Brits in space – Part II

Storbritanniens formåede aldrig at indhente deres lidt haltende start i rumkapløbet. Deres missiludvikling begrænsede sig til jord-til-luft missiler, selvom der var flere tilløb til ballistiske missiler i 50erne og 60erne, hvor de arbejdede med en række programmer: ”Blue Water” (nedlukket 1962), ”Blue Streak” (nedlukket 1972). Storbritannien besluttede i sidste ende at satse på luft-til-jord missiler for deres kernevåben.

Blue Streak programmet affødte dog forsøgsraketten ”Black Knight”, der skulle indsamle data til designet af Blue Streaks re-entry enhed. Black Knight blev bygget af Saunders-Roe i 1955 og 22 af disse raketter blev affyret i årene 1958 til 1965. De fleste fra Woomera testområdet i Australien.

G'day mate. Black Knight klar på rampen down under

G'day mate. Black Knight klar på rampen down under

Black Knight kunne have både et og to trin. Det første trin var drevet af 4 Bristol Siddeley Gamma motorer der gav mellem 15.600 og 21.600 punds thrust i 120-145 sekunder, afhængig af den præcise specifikation. Trin to havde en fastbrændstof Cuckoo motor, der besynderligt nok var beregnet til at fyre på vej ned. Dette var naturligvis fordi Black Knight skulle indsamle data til Blue Streaks re-entry del. Cuckoo trinnet var derfor monteret på hovedet.

De første 2 affyringer var udelukkende test af selve raketten og først den tredje affyring havde Black Knights re-entry del med. Programmet havde et samarbejde med det amerikanske forsvar om udviklingen af et raketadvarselssystem og Black Knight blev anvendt i to af disse forsøg, benævnt Gaslight og Dazzle. Formålet var at studerer radarsignatur og plasmaspor fra interkontinentale missiler.

I løbet af de 22 affyringer nåede den 10,2m høje raket (11,6m for 2 trins udgaven) op i 800km, med en fragt på 115kg. Ikke noget dårligt resultat i 1959. Briterne fik da også indsamlet de data de havde håbet på og den videnskabelige del af britisk raketudvikling satte sig et nyt mål – kredsløb om jorden.

Black Knight launch 15 med kugleformet re-entry enhed - 1962

Black Knight launch 15 med kugleformet re-entry enhed - 1962

Black Arrow, der officielt blev skrevet med store bogstaver: BLACK ARROW, var Storbritanniens næste skridt mod rummet. Oprindeligt havde man foreslået en forstørret udgave af Black Knight, som skulle udvikles og anvendes mens man designede Black Arrow, men regeringen ville kun betale for en rakettype, så Black Knight programmet lukkede i 1965.

Den nye fartøj var et 3 trins raket (tilsyneladende bygget efter tegninger fra et Anders And blad), der byggede på samme motorfamilie som Black Knight. Trin 1 havde Gamma 8 motorer, der ydede 57,600 punds thrust, og trin to havde de samme Gamma 2 motorer som Black Knights første trin: 15,600. Tredje trin var en fastbrændstofmotor benævnt Waxwing, der ydede 6,100 punds thrust. Sammenlagt gav det Black Arrow en løfteevne på 102kg til 500km Low Earth Orbit (LEO), eller 135kg til 220km LEO.

Black Arrow klar på rampen i Woomera

Black Arrow klar på rampen i Woomera

Den første raket stod klar i 1968, men blev først affyret i juni 1969. Det var meningen af trin 1 og 2 skulle afprøves (trin 3 var en såkaldt battleship – et tomt modul), men styresystemet fejlede allerede under affyringen, hvilket resulterede i at raketten begyndte at roterer voldsomt og til sidst rev sig selv i stykker.

Anden affyring gik noget bedre. I marts 1970 nåede Black Arrow op i 550km højde. Denne affyring var dog også bare en test af raketten, så der var ingen payload med. Det blev dog betragtet som en succesfuld test og briterne gjorde sig klar til deres første satellitopsendelse.

Storbritanniens første satellit, navngivet Orba, skød mod himmelen i september 1970, men andet trin slukkede 13 sekunder for tidligt og hele dynen vendte tilbage til jorden med et brag.

Det sidste forsøg med Black Arrow viste sig at være en succes. I oktober 1971 (faktisk på selve dagen i dag) løftede raketten en 66kg tung satellit ved navn Prospero i kredsløb omkring jorden. Det var 14 år efter Sovjetunionen opsendte Sputnik, men dog stadig en flot præstation for et rumfartsprogram der altid havde været plaget af økonomiske problemer. Lille Prospero kredser stadig omkring jorden og radioamatører fanger indimellem et signal fra den. Man forventer at Prospero bliver hængende omkring 100 år endnu.

Lift-off for Black Arrow R3 28. oktober 1971

Lift-off for Black Arrow R3 28. oktober 1971

Allerede inden Prospero blev opsendt, havde den britiske regering trukket stikket ud til Black Arrow programmet. NASA havde tilbudt gratis opsendelser med deres raketter, men trak stilfuldt løftet tilbage, da briterne faktisk lukkede deres eget opsendelsesprogram. Alligevel blev NASA fragtmand for britiske satellitter indtil det Europæiske Rumfartsagentur overtog de fleste opsendelser. Storbritannien har derfor den lidt tvivlsomme ære af, at være den eneste nation der faktisk har udviklet teknologien til opsendelse af satellitter, men derefter opgivet den.

En ubrugt Black Arrow raket er i dag udstillet på British Science Museum i London, sammen med en backup Prospero satellit.

Black Arrow motortest på High Downs på Isle of Wight

Black Arrow motortest på High Downs på Isle of Wight

Black Arrow gaber på Britich Science Museum

Black Arrow gaber på Britich Science Museum

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Brits in space - Part II, 10.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in Historie, teknologi | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *