En pose ristet astronaut, tak

I anledning af den internationale rumfartsuge, skal vi se lidt på General Electrics redningskapsel MOOSE (Manned Orbital Operations Safety Equipment). Da man i 1960erne begyndte at sende mennesker i kredsløb, var det af forholdsvis høj moralsk værdi, at man også kunne give dem en rimelig chance for at overleve begivenheden. GE gik derfor til NASA med ideen om et kompakt redningssystem, der i teorien kunne redde strandede astronauter. MOOSE bestod i al sin enkelthed af en kraftig plasticpose, en skumpatron, en lille raketmotor, og en faldskærm. Det vejede 90kg og kunne pakkes ned i en kuffert-stor beholder.

I en nødssituation var det påtænkt, at astronauten, iført sin rumdragt, skulle hoppe ud af rumskibet/kapslen, kravle ind i plastikposen og derefter affyre skumpatronen, der ville fylde posen med polyuretanskum. Nå astronauten således var støbt ind i redningsfartøjet, affyredes raketmotoren (bremsemotoren), hvorved MOOSE begyndte turen tilbage mod jorden. Et 6mm tykt (eller tyndt) varmeskjold i bunden af posen sørgede for, at astronauten ikke brændte op under re-entry. Når han var nede i en fornuftig højde (omkring 30.000 fod), skulle faldskærmen udløses manuelt. Herefter kunne flåden samle den nødstedte astronaut op. Simpelt og ligetil, hvis man altså ikke selv skal turen igennem.

NASA og (i særdeleshed) deres astronauter, havde ikke stor fidus til ideen og MOOSE blev skrinlagt sidst i 60erne. Det oppustelige varmeskjold lever dog videre i NASA’s Inflatable Re-entry Vehicle Experiment 3 (IRVE-3) og ESA’s Inflatable Re-Entry and Descent Technology (IRDT), der kunne tænkes anvendt, hvis mennesker en dag lander på Mars.

Be Sociable, Share!

• 
•