Frank Reade var hovedpersonen i en række amerikaners dime novels for børn og barnlige sjæle. Den første bog i serien udkom i 1868 og var en plagiat af Edward Elli’s roboteventyr “The Steam Man of the Plains“, ganske ublu navngivet: Frank Reade and His Steam Man of the Plains.
Efter historierne om Frank Reade udkom en tilsvarende bogserie om hans søn teenagehelten Frank Reade Jr. Der tog på farefulde eventyr i luftskibe, undervandsbåde og forskellige dampdrevne robotter. Der var virkelig skruet op for fantasien og tilsat kraftige stænk af Steampunk – mange år før begrebet overhovedet var opfundet.
Historierne var skrevet af Luis Philip Senarens (1863-1939), der ofte betegnes som den amerikanske Jules Verne. Senarens stod også bag heltefiguren Jack Wright, der som Frank Reade og søn altid var involveret i fantastiske eventyr, der som regel var centreret omkring den utroligste mekanik. Den type historier fra slutningen af 1800tallet kendes i dag som Edisonader, fordi de omhandler geniale opfindere og teknologi der enten lige var opfundet, eller om ikke andet virkede forholdsvis mulig.
Der udkom 121 Jack Wright historier mellem 1891 og 1896, så Senarens må have været en særdeles fantasifuld herre – han skrev over 300 noveller i alt. Jack Wright historierne blev sidenhen optrykt i magasinet Pluck and Luck.
Da den berømte kaptajn James T. Kirk i 1966 for første gang kørte over skærmen hos amerikanske Tv-seere og dermed indledte den mere end 40 år lange Star Trek saga, var han ikke den eneste eventyrlystne rumkaptajn der satte kurs mod ukendte horisonter. I selvsamme måned (september) som Kirk svang Enterprise ud af orbit, satte rumskibet Orion også kurs mod fjerne områder af galaksen.
Ombord var Major Cliff Allister McLane og hans trofaste stab af internationale officerer.
Raumpatrouille – Die phantastischen Abenteuer des Raumschiffes Orion var den første tyske science fiction tv-serie og historien lå ganske tæt op ad den amerikanske Star Trek. Det var ikke nødvendigvis på grund af direkte tyveri fra Gene Roddenberrys historie, for den mere folkelige del af 60ernes science fiction var stort set altid skåret over denne læst.
Tyskerne kunne åbenbart ikke se sig selv som rumfartsnation (til trods for, at Von Braun havde udviklet raketten i tyskland), så Orion var et amerikansk rumskib – dog med en international besætning. Serien var umådelig populær, men desværre blev der blev ikke produceret mere end 6 afsnit af serien. Efterfølgende fik rumskibet Orion og den heltemodige besætning dog nyt liv i bogform og der er udgivet ikke mindre end 145 bøger om deres eventyr.
Modsat Star Trek, så var Raumpatrouille indspillet i sort/hvid, hvilket giver den et solidt retro-look. Desuden er teknologien afbilledet i en mere klassisk stil, med korridorer af rustfast stål og kontrolpulte med lange spinkle håndtag. Dem der er vant til amerikanske science fiction kan foruden glæde sig over herlige tyske gloser som Armbandsprechgerät, Überlichtantrieb, Lichtwerferbatterie og Astroscheibe. Afslutningsvis skal det tilføjes, at de dansede en hel del bedre – se selv.
Jeg har bemærkte, at der er flere besøg på siden, der stammer fra en Google-søgning på Månebase Alpha. Det er muligvis fordi TV serien var nævnt i et post om 70′er TV, men jeg tænkte den lige så godt kunne få sin egen post, så folk ikke går forgæves.
Efter nogle store succeser med Science Fiction Tv i sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne (UFO, Stingray, Thunderbirds, Captain Scarlet, Star Trek), beslutter det Britiske Tv-selskab ITC Entertainment, at de også burde være med på vognen. Denne beslutning blev til Månebase Alpha, eller Space 1999 som serien hed på Engelsk.
Grundlaget for serien er nok besluttet efter devisen: ”skal der være fest, så lad der være fest.” for serien bygger på det mest usandsynlige af scenerier, nemlig at månen slynges ud af sit orbit og drøner ud gennem verdensrummet, men de uheldige hovedpersoner ombord.
Første episode fortæller, at månen i 1999 benyttes som affaldsplads for jordens atomaffald (nu er det åbenbart ikke nok at forurene jorden, vi skal også svine månen til). Den 13. september 1999 rammes månebasen af en katastrofal eksplosion (fra atomaffaldet), der er kraftig nok til at skubbe månen ud af kredsløb. Det er nok ingen tvivl om, at sådan en eksplosion i virkeligheden ville flå månen i småstykker og dræbe samtlige personer på den, samt en hel del på jorden i tilgift. For seriens skyld lader vi dog denne detalje slippe fordi.
Bestæningen ser jorden forsvinde - nuts!
Første sæson af serien tog sig selv forholdsvis alvorlig, men grundlæggende metafysiske temaer bag mange afsnit. Martin Landau spillede den standhaftige basekommandør John Koenig, der sammen med sine stabsofficerer bragte månebasens ansatte gennem den ene filosofiske problemstilling efter den anden. Det var somme tider lidt som en Søren Kirkegaard på syre, med eksistentialistiske enetaler og debatter om menneskets dybere natur. Alt naturligvis sat til beigefarvede 70’er lamper og computersystemer der udskrev beregninger på kasseboner.
Dialogen var ofte lidt pladdersentimental, eller lommefilosofisk, men på en eller anden måde passede det med stilen. Her er en lille smagsprøve på Commander Koenig’s dybere tanker.
“Loyalty is better than logic; Hope is better than despair; Creation is better than destruction.”
“Just because we didn’t experience something doesn’t mean it doesn’t exist.”
“Ignorance is not a reason to start shooting.”
“No! Leave me with my pain. It reminds me I’m human!”
“If we understand others, in time I believe we come to understand ourselves.”
Der var åbenbart ikke altid penge til de vilde special effects, så ofte var ugens rumvæsen et farvet lys, en forholdsvis stor potteplante, eller simpelthen bare brandslukningsskum. De bedste afsnit var, af samme grund, gerne de episoder hvor problemerne var internt på basen. Basens modeller var der nemlig ikke blevet sparet på. Serien var legeplads for modelbyggerholdet der senere stod bag film som Alien, Outland og Star Wars. Space 1999 kan, ifølge min mening, stadig bryste sig af de mest realistiske rumskibsmodeller på film. Deres Eagle fartøj ligner, modsat mange andre Science Fiction modeller, noget der rent faktisk kunne fremstilles en dag.
Den ultra fede Eagle Transporter
Rumvæsen fra episoden Bringers of wonder
Udover kommandør Koenig, bestod holdet af hans kone fra virkeligheden Barbara Bain, der spillede den lidt ængstelige doktor Helena Russel. Barry Morse gav den som professoren Victor Bergman, og Australieren Nick Tate spillede piloten Allan Carter (seriens actionhelt). Allan Carter skulle tilsyneladende slås ned og frarøves sit Eagle fartøj i mindst hver tredje episode. Ligesom Dr. Russel skulle bryde hulkende sammen i hver episode. Det var lidt af et fast format.
Allan Carter i cockpittet på en Eagle - cool!
Første sæson blev en kæmpe succes, men de fleste Tv stationer sendte serien sådan lidt sporadisk, når det ikke lige var andet at sende. Det var heller ikke alle der sendte samtlige 24 afsnit, så historien hoppede og sprang en del. Hvilket fik folk til at droppe ideen om at følge med. Ikke desto mindre opnåede serien en sæson 2, hvor man desværre ændrede en del på seriens oprindelige format. Man fjernede de lidt småfilosofiske temaer og forsøgte sig med humor i stedet. Skuespillerne, især Landau, var stiktossede over denne fordummelse af historierne, men han formåede ikke at ændre producernes mening. Ændringerne var ikke en succes og serien fik færre og færre seere. Der var planer om en sæson 3, men budgettet var latterligt lille og folkene bag serien opgav før de overhovedet havde forsøgt.
Sæson 2 var langt mere kommerciel og sigtede på et bredere publikum
Et af månebasens store mål, både i sæson 1 og 2, var at finde en hyggelig planet, hvor de kunne slå sig ned i fred. Og lige så sikkert som, at Carter ville blive slået ned og Dr. Russel bryde hulkende sammen, lige så sikkert ville Koenig med mellemrum igangsætte Operation Exodus, men af forskellige årsager afbryde udvandringen i sidste øjeblik – gerne med en filosofisk konklusion.
Produktionen stoppede definitivt i 1976, men ved en større Space 1999 fan-fest, naturligvis Space: 1999 Breakaway Convention 13. September 1999, dukkede en hjemmelavet film op, hvor Sandra benes (en skuespillerinde fra serien) gav de fremmødte fans en “Message From Moonbase Alpha”. Beskeden afslørede, at månebasen nu endelig havde fundet en passende planet og Operation Exodus var godt i gang. Den lille 7 minutters film gav serien den afslutning fans havde afventet siden 1976.
Vi har før set på Kunstneren Robert McCalls tegninger for NASA (her), men her skal vi kigge lidt på et par af hans ideer til Stanley Kubricks science fiction film 2001: A Space Odyssey. Dem der har set filmen vil bemærke, at hans ideer blev en central del af filmens visuelle univers.
“Anti-intellectualism has been a constant thread winding its way through our political and cultural life, nurtured by the false notion that democracy means that ‘my ignorance is just as good as your knowledge.’”
Pulp Magazines, eller billigbøger som de kaldes på dansk, er en del af litteraturen, der er fuldstændig forsvundet fra bog og bladhandlernes hylder. Det var oprindeligt et amerikansk fænomen, der havde sit udspring i 1900tallets Dime Novels og Penny Dreadfuls, hvor cowboys og sheriffer kæmpede mod uret og ondskab i den amerikanske vilde vest. Den dissiderede pulp-litteratur er dog mest kendt fra perioden 1930 til 1950, hvor ultra-kulørte magasiner fulgte modige detektiver, opdagelsesrejsende, astronauter og andre former for helte, gennem farlige eventyr og romantiske eskapader.
He saw what you did there...
Pulp Magazines kan generelt deles op i flere genre. Primært var der Science Fiction historierne, der til trods for deres nærmest barnlige naivitet, faktisk lagde grundlaget for det vi nu kender denne genre for. Det var også her genrens helt store forfattere trådte deres barnesko: Arthur C. Clarke, Isaac Asimov, H. G. Wells, Ray Bradbury og Philip K. Dick. I dag ville en forfatterkarrierer ende brat med udgivelse i Pulp Magaines, men i storhedstiden var der egentlig intet stigma forbundet med den lidt underlødige litteratur, der udover de nævnet science fiction forfattere talte tungere litterære personer som H. P. Lovecraft, Tennessee Williams og Rudyard Kipling.
Sekundært var der den fantastiske historie, så som Thrilling Wonders og Startling Stories, der svagt minder om vore dages Fantasy genre. Det var ofte noget med forsvundne byer, uopdagede civilisationer, eller gale videnskabsmænd. Naturligvis var der altid dusinvis af skønne møer i nød, som helten, med et mandigt glimt i øjet, reddede trods svære odds – Indiana Jones var baseret på disse eventyr, hvor også Tarzan slog sine folder.
Udover de to hovedgenre, var der et væld af historier der udspillede sig i mere ”hverdagsagtige” omgivelser. De kunne omhandle detektiver, gangstere, eller endda jernbanepersonale. Dertil kom en række friluftshistorier, der ofte blev præsenteret som virkelige begivenheder.
Hvem frygter ikke et bæltedyrsangreb - heldigvis har helten et mini-gevær!
Selv den forholdsvis underlødige Pulp genre, havde en endnu mere underlødig sub-genre: Mande-litteraturen. Der var her tale om tilnærmelsesvis pornografiske historier, dog lige nøjagtigt indenfor de regler censuren opstillede. Ofte var forsiden langt mere erotisk stemt end selve historien, men det solgte jo alt sammen og folk kom nok sjældent tilbage og brokkede sig over manglende erotik.
Pulp Fiction genren døde langsomt ud op gennem 60erne og 70erne. Den sidste danske rest af pulp-litteraturen var nok blade som Ugens Rapport, der udover bare damer også havde en form for journalistik, der lå tæt op ad de kulørte billigbøger. Man fulgte gerne mandige mænd på eventyr i en mystisk og farlig verden. Spændende og måske ikke helt sandfærdige historier, der fik tykke mænd i netundertrøjer, til at føle sig lidt som opdagelsesrejsende, selvom de aldrig forlod sovesofaen foran TVet.
Det er måske ikke helt overraskende, at de små kulørte bøger forsvandt fra aviskioskerne, for der var ofte tale om gedigne elendigheder, men de fantastiske forsider er stadig fascinerende og lokker med de utroligste eventyr – de bedste historier trykkes nu som rigtige bøger, eller er genopført på det store lærred. De gamle bøger er samleobjekter og mange forsider kan findes som plakater.
Stjernekrigen har sat dybe spor i science fiction genren. Så dybe at enhver kender karakterer som Luke Skywalker, Darth Vader og R2D2, ligesom de sikkert kan genkende Star Wars universets lokaliteter som Tatooine, Endor og den skrækkelige Dødsstjerne. Men hvad nu hvis Stjernekrigen ikke var blevet lavet af George Lucas, men i stedet var tegnet af berømtheder som Moebius, Boris Vallejo, Syd Mead, eller H. R. Giger?
Selveste George Lucas besluttede sig at finde svaret på overstående spørgsmål og indbød 100 kendte tegnere til at fortolke det klassiske Star Wars univers. Resultatet kan ses i den kommende bog Star Wars: Visions, men Steampunk.dk kan allerede nu give en forsmag på herlighederne.
Jeg vil poste flere, efterhånden som de bliver lækket til nettet.
Tatooine set med Moebius øjne - kendt fra Bla. Blueberry og Inkalen
Leia og Luke tegnet af Enki Bilal
Shadows of Tatooine af Raymond Swanland
Luke’s Lesson af Jacob A. Pfeiffer
Et portræt af Obi-Wan Kenobi tegnet af illustratoren Donato Giancola
Empire of Style af Alex Ross
Princess Leia af kunstneren Daniel E. Greene - olie på lærred
