1580: Sir Francis Drake ankommer til England og afslutter dermed sin jordomsejling. Han var afsejlet fra Plymouth den 13. december 1577 i skibet Pelican med en flåde på yderligere 5 skibe. I nærheden af Kap Verde kaprede de et Portugisisk fartøj, som de indlemmede i flåden. Samtidig overtalte de skibets kaptajn, der havde betydelig erfaring med navigation i de sydamerikanske farvande, til at indgå i ekspeditionen.
Under krydsningen af Atlanterhavet, mistede Drake et større antal mænd og måtte afstå to skibe grundet mandskabsmangel. Skibene blev sænket ud fra den sydamerikanske kyst. Ved ankomsten til det der i dag er Argentina, opdagede de råd i et skib og måtte derfor afskaffe endnu et skib. Desuden henrettede han et besætningsmedlem for forræderi og heksegerninger. Dommen og henrettelsen fik historiske konsekvenser for søfarten, da den forræderiske troldmand Thomas Doughty faktisk var adelig og af højere stand end Drake. Henrettelsen ses som det første udtryk for kaptajnens absolutte magt på et skib, uanset klasse og social status.
I september 1578 ankommer de til Stillehavet, hvor en storm sænker et skib og beskadiger et andet, så det må vende tilbage til England. Drake sejler dog ufortrødent videre med Pelican. Drake var en værre vildbasse, der udover jordomsejlinger, brugte en masse tid på at bekæmpe Spaniere. Det meste af 1578 sejler han op og ned af den sydamerikanske stillehavskyst og kapre spanske skibe ladet med skatte fra kolonierne.
Da han blev træt af det amerikanske kontinent, sejlede han ud over Stillehavet og ankommer helskindet til Molukkerne, hvorfra han begynder turen syd om Afrika. Han ankommer med Pelican, der i mellemtiden er blevet omdøbt til Golden Hind, og 59 overlevende besætningsmedlemmer i Plymouth. Med sig har han også et lastrum fuld af skatte, hvoraf dronningens halvdel oversteg den Britiske trones indkomst for hele året, så han blev pænt populær.
Drake fortsatte et liv som søhelt og blev adlet i 1581. Efter et, i tidens målestok, langt og eventyrligt liv, døde Drake af dysenteri ombord på hans flagskib ud for Panamas kyst i 1596 (55 år gammel). Han blev begravet til søs i fuld kampuniform og i en kiste af bly. Eventyrlystne dykkere søger stadig efter ham.
Køn var han jo ikke
1944: Efter 9 dage med en blanding af succes og fiasko, opgiver de allierede Operation Marked Garden, der skulle have sikret dem en korridor over en lang række floder, hvorved de kunne flankerer Sigfridlinien og omringe Ruhr distriktet.
Operationen begyndte ganske godt og de allierede tilkæmpede sig de første broer uden synderlige problemer. Desværre lykkedes det tyskerne, at sprænge broen over Wilhelmina kanalen, hvorved de forsinkede den allierede fremrykning. Ved Arnhem blev de nedkastede britiske styrker overrasket over langt større troppekoncentrationer end antaget og det lykkedes dem kun at holde en enkelt bro indtil 21. september, hvor de blev overrendt.
En analyse af planen viser, at de militære myndigheder var overordentligt optimistiske og overså basale taktiske forhold. Grundlæggende strakte planen sig over for mange komplicerede enkeltdele, der skulle udfolde sig nøjagtigt som planlagt, for at operationen som helhed kunne lykkedes. Derudover ignorerede man efterretninger om tyske panserkoncentrationer i området omkring Arnhem. Det blev efterfølgende sagt, at operationen var 90 % succesfuld, men i virkeligheden var det blot endnu et eksempel på Montgomerys mangelfulde taktiske overblik. Det lykkedes ikke de allierede at få fodfæste på Rhinens østside før i marts 1945.
Operationen blev i 70erne filmatiseret under navnet: A bridge too far. Hvor vores Danske flyvevåben faktisk medvirker som statister. Et par af deres C-47 transportfly blev nemlig ommalet til den karakteristiske D-dags bemaling og sendt til optagelserne i Holland. Faktisk er det muligt, at den ene maskine således deltog i operationen hele 2 gange, fordi den i 1944 var tilknyttet de amerikanske styrker i England.
Britiske tropper venter ved deres Horsa svævefly
1983: Den Sovjetiske officer Stanislav Yevgrafovich Petrov forhindre verdens totale udslettelse, da han i modstrid med sine ordre tøver med at udløse et atomart gengældelsesangreb, efter hans overvågningssystemer fortalte ham, at amerikanerne havde påbegyndt et missilangreb på sovjetunionen.
Petrov indså, at systemets advarsel om et enkelt interkontinentalt missil på vej fra det nordamerikanske kontinent var inkonsistent med en atomkrigs begyndelse. Et amerikansk angreb ville efter al sandsynlighed foregå med flere hundrede missiler. Hvorvidt han faktisk alarmerede de militære myndigheder fra starten er stadig uafklaret, men uanset hvad, så var det Petrovs beslutning ikke at starte et sovjetisk gengældelsesangreb øjeblikkeligt.
Da systemet senere advarede om yderligere 4 missiler, havde han allerede taget beslutningen om ikke at røre noget, selvom han ikke havde andre informationer end systemets advarsel. Forsvaret var opbygget efter satellitovervågning, da de sovjetiske radarsystemer på jorden kun ville give dem 2 minutter til at reagerer i. Det var derfor nogle anstrengte minutter indtil hans overbevisning endeligt blev bekræftet: der var intet angreb.
Hvis Petrov, som befalet, havde startet et modangreb, så ville det amerikanske militær naturligvis have reageret på dette og sendt deres missiler den modsatte vej. Hele situationen ville uden tvivl have afstedkommet både sovjetunionens og USA’s absolutte ødelæggelse. Muligvis det meste af verden i tilkøb.
Det viste sig senere, at fejlen skyldtes elektroniske problemer ved overvågningssatellitten.
Pensionisten Petrov i sin lejlighed - Tak kammerat!
