I anledningen af vores CCCP tema, skal vi en tur forbi Novaya Zemlya halvøen, hvor sovjetunionen i 1961 detonerede en wopper af en brintbombe. Vi har tidligere set på et par af de amerikanske ”Shots”, men i forhold til denne bomben var alle tidligere og endda alle senere prøvesprængninger de rene nytårsløjer.
Kælenavn for den gigantiske brintbombe var Tsar Bomben, efter russernes forkærlighed for, at benævne alle idiotisk store genstande med Tsar betegnelsen. Officielt havde den det mindre velklingende navn AN602. Selveste Nikita Khrushchev havde igangsat projektet efter Frankrig året før havde demonstreret deres medlemskab af atombombeklubben, med sprængningen af ”Gerbois Bleue”. Desuden havde amerikanerne erklæret deres brud med den uofficielle aftale om en pause i prøvesprængningerne. Krushchev følte derfor, at han udmærket kunne chokerer verden med ”The Mother of all nuclear tests”.
Tsar bomben havde en sprængkraft på 50 MEGATON TNT, hvilket er 2500 gange kraftigere end Fat Man bomben fra Nagasaki. Egentlig var tanken at den skulle have været oppe på hele 100 megaton, men bekymringer om den radioaktive forurening sådan en fyr ville afstedkomme, fik projektlederne til at halverer sprængkraften. Med 50 megaton var Tsar bomben faktisk også mere end 10 gange kraftigere end samtlige eksplosiver brugt under anden verdenskrig: sammenlagt!
Den 30. Oktober 1961 tøffede en specialtilpasset Tu-95 bombemaskine nordøstpå fra en militærbase på Kolahalvøen. Major Andrei Durnovtsev har nok haft lidt småklamme håndflader, efterhånden som han nærmede sig Novaya Zemlya, hvor bomben skulle droppes. Klokken lidt over 11 om formiddagen gav ham bombekasteren signal og den 8m x 4m store bombe på 27 ton, droppede ud af flyets modificerede lastrum. Man havde udstyret bomben med en faldskærm, ikke for at beskytte den, men for at give major Durnivtsev en mulighed for at slippe væk inden den eksploderede.
Tsar bomben detonerede i 4 kilometers højde, med en ildkugle der nåede ned til jorden og kunne ser op til 1000km væk (helt til Finland). Varmestrålingen fra eksplosionen var kraftig nok, til at give tredjegradsforbrændinger helt ud på 100 kilometers afstand og den karakteristiske paddehattesky var 65km høj og 40km bred. Det seismiske chok målte 5.25 på Richterskalaen og kunne måles selv på tredje gang rundt om jorden. Beregninger viser, at Tsar bomben genererede en energi, der svarede til 1,4 % af sol. Det var i sandhed en gigantisk bombe.
Udsigten fra Durnovtsevs cockpit
Sammenligning af ildkuglen efter forskellige sprængninger
Tsar bomben var mere end 3 gange kraftigere end den amerikanske Castle Brave, der faktisk var langt kraftigere end beregnet, da bomben faktisk løb løbsk. Den er stadigvæk det kraftigste våben der nogensinde er blevet detoneret. Den var udelukkende et bevis på sovjetunionens kapacitet og ikke et forsøg på udviklingen af et faktisk våben. Med 27 ton ville den på tidspunktet være fuldstændigt umuligt at fragte den ind over en fjendes territorium, fordi strategiske bombefly havde en meget begrænset levetid. Man forventede at størstedelen ville gå tabt og en tsar bombe kostede immervæk nogle rubler, så det var heller ikke muligt at udstyrer en hel angrebsbølge med dem. Datidens interkontinentale missiler var heller ikke i stand til at fragte den gigantiske bombe. Eftertidens bombeudvikling blev fokuseret mod våbensystemets pålidelighed og træfsikkerhed – det blev altså et spørgsmål om gørelse og ikke størrelse.
Attrap af Tsar bomben fremstillet i forbindelse med projektet
