Dengang midt i 50erne, hvor det stadig rungede i ørene efter de første atomprøvesprængninger, så man frem til udnyttelse af atomenergien med stor glæde. På det tidspunkt var man endnu ikke helt klar over hverken faren, eller langtidsvirkningerne, fra radioaktiv stråling. Derfor forventede man, at den nye energikilde snart ville findes alle steder, hvor man brugte energi. Det ville være billigere end vand og man kunne simpelthen bare bruge løs uden betænkninger.

Ford deltog med stor glæde i denne atomare bryllupsrejse og i 1957 designede de konceptbilen Ford Nucleon – Intet mindre end verdens første atomdrevne bil. Det skulle være fremtidens bil og der var ikke blevet sparet på de futuristiske linjer. De karakteristiske 50er finner, var svunget en ekstra grad, den svungne forrude var et enkelt stykke glas og eftersom det jo var i billirets storhedstid, så fik Ford Nucleon selvfølgelig white-wall tires.

William Ford med en 3/8 model af Nucleon

Bilens motor var et Uran fissions kernekraftværk i lommestørrelse. Det var baseret på samme principper som kernekraftværket i en atomdrevet ubåd, men naturligvis skaleret en hel del ned. Kraftværket lavede vand til damp, der så drev to turbiner, en der var forbundet til en gearkasse og en der drev en elektrisk generator. Dampen blev bagefter fortættet i et kølesystem, hvorefter det tog turen en gang mere. Det var altså et lukket system og Ford Nucleon kunne i teorien kører så længe der var fissionsmateriale. Udskiftning, eller rettere ombytningen, af kraftværket var dog beregnet til cirka hver 8000km. Teoretisk ville Ford Nucleon også være både forurenings og støjfri.

Føreren og eventuelle passagerer sad foran den forreste hjulaksel, fordi sådan en atomreaktor kræver en usandsynlig klodset og meget tung mængde indpakning, hvis den ikke skal dræbe ejeren. Man var sjovt nok ikke synderligt bekymret for, at selv mindre parkeringsuheld kunne udvikle sig til en radioaktiv katastrofe. Faktisk syntes den amerikanske regering, at det var en rigtig god ide, så de kastede en mindre bunke penge i udviklingen.

Den smækre og strømlignede Ford Nucleon kom dog aldrig på gaden. Ford måtte simpelthen opgive at pakke det klodsede kraftværket ned i en størrelse der passede til en familiebil (selv en amerikansk familiebil). Samtidig var offentligheden begyndt at bekymrer sig over faren ved atomkraft og var efterhånden utilbøjelig til at kører rundt med et kernekraftværk i bagagerummet.

Der blev aldrig produceret en fuldt fungerende udgave af Ford Nucleon. Den er dog ikke desto mindre blevet ikonisk for 50ernes atomglæde. En ide der måske ikke udelukkende skal som bilindustriens foragt for den forurening sådan en kasse kunne have afstedkommet, men mere som et udslag af tidens generelle kærlighed til atomernes indre kræfter – lidt naivt måske, men det vat jo også atomalderens bryllupsrejse.

Tags: atomalder, atomkraft, bil, energi, ford, ford nucleon, Retro, teknologi

I juli havde steampunk.dk et tema om Apollo programmet og NASA’s glorværdige rejse til månen. Det må vi jo give dem kredit for, men NASA er som bekendt et nationalt anliggende og ligesom andre statslige institutioner, så har de haft deres andel af ledelsesmæssige flop og økonomiske rævekager.

Vi skal her se på nogle projekter der løb af sporet, løb amok, eller simpelthen bare løb ud i sandet. Det skal indskydes, at NASA ikke altid selv havde skylden, da skiftende amerikanske regeringer altid har jongleret med deres budgetter, men selvom NASA måske ikke altid bar den grundlæggende skyld, så kunne de måske have forudset beskæringerne og valgt nogle mere overskuelige projekter. Pengene kunne så være brugt på noget mere fornuftigt. Du ser for eksempel hverken Russerne, eller ESA, kaste så mange milliarder efter projekter der aldrig rigtigt bliver til noget.

Det første projekt er den berømmelige X-30 National Aero-Space Plane (NASP), der skulle have lettet og landet som et almindeligt fly. X-30 var udtænkt i begyndelsen af 80erne og selvom finansieringen var delt mellem NASA og en række amerikanske militærinstitutioner, så har det uden tvivl kostet NASA godt ½ milliard dollars. Som med mange projekter, så blev X-30 konstant dyrere, tungere og mere kompliceret. Det amerikanske forsvar ønskede et ”man-rated” fartøj fra starten, mens NASA mente en ubemandet testudgave ville være mere praktisk (og meget billigere). I sidste ende var det uløselige tekniske problemer og kraftigt stigende udgifter, der satte en stopper for X-30. Projektet blev lukket i 1992.

I 90erne var NASA tilbage i X-flyenes verden med deres nye projekt: X-34. Dette fartøj var ikke beregnet til rumflyvning, men udtænkt som et mindre testfartøj, der skulle udforske og afprøve nøgleteknologier for fremtidens genbrugelige rumfartøjer. Dengang var drømmene, at rumfærgen skulle afløses af endnu en rumfærge, men på længere sigt kunne NASA godt se, at et nyt fartøj af rumfærgetypen måske ikke var det bedste. Der blev fremstillet en motorløs model af X-34 som de lykkeligt trak rundt efter en lille bus, men længere kom projektet ikke. Samlet pris: 68 millioner dollars.

Endnu et afbrudt X-projekt stoppede ikke NASA fra at kaste sig over X-38. Dette projekt var, modsat X-34, tiltænkt som et vaskeægte rumfartøj. X-38 var forberedelserne til et såkaldt Crew Return Vehicle, der egentlig er en redningsbåd for rumstationer. Det var meningen, at ISS skulle have en X-38 tilkoblet, så hele ISS besætningen kunne smutte på samme tid; X-38 skulle nemlig have plads til 7 personer. Fartøjet var designet til at passe i rumfærgens lastrum, da X-38 ikke selv var beregnet på en launch. På tilbageturen, der var fuldautomatiseret, ville den lande som en hangglider. X-38 blev lukket efter man havde bygget en ubemandet, men flyvende, model og udført test-drops fra en B-52. Denne gang var det egentlig ikke fartøjet selv der var skyld i lukningen. I 2002 fik NASA simpelthen barberet deres budget og måtte skære nogle projekter fra. Samlet pris: Ca. 100 millioner dollars.

X-33 var egentlig et Lockheed-Martin projekt, men NASA havde naturligvis fingrene i bolledejen, da X-33 var intet mindre end et forsøg på et kommercielt opereret genanvendelig løftefartøj. En privat rumfærge med andre ord. Det var en ”Single-Stage-To-Orbit” teknologi demonstrator, der skulle danne grundlag for den senere udvikling af et faktisk rumfartøj (VentureStar). X-33 var derfor ikke beregnet til jordkredsløb, men til atmosfæriske test af forskellige systemer og teknologier, som den tiltænkte VentureStar skulle benytte. Da projektet blev lukket i 2001, havde Lockheed-Martin færdiggjort næsten 90 % af prototypen og 100 % af affyringsplatformen, med tilhørende support. Desuden havde de en skalamodel, der anvendtes til aerodynamiske tests. Igen var det en kombination af uoverstigelige tekniske problemer og eskalerende økonomiske omkostninger der fik NASA til at trække stikket ud. X-33 kostede NASA lige under 1 milliard dollars.

Disse projekter er naturligvis ikke de eneste økonomiske øretæver NASA har modtaget i tidens løb. Indenfor de seneste 30 år har andre projekter ligeledes trukket afsindige beløb fra det skrøbelige budget. Space launch Initiative var endnu en rumfærgeafløser, der nåede at trække 100 millioner dollars i årene 2000 til 2001. National Launch System var et raket-program delt mellem NASA og US Air Force. Målet var en ny løfteraket, men efter at have brugt godt 300 millioner dollars, opgav man projektet i 1993. Shuttle C var et ubemandet fragtfartøj, der lignede en rumfærge uden vinger og kostede 200 millioner dollars inden det blev droppet. Sidst, men ikke mindst, brugte man 2,2 milliarder dollars på udviklingen af Advanced Solid Rocket Motor, der skulle udskifte rumfærgens nuværende solid rocket løfteraketter. Ideen var, at lettere og kraftigere solid boosters ville øge rumfærgens løftekapacitet. Dette blev dog opnået ved at bygge en lettere hovedbrændstoftank i stedet.

Shuttle C

Tags: Lockheed-Martin, NASA, rumfart, rumflyvning, shuttle c, teknologi, venturestar, x-30, x-33, x-34, x-38

I begyndelsen var det intet, eller rettere, i begyndelsen var der kun ren mekanisk underholdning. Den enarmede tyveknægt var tivolis ukronede konge, mens flippermaskinen herskede på landets grillbarer og i biografernes foyerer. Men i USA, dybt nede i nørdernes mørke kældre, rørte et nyt bæst på sig: elektronisk underholdning.

De første elektroniske spil er næppe noget vi genkender som spil i dag, men forgængeren for alle videospil stammer fra fysikeren William Higinbothams forsøg på, at gøre rundvisning i Brookhaven National Laboratory lidt mere spændende. Higinbotham havde en baggrund i kernefysik og havde deltaget i Manhattan-projektet under krigen, så han viste hvordan man laver lidt spas. Higinbotham og hans medhjælper Robert V. Dvorak forbandt to små analogcomputere til et oscilloskop og fremstillede herved verdens første udgave af Pong – de kaldte det Tennis for Two.

Computerspillets åndelige forfader fremvises på Brookhaven National Laboratory i 1958

Skærmen fra Higinbotham tennisspil - nettet er i midten

I 1958 præsenteres spillet ved et åbent hus arrangement og til trods for spillets meget simple konstruktion, så stod gæsterne i timelange køer for at prøve maskinen. Året efter var spillet blevet udbygget med en 17 tommers skærm og en ”kraftknap” på kontrolmekanismen, der styrede spillerens slagkraft. Desuden kunne man nu justerer tyngdekraften, så gæsterne kunne se hvordan det ville være, at spille tennis på andre planeter. Efter arrangementet i 1959 pilles maskinen fra hinanden og Higinbotham fortsætter sit arbejde med atomfysikken. Han udelader at ansøge om patent, fordi han mener ideen er så ligefrem, at enhver umiddelbart kunne få samme ide.

Mange år senere indkaldes Higinbotham som vidne i en retssag mellem Atari og Magnavox, der udfordrer Magnavox’s patent på videospil. Det er håbet, at Higinbothams demonstration af det gamle tennisspil vil vise, at videospillet allerede var opfundet da Magnavox tog patent. Retten finder dog, at Higinbothams spil ikke kan sidestilles med Magnavox videokonsollen og herefter må andre håbefulde konsolfabrikanter betale penge til Magnavox for anvendelse af deres patent.

Ok, jeg ved godt at artiklens omtale af analogcomputere ikke passer med overskriften, men sådan er livet – det er en god overskrift.

Tags: computerspil, Historie, it, teknologi

De fleste af os voksede op i skællet mellem den analoge og digitale teknologi. I vores barndom/ungdom så vi spolebåndoptageren forsvinde fra markedet, men teknologien forblev i form af kassettebånd og videobånd. Samtidig kom digitale vare som spillekonsoller og elektroniske regnemaskiner på markedet. Det hele gav sådan en fornemmelse af, at der var noget bedre lige om hjørnet.

Noget af det første digitalgrej der blev almindeligt kendt, var den elektroniske regnemaskine, den såkaldte lommeregner (alene navnet giver en fornemmelse af hvor imponerede folk var). Jeg husker tydeligt, at mange firmaer stadig havde mekaniske regnemaskiner med håndtag til udførsel af beregningen (kasseapperater? Forget it!). De elektroniske regnemaskiner holdt deres indtog midt i 70’erne, hvor prisen var faldet til et fornuftigt niveau. Mit første møde med sådan maskine husker jeg faktisk stadig, selvom jeg ikke lige kan sætte årstal på. Det var på flyvestation Værløse, hvor min far den dag havde weekendvagt i operationsafdelingen. Vidunderet var en Texas Instrument TI-58 og jeg husker det fordi den kunne programmeres til at simulerer en månelanding. Selvfølgelig var det ikke et computerspil som vi kender dem i dag, men de små røde tal viste en brændstofbeholdning, samt en højde over månens overflade. Spilleren kunne så justere nogle parametre og ligesom leve sig lidt ind i de faktiske udregninger under månelandingen (Wow!).

I dag er det ikke månespillet jeg tænker mest på, men det faktum, at hele flyvestationens operationsafdeling kun havde EN lommeregner til deling. Der stod en fjernskriver i hjørnet, men ellers var ALT stort set som under anden verdenskrig.

Den fantastiske TI-58

Adler 81 – Regnekraft til hjemmebrug

Et andet fremskridt fra 70’erne, var muligheden for at optage programmer fra TV. Første gang jeg hørte om dette, så var jeg sikker på det var løgn. En smart ide, men helt uden fodfæste i virkeligheden. Nuvel, det viste sig altså at være sandt.

Østerhøjskolen, hvor jeg tilbragte mine folkeskoleår, havde et særligt AV rum, hvor deres audio-visuelle teknologi stod beskyttet mod elevernes små snavsede fingre. Rummet indeholdt oprindeligt en spritduplikator, kasser med farvet karton, skolens 16mm filmfremviser (med højtaler) og sikkert noget linoleumstrykgrej (Østerhøjskolen syntes at have uanede mængder af linoleum-teknologi). Engang sidst i 70’erne ankom en ny kasse i AV rummet. Det var skolens første VCR videomaskine (en klods af en sag). Skolen oprettede et særligt korps af teknik-kløgtige elever, der kunne betjene den dyre maskine. Teknisk var det jo et fremskridt, men hvor den gammeldags filmfremviser kunne vise både Tarzan og Far til Fire (begge i mono), så kom VCR systemet udelukkende med undervisningsmateriale – crap!

Efterhånden fik folk videomaskiner i hjemmet, men det var åbenbart ikke nok for producenterne. Ude blandt teknologifirmaerne opstod der nemlig en reel krig over videoformater. Hovedslaget stod mellem Sony’s Betamax og VHS fra JVC, men der var adskillige andre deltagere på slagmarken. Video2000 fra Phillips, Cartrivision fra Cartridge Television Inc, VX fra Panasonic og mange flere. Rygter vil fortælle, at VHS vandt krigen fordi de tillod pornoindustrien at benytte formatet, men i virkeligheden var det en fejlbedømmelse fra Sony’s marketingsafdeling der endte Betamax formatet. Oprindeligt havde de troet, at hjemmebrugere ville være tilfredse med den 1 times begrænsning de professionelle videofolk benyttede på U-Matic, mod at formatet havde en højere kvalitet og et lidt mindre bånd. Sådan var virkeligheden nu ikke. Folk syntes det var meget bedre, at VHS kunne optage hele 2 timer, hvilket passende svarende til de fleste Hollywood film. Inden Sony fik lagt fabrikationen om, så havde JVC sat sig på markedet med VHS. En plads de beholdt i 30 år.

Den sagnomspundne Grundig SVR4004

Betamax – slagets taber

Hvor generationen før havde nydt godt af transistorradioen, kunne musikelskere op gennem 70′erne benyttet kassettebåndoptageren til optagelse af deres ynglings musik. De små plastikkasser blev møjsommeligt placeret foran radioen, med den tilhørende mikrofon i passende stereo afstand fra højtalerne (selvom de færreste båndoptagere kunne optage, eller afspille i stereo). Med råbet ”jeg optager!” trykkede operatøren samtidigt på play og record knapperne. Derefter skulle stuen helst forblive i absolut stilhed, indtil nummeret var færdigt og operatøren trykkede stop (det var ikke alle maskiner der havde en pause knap).

Kassettebåndoptagerens naturlige udvikling førte til Sony’s walkman, der tog verden med storm i 80’erne. Da ingeniøren Nobutoshi Kihara først fremviste sin opfindelse, blev der grinet godt i marketingsafdelingen. Hvem helvede ville købe en kassettebåndafspiller uden højtalere – get out of here Kihara!

Den viste sig nu at være meget praktisk og blev hurtigt markedsført udenfor Japan. Oprindeligt hed den faktisk kun Walkman i Japan. Den hed Stowaway i Storbritannien, Freestyle i Sverige og Soundabout i de fleste andre lande. I 80’erne besluttede man at Walkman burde bruges som globalt navn. Selvom det var en ren Sony opfindelse, så gik der ikke længe før andre elektronikfirmaer fik samme ide. Den originale Walkman var dyr, så der kom hurtigt langt billigere (og dårligere) efterligninger på markedet. Walkman navnet gik efterhånden over i Diskman, så mini Diskman og derefter en række MP3 afspillere. Men der er nu noget ved de gamle plastik-knirkende apparater der lukker låget med et smæld.

Teknisk plastikvidunder fra Panasonic

Det gode liv med en Sanyo kassettebåndoptager

Den oprindelige Sony TPS-L2 Walkman

Udbuddet fra Sanyo

Udover opfindelsen af den ultra-transportable båndafspiller, så var 80’erne perioden, hvor et andet afspillerfænomen fødtes og døde. Der er muligvis ikke tale om ny teknologi, men jeg syntes alligevel den skulle nævnes. Jeg taler naturligvis om 3-i-1 musikcenteret.

Selvom ærværdige fabrikanter var med på bølgen, så er det klart skrammeludgaven der huskes bedst. De var normalt støbt i ganske billig plastik og indeholdt cirka 700 gram elektronik , hvilket gav dem et fuldstændig bizart vægt/størrelse forhold, hvilket igen resulterede i, at man nærmest kastede dem omkring, når man forsøgte at flytte dem.

Højkvalitets Disco Center fra Saba

Sidst, men ikke mindst, skal vi lige forbi den fotografiske del af udviklingshistorien. Billige og dårlige kameraer har altid eksisteret, men de havde deres storhedstid i starten af 80’erne, hvor enhver konfirmand fik tildelt et kamera til det populære 110mm kassette format.

Der var en hel række af dårligheder ved disse lommekameraer. Primært var optikken elendig, sekundært var 110mm formatet ikke meget bedre end trækulstegninger. Derudover var den billige plastikkasse sjældent lystæt i mere end 2 måneder, hvorefter alle billederne havde et pudsigt gyldent skær. Alt i alt en meget dårlig erstatning for de billige 36mm fotografiapparater der allerede var på markedet i 50’erne. Alligevel blev de utrolig populære og solgtes i mange variationer.

110mm kassetten passede i lommen (hvilket 36mm rullen også gjorde)

Nationalstandard til de Danske konfirmander i 80′erne

Endnu billigere end Kodak og i smart pink

Beskyttelsenkappen (der var svagere end selve kameraet), kunne bruges som greb

Tags: betamax, regnemaskine, Retro, teknologi, texas instrument, VCR, Video2000, walkman

Jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: de lovede os altså flyvende biler!

I 60erne kunne fremtiden ikke komme hurtigt nok, så driftige forretningsmænd publiserede bladet: Cars of the Future. Et magasin hvor nysgerrige kunne læse om blyfri benzin, fremtidens motorvalg og så få en forvisning om, at den flyvende bil var lige om hjørnet.

Tags: bil, magasin, Retro, teknologi

Det er ikke alle opfindelser der flytter vores teknologiske grænser, eller starter nye epoker i menneskehedens historie. Ganske små forbedringer er tit ligeså sjove som nye store tunge maskiner. Den Serbiske designer Damjan Stanković har nærmest specialiseret sig i disse forbedringer. Herunder viser Steampunk.dk en række praktiske opfindelser af den type der får folk til at udbryde: ja for helvede, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det!

VN:F [1.8.2_1042]

please wait...

Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

Tags: opfindelse, teknologi

Tags: reklame, sav, teknologi

Midt i 60erne byggede Naval Research Laboratory (NRL) en eksperimental satellitkommunikationsstation på en nedlang Nike missilbase i staten Maryland. Stationen bestod af en 20m parabolantenne og en mindre 10m antenne, begge med fuld satellitsporings kapacitet og krypteret datatransmission.

Stationen blev brugt under Vietnamkrigen, til udveksling af fotomateriale mellem Defense Communications Agency og efterretningskontoret i Vietnam. Programmet hed ”Compass Link” og havde en lignende mellemstation på Hawaii.

NRL Satellit anlægget blev yderligere anvendt til flådens UHF radiokommunikation, men i løbet af 90erne mistede den sin betydning og i 1998 blev områdets infrastruktur solgt som skrot på Ebay for $136.20.

De tilhørende bygninger er nu nedrevet, men stationens 2 parabolantenner står stadig tilbage på området.

Tags: forladt, militær, teknologi

1923 med Edison Recording cylinder og Dictaphone + cool Wright Flyer photo

Tabulating Machine Co bag Postsortering i Pennsylvania - 1920

Søde tabuleringspiger fremstiller Hollerith hulkort i 1920

Partikontor for National Woman's Party - Washington, D.C., 1919

15årige Ethel Selansky foran skrivemaskinen hos Standard Neckwear Co. I 1917

Government Printing Office, Washington i 1912 - bemærk de tidlige kviksølvslamper i loftet

Manuel sortering på New York post office i 1913 – bemærk spytbakken

Multi-processing hos Bonus Bureauets Computing Division - 1924

Tags: kontor, Retro, teknologi