Ok, jeg løj lidt i overskriften. Luftskibet Norge var ikke en ægte Zeppeliner, det var et Italienskbygget halvafstivet luftskib bestilt af den norske eventyrer Roald Amundsen i 1923. En ægte Zeppeliner er naturligvis bygget af Grev Ferdinand von Zeppelin i Friedrichshafen, selvom navnet efterhånden er blevet synonym med luftskibe i almindelighed – men altså ikke her på steampunk.dk.

Det var luftskibepioneren Umberto Nobile der fremstillede Norge, efter Amundsens specifikke krav om tilpasning til arktiske forhold. Norge skulle nemlig til Nordpolen.

I 1926 fløj Umberto luftskibet til Vadsø i norge, hvor Amundsen og hans medhjælpere stod klar til turen. Herfra fløj de til Ny-Ålesund på Svalbard, hvorfra de ville forsøge at nå nordpolen. De var nu ikke de eneste, der havde fået den ide. På Svalbard mødet de Richard Evelyn Byrd, der også ville flyve til nordpolen, om end i en Fokker flyvemaskine.

Norge trækkes ud af hangaren

11. maj 1926 kaster de sig ud i det og flyver af sted udover isen. Der var 16 mand i den lille gondol, så den var godt pakket. Allerede 12. maj, efter en forholdsvis triviel flyvetur, når de nordpolen, hvor de nedkaster det Norske, det Italienske og det Amerikanske flag (ekspeditionen var finansieret af den amerikanske rigmand Lincoln Ellsworth, der også selv var med i luftskibet).

Next stop Nordpolen

14. maj ankommer de til den lille by Teller i Alaske og beslutter at lande, da vejret var begyndt at lukke ned omkring dem. Norge og hendes besætning blev således, og ganske udramatisk, de første, bekræftede, mennesker på nordpolen. Robert Peary, der i 1909 påstod han havde været der, anses for lidt af en fantast og hvis hans logbog skal holde stik, så må han have løbet hele vejen. Richard Byrd, der var fløjet fra Svalbard 9. maj, havde også unøjagtigheder i logbogen. Det formodes i dag, at han blot fløj ud over isen og cirklede rundt, indtil han kunne vende hjem og påstå nordpolen var nået.

Umberto Nobile var blevet bidt af nordpolsflyvning, så han byggede et nyt luftskib, næsten identisk med Norge, og stod allerede klar med luftskibet Italia i 1928. 11. maj fløj de atter ud over isen, men måtte vende tilbage efter kun 8 timer, på grund af kraftig overisning og problemer med styretøjet.

Italia ved afrejsen fra Italien

Umberto Nobile smiler mens tingene gik efter planen

15. maj startede de en succesfuld tur på 4000km, hvor de indsamlede meteorologiske, magnetiske og geografiske data. De opdagede også øgruppen Emperor Nicholas II Land, der i 1926 skiftede navn til Severnaya Zemlya (det nordlige land).

Nobile kigger ud over ismasserne

Umberto var ikke færdig med isen og 23. maj satte han af sted på sin tredje flyvning. Det skulle han nok ikke have gjort. 24 maj nåede han atter nordpolen, men den 25ende begyndte det at gå galt. Vejret var elendigt og deres højderor fastlåst i nedadgående position, hvilket, selvom de droppede alt ballast, nådesløst førte dem mod isen.

Italia ramte isen med et brag og luftskibet gondol blev flået af. Kaptajnen, der befandt sig i selve luftskibet skrog sammen med 5 besætningsmedlemmer, reagerede lynhurtigt og kastede nødforsyninger til de strandede på isen. Herefter drev luftskibet væk og er ikke set siden. På isen sad de 9 luftskib-passagerer nu pludselig mutters alene og uden store chancer for at blive reddet. Deres eneste glædelige ved situationen var, at kaptajnens snarrådighed havde givet dem forsyninger til et par uger.

Italias endeligt dramatiseret for Italienske aviser

Da Italia ikke dukkede op i Norge som aftalt, begyndte folk at blive bekymrede. Den italienske facistregering under Mussolini, var ganske uberørte af situationen, men Norske, svenske, russiske og finske eftersøgningsoperationer blev iværksat forholdsvist hurtigt (5. juni). Der skulle dog vise sig, at disse operationer var langt mere omstændelige end først antaget.

18. juni flyver selveste Roald Amundsen mod Spitsberg, for at deltage i eftersøgningen. Flyet styrter i Barentshavet og Amundsen er ikke set siden (i august i år starter en ny eftersøgning, der håber at finde ham, men mon ikke han er død nu). Samme dag sætter den Italienske Kaptajn Sora, sammen med de to arktiske opdagelsesrejsende; danskeren Ludvig Varming og hollænderen Van Dongen, afsted på hundesælde for at redde Amundsen.

Amundsens eftersøgningsfly - eftersøges stadig

20.juni ser den italienske eftersøgningspilot de overlevende på isen. Han nedkaster forsyninger, men de fleste smadres, eller lander uden for rækkevidde.

23. juni lander den svenske pilot Lundborg og får reddet Nobile mod hans vilje. Da piloten senere vender tilbage efter flere overlevende, styrter han og strander med de andre på isen.

6. juli reddes Lundborg af hans kammerat Schyberg, der lover at vende tilbage efter flere overlevende. Desværre skifter han mening, efter han og Lundberg er i sikkerhed.

12. juli reddes de sidste strandede italienere af den russiske isbryder Krasin. Dog ikke inden, at Krasins overvågningsfly foretager en nødlanding og derfor også må reddes.

Den heltemodige isbryder Krasin

14. juli redder et svensk fly Sora og Van Dongen, der nu også var strandet på isen. Ludvig Varming havde selv bragt sig i sikkerhed tidligere. Hermed var redningsoperationen endelig overstået.

Som det måske kan forstås af denne historie, så er det ikke bare sådan lige, at flyve til nordpolen i luftskib. Derfor holdt man faktisk op med det pjat efter ulykken med Italia.

Tags: amundsen, eftersøgning, eventyr, flyvning, Historie, Italia, luftfart, luftskib, nordpolen, Norge, Peary, ulykke, Umberte Nobile, zeppelin

It never got weird enough for me.

Der er nok ingen Amerikanske forfattere, der har frydet og forarget så mange mennesker, som den vanvittige journalist Hunter S. Thompson. Kendt for lemfældig omgang med psykadelika, alkohol og skydevåben, samt en ikonoklastisk foragt for autoriteter.

Paradoksalt nok startede Thompson sin karriere i US Air Force, hvor han arbejdede som journalist for deres football hold. Han forlod luftvåbnet i 1958 med et voksende journalistisk talent og en beatnik indstilling til skriveriet.

Som ung under perioden der senere blev til The Rum Diary

Efter nogle år som journalist på en række forlag, både i USA og i forskellige sydamerikanske lande, endte han i San Francisco lige som stof og hippiekulturen begyndte at blomstre – Thompson kastede sig frygtløs ud i løjerne. I 1965 fik han chancen for at skrive en artikel om motorcykelklubben Hells Angles. Artiklen blev en kæmpe succes og Thompson fik hurtigt en række tilbud om bogudgivelse. Hans oprindeligt gode forhold til motorcykelklubben vendte, da de opdagede han ville tjene penge på dem. Thompson fik en alvorlig røvfuld, men besluttede alligevel at lade hans oplevelser med klubben udgive under titlen: Hell’s Angels: The Strange and Terrible Saga of the Outlaw Motorcycle Gangs.

Thompson efter sammenstødet med Hells Angles

Bogen blev et gennembrud for Thompson og det væltede snart ind med tilbud om magasinartikler fra alverdens publikationer, der ønskede en rapport fra det vilde liv langs den Californiske kyst. I 1969 valgte Thompson at flytte til Aspen i Colorado, men vedblev at skrive sine artikler og rejste en del rundt i landet.

I 1970 skrev Thompson en artikel med overskriften “The Kentucky Derby Is Decadent and Depraved” for bladet Scanlan’s Monthly. Artiklen blev ikke videre udbredt (gennem andre blade), men den lagde det litterære grundlag for Thompsons nye opfindelse: Gonzo journalistikken.

Gonzo journalistik gør sig bemærket ved en forholdsvis løs omgang med sandheden og et absolut vægten af skrivestilen, efter William Faulkner’s ide “fiction is often the best fact”. Thompson ikke bare opfandt stilen, han blev dens ukronede konge.

When the going gets weird, the weird turn pro

Senere samme år befandt han sig i Las Vegas, hvor han skulle dække motorcykelløbet Mint 400 for Sports Illustrated. Med Thompsons vanlige sans for udskejelser, blev turen en halv-fiktiv jagt på den Amerikanske drøm, iblandet et kaotisk orgie af sprut, kokain, syre og pot. Sports Illustrated nægtede at trykke artiklen, men to år senere blev oplevelserne til hans hovedværk: Fear and Loathing in Las Vegas: A Savage Journey to the Heart of the American Dream.

“The sporting editors had also given me $300 in cash, most of which was already spent on extremely dangerous drugs. The trunk of the car looked like a mobile police narcotics lab. We had two bags of grass, seventy-five pellets of mescaline, five sheets of high-powered blotter acid, a salt shaker half full of cocaine, and a whole galaxy of multi-colored uppers, downers, screamers, laughers and also a quart of tequila, a quart of rum, a case of Budweiser, a pint of raw ether and two dozen amyls. Not that we needed all that for the trip, but once you get locked into a serious drug-collection, the tendency is to push it as far as you can.”

Fear and Loathing in Las Vegas

Thompson under research til Fear and Loathing

Samme år som Fear and Loathing udkom, fulgte Thompson Richard Nixons valgkampagne for Rolling Stone Magazine. Artiklerne samledes og blev hurtigt udgivet som: Fear and Loathing on the Campaign Trail, 1972.

Efter disse to bøger var Thompsons navn slået fast med syvtommersøm. Han fortsatte med at skrive artikler og udgive bøger, mens hans liv bevægede sig fra det ene surrealistiske øjeblik til den andet. Thompson levede sit helt eget liv, med sine helt egne idealer. For ham bestod livet af det underlige, det skøre og det vanvittige. Ikke for sjov, for som han udtalte ”I shit on the chest of Fun”, men fordi det var selve livet, det var kernen i hans eksistens, det der fik ham til at være. Med hans egne ord:

“I hate to advocate drugs, alcohol, violence or insanity to anyone, but they’ve always worked for me”

Fra 80’erne begyndte Thompson at trække sig mere tilbage fra rampelyset. Han skrev stadig artikler til aviser og blade, men hans litterære arbejde i form af bøger stilnede af. Hovedarbejdet bestod af en serie på fire bøger kaldet the Gonzo Papers, der dog ikke havde helt samme energi som hans tidligere arbejde. I manges øjne var Gonzo blevet en tvær gammel hippie.

Who are you calling Gonzo?

I 1998 instruerede Terry Gilliam en filmatisering af Fear and Loathing in Las Vegas med Johnny Depp i hovedrollen. Filmen var en kæmpe succes og introducerede Thompson til en ny generation af læsere, der ikke kunne få nok af denne galning af et oldtidslevn. Hans bøger og artikler blev genoptrykt, gamle afviste manuskripter udkom pludselig i bogform og med et, var Thompson var lige pludselig gået hen og blevet lidt mainstream – pengene væltede ind.

Sine sidste år levede Thompson i hvad han selv beskrev som et ”fortificeret kompleks” i Colorado. Det hårde liv havde tæret kraftigt på hans helbred og han led af en række smertefulde kroniske skavanker. Det er selvfølgelig ingen der ved præcis hvilke tanker han havde om livet, men hans kone, der ikke levede med Thompson, modtog et brev den 16/2 2005, hvori der stod:

Football seasons over. No More Games. No More Bombs. No More Walking. No More Fun. No More Swimming. 67. That is 17 years past 50. 17 more than I needed or wanted. Boring. I am always bitchy. No Fun — for anybody. 67. You are getting Greedy. Act your old age. Relax — This won’t hurt.

Den 20 februar 2005 klokken 17:42 satte Thompson en revolver til tindingen og trykkede af…

Tags: fear and loathing, gonzo, hells angles, Historie, Hunter s thompson, journalistik, litteratur, nixon, psykadelika

Aviatrix, eventyrer, hesteopdrætter, våbensmugler og værtshusholder: Florence Lowe “Pancho” Barnes kunne skrive det hele på CV’et. Hun var født i en velhavende familie fra Pasadena i Californien, men denne livsstil passede aldrig den livsglade Florence. I 1924 sneg hun sig, forklædt som mand, ombord på et bananskib med kurs mod Mexico og tilbragte de næste mange måneden på eventyr i Mexico. Det var under denne rejse, at Florence fik øgenavnet Pancho, fordi red rundt på et æsel og derfor mindede hendes rejsekammerat om en karakter fra Don Quixote – figuren had faktisk Sancho Panza, men navnet Pancho hang ved resten af hendes liv.

Florence bliver til Pancho under Mexicos bagende sol

Da hun vendte hjem til USA, kedede hun sig bravt og besluttede derfor, at lære flyvningens ædle kunst. På dette tidspunkt var der kun en lille håndfuld kvindelige piloter, så de blev hurtigt kendt i hele luftfartsverdenen. Pancho fløj som stuntpilot for en række Hollywood film og deltog aktivt i 20’ernes store Air Races. I 1930 brød hun Amelia Earhart’s hastighedsrekord (for kvinder) med 196km/t i en Travel Air Type R ”Mystery Ship”.

Pancho med hendes Mystery Ship

Pancho og Eathart efter et Womens Air Derby

Hun var en fantastisk personlighed, der hurtigt tiltrak sig mange venner blandt de festglade filmstjerner og filmproducenter i Hollywood. Desværre havde hun intet begreb om økonomi, så da den store depression i 30’erne ramte Amerika, stod den tidligere millionøse uden en klink på lommen. Hårde tider var dog aldrig noget Pancho tog særligt højtideligt. Hun solgte sin lejlighed og købte et faldefærdigt landsted i Mojave ørkenen, tæt ved den lille militære flyveplads March Army Air Base.

Da anden verdenskrig startede, blev den lille flyvestation hjemsted for tusindvis af amerikanske soldater, og den iderige Pancho begyndte, at sælge forskellige vare til militæret. Efterhånden udviklede hendes farm sig til en lille kro, hvor soldaterne kunne slappe lidt af efter træningen. Pancho udvidede konstant sin forretning, først med en landingsbane (så hendes luftfartsvenner kunne komme på besøg), derefter en svømmepøl, så et hotel, en rideklub, en resturan osv. Panchos forbindelser i Hollywood sørgede for en konstant strøm af smukke unge piger, der kunne serverer for kunderne, det var dog ikke et bordel. Pancho gav stedet navnet: The Happy Bottom Riding Club.

Rideklubben i dens storhedstid

Pancho og Servertrisserne i klubben

Efter krigen blev den lille flyvestation ombygget til Amerikas største test og forsknings-flyveplads, hvilket afstedkom en ny bølge af gæster. Personligheder som Jimmy Doolittle, Buzz Aldrin og Chuck Yeager drak om kap og gik på jagt med Pancho i rideklubbens storhedstid. Desuden blev stedet frekventeret af en lang række Hollywood stjerner og forretningsmænd, der nød den direkte adgang fra landingsbanen og de ulovlige pokerspil i baglokalet.

Pancho og Yeager hygger sig ved klaveret i rideklubben

Desværre havde den bramfrie Pancho også en del uvenner i det Amerikanske luftvåben, og da flyvestationen, der nu hed Edwards Air Force Base, i 1952 skulle udvide, blev det besluttet at Panchos område skulle overtages af militæret. Pancho kæmpede en brav kamp mod den militære overmagt, og sidst i 1953 vandt hun overraskende ved alle instanser. Desværre var rideklubben brændt under mystiske omstændigheder kort tid forinden. Pancho flyttede til en mindre by i nærheden og luftvåbnet overtog hendes jord – den påtænkte baneudvidelse blev dog aldrig til noget.

Rideklubben som den henligger i dag

Pancho havde håbet at genstarte rideklubben på hendes nye ejendom, men omvæltninger i flyvevåbnets personalepolitik (de nye officerer var mere karriererfokuserede og Edwards basen tilbød nu lignende faciliteter) satte en kæp i hjulet for Panchos planer. I stedet brugte Pancho sine penge på dyre væddeløbsheste, som hun absolut ikke havde brug for i den Californiske ørken. Hendes landsted forfaldt og hendes venner spredtes for alle vinde efterhånden som luftvåbenet forfremmede og forflyttede dem.

I starten af 70’erne var hun ikke mere end en glemt posedame der boede i et skur i ørkenen. Hun var dog blevet diskuteret under en middag på Edwards basen og en gruppe personer besluttede, at undersøge hvad der dog var blevet af Pancho Barnes. De fandt hende i skuret, hvor hun råbte dem an med: ”er dette et officielt, eller en venskabeligt, besøg?”. Da de spurgte hende om forskellen, svarede Pancho i vanlig stil: ”Ved officielle besøg tager jeg min kunstige pat på”. Hun havde nogle år forinden mistet det ene bryst til brystcancer.

Året efter blev Pancho feteret som æresgæst ved den årlige ”Testpilot Reunion” på Edwards basen, hvor hun underholdt forsamlingen med bramfrie fortællinger fra de glade dage i rideklubben.

Til trods for sin status af genfunden kendis, døde Pancho fattig og alene i sit skur i marts 1975. Der skulle gå flere dage inden hendes søn fandt liget. Et sørgeligt endeligt for en person af hendes kaliber. Siden 1980 har personalet på Edwards Air Force Base afholdt en særlig Pancho Barnes dag på rideklubbens ruiner, med BBQ, alkohol og dans til orkester, for at mindes den livsglade flypioner.

Pancho med toppen af kvindelige piloter sidst i 20'erne

Pancho som hun nok helst ville huskes

Tags: air force, aviation, aviatrix, Historie, luftfart, pancho barnes, test flight

Blandt de Ydre Hybrider i farvandet nordvest for Skotland, ligger de små Flannan øerne, der egentlig ikke er meget mere end en håndfuld klippestykker der bryder havoverfladen. De er navngivet efter den Irske Skt. Flannan, der i det syvende århundrede havde et munkekloster på Eilean Mòr – den største af øgruppens øer.

Flannans klosterforretning gik konkurs i forbindelse med vikingetogter i det 9ende århundrede, hvorefter man syntes det var knap så skæg, at bo helt alene på Skotlands stormbruste småøer. De efterfølgende århundrede var øerne ubeboede, men dog mål for pilgrimsrejsende, der søgte syndsforladelse og andre tjenester fra klosterets hellige grundlægger. Det fortælles at pilgrimme med hatten i hånden gik i solopgangsretningen omkring Eilean Mòrs centrale plateau – det var åbenbart nok.

I 1890erne byggede man et 23m højt fyrtårn på Eilean Mòrs højeste punkt, så skibstrafikken kunne ledes udenom de skarpe klipper. Det var dengang man fik noget for pengene og fyrtårn plus tilhørende ladeplads opførtes for £6,914 – men så var al byggematerialet også fragtet direkte fra bådene til det 45m høje plateau ved håndkraft. Skt. Flannans fyrtårn blev tændt 7. december 1899.

Da dampskibet Archtor næsten nøjagtigt et år senere (15 december 1900) passerede Eilean Mòr i dårlig sigt, bemærkede de at fyrtårnet var ude af drift. Ved ankomsten til Oban i Skotland, rapporterede kaptajnen sin observation, men umiddelbart blev der ikke gjort noget ved sagen. Dengang opererede man altid fyrtårnet med en 4mands besætning, hvoraf en var roteret på landlov og 3 mand derfor altid stationeret samtidig på Eilean Mòr.

Lige efter jul 1900 ankom forsyningsskibet Hesperus med besætningens afløser, men bemærkede allerede ved indløbet, at Union Jack ikke blafrede fra fyrtårnets flagstang. Da de nærmede sig ladepladsen var helle ikke forsyningskasserne bragt ned fra fyrtårnet og endnu mere mystisk: ingen af tårnpasserne var mødt frem for at tage imod dem.

Besætningen fra Hesperus landsatte afløseren Joseph Moore, der fandt både havelågen og hoveddøren lukket. I selve fyrtårnet fandt han besætningens senge uredte, men derudover var der intet spor af hans kollegaer. Lidt ubehageligt til mode vendte han tilbage til Hesperus og rapporterede situationen. Et par besætningsmedlemmer gik derefter i land og sammen med Moore gennemsøgte de den lille ø – uden held.

Udover en væltet stol var der ikke det mindste spor af noget der kunne forklare hvad der var sket. Det eneste man fandt, var et sæt olietøj, der viste at en fra besætningen havde forladt fyrtårnet uden – hvilket var usædvanligt midt i december. Selve fyrtårnets olielamper var fyldte og klar til brug. Afløseren Moore forblev på Eilean Mòr sammen med et besætningsmedlem fra Hesperus, der herefter planmæssigt sejlede hjem for at rapporterer om situationen.

Efterfølgende brugte de to nye fyrtårnspassere lang tid, på at gennemsøge øen for spor af de forsvundne mænd, men de var som sunket i jorden, eller måske nærmere havet. Man fandt at øens vestlige ladeplads var kraftigt stormskadet, men ifølge besætningens logbog, var denne skade sket flere dage før de forsvandt – sidste notat var fra 15. december klokken 9 om morgenen.

Man har aldrig fundet hverken spor af besætningen, eller bare noget der kunne forklare deres forsvinden – de forsvandt simpelthen bare ud af verdenshistorien. Ekstra besynderligt er det, at arbejdsforskrifterne udtrykkeligt foreskrev, at der altid skulle være mindst én mand i fyrtårnet. Den sidste der forlod tårnet, var derfor i kraftig strid med reglementet og situationen må have været alvorlig. I eftertiden har horder af paranormale tågehorn naturligvis tilføjet flere skær af mystik til historien, så som underlige notater i mændenes dagbøger i perioden op til 15. december: vi fornemmer en tilstedeværelse på øen…..en skygge af ondskab osv. Osv.

Den bedste forklaring kom i 1995, hvor forfatteren Christopher Nicholson i bogen ”Rock Lighthouses of Britain: The End of an Era?” gætter på, at to mænd kunne have arbejder på at udbedre stormskaderne og den tilbageblevne i fyrtårnet, kunne have set en freak wave nærme sig øen. I et forsøg på at advare sine kollegaer, kunne han have forladt tårnet og begivet sig mod den vestlige ladeplads, hvorved hele besætningen kunne være blevet spist af kæmpebølgen han ville advare om – det er naturligvis ikke andet end gætværk. Denne udgave forklarer om ikke andet den væltede stol og det efterladte olietøj, den forklare dog ikke, hvorfor både havelågen og døren var forsvarligt lukket.

Historien om den skæbnesvangre december i 1900, hvor hele besætningen på Flannan Isles Lighthouse forsvandt sporløst, er derfor stadig et af disse herlige mysterier der pirre folk med nysgerrige sjæle og har inspireret både en opera (The Lighthouse fra 1979), en sang med den britiske popgruppe Genesis (The Mystery of Flannan Isle Lighthouse), samt et afsnit af den britiske science fiction serie Dr. Who (Horror of Fang Rock).

Eilean Mòr har været ubeboet siden fyrtårnet blev automatiseret i 1970.

Tags: fyrtårn, Historie, mystisk, Skt. Flannan

Tags: 50erne, Historie, kommunistforskrækkelse, McCarthyism, militær, red scare, skræmmepolitik

Det overrasker sikkert de fleste, at to travle astronauter på randen af menneskehedens største eventyr, tager sig tid til at besvare forholdsvis triviel fanmail, men ikke desto mindre fandt Neil Armstrong og Buzz Aldrin lejlighed til at besvare en afsindig bunke mail. Mindre end 3 måneder før de stod på månen, skrev de således udførligt til Jean Etienne fra Belgien og forklarede hvordan rumfartøjets varmeskjold var konstrueret. Desuden oplyste de missionens radiofrekvenser, så Jean Etiennes far, der var radioamatør, kunne følge transmissionerne fra NASAs store eventyr.

Det er umiddelbart en smule bekymrende, at fartøjet er beskyttet af sølvpapir og farvet plastik, holdt sammen med tape og hæfteklammer – men det virkede åbenbart efter hensigten.

Tags: buzz, Historie, NASA, neil armstrong, rumfart

Nyhavn var et af de københavnerprojekter det tog en årrække at gennemfører. Som med mange andre københavnske kendetegn, så har Nyhavn rødder tilbage til Christian 4 og hans storslåede byplanlægning. Før hans tid sluttede byen nemlig cirka ved enden af strøget, hvor den østre port stod. Udenfor var der eng og strand, med lidt spredt bebyggelse.

Kongen havde allerede i 1606 opkøbt 200 hektar jord i området, men udvidelsen af byen gik meget langsomt og først i 1660, under hans efterfølger Frederik 3, påbegyndte man det kanalprojekt der senere skulle blive til Nyhavn. Frederik 3 døde dog inden kanalen blev gjort færdig og det var først efterfølgeren Christian 5 der fik afsluttet arbejdet 19. oktober 1673, hvor man brød dæmningen og lod kanalen fylde med vand.

Set fra Kongens Nytorv mod Charlottenborg engang i 1700tallet

Tanken var at den nye kanal skulle opkaldes efter kongens halvbror Frederik Ulrik Gyldenløve (uægte kongesønner hed traditionelt Gyldenløve), der ejede et landområdet med palæ syd for kanalen: Gyldenløves Kanal. For københavnerne var det dog den nye havn og dette navn hang bedre fast. Palæet overgår i 1700 til enkedronning Charlotte Amalie og kendes i dag som Charlottenborg.

Da kanalen står færdig begynder kongen at forære grundene på solsiden (den uartige side) væk til driftige forretningsmænd, så der kan komme gang i byggeriet og havnen kan indtage sin plads i det københavnske handelsliv. Det var derfor stipuleret i skøderne, at ejeren skulle bekoste og vedligeholde et boltværk hvor grunden stødte op mod kanalen. Den modsatte side udgjorde til dels Charlottenborg og forskellige administrationsbygninger i forbindelse med flådeværftet på Bremerholmen.

Aftenstemning ved Nyhavn set mod Kongens Nytorv i 1905

Nyhavn var helt indtil for nylig en ægte havne- og værtshusgade og selvom det egentlig stadig er en værtshusgade, så er beværtningerne nu af en langt mere fornem karakter. De tørstige sømænd havde indtil 1904 for vane, at forrette deres nødtørft i porte og baggårde, men tilstrækkelig brok fra havnens beboere fik magistraten til at opfører 2 underjordiske toiletter ved Kongens Nytorv. Det var temmelig fornemme forhold, med egetræsdøre og messing håndtag, hvilket stod i stærk kontrast til deres kunder. Toiletterne gik derfor i mange år under tilnavnet Elverhøj.

Nyhavns fornemme Elverhøj pissoir med trængende kunde

Nyhavn var andet end slagsmål og fordrukne sømænd. Hvor havets gæve svende kommer frem, opstår der næsten altid en missionærtjeneste, der forsøger at hverve de stakkels sejlere. Nyhavn var ingen undtagelse og i perioden 1881 til 1906 lå Bethelskibet opankret for enden af kanalen. Her var der plads til en kop kaffe og et lille guds ord at støtte sig til, når man var langt væk hjemmefra. Skibet blev afløst af Nyhavns missionshotel, der stadig driver aktiv missionstjeneste i havnen.

Kongens Nytorv enden af kanalen er i dag kendt for mindeankeret, der opførtes til minde om de godt 2300 danskere der omkom i allieret tjeneste under anden verdenskrig. Ankeret kommer fra panserfregatten Fyn, der efter aktiv tjeneste henslæbte tilværelsen som kaserneskib på holmen. Før mindeankeret blev opført stod der et kors til minde om druknede sømænd.

Det er nu nok Nyhavns berygtede værtshusliv de fleste forbinder med den gamle kanal og der var da også et mindeværdigt leben i gaden indtil sidst 1980erne. Sigfred Pedersens berømte sang ”Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt” indledes med to værtshuse i hver sin ende af gaden: Shanghai og kahytten.

Kahytten lukkede i 1989 uden kvinder nogensinde havde fået adgang til det mandehørmende værtshus. Skulle en kvinde ved et uheld forvilde sig ned i Kahyttens mørke, så viste betjeningen hende høfligt men bestemt ud på gaden igen, hvorefter dørhåndtaget blev desinficeret med brændevin. Dronning Margrethes far Frederik 9 elskede at komme på Kahytten og traditionen fortæller, at kongen ved indtagelse af hans faste plads ved baren altid udtalte: Ha! Her kan hun sgu ikke finde mig.

Jeg kunne ikke finde et foto af Kahytten, så her er Huggebloggen på Amager - 1968

Udover den legendariske bæverding Kahytten, så har Nyhavn stort set haft værtshuse fra den ene ende til den anden. Det var Københavns vildeste område og kunderne kom fra de godt 20.000 fremmede søfolk der anløb København hver ugen. Dertil lægges 11.000 havnearbejdere og flere tusinde marinesoldater på Holmen. Nyhavn var deres område og almindelige københavnere satte sjældent foden i den brogede gade.

Desværre er de fleste gamle Nyhavns-værtshuse om nu omdannet til mere moderne restauranter og røvsyge cafeer: alt sammen kendt under den kedelige betegnelse ”spisesteder” – med adgang for kvinder. Af de gamle traditionelle knejper er der faktisk kun Hong Kong tilbage. Til gengæld har de åbent 24 timer i døgnet!

Tatovørerne var en anden af Nyhavns traditionelle forretninger. I tiden før de moderne tatoveringer, så var det mest sømænd der lod kroppen udsmykke med farverige tegninger. Ganske passende lå de små kældertatovører klemt inde mellem værtshusene og der er nok mere end en sømand, der er vågnet op med et varigt minde fra en druktur i København. Der er stadig et par tilbage i gaden, men nu hvor tatoveringer er mere velanset og udbredt, så er Nyhavn ikke længere knudepunkt for denne kunstart – de findes nu overalt i København.

I tiden siden anden verdenskrig er Københavns havn støt blevet mindre erhvervsagtig. Vi skal huske på, at vi bebor et ørige, hvor man indtil for ganske nylig sejlede vare mellem havnene, da transport over land simpelthen var for langsommelig og dyr. Havnene var derfor en central del af infrastrukturen. Efterhånden fik man dog bygget veje, jernbaner og broer, hvilket gjorde intern skibstrafik mindre nødvendig. I løbet af 1960erne blev også Nyhavn nedlagt som erhvervshavn og fragtskibene blev langsomt udskiftet med de veteranskibe der nu ligger fast i kanalen.

Trods Nyhavns nuværende skikkelighed, så er det stadig en tørstig og velbesøgt del af hovedstaden. På en dejlig solskinsdag kan man dårligt komme frem for øldrikkende mennesker, der nyder livet langs den gamle kanal. Heldigvis ser det også ud til, at vi får lov at beholde Nyhavn som åndehul i mange år fremover.

Kongens Nytorv og Nyhavn omkring 1900

Dengang Nyhavn stadig var en vigtig erhvervshavn - omkring 1910

Set fra Kongens Nytorv engang i 1950erne

Nutidens Nyhavn på en dejlig sommerdag - Skål!

Tags: Historie, københavn, nyhavn

Et af den amerikanske borgerkrigs mest legendariske fænomener, var det såkaldte Rebel Yell. Et kampråb anvendt af sydstaternes soldater, når de stormede nordstaternes befæstninger med opsatte bajonetter.

Selvom råbet er gået over i den amerikanske kulturelle mytologi, så er der faktisk stor usikkerhed om, hvordan the Rebel Yell egentlig lød. Der findes flere litterære beskrivelser af råbet og veteraner har på forskellige tidspunkter beskrevet det som et ”yee-haw”, et ”yee-aay-eee”, et ”wa-woo-woohoo”, eller et ”yay-hoo”, men det er jo muligt, at forskellige enheder havde deres egen udgave af råbet.

Man ved heller ikke hvor råbet stammer fra, men kampråb har været anvendt til at stive nerverne af i mange krige. Teorierne omkring the Rebel Yell går fra efterligninger af nordamerikanske indianeres kampråb, der var mange der kæmpede på sydstaternes side, til et tilpasset jagtråb, eller imitation af jagthundenes gøen under rævejagt.

Uanset den faktiske lyd og dens egentlige oprindelse, så var kampråbet et psykologisk våben, der havde stor effekt på nordstaternes tropper, når en mur af sydstatssoldater væltede frem over marken med vilde øjne og glinsende bajonetter.

“Then arose that do-or-die expression, that maniacal maelstrom of sound; that penetrating, rasping, shrieking, blood-curdling noise that could be heard for miles and whose volume reached the heavens–such an expression as never yet came from the throats of sane men, but from men whom the seething blast of an imaginary hell would not check while the sound lasted.”

-Colonel Keller Anderson of Kentucky’s Orphan Brigade

På 75års dagen for Slaget om Gettysburg mødte overlevende fra begge sider hinanden. Begivenheden blev dokumenteret af et filmhold og under ceremonien høres The Rebel Yell fra flere gamle sydstatsveteraner..

En anden optagelse stammer fra 1935, hvor en forsker optog råbet fra en den 90årige veteran Thomas N. Alexander. Der er unægteligt forskel på dette skrig og det øvre råb fra Gettysburg. Man fornemmer den skræk sådan et skrig kunne indgyde – dette er nok det tætteste man kommer på det ægte Rebel Yell.

Thomas N. Alexander: Rebel Yell

Tags: amerikansk borgerkrig, Historie, militær, Rebel Yell

Sidst i april 1945 rasede slaget om Berlin mellem Tyske og Sovjetiske tropper. Hovedstaden, der havde gennemlevet langt over 300 bombeangreb indenfor de sidste par år, var intet mere end en rygende dynge ruiner, hvor de kæmpende sloges for hvert gadehjørne. Georgy Zhukov’s Første Belarussiske front og Ivan Konev’s Første Ukrainske Front havde sammenlagt mere end 1,5 millioner soldater på slagmarken. Mod dem stod godt 45.000 reelle tyske soldater og en forhutlet samling af cirka 40.000 børn og gamle kaldet Folkestormen.

Sidst i april 1945 var millionbyen Berlin en rygende hob af ruiner

Fra allieret side var der aldrig tvivl om udfaldet. Berlin var omringet og selvom Hitler havde haft styrker i reserve, så kunne ingen hær længere kæmpe sig frem til byen. Beboerne, der i mere end et årti var blevet tvangsfodret med nazistisk propaganda, håbede og bad dog stadig om undsættelse fra imaginære styrker vest for Elben. Tyskland havde dog ingen kampdygtige styrker tilbage – kun kampvogne uden brændstof og sultende soldater uden ammunition.

Den sidste højborg for det Nazistiske styre: Hitler's Führerbunker

Til trods for byens ufravigelige skæbne, kæmpede de sidste tyske soldater en brav kamp mod overmagten. De sovjetiske soldater havde tiden på deres side og rykkede systematisk og ødelæggende frem mod nazistyrets centrale højborg: Førerbunkeren. Selvom de Sovjetiske tropper viste, at dette var krigens sidste dage, så holdt de sig ikke tilbage på slagmarken. Mere end 20.000 Sovjetiske soldater døde under slaget om Berlin – mod tyske tab på 22.000 soldater og mindst 22.000 civile. Disse tal er for selve Berlin. Det samlede tal for hele Berlin-kampagnen var henholdsvis 460.000 døde Sovjettropper og mindst 81.000 døde tyske tropper – disse tal er et yderst konservativt estimat.

Stjålne renæssancemalerier fra Milan efterladt og ødelagt i bunkeren

Den 29 april krydsede Sovjetiske chocktropper floden Spree og begyndte at omringe regeringsbygningen. Deres artilleri havde allerede Rigskansleriet indenfor rækkevidde og deres kampvogne bevægede sig støt frem mod Moltkebroen. I Kansleriets underjordiske bunker fandt Hitler sine planer for et tusindårsrige endegyldigt afsluttede og om morgenen den 30 april satte han sin pistol for tindingen og endte sit liv. Samme dag indtog de Sovjetiske tropper endelig Rigskansleriet – efter hårde selvmordsagtige kampe.

Krigskorrespondenter undersøger den blodige sofa, hvor Hitler skød sig selv

Der var nu omkring 10.000 tyske soldater tilbage i byens centrum, samt et ukendt antal medlemmer af Folkestormen. De var omringende og blev langsomt presset fra alle sider. Den tyske generalstabschef Hans Krebs indså først på dette tidspunk, at de lovede undsættelsestropper under ledelse af General Alfred Jodl ikke var andet end en galnings fantasi – Berlin ville falde.

Haven i Rigskansleriet, hvor Hitler og Eva Braun blev brændt

1 maj forsøgte Krebs, der talte Russisk, at indgå en aftale med Chuikov, men han havde ikke bemyndigelse til at accepterer den betingelsesløse overgivelse Sovjetterne forlangte. Den sidste rest af nazityskland var stadig styret af partiets megalomane drømme, personificeret af Hitlers officielle arvetager: Paul Joseph Goebbels.

Skyndsomt efterladt SS officerskasket på gulvet i førerbunkeren

Goebbels tid som Reichskanzler blev ganske kort. Allerede om aftenen den 1 maj beordrede han SS manden Helmut Kunz, til at likviderer de seks Goebbels-børn med morfinindsprøjtninger, hvorefter deres mor knuste en cyanidkapsel i munden på dem. Goebbels og konen gjorde herefter kollektivt selvmord i Rigskansleriets have. Krebs havde herefter frit spil til forhandlinger med de Sovjetiske styrker. En opgave han dog ikke selv magtede, hvorfor han i stedet sendte artillerigeneralen Helmuth Weiding – Krebs gjorde efterfølgende selvmord.

Et pengeskab i bunkeren efter besøg fra langfingrede Sovjetiske soldater

Den 2 maj 1945 overgav Berlin sig endelig og faldt dermed i hænderne på hævnlystne Sovjetiske tropper, der plyndrede byen efter forgodtbefindende. De tilbageværende tyske tropper blev transporteret til lejre i det Sovjetisk kontrollerede område øst for Berlin og meget få af dem nåede nogensinde hjem igen. Berlins civile befolkning var overladt til deres egen skæbne, i en by hvor intet længere fungerede og hverken mad eller drikke kunne fremskaffes.

Den sønderbombede hovedstad: næsten mennesketomt og med absolut stilhed blandt ruinerne

Der er ikke tradition for at føle med de titusindvis af tyskere, der efterfølgende henslæbte livet blandt Berlins rygende ruiner, men selv nazitysklands civile var civile. I perioden umiddelbart efter Berlins fald antages det at over 100.000 civile døde som direkte følge af den Sovjetiske besættelse. Dertil lægges et ukendt antal voldtægter, der skal tælles i hundredetusindvis – ofte med døden til følge, enten direkte af vold, eller ved et efterfølgende selvmord.

En Amerikansk GI latterliggør nazismen i ruinen af Berliner Sportspalast

Kombinationen af hærdede Sovjetiske krigsveteraner, der ofte havde kæmpet hele vejen fra Stalingrad, og den sårbare civile befolkning, var opskriften på en humanitær katastrofe. Til trods for Sovjetiske officerers hårdhændede uddeling af straf, til tider dødsstraf eksekveret direkte på stedet, var der reelt ikke mulighed for at kontrollerer de hundredetusindvis af soldater. Helt indtil sensommeren 1945 var Berlin i hænderne på næsten uregerligt Sovjetiske tropper, der behandlede den uden hensyntagende til beboerne. Enhver uniformeret tysker, det være sig buschauffører, eller brandmænd, blev anset som fjendtlig soldat og likvideret hvor de blev fundet.

Sovjetiske tropper poserer ved bronzeørnen der før prydede Rigskansleriets dør – nu krigsbytte

Da amerikanske styrker ankom til byen en måned efter overgivelsen, var det gennemsnitlige kalorieindtag blandt Berlins befolkning under 700 kalorier. Udover de områder hvor Sovjetiske tropper holdt til, så var Berlin uden nogen form for kontrol. Overladt til sig selv henfaldt dele af byen til en kaotisk tilstand af anarki i ordets værste forstand. Tyveri og mord blandt borgerne var ikke længere anset for uacceptabelt og selv byens bedre borgere tog del i plyndringerne. Berlin i sommeren 1945 levede vitterligt under den stærkes lov – med en forudsigelig konsekvens for de svage.

Sovjetisk Grafitti ved indgangen til kansleriet – Jeg var her, jeg overlevede!

Der skulle gå mange år før Berlin atter kunne genkendes som en storby. Voldtægter og tyveri fortsatte ufortrødent indtil cirka 1948, hvor den kolde krig nødvendiggjorde en mere omsorgsfuld Sovjetisk holdning. Befolkningen havde dog allerede forinden lært at leve under de bizarre efterkrigsforhold og uden styring, eller ordre, var de overlevende kvinder begyndt på oprydningsarbejdet. Kæder af udsultede kvinder stod langs vejene og fjernede møjsommeligt byens ruiner sten for sten – Berlin Kommt Wieder!

Næsten perfekt symbolik i støvet foran Rigskansleriet – Tusindårsrigets endeligt

Tags: anden verdenskrig, berlin, førerbunker, Historie, militær, slaget om berlin