Den Britiske menneskerettigheds-professor, diplomat, politiker og forfatter Rory Stewart besluttede i 2002, at afslutte sin godt 10.000km lange vandring fra Tyrkiet til Bangladesh, med den manglende tur gennem Afghanistan. Da Stewart oprindeligt gennemførte turen, var Afghanistan under Taliban og selvom landet stadig ikke er et sikkert feriemål, så var turen på det tidspunkt direkte umulig.
I januar 2002 startede han fra Herat i det vestlige Afghanistan og begav sig østpå langs de urgamle handelsruter. Selvom han ofte blev eskorteret af venlig, eller bekymrede Afghanere, så gennemførte han egentlig turen alene og til fods. Mad og nattely overlod han til den traditionelle muslimske gæstfrihed, der da også for det meste slog til, selvom landet kæmper mod en ufattelig fattigdom.
Rory Stewart og hans Afghanske Mastiff Babur halvvejs gennem turen
En sådan rejse gennem Afghanistan ligger næsten udenfor vores europæiske forestillingsevne. Landet har stort set ingen infrastruktur, ingen moderne bekvemmeligheder, ingen love og overhoved ikke nogen form for sikkerhed.
En officer i de Afghanske sikkerhedsstyrker advarer Stewart før han sætter ud fra Herat: “You are the first tourist in Afghanistan,it is mid-winter, there are three meters of snow on the high passes, there are wolves, and this is a war. You will die, I can guarantee.”
Den midlertidige rejsefælle Abdul Haq og hans elskede kalashnikov
Til trods for den barske garanti, så dør Stewart ikke under rejsen. Der er sult, der er kulde og næsten ufattelig udmattelse, men en ualmindelig indre styrke driver ham videre gennem bjergpas efter bjergpas. De lokale behandler ham skiftevis som en hjemvendt søn, og som et potentielt røveri-offer, men trods deres ofte uforståelige handlingsgrundlag, lykkedes det altid Stewart at komme igennem situationerne.
Rejsen bærer ofte præg af en tidsrejse og forskellen mellem vores og deres levestandard er næsten ubegribelig. En velanset landsbyleder, er velanset og leder, fordi han ejer en gammel vandpumpe. En batteridrevet transistorradio tændes til Stewarts ære, selvom intet andet en støj kan modtages i den fjerne bjergegn – radioen er et tegn på velstand, uanset om den så kan fange en station eller ej.
Mange Afghanere delte gerne deres meget sparsomme forråd med den rejsende
Der er kommet en bog ud af Rory Stewarts rejse: The Places in Between. Ikke en af de normale selvfikserede moderne rejsebøger, men en fortælling om Afghanistans befolkning i fortid og nutid. Bogen udmærker sig ved, hverken at være et hadsk billede af Taliban og deres ideologiske åndsfæller, eller en romantisk udlægning af den afsondrede middelalderkultur i Afghanistans fjerne egne. Det er en fortælling om de mennesker man kan møde, hvis man tør bevæge sig til fods gennem Afghanistan – og den er bestemt værd at læse.
