Før radiokommunikation blev en fast værktøj indenfor søfarten, var skibes rejser over havet en forholdsvis gådefuld affære. Skibe dukkede simpelthen bare op – ofte uanmeldt. De ombordværende kunne selvfølgelig selv følge med i rejsen, men folk rundtomkring i verdenshavenes havne, havde i bedste fald en løs ankomstdato, der sagtens kunne være flere måneder forkert – hvis den passede overhoved.
Dengang var skibstrafikken nemlig den hurtigste langdistancekommunikation og de kunne af gode grunde ikke anmelde deres ankomst før de ankom. Ofte havde man aftaler om årlige, eller halvårlige, forsyningsskibe, men om de var afsejlet til tiden, eller rendt ind i problemer undervejs, havde man ingen mulighed for at vide. Det bedste man kunne gøre, var at holde udkig fra kysten.
Udkigs/fyrtårnet fra 1644 på Fort Saint-Jean Fortet i Marseille
Endnu værre stod det selvfølgelig til med fjendtlige skibe. En armada af en hvilken-som-helst størrelse, kunne uset snige sig ganske tæt på (under en dagssejlads), uden modstanderen på land havde mulighed for at opdage dem. Dette var ikke ualmindeligt i kolonitiden, hvor Europas kolonimagter angreb hinanden efter forgodtbefindende. Guvernører, præfekter og konsuler i de afsidesliggende kolonier var derfor særdeles afhængig af en nærmest ikkeeksisterende maritim efterretning.
Øen Mauritius i det indiske ocean, der i sejlskibenes tid var en del af de franske kolonier, var sidst i 1700tallet en af de kolonier, hvor man næsten konstant frygtede et maritimt overraskelsesangreb. Frankrig støttede nemlig de amerikanske koloniers uafhængighedskrig mod Storbritannien og Storbritannien havde en solid flådetilstedeværelse i det indiske ocean.
Britiske krigsskibe ligger for anker ved Kennedy Space Center, eller noget
I 1782 fik guvernøren Viscomte François de Souillac advarsel om 11 skibe med kurs mod Mauritius. I forventning om et forestående angreb, sendte de Souillac et mindre opklaringsfartøj af sted, men allerede inden fartøjet vendte tilbage, havde de Souillac afblæst alarmen med den forklaring, at skibene havde skiftet kurs og nu bevægede sig væk fra Mauritius. Et par dage senere vendte opklaringsfartøjet tilbage og bekræftede guvernørens udtalelse.
Historien i sig selv er egentlig ikke synderlig bemærkelsesværdig. Verdenshistorien er fuld af tilfældigheder og vi husker naturligt de gode udfald (havde skibene vitterligt angrebet Mauritius, var guvernørens udtalelse med garanti blevet glemt). Det bemærkelsesværdige er guvernørens efterretningskilde, en lokal ingeniør ved navn Étienne Bottineau.
Port Louis på Mauritius i slutningen af 1700tallet
Étienne Bottineau var født i Frankrig, men blev i 1764 udstationeret på Mauritius som mellemleder i et fransk ingeniørforetagende. Allerede efter nogle år på øen begyndte Bottineau, at udvise et særligt talent for maritime forudsigelser. Et talent der gav ham en fornuftig indtægtskilde i form af væddemål på forskellige havneknejper. Bottineau kunne nemlig forudsige skibes ankomst flere dage i forvejen.
Bottineau var et barn af oplysningstiden og han havde kun spot til overs for ideer om overnaturlige forklaringer på hans evne. Selv forklarede han, at talentet beroede på en videnskabelig metode, som han havde udviklet og indøvet. Metoden kaldte han Nauscopie (kunsten at opdage skibe og land på store afstande).
I dag vil vi nok umiddelbart dømme Étienne Bottineau som en charlatan, men samtiden var knap så hovmodige. Bottineau havde et upåklageligt omdømme og hans forudsigelser blev gentagende gange bekræftet af franske flådeofficerer, ligesom selveste flådekommissæren i Port Louis svor, at Bottineau havde forudsagt ankomsten af 109 skibe (mod kun to fejlagtige forudsigelser). Det skal siges, at vidnerne ikke var godtroende landsbytosser, men mænd af en vis anseelse i fransk samfund – de var ikke 100% overbeviste, men resultatet af Bottineau Nauscopie-teknik talte for sig selv.
Guvernør de Souillac holdt et vågent øje med Bottineau og opsummerede forudsigelser med ordene:
Since the war has broken out, his announcements have been very numerous, and sufficiently correct to create a sensation in the island. We have conversed with him upon the reality of his science; and to have dismissed him as a quack would have been an injustice…. What we can certify is, that M. Bottineau was almost always right.
Guvernør og Nauscopie enthusiast Viscomte François de Souillac
Bottineau selv havde problemer med en teknisk forklaring på Nauscopie. I de få beskrivelser af teknikken der har overlevet, taler Bottineau om svage tegn på hav og himmel, som kun et vågent og trænet øje kunne se og kun en Nauscopie-trænet analytiker kunne afkode. Det minder jo lidt om tågesnak og astrologi, men Bottineau’s vidner var generelt ikke godtroende typer.
Nauscopie opnåede tilstrækkelig international interesse, til at den Skotske fysiker Sir David Brewster nævnte Bottineau i sine værker (med beskrivelsen ’ the wizard beacon-keeper of the Isle of France’). Brewster er ikke helt overbevist, men lader resultaterne tale og afslutter historien med: “Bottineau must have derived his power from a diligent observation of the phenomena of nature.”
I 1780 var Bottineau tilstrækkelig selvsikker, til at sende den franske flådeminister et personligt brev, hvori han tilbyder hemmeligheden bag Nauscopie for en betydelig sum. Flådeministeren tager kontakt til myndighederne på Mauritius og beder dem studerer Bottineau nøje over otte måneder. Undersøgelsen viste, at Bottineau korrekt forudsagde ankomsten af 150 skibe. Succesfuldt nok til at guvernøren bekostede hans hjemrejse, så Nauscopie kunne fremvises for admiralitetet.
Louis XVI ser på søkort med Ministeren for Flåden Maréchal de Castries
Bottineau ankom til Frankrig i juni 1784, men af uvisse grunde afviste Flådeministeren at se ham. Akademiet i Paris havde heller ikke meget til overs for ’ the wizard beacon-keeper’ og Parisiske satiremagasiner lavede stygt grin med Bottineau og hans Nauscopie. De næste år arbejdede Bottineau utrætteligt for anerkendelse af hans videnskab, men i 1789 satte den Franske Revolution et brat punktum for enhver økonomisk gevinst fra Nauscopie. Under den efterfølgende Røde Terror faldt hemmelige videnskaber ikke i god jord. Bottineau forlod Frankrig uden en krone og det er ikke overraskende, at The Scots Magazine i 1802 rapporterer: Mr. Bottineau, opfinderen af Nauscopie, døde nyligt under store lidelser på Indien.
Eftertiden står tilbage med spørgsmålene. Var Bottineau en snedig fupmager, var han et heldigt fjols, eller skal man tage samtidens kilder til efterretning og medgive en vis videnskabelig teknik?
Den forunderlige Mr. Bottineau og hans maritime talent,
