Baikonur Cosmodrome; Sovjetunionens svar på Cape Canaveral, er bygget på Kasakhstans uendelige stepper godt 200km øst for Aralsøen. Baikonur har været hjemsted for det Sovjetiske rumfartsprojekt siden 1955, hvor man byggede et center for langtrækkende missiler på sletterne. Der var selveste Sergei Korolev der udvalgte stedet, der officielt gik under navnet: Testområde 5.
Baikonur er faktisk en lille minelandsby godt 350km fra affyringsområdet, men de snedige sovjetter adopterede navnet for at narre vestlige efterretningskilder. Det faktiske område hedder egentlig Tyuratam på Kasakhisk, hvilket skulle betyde knækket pil, et navn der måske ikke passer så godt på en Cosmodrome.
Hele området er på 7360 kvadratkilometer og er med ramper, jernbaner, samlehaller, administrationsbygninger, brændstofanlæg, træningsområder, lufthavn og beboelse, det dyreste af sovjetunionens mange kostelige projekter. Nær kosmodromen ligger en hel by, der udelukkende huserer arbejderne fra Baikonur. Byen hed oprindeligt Leninsk, men blev i 1995 omdøbt til Baikonur, samtidig med at rumhavnen officielt fik navnet Baikonur Cosmodrome. Under storhedstiden først i 1990erne havde byen over 95.000 beboere.
Som nævnt var det oprindeligt et afprøvningsområde for de interkontinentale R-7 missiler (SS-6), men allerede i 1957 overgik dele af området til rumfartsprogrammet, der trods alt var ubrydeligt knyttet til det militære missilprogram. 4. oktober opsendte man Sputnik I, på toppen af et tilpasset R-7 missil, fra rampe 1.
Det var også fra Baikonur, at Vostok 1 løftede Yuri Gagarin ud i rummet, som det første menneske nogensinde. Den gamle affyringsrampe benyttes endnu og kaldes Gagarin’s Start. Derudover findes der 15 separate rampeanlæg, hvoraf størstedelen benyttes endnu. Rampe 45/2 blev ødelagt i 1990, hvor en Zenit 2 raket eksploderede under opsendelsen.
Sovjetunionens største raketkatastrofe udspillede sig også på Baikonur. Den såkaldte Nedelin katastrofe, hvor en prototype af R-16 missilet i 1960 eksploderede under affyringsforberedelserne og dræbte over 100 teknikere. Problemerne med R-16 missilet var en af årsagerne til Khruschev’s beslutning om opstilling af missiler på Cuba, en beslutning der i 1962 nær havde startet en atomkrig med USA.
I 1980erne var Baikonur hjemsted for det kolossale Buran-program, der beskæftigede 20.000 arbejdere alene på selve området. Burans første og eneste flyvetur foregik også fra rumhavnen. I årene efter var den Sovjetiske rumfærge udstillet i en hangar på Baikonur, men i 2002 styrtede hangaren sammen og knuste rumfærgen totalt. Fartøjet der nu ofte ses på billeder fra rumhavnen, er en træningsmodel efterladt ved jernbaneterrænet.
Enhver der har fulgt NASA opsendelser ved, at de udsætter affyringen bare de aner en sky i horisonten. I Sovjet tog man ikke med fløjlshandsker på raketter og kosmonauter, så hele anlægget er konstrueret til at virker uanset vejret. Proton raketten kan opsendes i temperaturer fra -40 til +45, hvilket stort set dækker hele spektret for området. Desuden kan raketterne tiltes en smule op mod vinden, så lidt blæsevejr ikke lukker hele opsendelsen ned. I 1988 opsendte man faktisk en Soyuz under en snestorm. Ligesom Buran landede i stiv kuling (17 sekundmeter).
Efter Sovjetunionens opløsning lå Baikonur pludselig i Kasakhstan, så rumprogrammets arvtagere måtte leje området, hvilket de har gjort frem til 2050. I dag foregår alle Russiske opsendelser fra Baikonur og der er også herfra, at den internationale rumstation modtager nye besætninger og forsyninger. Efter rumfærgen går på pension næste efterår, så bliver Baikonur livlinen til ISS, da ingen anden organisation kan opsende mennesker til rumstationen.
Vi støder helt sikkert på Baikonur Cosmodrome igen i løbet at vores Sovjet-tema, men her er foreløbig en række billeder fra verdens største rumfartshavn.
Welcome to the Cosmodrome!,