Mange regimenter har en maskot, men kun ganske få militære maskotter opnår ære gennem kamp. Under første verdenskrig rejste Stubby, der var en blanding af Boston Terrier og Pit Bull, med 102nd Infantry, 26th (Yankee) Division til Frankrig, for at deltage i kampene mod den frygtelige Tysker.

Det var soldaten John Robert Conroy der oprindeligt havde fundet Stubby på Yale universitets grund. Han tog hunden med sig på den militære grundskole, hvor stubby endda lærte en form for honnør. Folkene i regimentet blev glade for hunden og da de blev beordret til Europa, smuglede de Stubby med ombord på SS Minnesota.

Stubby kom i kamp første gang i februar 1918 og over de næste 18 måneder deltog han i 4 storoffensiver og 17 mindre slag. I april 1918 blev han såret i forbenet, men efter et kortere ophold på felthospitalet, vendte han tilbage til sin enhed. Hunde har som bekendt skarpere sanser end vi mennesker og dette udyttede Stubby til at advare sin enhed om gasangreb og indkomne granater – han kunne høre dem hvisle gennem luften før soldaterne.

Stubby hjalp også til, når der skulle findes sårede soldater i ingenmandsland og i et enkelt tilfælde afslørede han sørme også en tysk spion. Han var elsket af både sin enhed og de officerer der havde forbindelse til den. Som følge af hans militærtjeneste modtog han et hav af medaljer, blandt andet en Battle of Verdun, en Grande War medalje, en Purple Heart (dog posthumt i 1932 da medaljen indførtes) og en række andre civile og militære udmærkelser.

Udover dekorationerne, så var Stubby den eneste militærhund der nogensinde officielt blev forfremmet i kamp. Dette skete på baggrund af hans indsats mod en tysk spion, som han opdagede og angreb. Stubby holdt fast i spionen indtil amerikanske soldater ankom og tog ham til fange. Herefter var han Sergeant Stubby.

Stubby tildeles en medalje af selveste General Pershing

Efter krigen vendte Sergeant Stubby hjem som krigshelt og blev feteret af statsmænd som Woodrow Wilson, Calvin Coolidge og Warren G. Harding. I 1922 begyndte han og John Robert Conroy på Georgetown University Law Center, hvor han hurtigt blev maskot for universitets atletik hold: Georgetown Hoyas.

Efter et langt og indholdsrigt liv, døde Stubby i Conroys arme i 1926. Hans jordiske rester er udstillet på Smitsonian museets The Price of Freedom: Americans at War, sammen med hans uniform og hans medaljer.

Selvom Stubby nok var den barskeste af militærhistoriens hunde, så var han langt fra den eneste berømte krigshund.

Jack Brutus - maskot for 1st Volunteer Infantry I den Spanisk-Amerikanske krig (1898)

Rags - maskot for det amerikanske Signal Corps under første verdenskrig

Gander kæmpede med de Britiske styrker i Hong Kong - tildelt Dickin Medal

Chips fra 3rd Infantry Division hilser på General Eisenhower i 1943

Den knap så militante Smokey – maskot for 26th Photo Recon Squadron i stillehavet

Tags: første verdenskrig, hund, krigshund, militær, stubby

Tags: første verdenskrig, militær, propaganda

For et par uger siden havde Steampunk.dk en post om den fantastiske X-15 fra 60ernes amerikanske rum og luftfartseksperimenter (den kan læses her). X-15 holder satte, og holder i mange tilfælde stadig, en lang række rekorder indenfor flyvning, men der er ingen tvivl om, at sådan en højtydende eksperimentalmaskine krævede hundredvis af vedligeholdelsestimer for hver eneste reelle flyvetime. Derfor var folkene omkring X-15 sikkert også lange mere familiære med maskinen stående i hangaren, med døre og inspektionspaneler åbne.

Det er lykkedes mig at finde nogle ”privatbilleder” fra X-15s glorværdige karrierer, som i hvert tilfælde vil have interesse blandt Steampunk.dk’s mere luftfartshistorie-interesserede læsere (men så nok heller ikke andre).

Tags: flyvning, luftfart, militær, rumfart, x-15

En gruppe Britiske soldater (sandsynligvis SBS) bliver ”eksfiltreret” af en Chinook helikopter – brass balls all round!

Tags: gummibår, helikopter, militær, sbs, video

Lige siden folk begyndte at føre krig med skydevåben, har der været et generelt ønske om at beskyde fjenden fra en sikker dækning. Faktisk havde man sikkert et tilsvarende ønske da man udkæmpede krige med sværd og køller, men deres basale funktion gør opfyldelsen lidt mere besværlig – grundlæggende er en rustning dog et skridt i den rigtige retning.

Våbenteknikere har gennem tiderne fremstillede forskellige former for krumløbs-skydevåben (der i det mindste kunne skyde rundt om hjørner), der har haft større eller mindre succes på slagmarken – mest mindre. Under første verdenskrigs udmattende skyttegravskrig kom ideen naturligvis på bordet igen, da meget få soldater havde lyst til at stikke snotten op over skyttegravens kant. Sergeant William Beech fra den australske anden bataljon fandt en løsning der blev mere udbredt en man skulle tro: Periskopgeværet.

Våbnet bestod i al sin enkelthed af en standard infanteririffel fastgjort til en træanordning med et periskop der flugtede med sigtemidlerne. Aftrækkeren blev, med ægte Olsen Banden snilde, betjent med en snor, så skytten kunne affyre sit våben fra skyttegravens forholdsvise sikkerhed. I mange tilfælde var de kæmpende ikke mere end 50m fra hinanden og der var ikke mange der havde lyst til at kigge over kanten.

På trods af, eller måske lige netop på grund af, våbnets lidt kejtede simpelhed, blev disse Storm P rifler anvendt i vid udstrækning. De kunne bankes sammen af et par gamle brædder, noget der aldrig var mangel på i en skyttegrav, samt et bar spejle fra soldaternes barbergrej. Under kampene ved Gallipoli massefremstillede man Periskopgeværer i simple fabrikker, men som regel var de hjemmelavet af de enkelte skytter – noget man sikkert var ganske stolt over.

De var ganske givet ikke så træfsikre som konventionelle rifler, men til gengæld blev man så ikke slået ihjel når man beskød fjenden – hvilket jo altid er et plus.

Tags: første verdenskrig, militær, Periskopgevær

Overalt i de tidligere warszawapagtlande kan man finde spor af den kolde krig. Forladte installationer, nedlagte baser og blandet militærskrot spredt ud over øde egne. Estlands dybe skove er ingen undtagelse.

Herunder ses en række billeder fra en nedlagt sovjetisk rensnings og sporingsstation nær Talin. Som med mange andre af disse forladte militærinstallationer, er bygningerne tilsyneladende forladt i stor hast og kasser med udstyr står stadig opmagasineret i lagerhallerne.

Det kunne selvfølgelig være spændende, at finde sådan en forladt bygning, men et eller andet fortæller mig, at det nok ikke er det sikreste sted at lege. Sovjetterne var kendt for at bruge ægte krigsgas til afprøvning af deres beskyttelsesudstyr – CS gas er for sissies!

Tags: forladt, militær, ussr

Tags: atomkrig, militær, ødelæggelse

Tags: 50erne, Historie, kommunistforskrækkelse, McCarthyism, militær, red scare, skræmmepolitik

Et af den amerikanske borgerkrigs mest legendariske fænomener, var det såkaldte Rebel Yell. Et kampråb anvendt af sydstaternes soldater, når de stormede nordstaternes befæstninger med opsatte bajonetter.

Selvom råbet er gået over i den amerikanske kulturelle mytologi, så er der faktisk stor usikkerhed om, hvordan the Rebel Yell egentlig lød. Der findes flere litterære beskrivelser af råbet og veteraner har på forskellige tidspunkter beskrevet det som et ”yee-haw”, et ”yee-aay-eee”, et ”wa-woo-woohoo”, eller et ”yay-hoo”, men det er jo muligt, at forskellige enheder havde deres egen udgave af råbet.

Man ved heller ikke hvor råbet stammer fra, men kampråb har været anvendt til at stive nerverne af i mange krige. Teorierne omkring the Rebel Yell går fra efterligninger af nordamerikanske indianeres kampråb, der var mange der kæmpede på sydstaternes side, til et tilpasset jagtråb, eller imitation af jagthundenes gøen under rævejagt.

Uanset den faktiske lyd og dens egentlige oprindelse, så var kampråbet et psykologisk våben, der havde stor effekt på nordstaternes tropper, når en mur af sydstatssoldater væltede frem over marken med vilde øjne og glinsende bajonetter.

“Then arose that do-or-die expression, that maniacal maelstrom of sound; that penetrating, rasping, shrieking, blood-curdling noise that could be heard for miles and whose volume reached the heavens–such an expression as never yet came from the throats of sane men, but from men whom the seething blast of an imaginary hell would not check while the sound lasted.”

-Colonel Keller Anderson of Kentucky’s Orphan Brigade

På 75års dagen for Slaget om Gettysburg mødte overlevende fra begge sider hinanden. Begivenheden blev dokumenteret af et filmhold og under ceremonien høres The Rebel Yell fra flere gamle sydstatsveteraner..

En anden optagelse stammer fra 1935, hvor en forsker optog råbet fra en den 90årige veteran Thomas N. Alexander. Der er unægteligt forskel på dette skrig og det øvre råb fra Gettysburg. Man fornemmer den skræk sådan et skrig kunne indgyde – dette er nok det tætteste man kommer på det ægte Rebel Yell.

Thomas N. Alexander: Rebel Yell

Tags: amerikansk borgerkrig, Historie, militær, Rebel Yell