Lige siden man opfandt telefonen, har folk været panisk angst, for at gå glip af et vigtigt opkald. Rygtet vil vide, at det faktisk var derfor man opfandt telefonen in the first place.
Denne indgroede angst har afstedkommet, at vi nu drøner rundt med et telefonapparat i lommen – foruden tekstmeddelelser, viderestilling og voicemail. Vi vil ikke gå glip af et opkald – til trods for, at de fleste bare ringer for at høre hvad man laver.
I 1924 kunne magasinet Modern Mechanix meddele læserne, at de nu kunne lægge angsten bag sig, ved hjælp af et teknologisk fremskridt: en svarmaskine. Ideen bag apparatet er naturligvis kendt for enhver nutids dansker, men i 1924 måtte det beskrives nøje, for ikke at tabe læseren i et virvar af teknisk sludder. Artiklen fra Modern Mechanix forklarer, at et lille kabinet indeholder optagelser i stil med dem der kendes fra talking machines. Hvis telefonejeren ikke er hjemme (når telefonen ringer), vil instrumentet gentage en besked der var dikteret tidligere. Den opringende person kan herefter efterlade en besked, der kan aflyttes igen og igen – man forventede, at instrumentet ville spare enorme beløb for firmaer der havde mange gentagede opringninger.
Apparatet afbilledet herunder, blev kaldt ”The Perfect Secretary”, selvom vi naturligvis alle har vores eget billede af den perfekte sekretær. Den blev opfundet af M. Keyser og var i brug allerede i 1933. Maskinen svarer telefonopkaldet med en optagelse af Mr. Keyser, der fortæller at han desværre er ude, hvorefter den optager en eventuel besked på en vokscylinder – lidt ligesom med en Ipod.
Året før den øvre maskine, havde opfinderen R. P. Phillips fra Texas lanceret en “Ansophone”, der virkede efter samme princip. I løbet af 30erne kom flere telefonsvarer på markedet og de blev temmelig populære hos jødiske forretningsmænd, der grundet deres religion ikke kunne tage telefonen på sabbatten.
Lidt ligesom med personlige computere, så bliver de nok aldrig populære blandt almindelige mennesker.