På kanten af København

Islands Brygge er Københavns yngste kvarter og hele den nuværende bydel stod under vand indtil 1880. Det er traditionelt et industri og arbejderkvarter med en solid forankring i socialdemokratiet og fagforeningerne, selvom det blev kraftigt moderniseret og ligefrem fashionabelt i løbet af 90erne. Bryggen har altid ligesom hængt i udkanten af selve byen og selvom den egentlig ikke har en fast afgrænsning, så er den heller ikke rigtigt Amager – men der er skam ikke noget galt med Bryggen af den grund.

Indtil opfyldningen lå stranden omtrent langs Artillerivej, men ved omlægningen af Københavns forsvar i 1880erne, fyldte man strandengene op og anlagde Ny Tøjhusgrunden, hvor man meget passende placerede det forsvarets nye tøjhus og Hærens Geværfabrik. Desuden opførte man i løbet af 1880erne Artillerivejens kaserne, der nu anvendes af Statens Serum Institut.

Geværfabrikken blev revet ned i 1990, men enkelte tøjhusbygninger overlevede som henholdsvis medborgerhuset Gimle og en administrationsbygning for hjemmeværnet og politiskolen. De sidste bygninger blev dog revet ned i 2001, hvorefter man opførte en række moderne kontordomiciler på den gamle tøjhusgrund.

Opfyldning af kalvebod Strand med Hærens Geværfabrik i 1887

Opfyldning af kalvebod Strand med Hærens Geværfabrik i 1887

I starten af 1900tallet udvidede man Københavns havn med opfyldning af området syd for tøjhusgrunden. Oprindeligt var det tiltænkt som lagerplads for kul og tømmer, men allerede i 1905 opførte man de første boligblokke på de områder der ikke lå direkte ned til havnen. I det meste af Bryggens historie, var boligbyggeriet centreret omkring Njalsgadekvarteret, hvor 10-15 boligblokke udgjorde Bryggeborgernes hjemland. Større var bydelen egentlig ikke og med sin sin lidt akavede placering, var Bryggen nærmest en landsby i storbyen.

Bryggen er dog nok mest kendt for den industri der voksede op på området. I 1909 stiftede A/S Det Østasiatiske Kompagni Islands Brygges mest ikoniske fabrik: Dansk Sojakagefabrik A/S. Det første presseanlæg stod klart i 1910 og det efterfølgende årti udvidedes fabrikken langs havnen. Til trods for navnet, så pressede Sojakagen ikke kun Sojabønner, men en lang række olierige frø, kerner og nødder til margarine og sæbeindustrierne.

Sojakagen var i 80 år Bryggens største arbejdsplads og de fleste af arbejderne var lokale Brygge-borgere. I 1980 eksploderede ekstraktionsanlægget med et drøn der kunne høres og mærkes over hele København. 23 mennesker blev såret og der skete skader for over 200 millioner kroner. Den ødelagte del af Sojakagen blev aldrig genopbygget og i 1991 lukkede fabrikken helt.

Den eksplosive Sojakage i 1935

Den eksplosive Sojakage i 1935

KKKK var en anden af Bryggens store arbejdspladser

KKKK var en anden af Bryggens store arbejdspladser

Som nævnt var Islands Brygge oprindeligt udlagt i militært øjemed og militæret havde også en lang og glorværdig tilstedeværelse på Bryggen. Udover det omtalte tøjhusanlæg, så var Bryggen hjemsted for Hærens flyvende tropper – Ballonparken. Hæren havde brugt observationsballoner siden 1912, men i 1932 blev Ballonparken oprettet som en selvstændig underafdeling af Hærens Flyvetropper. Det var primært et opklaringskompagni, der egentlig allerede fra starten var forholdsvis forældet. Ballonparken blev anvendt af hæren indtil 1947, hvor man stoppede med militær ballonflyvning. Stedet blev derefter konverteret til et mandligt kollegium. Senere blev ballonparken til et farverigt mini-Christiania, med små hyggelige træhuse og en rideskole i den gamle ballonhangar. Det er en dejlig og hengemt oase i storbyen – bestemt en gåtur værd.

Det Danske forsvar klar til luftkamp

Det Danske forsvar klar til luftkamp

Bryggen har altid levet et roligt lidt tilbagetrukket liv. Det er ikke en bydel folk tilfældigt kommer igennem, da man grundlæggende skal ville til Bryggen, for at komme dertil. Mange kører dagligt forbi, men Bryggen ligger ikke på vejen til noget andet sted, så i dagligdagen er Bryggen mest for Brygge-borgerne. På sydsiden af Islands Brygge ligger nogle af Københavns mest eftertragtede kolonihaveforeninger, roligt og smukt langs havnen.

Den gamle kaj ved Langebro er nu ganske fashionabel med kulturhus og havnepark med badeanlæg. Den gamle Sojakagegrund dannede grundlag for et prangende prestigeprojekt, med lejligheder i 5-10 millioner kroners klassen, men et eller andet sted, har bryggen formået at holde sin udprægede landsbyfornemmelse. Bryggeborgerne er stadig en Københavnerart i klasse for sig selv.

Sangen om Islands Brygge

Bryggen i 1964, med tøjhusgrunden i midten af billedet

Bryggen i 1964, med tøjhusgrunden i midten af billedet

Den sydlige industrielle del af bryggen i 2002 før byggeboomet.

Den sydlige industrielle del af bryggen i 2002 før byggeboomet.

Bryggens havnepark og badeanlæg – væk er stanken fra Sojakagen

Bryggens havnepark og badeanlæg – væk er stanken fra Sojakagen

Nogenlunde samme område i 1955 da havnen levede på Bryggen

Nogenlunde samme område i 1955 da havnen levede på Bryggen

De færreste ved nok, at fregatten Jylland lå ved Islands Brygge fra 1935 til 1950, hvor den anvendtes til indkvartering af børn fra “Provinsbørns ferieophold København“. Desuden anvendte Gestappo fregatten som kontor for deres afdeling i kvarteret. I 1970erne slæbte man den til Ebeltoft, hvor den i dag er varetegn, men det er altså en gammel Brygge-borger.

Fregatten Jylland med den Gamle Langebro i baggrunden

Fregatten Jylland med den Gamle Langebro i baggrunden

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
På kanten af København, 10.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in københavn | Tagged as: , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *