Begrebet birdstrike omhandler ikke fugle der nægter at arbejde. Det kommer fra luftfarten, hvor piloter og andre flyvende mennesker deler luftrummet med de oprindelige brugere. Dem der kan engelsk, kan måske gætte på noget med uheldige møder mellem fugle og maskiner – hvilket er korrekt.

Det er ikke nogen spøg for fly og pilot, men i særdeleshed heller ikke for fuglen. Birdstrikes har været årsag til mange flyulykker (teknisk set er ethvert birdstrike en flyulykke) og har endda dræbt piloter direkte. Det skal dog siges, at det statistisk kun er en dødsulykke for hver milliard flyvetimer. Den samlede globale regning for skader osv. som følge af birdstrike, er beregnet til 1,2 milliarder dollars årligt. Så det er ikke nogen billig sport og slet ikke en økonomisk måde at jage fugle på.

Måske en lille smule mere grafisk end det vi plejer at bringe, men vi er jo alle sammen voksne mennesker, så mon ikke det går. Da den Østrigske pilot Hannes Arch vender om en søjle under Red Bull Air race World Championship i San Diego, rammer han en uheldig Pelikan på vej hjem fra arbejde. Hannes Arch vandt i øvrigt verdensmesterskabet i 2008, hvor disse billede stammer fra.

Her er resultatet af mødet mellem en Idaho Air National Guard C-130 Hercules og en Amerikansk ørn. Som det kan ses på øverste billede, ville mødet nok have faldet anderledes ud, hvis ørnen havde ramt 30 cm højere. Piloten sidder nemlig med ansigtet direkte bag vinduet med viskeren.

Her ses skaderne efter en King Air turboprop kolliderede med en større fugl. Som det ses kan det forrette seriøse skader. I dette tilfælde var det ikke langt fra, at flyet havde mistet styreevnen. Heldigvis for piloten var det kun fuglen der mistede styreevnen.

Anden verdenskrig blev udkæmpet mange steder og på mange niveauer. Fra commando raids udført af få veltrænede soldater, over bombeangreb med +1000 maskiner, til landsætningen af 1 million mand på Frankrigs nordkyst. Krigen blev naturligvis oftest udkæmpet ved fronten, men på den såkaldte hjemmefront kæmpede andre styrker for at opretholde en kampgejst i befolkningen og for at sørge for materiel støtte til de kæmpende. En kamp, der omend langt mere fredelig, blev taget ganske alvorligt at de kæmpende.

Et af deres våben var propagandaen, og de udøvende mestrede den til fulde – både på allieret og akse siden. Men hvad er så propaganda?

Propaganda er en mening udtrykt med det formål, at yde indflydelse på handlingen af individer og grupper. Modsat videnskaben, der beskæftiger sig med analyse og fakta, arbejder propagandaen langt fra ideen om undersøgelser og beviser – den skal bare udtrykke noget.

Veludført videnskab kan modstå både kritik og mikroanalyse, faktisk søger videnskaben disse, hvorimod propaganda hurtigt falder for selv den simpleste nærlæsning. Derfor er propaganda heller ikke skabt til at holde særligt længe. Den har et umiddelbart mål, som den ofte når forbavsende hurtigt, men læses den blot nogle år senere, så virker den som regel både latterlige og plat. Dette er naturligvis endnu mere udtalt, når målet for propagandaen ikke længere eksisterer, eller samfundet har ændret sig så virkemidlerne ikke længere forstås på samme måde.

Her er en serie Amerikanske plakater fra anden verdenskrig, der alle tjente det formål, at galvaniserer befolkningen til støtte for krigen.

Den Amerikanske civilbefolkning var drevet af HÆVN!

Soldaterne skulle holdes kampklare

Så man måtte vælge med omhu

Også almindelig trafiksikkerhed fik et krigsbudskab

Der var heller ikke noget med at pjække fra arbejde

Kvinderne blev logget ud i erhvervslivet

Selvom de åbenbart havde svært ved at holde kæft

Der blev ikke lagt fingre imellem

Er det ikke noget vi kender fra nutiden?

Selv maden blev en del af krigen

Ulven kommer!”

Det Tysk/Japanske krigsmonster

Skrivemaskinekrig

Kamp om det daglige brød

Afslutningsvis en ren klassiker

1660: Sverige og Danmark indgår en fredsaftale, kendt som Freden i København, der afslutter Karl Gustav krigene. Den sidste aftale, Freden i Roskilde, var ikke gået så godt og allerede efter 4 måneder (juni 1658) fløj de i totterne på hinanden igen. Selvom Danmark ved Københavnerfreden fik Bornholm (og dermed adgang til Østersøen), så havde vi for altid mistet Skåne, Halland og Blekinge (disse var allerede mistet ved Roskildefreden, men blev definitivt afskrevet i 1660). Desuden mistede Norgen Bohuslän til Svenskerne. Det var dog bestemt ikke sidste gang vi sloges med de blå/gule naboer, men det fik vi altså ikke de østlige egne tilbage af.

Karl Gustav smutter over isen i et ubevogtet øjeblik

1941: Det Tyske slagskib Bismarck bliver sunket af Royal Navy i nordatlanten. Den Tyske flådes største og mest moderne krigsskib, var på vej til de travle fragtskibsruter mellem England og USA, for at sætte en stopper for Briternes konstante tilgang af ressourcer. Det var planlagt, at Bismarck skulle sniges ud i nordatlanten, var at sejle op langs Norge og derfra slå en stor bue nordover mod Grønland. Planen faldt lidt fra hinanden, da den Britiske efterretningstjeneste (i besiddelse af en Tysk Enigma kodemaskine) fik nys om slagskibets rute.

21 maj fotograferede en rekognoscerings-spitfire det store slagskib nær Bergen og den Britiske flåde afsejlede øjeblikkeligt fra Scarpa Flow. Eftersom Bismarck kun var eskorteret af den tunge Krydser Prinz Eugen, mente admiralitetet at slagskibet HMS Prince of Wales og slagkrydseren HMS Hood sagtens kunne stå distancen.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Bismarch tog den ene og bankede den anden under slaget i Danmark stræde, hvilket pissede Briterne, og i særdeleshed Winston Churchill, alvorligt af. Begge skibe sank med et tab på 1428 mand (alle på nær 9). Tyskerne mistede ingen.

Briterne var nu temmelig opsat på hævn og kastede derfor alt tilgængeligt materiale after Bismarck. Resultatet udeblev ikke. Om aftenen den 26/5 angreb en lille gruppe aldrende Swordfish torpedobombefly det flygtende slagskib og skadede, med en enkelt torpedo, roret på Bismarck så alvorligt, at skibet nu var fastlåst på en nordvestlig kurs. Derefter var det en smal sag, at bringe den hævngerrige Britiske flåde på skudhold.

Tidligt om morgenen den 27 maj spottede den Britiske flåde deres bytte. Bismarck kunne på dette tidspunkt hverken styre eller sejle, så dets kolossale bevæbning kunne ikke anvendes til fulde. Det lykkedes forholdsvis hurtigt for den Britiske flåde, at ukampdygtiggøre Bismarcks kanontårne, hvorefter de uden modstand kunne pumpe granater på Tyskeren.

Lidt før frokost forsvandt Bismarck under bølgerne, stadig med flaget sat, hvilket imponerede de gamle Britiske søulke. Den Britiske flåde gav følgende retning til deres officerer: “For political reasons it is essential that nothing of the nature of the sentiments expressed by you should be given publicity, however much we admire a gallant fight”.

1995 af Bismarck’s 2200 store besætning døde.

I 1989 genopdagede Dr. Robert Ballad det store slagskib på godt 5 kilometers dybde. En undersøgelse af vraget viste, at Tyskerne muligvis selv havde hevet proppen ud og ladet Bismarck synke med æren i behold.

Bismarck i sin storhedstid

Slagskibet under 5 kilometer vand

I 70′erne og 80′erne havde de Polske filmmyndigheder en ide om, at folk meget hellere ville se hjemmelavede plakater, i stedet for de flygtlige kapitalistiske plakater Hollywood selv brugte som reklame. Derfor opstod der en helt særlig afart af filmplakater, der ikke bare var oversat til lokalsproget, men genfortolket af lokale kunstnere.

Det er vist et meget personligt valg, om man syntes de er bedre, eller værre, end originalerne.

Alien – den 8′ende passager

M.A.S.H.

Fluen

Dommedag nu

Tootsie

Rosemarys baby

Den uendelige historie

Wargames