6. juli frigives et nyt gratis Massively multiplayer online game (MMO), som selveste NASA har stået bag. Spillet foregår ude i fremtiden (2035), hvor menneskeheden har oprettet baser på månen og for alvor er gået i gang med bemandet udforskning af solsystemet. Spillet hedder Astronaut: Mars, Moon and Beyond og den første release kaldes Moonbase Alpha.

NASA håber at spillet kan højne interessen for den videnskab rumfarten bygger på og samtidig virker som en platform for uddannelse – NASA har også en rolle i det amerikanske uddannelsessystem.

Man kan læse mere om Astronaut: Mars, Moon and Beyond på dette link:

www.astronautmmo.com

Tags: Astronaut: Mars Moon and Beyond, computerspil, mmo, NASA

Tags: 3d rendering, computergrafik

Mercury var ikke amerikanernes eneste rumfartsprogram i starten af 60erne. Ude i Californiens glohede Mojave ørken gik en håndfuld Right-stuffers og rodede med en raketdrevet flyvemaskine, der ikke bare kunne flyve afsindigt hurtige, den kunne også flyve højere end nogen anden flyvemaskine – intet bemandet fly har nogensinde fløjet stærkere og dens højderekord på 108km blev ikke slået før oktober 2004, hvor Spaceship One nåede 112km op over den selvsamme ørken. Maskinen, der blev opereret af en projektgruppe bestående af USAF, USN og NASA, var fremstillet af North American Aviation og drevet af en XLR-99 liquid-fuel raketmotor fra Reaction Motors, der ydede 60.000lbf thrust. Ude på Edwards Air Force Base gik denne maskine under det simple navn: X-15.

X-15 fløj første gang 17. september 1959 (med den mindre XLR-11 motor) og var den seneste af en række eksperimentalmaskiner, der var startet med Bell X-1 i 1947. X-planes som de blev kaldt, havde til opgave at udforske ekstreme områder indenfor flyvning, så som hastigheder, vingegeometri, vektor-thrust og som med X-15, at udforske fænomener omkring flyvning på grænsen til rummet.

X-plane serien af forsøgsmaskiner eksisterer endnu og det seneste skud på stammen er Boeings X-51 Waverider. En ubemandet hypersonisk scramjet demonstrationsmaskine, der fløj første gang i maj 2010. Nummerrækkefølgen er grundet projekternes uafhængighed ikke overholdt og X-54 er for eksempel stadig i designfasen, ligesom X-53 Active Aeroelastic Wing allerede fløj i 2002.

X-15 kunne ikke selv lette fra Edwards og måtte derfor løftes op i passende højde af en modificeret Boeing B-52 bombemaskine. En arbejdsgang der så maskine og pilot fastspændt under bombemaskinens højre vinge indtil de nåede omkring 12 kilometers højde. Herefter frigjorde besætningen i bombemaskinen deres last og overlod X-15 til piloten ombord.

Mand og maskine havde herefter en af to opgaver. Enten var flyvningen fokuseret på hastighed, eller så gjaldt det udforskning af ekstreme højder. I det første tilfælde var det bare sømmet i bund og tungen lige i munden. Højdeflyvningen derimod satte nogle andre krav til piloten. I de højder man opnåede under X-15s high altitude missioner, er atmosfæren så tynd, at flyets aerodynamiske rorflader ikke længere er tilstrækkelige til at styre maskinen. Derfor var X-15 udstyret med en række brintoverilte styreraketter i stil med rigtige rumfartøjer, så piloten havde mulighed for at komme helskindet ned igen.

Højdeflyvning startede med en cirka 80 sekunders brænding af motoren, der slugte næsten 8 ton brændstof og accelererede maskinen med 4G. Pilotens primære opgave var at holde den stigningsvinkel der var fastsat i flyvningens program. Devierede X-15 bare en enkelt grad fra den planlagte stigning, ville maskinen overskyde, eller underskyde, den planlagte højde med 10km. Præcisionsflyvning der ligger et pænt stykke over de fleste piloters formåen.

Efterhånden som X-15 nåede op i de tynde luftlag, skiftede piloten fra det normale styresystem med højre hånd på pinden og fødderne på pedalerne, til brintoverilte styreraketterne der blev kontrolleret med venstre hånd (den sidste udgave af X-15 havde kombineret styresystemet, så piloten kunne kontrollerer raketterne med rorpinden og pedalerne). Et par minutter efter bombemaskinen havde sluppet X-15, toppede den ud i mellem 80 og 100 kilometers højde og piloten oplevede nogle minutters vægtløshed, inden det gik tilbage mod Edwards Air Force Base.

Hjemturen foregik uden motor og piloten svævede X-15 tilbage mod landingsområdet (det var en stor udtørret sø og ikke en landingsbane som sådan). Svæveflyvningen var dog ikke sammenlignelig med de elegante hvide svævefly man kender fra Danmarks blå sommerhimmel. X-15 tordnede mod jorden i en vinkel på 40 grader og med over 5 gange lydens hastighed. I omkring 15km højde trak piloten maskinen ud af det stejle dyk og begyndte anflyvningen til Edwards. Når maskinen var under 5km over jorden trykrejstes maskinens brændstofsystem, for at forhindre urenheder i at trænge ind under landingen. Trykrejsningen måtte under ingen omstændigheder ske over den højde, da trykforskellen ville deformerer flyets brændstoftanke.

Med en spiralformet indflyvning svinede piloten hastighed af indtil han ved 550km/t og i cirka 1 kilometers højde satte flaps og gled ind på finalen. Godt 2 minutter efter påbegyndt landing sænkede han understellet (et næsehjul og to meder i bagkroppen) og et øjeblik senere tog X-15 banen med 370km/t. Hele turen fra bombemaskinen til landingen varede sjældent mere end 12 minutter.

I de 11 år X-15 var operativ foretog man 199 motorflyvninger. Programmet tillod kun 12 af Amerikas bedste piloter at flyve den eksotiske maskine, heriblandt Neil Armstrong, der som bekendt senere deltog i NASAs Apollo-program med stor succes. 8 af piloterne opnåede USAF astronautvinger med flyvninger over 80 kilometers højde (dengang anså USAF rumflyvninger for at begynde i denne højde) og en enkelt, Joe Walker, krydsede den såkaldte Kármán-linje i 100km højde – hele to gange endda.

X-15 satte også den nuværende hastighedsrekord for bemandede flyvninger, når man ser bort fra rumfærgen, da Pete Knight i oktober 1967 ramte 7273km/t (6,72 gange lydens hastighed). Den sidste flyvning foregik med Bill Dana ved roret i oktober 1968. X-15 forblev teoretisk operationel indtil december 1970, men selvom flyvning nummer 200 var planlagt til december 1968, så var Bill Danas flyvning uigenkaldeligt den sidste.

Modsat mange andre dyre programmer indenfor rumfarts og forsøgsflyvning, så fik de involverede organisationer fuld valuta for pengene og X-15 er muligvis det mest succesfulde af samtlige X-plane programmer. Data der blev indhentet af de 12 piloter, var i høj grad medvirkende til udviklingen af både Gemini og Apollo programmernes rumfartøjer. 2 af maskinerne (der blev bygget 5 i alt, hvoraf er 3 deltog i de faktiske flyvninger)er i dag udstillet i henholdsvis National Air and Space Museum og National Museum of the United States Air Force.

X-15 programmet var ikke uden uheld. Under en motortest i juni 1960, med North American Aviations legendariske tespilot Scott Crossfield i cockpittet, brød en ventil sammen og resulterede i en voldsom eksplosion, da XLR-99 motoren udløste sin kolossale kraft på et splitsekund. Crossfield var utroligt nok uskadt, men brokkede sig over, at brandslukningstjenesten havde overdænget ham med vand under aktionen. Situationen førte til den lidet eftertragtede avisoverskrift: ”X-15 explodes, pilot wets pants.”

En anden og langt mere tragisk ulykke kom i november 1967, hvor USAF major Michael J. Adams mistede kontrollen med X-15 i 70km højde og endte i et supersonisk spind (mach 5), hvorfra ikke engang Bob Hoover ville havde kunnet rette den op. Maskinen disintegrerede 18km over Mojaveørkenen og Adams mistede livet.

Tags: flyvning, NASA, rumfart, testflyvning, usaf, x-15, x-planes

Tags: videnskabens akademi

In det gamle Sovjetunionen så børn frem til sommerferien med en særlig form for gru. I socialismens ånd sendte man nemlig ofte sine poder på fjerne sommerlejrer med de unge pionerer. Det var egentlig ikke selve opholdet, der gerne var i selskab med venner fra den lokale pionerafdeling, men et lejerskoleophold 4-5 tidszoner væk fra moders trykke skørter, kan sparke benene væk under enhver 10årig.

Pionerbevægelsen har rødder helt tilbage til Ruslands spejderbevægelse der florerede før revolutionen i 1917. Under den Russiske borgerkrig kæmpede mange spejdere på Hvidehærens side og måtte efterfølgende enten flygte fra Rusland, eller gå under jorden sammen med spejderbevægelsen. Komsomol, Sovjetunionens unge kommunister, bekæmpede dog den overlevende spejderbevægelse og i løbet af få år forsvandt spejderne helt. For at holde fast i mange helt unge spejdere der nu stod uden fritidsbeskæftigelse, oprettede man en børnebevægelse (fra 10 til 15 år) i kommunismens ånd: De Unge Pionerer.

Pionererne var en børnepolitisk organisation i stil med Deutsches Jungvolk (egentlig Hitlerjugend for drenge under 15), som stort set alle Sovjetbørn var medlem af, eller havde en tæt forbindelse til. Pionerbevægelsen fandtes i de fleste kommunistiske lande (men også i det vestlige Europa) og selvom det officielt var frivilligt at melde sig ind, så havde de færreste børn i virkeligheden et valg – var man ikke Pioner, så var man en outsider.

Bevægelsen kan måske sammenlignes lidt med spejderbevægelsen, men modsat denne, så var Pionererne en politisk organisation, med tætte forbindelser til østlandenes socialistiske regeringer, eller lokale venstreorienterede partier.

I Sovjetunionen startede organisationens sommerlejre allerede i 1925, med den ”berygtede” Artek lejr på Krimhalvøens sortehavskyst. Første år var der ikke mere end 80 børn i lejeren, men op gennem Sovjetunionens storhedstid voksede den til enorm størrelse, med 150 bygninger og en kapacitet på 27.000 børn – fordelt over en række periode i løbet af sommeren. Artek eksisterer endnu i form af et internationalt børnecenter.

En anden af Pionerernes berømte lejre var Orlyonok (lille ørn) i Rusland, opkaldt efter en kendt Pionersang om en 16årig soldat fra den røde hær, der venter på henrettelse i fjendens fangelejer – hvad skete der med lille Peter edderkop og Hjulene på bussen? Orlyonok var en lejer specielt til dydige børn med høj moralsk fiber og gode karakterer i skolen. Den var derfor knap så typisk for en Pionerlejer, men til gengæld et sted, hvor man skulle skrives op flere år i forvejen.

Disse foto tegner måske et forholdsvist rosenrødt billede af livet i en Sovjetisk sommerlejer, men det var naturligvis ikke lutter smil og glade miner på Pionerbevægelsen sommerlejre. Der blev lagt vægt på fysisk aktivitet og opholdet var ofte et uendeligt helvede af timelange orienteringsløb, atletik og andre sportslige udfoldelser adskilt af iskolde afvaskninger. I aftentimerne fulgte tørre foredrag om marxismens herligheder.

Der var dog også lejre med fokus på mere akademiske udfoldelser. Børn med særlige interesser kunne møde ligesindede børn fra unionens andre områder og sammen dyrke deres interesse for geologi, fysik, teknologi, eller andre områder med potentiale for en akademisk karriere.

Det er svært at undervurderer disse Pionerlejres indflydelse på den moderne Russiske psyke. I 1973 blev der arrangeret over 40.000 lejer på organisationens mange ejendomme og næsten 10 millioner børn deltog. Det er derfor en oplevelse som stort set samtlige Russere over 30 har til fælles. Det er ikke fordi landet slæber rundt på en ballast af psykologiske traumer grundet de politiske sommerlejre, men snarer en følelse af patriotisme og nationalt sammenhold. Derfor er tilsvarende lejrene ved at få en mindre genopblomstring (dog uden Pionerbevægelsen og det solide politiske tilsnit) for børnefamilier der trænger til en billig ferie og en snert af godt gammeldags socialt kammeratskab

Herhjemme har vi haft tilsvarende ferielejre, der dog for størstedelens vedkommende var upolitiske, men nu hvor danske børn har anlagt sig lagte mere sofistikerede ferievaner, hører ideen ligesom til i en anden tid. Grundlæggende er der dog intet galt i at arrangerer økonomisk overkommelige ferieophold for børn. Det er måske knap så fedt, at blande for meget politik ind i løjerne.

Pionerbevægelsen lever stadig i en mindre målestok, med medlemmer fra tidligere sovjetvenlige lande som Rusland, Cuba, Vietnam og Nordkorea, men bevægelsen findes også i lande som Spanien, Portugal og Belgien.

Tags: Artek, ferie, kommunisme, Orlyonok, pioneers, Pionerbevægelsen, ussr

For dem der ikke lige fanger overstående billede, kan jeg fortælle, at den nye Iphone har et seriøst problem med kortslutning af antennerne når den holdes ”normalt” i venstre hånd, eller holdes lidt akavet i højre. Det skyldes at huden derved berør telefonens to antenner. Fejlen sneg sig forbi Apples kvalitetskontrol, fordi man havde mere travlt med at gemme den nye model under et beskyttende plastikhylster, end med at teste dens funktionalitet.

En bekymret Apple fanboy sendte Steve Jobs en mail om problemet, hvortil den iskolde forretningsmand ganske simpelt svarede: you are holding it wrong!

Tags: apple, iphone

Tags: java, video

Mon der kunne være noget bedre, end en tur ud i sommerlandet på en dampdrevet cykel?

I 1867 var amerikaneren Sylvester Howard Roper overhoved ikke i tvivl: det måtte simpelthen være den ultimative køreoplevelse. Derfor gik han straks i smedjen og varmede essen op. Reslutatet var en 2-cylindret dampmotor af støbejern fastmonteret på et cykelstel i nøddetræ, med jernbeslåede træhjul.

I en tid hvor cykler normalt var monstrøse væltepeter-modeller uden pedaler, var Ropers opfindelse, den afsindige vægt til trods, i en klasse helt for sig selv. Desværre er der ingen beviser for dette tidlige fartøjets egentlige funktion, men selvom han heller ikke tog patent på apparatet, så havde Ropers ganske simpelt opfundet motorcyklen.

Sylvester Howard Roper fortsatte med at udvikle sin Steam Velocipede og i 1895 (10år efter Karl Benz byggede den første motorcykel med forbrændingsmotor) kom den sidste model på gaden. Denne model var umiddelbart en stor succes. Den var langt mere driftsikker og var indrettet, så motorcyklisten kunne fjerne kullet fra kedlens brænder, når motorcyklen var midlertidigt parkeret. På den måde ødslede man ikke med det varme vand. Når motorcyklen skulle bruges igen, puttede man de glødende kul tilbage under kedlen og ventede på damptrykket – og så af sted over stok og sten.

I 1896 tog Roper sin motorcykel til The Charles River Bicycle Racetrack i Boston, for at fremvise maskinen og lokke industrien til at investerer i produktet. Efter et par opvarmnings omgange, ryddede man banen og gjorde klar til Ropers hastighedsdemonstration. Den første omgang på den 1,6 kilometer lange bane, blev kørt med tiden 2 minutter og 12 sekunder – altså en gennemsnitshastighed på godt 48kmt.

Efter den succesfulde tidskørsel ville Ropers for alvor vise maskinens kraft. Ugen før havde han uofficielt opnået en hastighed på over 60kmt og nu hvor Bostons motorinteresserede stod langs banen, ville han forsøge sig med denne svimlende hastighed. Ropers lukkede op for dampen og skød af sted langs banens brædder, men allerede efter få hundrede meter begyndte maskinen at slingre. Han havde nærværelse nok til at lukke ned for dampen, men Ropers mistede kontrollen og blev med stor kraft kastet af banen.

Da hans assistenter nåede frem til den forulykkede motorcyklist, blev det klart, at Sylvester Howard Roper havde mistet livet ved ulykken. Det blev dog senere klart, at Ropers var død af et hjertetilfælde og ikke som direkte følge af ulykken. Han var også 73 – en anseelig alder i 1896.Der var ingen til at overtage arbejdet og historien om Ropers dampdrevne motorcykler endte i sandet omkring The Charles River Bicycle Racetrack.

Selvom den dampdrevne motorcykel aldrig rigtigt fik fat i motorverdenen (det er knap så fedt at sidde med en kogende kedel under klunkerne), så var det alligevel begyndelsen til den motordrevne cykel. Da forbrændingsmotoren overtog markedet, faldt dampmaskinernes brugbarhed i værdi og efterhånden forsvandt de fuldstændig fra motorverdenen. Selvom enkelte firmaer, som Stanley Motor Carriage, kæmpede en brav kamp for dampmotorens overlevelse, med biler som Stanley Steamer og Stanley Rocket (der i 1906 satte hastighedsrekord med 204kmt), så stoppede produktionen stort set i starten af 1920erne.

Ropes begrænsede sig i øvrigt ikke kun til dampdrevne motorcykler. Blandt hans mange opfindelser finder vi symaskiner, værktøjsmaskiner, ovne, brandtrapper og den automatiske shotgun. Begge Ropers dampmotorcykler eksisterer endnu og er udstillet på Smithsonian instituttets National Museum og American History.

Tags: cykel, motorcykel, opfindelse, Steampunk, Sylvester Howard Roper

Tags: star wars, star wars alphabet