Posts Tagged ‘Retro’
Indenfor restaurering af gamle busser, må en General Motors Futurliner være tæt på den hellige gral. Den elegante bus var designet af firmaets berømte Harley Earl i 1940 og blev kun fremstillet i 12 eksemplarer. Futurlineren var ikke lavet til det åbne marked, men udelukkende tiltænkt en rolle i General Motors ”Parade of Progress” udstilling, der rejste rundt i USA i 1940 og 1941, samt fra 1953 til 1956.
Bussen stod for alt hvad fremtiden ville bringe af komfort og hver enkelt Futureliner havde en specifik teknologisk udstilling, som for eksempel jetmotorer, stereolyd, fjernsyn, eller mikrobølgeovne. Sjovt nok var det faktisk fjernsynsteknologien der i sidste ende satte en stopper for de omrejsende teknologiudstillinger – med udbredelsen af tv-apparater forsvandt behovet for disse rullende udstillinger.
GM skilte sig af med de flotte busser og et par stykker levede en tid som Saftyliners i Michigan, hvor de kørte rundt til statens skoler og reklamerede for trafiksikkerhed. Herefter forsvandt de fra vejene.
I dag har man kendskab til hele 9 Futurliners, hvoraf en blev solgt i 2006 for $4 millioner. Syv af de ni busser er fuldt restaureret og kører omkring på det amerikanske veje, bus nummer otte er under restaurering i Maine og den sidste befinder sig hos Nicklas Jonsson i Sverige, hvor den forhåbentlig kommer på vejen i løbet af den næste par år – hvilket betyder vi måske får vidunderet at se her i Danmark. Indtil da må vi nøjes med billeder fra nettet.
Tags: amerikanerbiler, biler, Futurliner, general motors, Retro
Den amerikanske maler og illustrator Norman Rockwell blev født i New York City i 1894. Hans talent kunne ikke fornægtes og allerede som 14årig blev han flyttet fra den almindelige skole til kunstskolen Chase Art School. Derefter fulgte nogle år ved National Acedemy of Design, hvorefter han blev optaget på Art Students League of New York.
Som 19årig blev Rockwell ansat som kunstredaktør på Boy’s Life, et månedsmagasin udgivet af den amerikanske spejderbevægelse. I de fire år han bestred posten malede han adskillige forsider – en opgave han skulle vende tilbage til mange gange i sin karriere.
Da første verdenskrig brød ud, forsøgte Rockwell at melde sig til flåden, men den 183cm høje kunstner på kun 64kg var for let til militær tjeneste og blev kasseret. Han var dog opsat på at gøre tjeneste, så han tilbragte en hel dag med at æde dounuts og bananer, hvorefter han meldte sig igen – denne gang slap han igennem. Det blev dog ikke til aktiv tjeneste, da også flåden erkendte hans talent og tildelte ham en position som illustrator.
Jobbet som illustrator for det amerikanske militær, tillod Rockwell at arbejde fra hans eget atelier og samtidig holde liv i det civile arbejde. Atelieret delte han med tegneserietegneren Clyde Forsythe, der skaffede Rockwell en forbindelse til The Saturday Evening Post, som trykte deres første Rockwell forside i maj 1916. Over de næste 47 år malede Rockwell 322 forsider for magasinet – næsten 30% af deres udgivelser.
Successen hos The Saturday Evening Post udløste andre illustrationsopgaver hos populære magasiner som The Literary Digest, The Country Gentleman, Leslie’s Weekly, Judge og Life Magazine. Hans stil var nærmest et sirupglaseret billede af den amerikanske samtid, men de var umådeligt populære og illustrerede måske snarer amerikanernes forestillinger om dem selv, end det Amerika de oplevede i hverdagen.
Rockwell var hverken samfundsrevsende, eller banebrydende, og selvom hans teknik var brillant, så fik han ikke mange rosende ord af samtidens egentlige billedkunstnere, der gerne omtalte ham som illustrator – en betegnelse han da også brugte om sig selv.
Norman Rockwell illustrerede derfor bare løs og som kendetegn på det virkelige geni, så skulle der et generationsskifte til, før kunstkendere fik øjnene op Rockwells kvaliteter. I 1999 udtalte kunstkritikeren Ruby Schjeldal fra The New Yorker til ArtNews: “Rockwell is terrific. It’s become too tedious to pretend he isn’t.”
Under anden verdenskrig var der endnu engang brug for Rockwells evner i kampen mod landets fjender. I løbet af syv måneder malede han sine fire mest berømte billeder: Four Freedoms. Disse var inspireret af en tale fra Franklin D. Roosevelt og illustrerer de grundlæggende værdier amerika kæmpede for: Freedom of Speech, Freedom of Worship, Freedom from Want og Freedom from Fear. Malerierne blev benyttet i regeringens reklamekampagne for War Bonds.
Maleriet Freedom of Speech er gentrykt i mange sammenhæng
Rockwell var afsindig produktiv og hans arbejde tæller over 4000 malerier, hvoraf mange originaler desværre blev ødelagt under en brand i hans atelier i 1943. Udover forsideillustrationer til utallige magasiner, så illustrerede Rockwell over 40 bøger og bidragede mellem 1925 og 1976 til de årlige Boy Scout’s kalendere. Et loyalitet der i førte til en Silver Buffalo Award, den højeste udmærkelse spejderbevægelsen tildeler voksne.
Afslutningen på anden verdenskrig medførte en lang serie af billeder med hjemvendte soldater, som illustration til de mange artikler om sønner og fædres hjemkomst fra krigen. Karakteristisk for Rockwell, så viser disse billeder ikke krigens gru, men håbet og glæden ved dens afslutning. Billederne syntes at forudsige den opblomstring Amerika oplevede i sidst i 40erne og op gennem 50erne.
Rockwell fortsatte som Amerikas ynglings-illustrator helt indtil starten af 70erne. Det sidste årti illustrerede han for Look Magazine og hans billeder antog en mere samfundskritisk karakter. 60erne så voldsomme uroligheder i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen og demonstrationer mod Vietnam-krigen. USA havde ændret sig i løbet af Rockwells karrierer, men han fortsatte ufortrødent med at male hvad han så, om end med en smule mere deltagelse.
Hvorom Rockwell måske ikke tidligere havde taget stilling til fattigdom og raceforskelle, så tillod han sig i alderdommen, at skildre disse problemer i sine illustrationer – måske fordi Rockwell som illustrator blot malede hvad magasinerne skrev om og det er måske her hans værdi ligger: Rockwell illustrerede samtiden, han fortolkede den ikke.
Rockwell nåede at se den essentielle udvikling af Amerika i det 20ende århundrede. Fra Wright brødrenes første flyvning i 1903 til Neil Armstrongs første skridt på månen i 1969. Et Amerika der gik fra en forholdsvis isoleret nation af farmere og lavtlønnede arbejdere, til en supermagt af forbrugere, der bombede bønder i det fjerne østen. Alt hvad der rørte sig i den mest epokegørende periode i Amerikas historie, var en tur gennem Rockwells pensler og han afbillede det forholdsvist ukritisk- Han var illustrator, ikke politiker.
Rockwell døde 8. november 1978 i en alder af 84. Der er ingen kunstnere der som ham har fanget den amerikanske guldalder.
Norman Rockwells hyldest til Apollo-programmet
Tags: amerika, guldalder, kunst, norman rockwell, Retro, USA
Dengang midt i 50erne, hvor det stadig rungede i ørene efter de første atomprøvesprængninger, så man frem til udnyttelse af atomenergien med stor glæde. På det tidspunkt var man endnu ikke helt klar over hverken faren, eller langtidsvirkningerne, fra radioaktiv stråling. Derfor forventede man, at den nye energikilde snart ville findes alle steder, hvor man brugte energi. Det ville være billigere end vand og man kunne simpelthen bare bruge løs uden betænkninger.
Ford deltog med stor glæde i denne atomare bryllupsrejse og i 1957 designede de konceptbilen Ford Nucleon – Intet mindre end verdens første atomdrevne bil. Det skulle være fremtidens bil og der var ikke blevet sparet på de futuristiske linjer. De karakteristiske 50er finner, var svunget en ekstra grad, den svungne forrude var et enkelt stykke glas og eftersom det jo var i billirets storhedstid, så fik Ford Nucleon selvfølgelig white-wall tires.
William Ford med en 3/8 model af Nucleon
Bilens motor var et Uran fissions kernekraftværk i lommestørrelse. Det var baseret på samme principper som kernekraftværket i en atomdrevet ubåd, men naturligvis skaleret en hel del ned. Kraftværket lavede vand til damp, der så drev to turbiner, en der var forbundet til en gearkasse og en der drev en elektrisk generator. Dampen blev bagefter fortættet i et kølesystem, hvorefter det tog turen en gang mere. Det var altså et lukket system og Ford Nucleon kunne i teorien kører så længe der var fissionsmateriale. Udskiftning, eller rettere ombytningen, af kraftværket var dog beregnet til cirka hver 8000km. Teoretisk ville Ford Nucleon også være både forurenings og støjfri.
Føreren og eventuelle passagerer sad foran den forreste hjulaksel, fordi sådan en atomreaktor kræver en usandsynlig klodset og meget tung mængde indpakning, hvis den ikke skal dræbe ejeren. Man var sjovt nok ikke synderligt bekymret for, at selv mindre parkeringsuheld kunne udvikle sig til en radioaktiv katastrofe. Faktisk syntes den amerikanske regering, at det var en rigtig god ide, så de kastede en mindre bunke penge i udviklingen.
Den smækre og strømlignede Ford Nucleon kom dog aldrig på gaden. Ford måtte simpelthen opgive at pakke det klodsede kraftværket ned i en størrelse der passede til en familiebil (selv en amerikansk familiebil). Samtidig var offentligheden begyndt at bekymrer sig over faren ved atomkraft og var efterhånden utilbøjelig til at kører rundt med et kernekraftværk i bagagerummet.
Der blev aldrig produceret en fuldt fungerende udgave af Ford Nucleon. Den er dog ikke desto mindre blevet ikonisk for 50ernes atomglæde. En ide der måske ikke udelukkende skal som bilindustriens foragt for den forurening sådan en kasse kunne have afstedkommet, men mere som et udslag af tidens generelle kærlighed til atomernes indre kræfter – lidt naivt måske, men det vat jo også atomalderens bryllupsrejse.
Tags: atomalder, atomkraft, bil, energi, ford, ford nucleon, Retro, teknologi
Oles nye autobil
Man er ikke helt sikker på hvornår sæbekassebilen kom til verden, men bilen er fra sidst i 1800-tallet, så det må være senere end det. Amerikanerne har afholdt All American Soap Box Derby hvert år siden 1934, så det er nok deromkring man bør finde oprindelsen. Det var i hvert tilfælde gennem denne konkurrence, at sæbekassebilen blev udbredt.
Meget tidlig model, af en Shoe Polish Box Car
Som billeder herover viser, så er en sæbekassebil ikke nødvendigvis bygget af tomme sæbekasser. Det betyder dog ikke, at slaget er givet helt frit. En sæbekassebil skal ifølge de internationale regler være uden motor og den skal have mindst 4 hjul, men derefter kan man gøre som man vil. Bremser er for eksempel ikke et krav. Enkelte organisationer har tilføjet flere regler, men jeg foretrækker denne Unlimited Class – det er ligesom mere i børns tankegang.
Køretøjet bliver selvfølgelig først og fremmest fremstillet for sjov. Sådan har det altid været og selvom konkurrencerne var med til at udbrede legen, så var flertallet af sæbekassebiler bare legetøj. Før TV og videospil skubbede man altså hinanden rundt i gamle trækasser – sådan er det bare.
Dansk model fra 1953
I min barndom var der en uskrevet regel om at en sæbekassebil ikke måtte koste penge. Den skulle på overlevelsesmaner bygges af de for hånden værende materialer, selvom man dog godt måtte stjæle søm fra diverse forældres værktøjskasser. Hjulene var altid det sværeste at få fat i. Indtil 70’erne byggede man barnevogne, hvor hjulene egnede sig perfekt til sæbekassebiler, men i min sæbekassetid var hjul ikke til at drive op ad jorden, eller også fandt man kun 3.
Klassisk Dansk model med snoretræk
Herhjemme har sæbekassebilen nok mest været et legeredskab. Der har sikkert været masser af mindre konkurrencer i de forskellige boligforeninger, men direkte nationale begivenheder er det nok ikke blevet til. I USA derimod, er det selvfølgelig kæmpe stort, hvor vindere fra hver stat går videre til All American Soap Box Derby. Konkurrencen har naturligvis heller ikke været uden skandaler. I 1973 blev 14 årige Jimmy Gronen frataget sin titel, da man opdagede at han havde installeret en meget kraftig elektromagnet i næsen på bilen. Løbene blev startet med form for startvogn, ligesom på travbanen, og Jimmy kunne med elektromagneten lade sig trække i gang. Snyderiet blev opdaget fordi sæbekassebilen syntes at accelererer for kraftigt. Røntgenundersøgelser (I kid you not) afslørede den formastelige magnet.
For en hyggelig børnekonkurrence skabte skandalen utrolige stor opstandelse. Jimmys onkel blev anklaget for fordærvelse af mindreårige og Jimmy selv bandlyst fra enhver sæbekassebilkonkurrence i al evighed. Det var landsdækkende nyheder hele sommeren.
Jimmy's skandalebil fra 1973
Bilerne der bruges konkurrencemæssigt er uendeligt langt fra de sømbeslåede og uhøvlede apparater jeg legede med som barn. De er strømlignede, bygget i karbon og glasfiber, 100 % afbalancerede og i øvrigt forudsigeligt ens, fordi konkurrencefolk altid kopierer den hurtigste…..
The Walden, New York soapbox derby 2006
Marietta Soap Box Derby 2009
Photo finish - gab!
Næ, giv mig de gode gamle dage - start your engi.... DOH!
Soap Box Derby, Dayton Ohio - dengang sæbekassebiler var sæbekassebiler
Det var ikke altid helt nemt
Drengedrømme
Tags: legetøj, Retro, soap car derby, sæbekassebil
Jettog til tiden!
Ligesom med den flyvende bil, så er Turbojet drevne tog noget der altid syntes lige om hjørnet – og hvorfor ikke? Jeg mener; vi har toget, vi har turbojetmotoren, så en eller anden ingeniør burde være i stand til at kombinerer de to på en fornuftig måde.
Allerede i 50'erne gik folk med fantasier om turbojet-tog
I 1966 besluttede New York Central Railroad at gøre drømmen til virkelighed. Med to brugte General Electric J-47 jetmotorer som drivkraft, byggede de M-497 ”Black Beetle” – verdens første turbojet lokomotiv.
Black Beetle var i virkeligheden bare en Budd Rail diesel motorvogn, med en påsvejst sort strømlinet næse og påmonteret de førnævnte motorer på taget. Ikke desto mindre lykkedes det at Black Beetle op på 296mk/t på en strækning mellem Butler, Indiana og Stryker, Ohio. Dette er stadig rekorden for lette tog i USA. Selvom eksperimentet faktisk var ganske vellykket og tilmed forholdsvist billigt, da de benyttede brugte turbojetmotorer, så fængede ideen ikke rigtigt. Firmaet stod foran an fusion med Pennsylvania Railroad, og disse var allerede i gang med at udvikle et højhastighedstog (men ikke med turbojetmotor). Black Beetle blev ført tilbage til sin oprindelige tilstand og kørte som almindelig motorvogn indtil 1984, hvor den blev skrottet.
All Aboard! Black Beetle i al sin turbojetdrevne velmagt
Der sættes hestighedsrekord på en almindelig banestrækning
USSR ville naturligvis også være med i legen, så i 1970 byggede de deres eget turbinemotor-tog. Fremgangsmåden var nogenlunde den samme, bortset fra at Sovjetterne brugte Ivchenko AI-25 turbofanmotorer fra en aflagt Yak-40 (så det var altså ikke helt det samme). Lokomotivet blev bygget på Kalininsky karrossefabrik og var baseret på en ER22 motorvogn. Under testkørsel opnåede lokomotivet en hastighed på 249km/t (så skulle de måske alligevel have brugt turbojet motorer). Ligesom dens amerikanske søster, så fik det russiske jettog aldrig den succes man forventede. Toget endte på et rangerspor ved Kalininskyfabrikken og står der sikkert den dag i dag.
Folkets jettog fra Kalininskyfabrikken
Den skulle have kørt yndefuldt på de russiske stepper
men endte på et sidespor
Burde den ikke have været på museum?
Franskmændene forsøgte sig også med et turbojet-drevet tog. Projektet hed Aérotrain og kan dårligt siges at være et enkelt projekt. Fra 1965 til 1977 udviklede toget sig drastisk gennem 6 prototyper, der var meget forskellige. Prototype 2 havde en turbojet motor og kørte på et mono-rail baneanlæg – YAY!
De andre prototyper enten propeldrevet, eller havde lineær induktionsmotor. Nogle kørte på almindelige jernbanespor, andre mono-rails og endnu andre var luftpudefartøjer. Det var i det hele taget en rodet forretning og den Franske regering valgte sidst i 70’erne at satse på TGV togene.
Aérotrain prototype 2 på det herlige mono-rail
Som rosinen i pølseenden, skal Grumman’s og Garrett’s eksperimentaltoge fra 1973 lige nævnes. Disse tog var egentlig ikke beregnet til turbojet motorer, men man brugte dem som alternativ drivkraft under udviklingen af en lineær induktionsmotor.
Grumman's løsning i et meget dyrt sporanlæg til LIM fremdrift
Garrett's model under test
Fordums teknologi
De fleste af os voksede op i skællet mellem den analoge og digitale teknologi. I vores barndom/ungdom så vi spolebåndoptageren forsvinde fra markedet, men teknologien forblev i form af kassettebånd og videobånd. Samtidig kom digitale vare som spillekonsoller og elektroniske regnemaskiner på markedet. Det hele gav sådan en fornemmelse af, at der var noget bedre lige om hjørnet.
Noget af det første digitalgrej der blev almindeligt kendt, var den elektroniske regnemaskine, den såkaldte lommeregner (alene navnet giver en fornemmelse af hvor imponerede folk var). Jeg husker tydeligt, at mange firmaer stadig havde mekaniske regnemaskiner med håndtag til udførsel af beregningen (kasseapperater? Forget it!). De elektroniske regnemaskiner holdt deres indtog midt i 70’erne, hvor prisen var faldet til et fornuftigt niveau. Mit første møde med sådan maskine husker jeg faktisk stadig, selvom jeg ikke lige kan sætte årstal på. Det var på flyvestation Værløse, hvor min far den dag havde weekendvagt i operationsafdelingen. Vidunderet var en Texas Instrument TI-58 og jeg husker det fordi den kunne programmeres til at simulerer en månelanding. Selvfølgelig var det ikke et computerspil som vi kender dem i dag, men de små røde tal viste en brændstofbeholdning, samt en højde over månens overflade. Spilleren kunne så justere nogle parametre og ligesom leve sig lidt ind i de faktiske udregninger under månelandingen (Wow!).
I dag er det ikke månespillet jeg tænker mest på, men det faktum, at hele flyvestationens operationsafdeling kun havde EN lommeregner til deling. Der stod en fjernskriver i hjørnet, men ellers var ALT stort set som under anden verdenskrig.
Den fantastiske TI-58
Adler 81 – Regnekraft til hjemmebrug
Et andet fremskridt fra 70’erne, var muligheden for at optage programmer fra TV. Første gang jeg hørte om dette, så var jeg sikker på det var løgn. En smart ide, men helt uden fodfæste i virkeligheden. Nuvel, det viste sig altså at være sandt.
Østerhøjskolen, hvor jeg tilbragte mine folkeskoleår, havde et særligt AV rum, hvor deres audio-visuelle teknologi stod beskyttet mod elevernes små snavsede fingre. Rummet indeholdt oprindeligt en spritduplikator, kasser med farvet karton, skolens 16mm filmfremviser (med højtaler) og sikkert noget linoleumstrykgrej (Østerhøjskolen syntes at have uanede mængder af linoleum-teknologi). Engang sidst i 70’erne ankom en ny kasse i AV rummet. Det var skolens første VCR videomaskine (en klods af en sag). Skolen oprettede et særligt korps af teknik-kløgtige elever, der kunne betjene den dyre maskine. Teknisk var det jo et fremskridt, men hvor den gammeldags filmfremviser kunne vise både Tarzan og Far til Fire (begge i mono), så kom VCR systemet udelukkende med undervisningsmateriale – crap!
Efterhånden fik folk videomaskiner i hjemmet, men det var åbenbart ikke nok for producenterne. Ude blandt teknologifirmaerne opstod der nemlig en reel krig over videoformater. Hovedslaget stod mellem Sony’s Betamax og VHS fra JVC, men der var adskillige andre deltagere på slagmarken. Video2000 fra Phillips, Cartrivision fra Cartridge Television Inc, VX fra Panasonic og mange flere. Rygter vil fortælle, at VHS vandt krigen fordi de tillod pornoindustrien at benytte formatet, men i virkeligheden var det en fejlbedømmelse fra Sony’s marketingsafdeling der endte Betamax formatet. Oprindeligt havde de troet, at hjemmebrugere ville være tilfredse med den 1 times begrænsning de professionelle videofolk benyttede på U-Matic, mod at formatet havde en højere kvalitet og et lidt mindre bånd. Sådan var virkeligheden nu ikke. Folk syntes det var meget bedre, at VHS kunne optage hele 2 timer, hvilket passende svarende til de fleste Hollywood film. Inden Sony fik lagt fabrikationen om, så havde JVC sat sig på markedet med VHS. En plads de beholdt i 30 år.
Den sagnomspundne Grundig SVR4004
Betamax – slagets taber
Hvor generationen før havde nydt godt af transistorradioen, kunne musikelskere op gennem 70′erne benyttet kassettebåndoptageren til optagelse af deres ynglings musik. De små plastikkasser blev møjsommeligt placeret foran radioen, med den tilhørende mikrofon i passende stereo afstand fra højtalerne (selvom de færreste båndoptagere kunne optage, eller afspille i stereo). Med råbet ”jeg optager!” trykkede operatøren samtidigt på play og record knapperne. Derefter skulle stuen helst forblive i absolut stilhed, indtil nummeret var færdigt og operatøren trykkede stop (det var ikke alle maskiner der havde en pause knap).
Kassettebåndoptagerens naturlige udvikling førte til Sony’s walkman, der tog verden med storm i 80’erne. Da ingeniøren Nobutoshi Kihara først fremviste sin opfindelse, blev der grinet godt i marketingsafdelingen. Hvem helvede ville købe en kassettebåndafspiller uden højtalere – get out of here Kihara!
Den viste sig nu at være meget praktisk og blev hurtigt markedsført udenfor Japan. Oprindeligt hed den faktisk kun Walkman i Japan. Den hed Stowaway i Storbritannien, Freestyle i Sverige og Soundabout i de fleste andre lande. I 80’erne besluttede man at Walkman burde bruges som globalt navn. Selvom det var en ren Sony opfindelse, så gik der ikke længe før andre elektronikfirmaer fik samme ide. Den originale Walkman var dyr, så der kom hurtigt langt billigere (og dårligere) efterligninger på markedet. Walkman navnet gik efterhånden over i Diskman, så mini Diskman og derefter en række MP3 afspillere. Men der er nu noget ved de gamle plastik-knirkende apparater der lukker låget med et smæld.
Teknisk plastikvidunder fra Panasonic
Det gode liv med en Sanyo kassettebåndoptager
Den oprindelige Sony TPS-L2 Walkman
Udbuddet fra Sanyo
Udover opfindelsen af den ultra-transportable båndafspiller, så var 80’erne perioden, hvor et andet afspillerfænomen fødtes og døde. Der er muligvis ikke tale om ny teknologi, men jeg syntes alligevel den skulle nævnes. Jeg taler naturligvis om 3-i-1 musikcenteret.
Selvom ærværdige fabrikanter var med på bølgen, så er det klart skrammeludgaven der huskes bedst. De var normalt støbt i ganske billig plastik og indeholdt cirka 700 gram elektronik , hvilket gav dem et fuldstændig bizart vægt/størrelse forhold, hvilket igen resulterede i, at man nærmest kastede dem omkring, når man forsøgte at flytte dem.
Højkvalitets Disco Center fra Saba
Sidst, men ikke mindst, skal vi lige forbi den fotografiske del af udviklingshistorien. Billige og dårlige kameraer har altid eksisteret, men de havde deres storhedstid i starten af 80’erne, hvor enhver konfirmand fik tildelt et kamera til det populære 110mm kassette format.
Der var en hel række af dårligheder ved disse lommekameraer. Primært var optikken elendig, sekundært var 110mm formatet ikke meget bedre end trækulstegninger. Derudover var den billige plastikkasse sjældent lystæt i mere end 2 måneder, hvorefter alle billederne havde et pudsigt gyldent skær. Alt i alt en meget dårlig erstatning for de billige 36mm fotografiapparater der allerede var på markedet i 50’erne. Alligevel blev de utrolig populære og solgtes i mange variationer.
110mm kassetten passede i lommen (hvilket 36mm rullen også gjorde)
Nationalstandard til de Danske konfirmander i 80′erne
Endnu billigere end Kodak og i smart pink
Beskyttelsenkappen (der var svagere end selve kameraet), kunne bruges som greb
Tags: betamax, regnemaskine, Retro, teknologi, texas instrument, VCR, Video2000, walkman
