Posts Tagged ‘sovjet’

24
Aug

Pimp my vacuum cleaner

   Posted by: admin    in Blandet, sovjet

Jeg har fundet nogle billeder af et usædvanligt køretøj fra 60ernes Sovjetunion. Jeg er ikke sikker på om køretøjet går under bil, eller kabinescooter, men jeg formoder det sidste. Den er tilsyneladende drevet af en Tjekkisk Jawa/CZ motorcykelmotor, med en eftermonteret køleblæser.

Meget mere er der desværre ikke at sige om denne besynderlige Russiske Torpedobil.

Skal jeg selv gætte på noget, så er den bygget over en droptank fra en Sovjetisk militærmaskine, lidt i stil med nedenstående V8 drevne So-Cal Speed Shop Belly-Tank Lakester fra 1949 – som vi nok skal se mere til senere…

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Tags: , , , ,

4
Aug

Ferieparadiset der forsvandt

   Posted by: admin    in Blandet, Historie

Byen Gagra i Abkhasien ved den Georgianske sortehavskyst har en lang og omtumlet historie. Området var først befæstet af grækerne i to århundrede før vores tidsregning – de gamle grækere kaldte dog byen Triglite.

Efter grækerne overtog de nye verdensherrer byen og under det romerske imperium kendtes den under navnet Nitica. Da det samlede romerrige faldt, overgik Nitica til dets østlige efterfølger, det Byzantinske imperium, der holdt fast i badebyen et par århundrede, inden det Georgiske kongerige Imereti annekterede hele Abkhazia provinsen. I den tidlige middelalder var byen kendt som en vigtig havn for de venetianske købmænd og navnet Gagra forekommer første gang på et italiensk kort fra 1308.

I det 16ende århundrede erobrede det Ottomanske imperium hele Abkhasien og de europæiske købmænd i Gagra blev smidt på porten. Herefter gik det ned af bakke for byen og da det Russiske imperium i 1800tallet invaderede Georgien, var Gagra ikke mere end en forfalden flække ved sortehavskysten. I 1866 viste en folketælling, at der boede 336 mænd og 280 kvinder i byen.

Omkring forrige århundredeskifte genopdagede Ruslands overklasse den lille havneby. Prins Peter af Oldenburg byggede et palæ med udsigt over byen og herefter strømmede den russiske adel til for at få del i herlighederne.

Storhedstiden som hjemsted for Ruslands overklasse varede ikke længere end overklassen selv. Revolutionen i 1917 satte brat en stopper for deres trang til overdådig luksus og deres private feriepaladser passede ikke ind i den nye regerings tankegang.

Det var sjovt nok ikke sovjetunionens socialistiske idealer der ødelagde dette Sortehavs St Tropez. Lenin, der ikke var uvant med badeferier, henlagde allerede i 1919 byen som ferieparadis for unionens arbejdere og luksusvillaerne blev ombygget til hoteller.

Under anden verdenskrig benyttede man de afslappede omgivelser til rehabilitering af sårede soldater. Efter krigen spredtes rygtet om den fantastiske sortehavsby og Gagra blev etableret som sovjetunionens riviera.

Gagra var en af sovjetunionens helt store feriemål indtil unionens fald i senfirserne. Selvom Abkhasien geografisk tilhørte Georgien, så anså store dele af befolkningen sig som en selvstændig nation og de politiske spændinger i området tiltog kraftigt i kølvandet på sovjetunionens fald. I starten af 1990erne udbrød der reel borgerkrig mellem Abkhasiere og Georgiere, hvilket resulterede i en de facto løsrivelse, der dog ikke er internationalt anerkendt. Lokalt har Abkhasien status som autonom region og Ruslands militær beskytter området mod Georgisk indgriben – der er dog stadig spredte kampe i området.

Løsrivelsen affødte et kraftig nationalisme, der førte til etniske udrensninger og landsforvisning af etniske Georgiere. Gagra var under løsrivelseskampene skueplads for de blodrigeste kampe i konflikten og oplevede efterfølgende blodige udrensninger og masseudvisninger. Byen faldt sammen på sig selv og det tidligere socialistiske ferieparadis endte som en spøgelsesby.

De følgende tre billeder viser hovedvejen til Gagra i henholdsvis 1964, 1982 og 2009. De efterfølgende billeder afspejler ligeledes byens forfald i samme periode – lukkede hoteller, overgroede promenader og sammenstyrtede paladser. Enhver der har ferieret ved middelhavskysten må kunne genkende træk i Gagra og dermed danne sig et billede af byens storhedstid. Et eller andet sted må man håbe at den ældgamle havneby kommer på fode igen, men desværre virker det ikke umiddelbart sandsynligt.

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 9.5/10 (2 votes cast)

Tags: , , , , , ,

30
Jul

So ein ding muss wir auch haben

   Posted by: admin    in sovjet

Efter anden verdenskrig gik det op for ledelsen i den italienske flyfabrikant Piaggio, at der sikkert ville gå en rum tid, inden de kunne leve af at sælge fly igen. Derudover var den Italienske økonomi på det nærmeste bankerot, ligesom landets industri var ødelagt af de allierede bombeangreb. Enrico Piaggio, søn af Piaggios grundlægger Rinaldo Piaggio, beslutter derfor, at trække familiefirmaet i en ny retning: privattransport.

Eftersom både ressourcer og privatøkonomi var en mangelvare, satser Enrico på et billigt alternativ til bilen og bliver inspireret af den Amerikanske styrkers Cushman motor scooter, der efter krigen ses overalt i landet. Piaggio overtaler deres designer Corradion D’Ascanio, der hader motorcykler, til at slå et par streger og se hvad der sker. Resultatet var et køretøj, hvor D’Ascanio havde forsøgt, at komme udenom de ting han hadede ved motorcykler. Primært sad køreren nærmest ligesom i en bil og sekundært havde køretøjet en beskyttelsesskærm, der hold køreren nogenlunde tør og ren. Vespa scooteren var født.

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Piaggio tog patent på scooteren i april 1946, under beskrivelsen: en praktisk og komfortabel motorcykel, med delene placeret rationelt og beskyttet af strukturdele. Endvidere med beskyttelse mod støv og mudder, der ellers kan sætte kørerens krav til fremtoning og elegance på spil.

I Sovjetunionen stod man efter krigen med et lignende dilemma. Stalin var ikke en mand der tog ”kørerens krav til fremtoning og elegance” særlig alvorligt, så de første par år forblev scooteren et rent vestligt fænomen. I 1953 døde Stalin imidlertid og Nikita Khrushchev, der overtog roret, var ikke så pernittengryn angående transportmidler. Khrushchev var en praktisk militærmand, der kunne se en løsning når han så en, så i løbet af et par år, omlagde man nogle produktioner og begyndte at spytte Sovjet scootere ud.

Designproblemer blev løst i vanlig Sovjet stil, ved simpelthen at kopierer Piaggios Scooter direkte. Den nye socialistiske scooter fik navnet Vyatka, efter området hvor fabrikken lå. Det var ikke bare selve køretøjet der blev kopieret. Vyatkas logo ligger usædvanligt tæt på Piaggios Vespa logo og hele situationen ville have udløst en international handelskrise, hvis man forsøgte noget tilsvarende i dag. Forskellige former for copyright og mønsterbeskyttelse tog man ikke så alvorligt i Sovjetunionen. Italienerne kunne jo bare komme, hvis der var noget med dem.

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Der var dog ikke den italienske kvalitet der var kopieret. Vyatka var en underdimensioneret udgave af Piaggios scooter. Den var 16kg tungere og havde halvt så mange heste (4,5 mod 8), hvilket betød en tophastighed på kun 70km/t (30km langsommere end Vespa). Vyatkaen blev alligevel umådelig populær i den såkaldte Khrushchev optøning, der gav den Sovjetiske ungdom en fornemmelse af frihed og muligheder. Desuden kostede den kun 350 rubler, hvilket kun var en brøkdel af prisen på en bil, som man i øvrigt ikke sådan lige kunne få fat i.

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

I sidste ende var Vyatkafabrikken dog ikke tilfredse med udelukkende at kopierer Vespaen, så de fremstillede også deres egne modeller, der dog stadig lugtede lidt af Vespa. V-150M havde en del forbedringer, blandt andet en centralt placeret motor, der fjernede den ubalance den sidemonterede motor havde skabt. Desuden havde den bedre støddæmpning, eftersom mange veje i Sovjetunionen bogstavelig talt tog livet af den spinkle Italiener-affjedring.

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Den sidste af en lang række Vyatka scootere rullede af samlebåndet i 1979. Efterspørgslen havde været faldende i nogle år og selv med nye modeller som Vyatka-Electron (med elektronisk tænding hugget fra Japanerne), kunne den lille scoorter ikke afsættes. I den 23år lange produktionshistorie fremstillede Vyatkafabrikken ikke mindre end 1,7 millioner scootere. Småting i forhold til Vespa, der i 1980 rundede 10 millioner enheder, men for et land med mangel på de fleste ting, så var Vyatka alligevel en produktionssucces. Det tog i øvrigt næsten 10år, at komme af med restlageret af Vyatka scootere.

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka var selvfølgelig ikke den eneste scooter fra Sovjetunionen. Maskinfabrikken Tula fremstillede deres egen scooter, ligesom både Java og Ural producerede en lang række modeller. Vyatka var dog den eneste der opnåede noget nær samme kultstatus som Vespa opnåede i vesten. I dag er Vyatkaen salmeobjekter der ofte passes og plejes ligesom klassiske veteranbiler.

Tula scooter fra 1961

Tula scooter fra 1961

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Tags: , , , , , ,

5
May

Rumnostalgi fra Sovjetunionen

   Posted by: admin    in rumfart

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Tags: , , ,

17
Feb

You only die twice

   Posted by: admin    in Historie

En del danske medier (navnlig Politikken) kan i dag meddele, at den ikoniske flaghejser fra Rigsdagsbygningen i Berlin 1945, døde i sin hjemby i Dagestan 92 år gammel. Manden der gik under navnet Abdulkhakim Ismajlov døde muligvis i går, men om han nu også rejste flaget på Rigsdagen er en helt anden historie.

Der skal ikke mere end en smule militærhistorisk viden til, for at vide den berømte flaghejsning er omgærdet med en del forvirring og det specifikke hændelsesforløb er hengemt i krigens tåger. Officielt var det Georgieren Meliton Kantaria og Russeren Mikhail Yegorov der hejste det røde flag 30 april 1945, men som altid når onkel Stalin var involveret, så er det en sandhed med passende modifikationer.

I virkeligheden var det Russeren Mikhail Petrovich Minin der hejste den røde fane på Rigsdagsbygningen. Fotografen Yevgeny Khaldei forsøgte at nå det historiske øjeblik, men et desperat udfald fra de omringede tyskere, forlængede kampene til 2 maj, hvor Khaldei endelig kunne nå op på bygningens tag. Her medbragte han en gruppe soldater, der blev fotograferet fra alle vinkler, mens de hejste flaget for anden gang. Her stopper historien dog ikke.

Faktisk var det en tredje mand der hejste flaget 2 maj: nemlig Ukraineren Alyosha Kovalyov. Men eftersom Stalin var fra Georgien, mente de officielle historieskrivere, at de nok var bedst hvis man puttede en Georgier i billedet. Nu var fotografiet jo taget, så man nøjedes med at ændre beskrivelsen. NKVD hev fat i Kovalyov og bad ham holde seriøst kæft!

Billedet gik naturligvis verden rundt, men det oprindelige fotografi var ikke dystert nok for de propagandavante Sovjetter, så man gav det en ekstra gang røg. Desuden var billedet skarpt nok, til at man tydeligt så to ure på den ene soldat – Russerne var berygtede for tyveri af tyskernes ure og skød gerne civile, der ikke ville slippe et lækkert armbåndsur.

Mikhail Petrovich Minin fik først sin anerkendelse 50 år efter krigens afslutning, da Boris Yeltsin i 1995 officielt gav ham æren – gad vide om der fulgte et guldur med?

Minin døde 10 januar 2008.

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 7.0/10 (1 vote cast)

Tags: , , ,

22
Dec

Genopbygningen af Stalingrad

   Posted by: admin    in Billeder, Historie

Anden verdenskrigs ødelæggelser ramte Sovjetunionen hårdere end noget andet allieret land. Af unionens mange sønderbombede byen, var byen storbyen Stalingrad, hvor der i 6 måneder var blevet kæmpet om hver eneste lejlighed, den hårdest ramte og i marts 1943, hvor Generalfeldmarschall Friedrich von Paulus overgav sine styrker og officielt endte slaget om Stalingrad, var der vitterligt ikke andet end ruiner tilbage. I Europa var det faktisk kun selve Tyskland der oplevede lignende ødelæggelser.

Selvom Stalingrad, der af naturlige årsager var tæt på Stalins hjerte, var et af Sovjetunionens præstigeværker og byen i 1945 var erklæret ”gorod-geroy” (Helteby), så stod det sløjt til med genopbygningen. Sovjetunionens pengetank var opbrugt under den lange krig og med en gryende ”Kold Krig” på horisonten, samt efterkrigstidens store mangel på materialer, var det oprustning og ikke byplanlægning der stor øverst på dagsordenen.

I 1947, 4 år efter Stalingrads befrielse, besøgte en amerikansk journalist byen og hjemsendte en fotoserie der dokumenterede Stalingrads næsten fuldstændige ødelæggelse. Beboerne, der var vendt hjem umiddelbart efter tyskerne forlod byen, boede stadig i en ruinhob der dårligt kunne kaldes en by. Industrien var så småt genoptaget i de ødelagte fabrikker, men arbejderne og deres familier led under kraftige rationeringer og mangel på både boliger og elementære forsyninger som gas, vand og elektricitet.

Sovjetunionen, og i særdeleshed Stalin, havde siden krigsafslutningen insisteret på en krigsskadeerstatning som Tyskland naturligvis ikke kunne betale. Derfor tilbageholdt man, ligesom i mange andre allierede lande, tyskere som slavearbejdere til landets genopbygning. Blandt Stalingrads ruiner arbejdede tyske krigsfanger i 1947 derfor stadig under militær bevogtning – stadig iført deres uniformer fra 1943.

Den sidste større hjemsendelse af tyske krigsfanger var i 1955, men der var enkelte der måtte vente længere – samt titusindvis der aldrig kom hjem.

stalin02

stalin01

stalin03

stalin04

stalin08

stalin011

stalin05

stalin06

stalin07

stalin010

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Tags: , ,

31
Oct

From Russia with love

   Posted by: admin    in sovjet

Så er vores Sovjet tema ved at være overstået. Det trak lidt ud, fordi jeg ikke fik postet alle artiklerne i september og måtte forskubbe temaet ind i oktober, hvor det sådan løb lidt ud i sandet.

Ikke desto mindre, så nåede vi igennem en række ting fra den del af verdenen. Det betyder ikke, at der ikke kommer mere fra den gamle sovjetunion, men det betyder at oktoberrevolutionen ikke længere har fortrinsret til steampunk.dk.

Inden vi slutter, skal vi lige en tur rundt i Rusland, så temaet afsluttes med et ægte vemodigt farvel til det smukke land – I give you: the beauty of Russia.

russia01_600x476

russia02_600x476

russia03_600x476

russia04_600x476

russia05_600x476

russia06_600x476

russia07_600x476

russia08_600x476

russia09_600x476

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 9.0/10 (1 vote cast)

Tags: , ,

28
Oct

Hvor er der stille nu

   Posted by: admin    in sovjet

I de tidligere sovjetrepublikker kan et gammelt forladt hus give adgang til overraskende eventyr. I storhedstiden havde unionen en kæde af luftforsvarsstationer der strakte sig tværs over USSR. Efter unionens fald, havde man ikke længere råd til at vedligeholde og bemande dette gigantiske netværk, så mange af stationerne blev forladt.

Der finder vitterligt tusindvis af disse koldkrigsstationer spredt ud over Sovjetunionens tidligere område. Mange er, som denne, ikke engang på militært område mere. Udover varslingsstationerne blev også store dele missilsilo-netværket forladt, ligesom mange militærbaser lukkede og slukkede lyset.

I det moderne Rusland er der gået sport i udforskningen af disse glemte anlæg og eventyrlystne russere trasker gerne de gigantiske skove tynde, i håb om, at finde nye glemte militærinstallationer. Vi vil i fremtiden se lidt mere på deres opdagelser, men først en lille underjordisk varslingsstation.

forladt01_600x399

forladt011_600x400

forladt03_600x397

forladt05_600x399

forladt06_600x399

forladt04_600x399

forladt07_600x399

forladt08_600x398

forladt010_600x399

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 9.0/10 (4 votes cast)

Tags: , , ,

27
Oct

Billeder fra det gamle Moskva

   Posted by: admin    in Billeder, Historie, sovjet

Reklame for biograffilmen “Det Indiske gravkammer” - 1927

Reklame for biograffilmen “Det Indiske gravkammer” - 1927

Kommunistpartiet marcherer på den røde plads

Kommunistpartiet marcherer på den røde plads

Lenins originale mausoleum i træ - 1927

Lenins originale mausoleum i træ - 1927

Murearbejdere ved muren til Moskvas Chinatown – bemærk boghandlen

Murearbejdere ved muren til Moskvas Chinatown – bemærk boghandlen

Tverskayagade, eller Gorkygade (1935-1990), fotograferet i 1927

Tverskayagade, eller Gorkygade (1935-1990), fotograferet i 1927

Moskva under vand i foråret 1928

Moskva under vand i foråret 1928

Moskvaflodens sneklædte bredder i senvinteren 1928

Moskvaflodens sneklædte bredder i senvinteren 1928

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 6.5/10 (2 votes cast)

Tags: , , ,

25
Oct

Forårsrengøring med dødelig udgang

   Posted by: admin    in sovjet

chernobyl01

Efter Chernobyl katastrofen i april 1986, brugte sovjetunionen umådelige kræfter på oprydning i det forurenede område. Katastrofens omfang kan være svær at overskue, men grundlæggende skyldes det en kædereaktion i kraftværkets reaktor nr. 4, der udløste en gigantisk dampeksplosion og senere en kemisk eksplosion fra undsluppet brint. Reaktorbygningen blev ødelagt af de to eksplosioner og selve kernen blev frilagt.

Store mængder af radioaktive partikler spredtes fra reaktoren og den blotlagte kerne antændte de 1700 ton grafit reaktoren anvendte som moderator. Røg fra det brændende grafit øgede koncentrationen af radioaktive partikler der spredtes fra Chernobylværket.

Umiddelbart efter ulykken ankom det lokale brandvæser og påbegyndte en ulige kamp mod den brændende reaktor. Strålingen var i de områder kraftig nok til at være dræbende efter få minutters omhold. Brandmændene blev ikke oplyst om de faktiske forhold og alle 40 døde kort tid efter katastrofen.

Branden blev endelig slukket 10. Maj 1986 og det blev besluttet at indkapsle reaktor nr. 4 i en armeret betonkappe. Derudover skulle uendelige mængder af maskineri og byggematerialer fragtes ud og ind af området.

Et særligt korps af næsten 800.000 ”Kuratorer” arbejde i Chernobylværkets brokker under oprydningen. Korpset bestod af atomkraftværkets personale, civilforsvaret, læger og sygeplejersker, konstruktionsarbejdere til indkapsling af reaktor nr 4, værnepligtige soldater og andet militærpersonale, samt en stor gruppe kulminearbejdere, med ekspertise i udpumpning af vand fra skakter og tunneller, til at holde vand fra brandslukningen fra at blande sig med grundvandet.

Et af de få billeder af det faktiske oprydningarbejde - dødelig strålingsdosis på godt 1 minut

Et af de få billeder af det faktiske oprydningarbejde - dødelig strålingsdosis på godt 1 minut

Oprydningen varede indtil 1992 og selvom reelle tal syntes at undvige forskere i katastrofen, så kunne man allerede i 1996 bedømme antallet af døde ”kuratorer” til 25.000. I følge en senere opgørelse fra Chernobyl organisationen, der varetager Kuratorernes interesser, er tallene i dag 60.000 døde og 165.000 invalide.

Folkene er i dag spredt over sovjetunionens tidligere stater, men deres værktøj og maskiner står opmagasineret tæt i katastrofeområdet som et minde om deres indsats. De fleste afgiver stadig en stråling på 10-30 røntgen i timen. Ikke nok til at slå dig ihjel, men nok til en seriøs gang tømmermænd.

cher03

cher02

cher04

cher01

cher06

VN:F [1.8.2_1042]
Rating: 7.0/10 (1 vote cast)

Tags: , , ,