Salt, eller rettere Natriumklorid, er et af de få mineraler der er absolut nødvendige for levende organismer, men samtidig et der kan slå os ihjel, hvis vi får for meget af det. Indtager man mere end 4-6 gram om dagen, så er man færdig!
Natriumklorid er op gennem historien blevet betragtet som et sjældent og værdifuldt krydderi, der både har skabt og ødelagt nationer. I oldtiden og antikken saltede man gerne jorden omkring fjendtlige byer, når fjenden var endeligt besejret, fordi planter gror dårligt i salt og fjenden derfor ville få problemer med at bespise folk i området. Denne skik kendes helt tilbage til bibelsk tid, hvor Abimelech i 1050 f.v.t. saltede sin egen hovedstad, efter beboerne havde gjort oprør imod ham. Mest kendt er romernes tilsaltning af Karthago efter den Tredje Puniske Krig (149-146 f.v.t.) Man bruger også gerne udtrykket som en forbandelse.
Både i Europa og Asien er der arkæologisk beviser for saltsydning helt tilbage til stenalderen omkring 6000 f.v.t. Da salt også forekommer i geologiske aflejringer, har man også drevet minedrift for at udvinde det kostbare mineral. Salina Praid minen i Rumænien, hvorfra disse billeder stammer, er en af Europas ældste saltminer og var i brug allerede omkring det andet århundrede e.v.t. Salina Praid aflejringen skønnes at rumme til 3 milliarder ton salt.
Byen Salzburg i Østrig har både sit navn og sin velstand fra den tidlige middelalders saltruter, der flugte Salzach-floden og betalte afgift til byen Salzach betyder faktisk saltvand, selv om det naturligvis var en ferskvandsflod. Endnu længere tilbage i de etymologisk tåger, har ordet salt rod i ordet hal, der kan kendendes i Gallia (Gallerne) – det romerske navn for kelterne, og fra tyske byer som Halle, Hallstatt og Hallein. Ligesom den Spanske by Galicia har rod i saltindustrien.
Som det kan ses på ordet, så havde kelterne i det centrale Europa en vigtig plads i romernes køkken. Hallstat kulturen voksede sig stærk gennem handel med deres sydlige naboer og modtog luksusvare i bytte for salt. Herhjemme var vi også med på vognen, omend knap så tidligt. På Læsø sydede de salt så røven stod ud i en tut og i 1652 måtte man simpelthen forbyde det, fordi øboerne fældede alle træerne til brændsel for syderiet – Rapa Nui anyone?
I 1990 genoptog man saltsyderiet på Læsø og der fremstilles årligt godt 40 ton salt, hvilket er en del under de 100 ton man eksporterede i senmiddelalderen. Læsø-syderiet er ikke baseret på havvand, men på saltholdigt grundvand med har 4-5 gange højere indhold af salt (12-16% mod havvandets 3%).
Ligesom salt spillede en stor politisk rolle i middelalderen, så havde mineralet naturligvis også en religiøs rolle for forskellige kulture. Det nævnes mange steder i biblen. Den mest mindeværdige er vel nok historien om Lots kone, der forvandles til en saltstøtte, fordi hun ganske uartigt vender sig mod Sodoma og Gomorra – skam dig Lots kone. Salt anvendes stadig under nogle af den katolske kirkes messer.
Andre religioner anvendte salt i forskellige renselses-ritualer, eller som offergave til deres guder. Aztekerne havde en særlig gudinde der stod for både salt og saltvand: Huixtocihuatl. Der sikkert krævede både blod og indvolde, hvis hun skulle bringe salt.
Det engelske ord salary, der betyder løn, kommer af det latinske salārium, der var et løntillæg til romerske soldater, så de kunne købe salt. Ligeledes kommer ordet salat fra romerne, der elskede at salte deres grøntsager
