2 august 1958 kunne danske radiolyttere for første gang opleve noget helt nyt: Piratradio. Signalet kom fra den lille fiskerbåd Cheeta, der lå for anker nær Hven. Radio Mercur, som stationen hed, var intet mindre end verdens første skibsbaserede kommercielle radiostation. Voice of America sendte fra et amerikansk flådefartøj i middelhavet, men stationen var i sagens natur hverken privat, eller kommerciel. Om end Voice of America sikkert har inspireret holdet bag Radio Mercur.

Det lille oprindelige piratradioskib - Cheeta

I grunden handlede det hele om monopoler. Allerede i 20erne havde amatørradiofolk forsøgt sig med en privat station, der sendte fra Ryvangen og konkurrerede med Københavns Radiofonistation og Politikens Radio-Avis. Det hele faldt dog til jorden, da man indførte monopol i 1925 og samtidig grundlagde Statsradiofonien. Statsradiosymfonien havde som sagt monopol på radioudsendelser og deres programudbud faldt ikke i ungdommens smag – Statsradiofonien var, som navnet antyder, statskontrolleret og på tinge var der ikke stemning for Rock & Roll.

Teknikker i radiorummet på Cheeta

Radio Mercur blev hurtig utrolig populær og mændene bag fik mulighed for, at forøge flåden, med den noget mere rummelige Cheeta II, der blev placeret i Storebælt mellem Fyn og Sjælland. I 1962 blev den oprindelige Cheeta kraftigt beskadiget i en storm og blev efterfølgende bugseret til Københavns havn, hvor myndighederne øjeblikkeligt beslaglagde den. Resolut sejlede man Cheeta II til Øresund, hvor den overtog rollen som radioskib. Cheeta blev i øvrigt solgt til svenskeren Niels-Eric Svensson, der brugte den som radioskib for den svenske piratstation Radio Syd.

Faktisk startede Radio Mercur en sand bølge af skibsbaserede piratradioer i England, Holland, Sverige, Norge, New Zealand og De Forenede Stater. Den længstlevende var den Hollandske Radio Veronica, der sendte uafbrudt i mere end 14 år. Modsat mange af Radio Mercurs kollegaer i skibsradiobranchen, så foregik udsendelserne ikke på selve skibet, men var optaget i Mercurs studie i København og senere transmitteret fra skibet.

MV Cheeta II radioskib for Radio Mercur

Skuespillerinden og senere programleder i DR Hanne Rahlff som pirat

Ordet piratradio leder gerne tankerne hen på noget småt og amatøragtigt, men intet kunne være længere fra sandheden. Radio Mercur var en fuld professionel og kommerciel radiostation, der samtidig tjente mange penge. Deres studie i København huserede jævnligt musikkens største danske navne og havde desuden både nyheder, kulturudsendelser, familieprogrammer og radiohørespil. Radio Mercur havde også deres eget orkester under ledelse af Ib Glindemann.

Ib Glindemann og hans orkester ved Mercur villaen i Gentofte

Det mere rummelige senderum i Cheeta II

I 1959 skifter Statsradiofonien navn til Danmarks radio, dog uden synderlig ændringer i programfladen. Derfor kunne Radio Merkur ufortrødent fortsætte med at lokke danske lyttere fra nationalradioen. Efterhånden blev det dog for meget for regeringen. I starten 1962 vedtog man derfor en lov, der forbød enhver medvirken til radiopirateri, hvilket indebar, at Mercur ikke længere var beskyttet af internationalt farvand og deres studie i København nu også var ulovligt. Radio Mercur fortsatte dog udsendelserne, hvilket udløste en razzia, der endte med konfiskering af både skib og sendeudstyr. Radio Mercur gik af æteren 31. juli 1962.

Efter Mercurs lukning startede Danmarks radio i 1963 deres egen kanal i Mercurs mere friske stil. Den nye kanal var DR P3, som sendte moderne og populær musik i en mere uhøjtidelig atmosfære. En lang række af Mercurs radioværter flyttede direkte over til den nye lovlige station, deriblandt Pedro Biker den senere programchef i DR Anders Dahlerup.
Radio Mercur jingle

Low level navigation ved Mercur skibet

Tags: 50erne, 60erne, mc lucky star, mv cheeta, mv cheeta II, piratradio, radio, radio mercur, radio veronica

Fotografen William Gedney’s rejste rundt i Kentuckys minedistrikter i starten af 60erne, for at dokumenterer områdets ekstreme fattigdom. Hans billeder afslørede en verden, som selv hans amerikanske landsmænd var uvidende om. 50ernes velstand var strøget udenom disse backwater landsbyer, hvor tiden var gået i stå under depressionen.

Resten af Gedney’s billeder kan findes her.

Tags: 60erne, fattigdom, fotografi, USA, William Gedney

Tags: 60erne, boganmeldelse

I rumfartens gyldne dage i 60erne, kastede NASA et næsten guddommeligt skær af sig. Så kraftigt var skæret, at enhver forbindelse til Amerikas bemandede rumprogram, blev anvendt i markedsføringsøjemed – uanset om forbindelsen var nok så spinkel. De Amerikanske forbrugere var nemme at forfører. Rumfart blev set som den legemliggjorte fremtid og ethvert produkt, det blev tilbudt i glansen fra NASA’s teknologiske vidundere, måtte naturligvis være langt bedre end noget tidligere produkt.

General Foods Corporation havde siden 1959 solgt pulverbaseret saftevand med appelsinsmag under navnet Tang. Det var meningen at Tang skulle være en morgenmadsdrik i stil med appelsinjuice, men det lykkedes ikke rigtigt at få åbnet markedet. Til trods for at de lovede flere C vitaminer end rigtig appelsinjuice.

Under Gemini programmet var det kommet frem, at astronauterne havde for vane, at medbringe en pakke Tang, fordi vandet de drak i rummet smagte afskyeligt – det var et biprodukt af selve kabinesystemet. Den syrlige appelsin drik var langt bedre og NASA indførte det som en officiel del af astronauternes menu.

Tang var lige pludselig ikke bare en almindelig pulverdrik, det var brugt af selveste NASA og dermed blåstemplet som noget der gav rygrad, mod og mandshjerte – mødre blev opfordret til at vælge Tang til deres drengebørn.

Reklamen antyder, at Tang var valgt i skarp konkurrence med utallige andre drikkevare, som simpelthen ikke levede op til rumfartsprogrammets strenge krav. Intet kunne virkeligheden have været fjernere fra sandheden – Tang var noget en astronaut tilfældigt havde i lommen.

Efter Gemini ændrede man mad og drikkevandsystemt for Apollo, fordi fartøjet var beregnet til længere ture og flere besætningsmedlemmer. Drikkevare var nøje specificeret efter en diæt udregnet af NASA’s diætister. Der var stadig pulverdrikke ombord, men ifølge både Neil Armstrong og Buzz Aldrin, var der slet ikke Tang ombord under Apollo 11.

General Foods Corporation markedsførte dog stadig Tang som om pulverdrikken alene stod bag Apollo-programmets succes og at månelandingen havde været umulig foruden.

Tang blev i 1980erne overtaget af Kraft, men da havde de for længst droppet rumfartsreklamerne. Faktisk droppede de fleste firmaer deres marketingsforbindelse til NASA, da Apollo-programmet blev aflyst i 1975. Der sælges stadig Tang i Amerikanske butikker, men det sælges nu mest som færdiglavet sodavand, selvom det magiske rumpulver stadig kan købes – jeg bliver nok nød til at skaffe mig en dåse.

Tang var i øvrigt en af komponenterne i den eksplosive væske, som en gruppe muslimer i 2006 ifølge anklageskriftet, ville sprænge en række transatlantiske passagerfly i stykker med. Højeksplosivet Hexamethylene triperoxide diamine (HMTD) kan fremstilles med Tang som katalysator.

Tags: 60erne, NASA, pulversaftevand, sodavand, tang

Sprøde knallerter og sommerfest på stranden. Den følgende video viser 60ernes borgerlige ungdom i fuldeste flor. På lidt over 3 minutter formår den at løfte begrebet ” teatralsk” til uanede højder, med sine manisk smilende modeller og besynderlige Go-Go koreografi.

Selv hvis man prøvede hårdt, så ville det i dag være umuligt at ramme lige præcis den sære blanding af insinueret seksualitet og uskyldig landsbytosse naivitet, som denne type 60er video formår. Man kan kun se og måbe!

Videoens flødeagtige idioti til trods, så kommer jeg til at glæde mig til sommeren…..

Bemærk de dansende ved 0:52 og igen ved 1:47

Tags: 60erne, bobby vee, musikvideo

Lang tid før internettet overtog rollen som vores foretrukne visuelle stimulans, endda før Tv trængte ind i stuerne, herskede en anden visuel teknologi. I en tid, hvor de færreste havde råd til et kamera og endnu færre råd til rejser, kunne den eksotiske omverden opleves gennem et apparat kaldet View-Master.

Dette teknologiske vidunder blev introduceret på New York World’s fair i 1939 og var fremstillet af firmaet Sawyer’s. Apparatet gjorde det muligt, at se stereoskopiske billeder hvor som helst og når som helst. Produktet var beregnet til turistindustrien, hvor man forventede en klækkelig indkomst fra fremstillingen af stereoskopiske billedsamlinger, som View-Master entusiaster kunne købe på museer og i souvenirbutikker.

View-Master model A

Det var dog en anden kunde der sparkede gang i projektet, da anden verdenskrig gav den amerikanske militær en hidtil uset træningsopgave. I 1940 købte de 100.000 View-Master apparater og i løbet af krigen fik de fremstillet godt 6 millioner billeddiske.

Efter krigen var View-Master tilbage i turistbranchen, men indgik et indbringende samarbejde med Walt Disney Studios, hvor de fremstillede både apparater og billeddiske med de berømte tegneseriefigurer. Samarbejdet gav yderligere pote, da Disney i 1955 åbnede Disneyland, hvor de besøgende jublede over muligheden for at forevige deres besøg i stereoskopi.

Sawyer’s producerede også et 35mm kamera, der kunne optage de specielle stereoskopiske billeder, så brugeren selv kunne fremstille sine egne diske. Disse kunne dog ikke konkurrerer med almindelige kameraer og de forsvandt fra markedet i løbet af 50erne. View-Masteren selv var dog fortsat en succes.

Omkring 1960 kom de sidste seriøse View-Master modeller. Man forsøgte ihærdigt at tage kampen op med de billige og brugervenlige ”lommekameraer”, men midt i 60erne måtte man indse, at View-Master havde udspillet sin rolle som billedfremviser for voksne mennesker. Dette til trods for den række af forbedringer man havde tilført produktet. Blandt andet havde den nu sin egen lyskilde og optikken var forbedret betydeligt. Tiden for stereoskopisk sightseeing var simpelthen slut.

Det viste dig dog, at View-Master ikke sådan lige lagde sig ned og døde. Efter afslutningen på dens rolle i turistindustrien, rykkede View-Master ind i børneværelset og blev et af 60ernes mest populære legetøj. Disney stod stadig ved deres aftale, så der var godt salg fra den side. Desuden fandt flere filmproducenter en ekstra indkomst, ved at frigive View-Master diske fra deres nye film, så børn kunne genopleve biografens herligheder (næsten) hjemme på værelset. I dag ejer legetøjsgiganten Fisher-Price rettighederne til View-Master og fremstiller stadigvæk diske med stereoskopiske billeder.

Som med ethvert andet populært produkt, så dukkede der hurtigt efterligninger op. I vesten var markedet temmelig godt dækket af den ægte View-Master, men østpå kom de lokale stereoskopiske billedapparater på hylderne, inklusiv sightseeing diske med turistattraktioner og behagelige billeder fra det socialistiske samfund. Jeg tvivler på der stadig er en marked for View-Master kopier, men vi kan da lige se lidt på en model fra Bulgarien.

Bemærk lige at gyngen er en aflagt jetjager

Tags: 50erne, 60erne, disney, souvenir, view-master