Rage Against the Machine

Industrialiseringen bragte masseproduktion og tekniske fremskridt der overgik alle tidligere generationer. For første gang i menneskets historie kunne man genererer kraft til mekanisk arbejde efter forgodtbefindende. Det var James Watt’s dampmaskine der stod bag den rivende udvikling. Tidligere arbejdsværker, som vand- og vindmøller, var ikke bare afhængig af location, de udviklede kun en tusindedel af de kræfter dampmaskinen stillede til rådighed. Dampmaskinen kan måske virke lidt arkaisk set fra det 21ende århundrede, men i 1700tallet var det højteknologi på linje med vores kernekraftværker og den afstedkom en lignende industriel optimisme. Som altid var der dog en bagside af medaljen.

James Watt i sit højteknologiske laboratorium - mere damp!

Tekstilindustrien var den første sektor der til fulde udnyttede den nye teknologi. De første maskiner holdt deres indtog sidst i 1700tallet og aflivede med et drøjt hug en husmandsindustri, der havde eksisteret i århundrede. Før 1770erne var vævning var et fag på linje med alle andre håndværk. Væverne var en del af det nedre borgerskab og faget gik gerne i arv gennem generationer.

Arbejdet foregik i hjemmet og som regel var hele familien involveret, ligesom en hel familie normalt deltog i driften af små landbrug. Maskinvæven fjernede grundlaget for denne hjemmeindustri. En enkelt ny maskinvæv kunne udføre flere hundrede faglærte væveres arbejde. Det ville faktisk svare lidt til, at man i dag eliminerede behovet for tømrerarbejde fuldstændigt. Familier der året før havde overlevet på en lille indtægt fra vævearbejde stod pludselig på bunden af samfundet – uden indkomst. Det var en social katastrofe.

Væverne søgte mod de nye fabrikker, men de få der fandt arbejde var nu anset som ufaglærte og fik en tilsvarende lav løn. Børnearbejde var udbredt og det pressede lønnen yderligere. Også dengang talte man meget om selvforskyldt fattigdom og der var ingen kære mor fra hverken fabriksejere, eller regeringer. Industrialiseringen var på industriens præmisser og de stakkels væverfamilier kunne bare fedte af.

Den åbenlyse ligegyldighed overfor vævernes situation affødte en bevægelse, der kæmpede for opmærksomhed omkring de tusindvis af sultende familier. Bevægelsen var opkaldt efter den mytologiske figur General Ned Ludd, der som en anden Robin Hood levede i Sherwoodskoven, hvorfra han dirigerede kampen mod maskiniseringen. Der er forholdsvis stor usikkerhed omkring eksistensen af en historisk Ned Ludd, men hans reelle åndsfæller fik tilnavnet Luddites.

General Ludd - Terrorisme i tekstilindustrien

Luddites var en halvmilitær organisation, der mødtes på heder og i skove i nattens mulm og mørke. Her planlagde de sabotageoperationer mod de nye fabrikker. Maskinvæve blev ødelagt og tekstilfabrikker brændt ned. Det var en stærk organisation, der nød en vis support blandt landarbejdere og små husmænd, der selv led kraftigt under landbrugsreformer, der havde frataget dem græsnings- og dyrkningsretten til store landarealer.

Efterhånden tog Luddite aktionerne til og regeringen, der var mere lydhør for industrien end befolkningen, satte flere gange militæret ind mod de rebelske vævere. På et tidspunkt var flere britiske styrker involveret i kampen mod væverne, end i den regulære krig mod Napoleon. Det førte til regulære slag ved flere tekstilfabrikker, men selv den britiske hær kunne ikke dæmme op for urolighederne. I et forsøg på yderligere at undertrykke opstanden indførte man i 1812 dødsstraf for ødelæggelse af maskiner. Det var ikke tomme trusler og alene i 1813 blev 17 Luddites hængt, samt et langt større antal deporteret til Australien.

Man begyndte at infiltrere bevægelsens grupper og prinseregenten udlovede personligt en dusør på 50 pund, for oplysninger der kunne lede myndighederne til ”any person or persons wickedly breaking the frames“. Fabriksejere hyrede også selv vagtværn, til at beskytte deres ejendom, hvilket ved Burton Mill nær Manchester førte til 3 dræbte Luddites. Dagen efter brændte andre Luddites ejerens hus ned, men blev overrasket af militæret, der dræbte yderligere 7 Luddites.

Den hårdhændede politik fik i sidste ende skovlen under de stakkels Luddites. Med lovgivningen i baghånden kunne regeringen og fabriksejere bekæmpe bevægelsen med alle tænkelige midler og man fik efterhånden fængslet, eller hængt, hovedpersonerne. Omkring 1814 var oprøret ebbet fuldstændigt ud.

Luddites fik naturligvis ikke stoppet industrialiseringen, men det var egentlig heller ikke deres mål. Det britiske samfund gennemgik i forbindelse med industrialiseringen kolossale sociale omvæltninger. Det nye frie marked sønderrev fundament for Storbritanniens underklasse, der indtil det sene 1700tal var baseret på en århundrede gammel levevis. Maskinerne blev et symbol på denne radikale omvæltning og dermed et mål for den vrede og fortvivlelse småbønderne og særligt væverne stod tilbage med. Luddite oprører var simpelthen den sidste krampetrækning fra middelalderens samfundsorden.

Englands Luddite oprør var stort set uden resultat for arbejderklassen. Fabriksejerne derimod, fik etableret deres ret, til at indfører ny teknologi uden en forhandlingsproces, eller stillingtagning til teknologiens indflydelse på arbejderne, eller samfundet som helhed. Det er faktisk en problemstilling der med genteknologi, kernekraft og geoengineering, er mere nutidig end vi er bevidst. Har industrien en medfødt ret til teknologisk fremgang, eller skal samfundets bedste også på vægtskålen?

I dag bruges ordet ’Luddite’ om en person der er skeptisk overfor ny teknologi.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Be Sociable, Share!
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *