Da jagerflyene i efterkrigstiden begyndte at nærme sig lydens hastighed, besluttede USAAF Flight Test Division og National Advisory Committee for Aeronautics (NACA, nu NASA), at der skulle forskes lidt i forholdene ved overlydsflyvning. Til det formål kontaktede de Bell Aircraft Corporation, der havde stået bag anden verdenskrigs masseproducerede P-39 Airacobra og det første amerikanske jetfly overhovedet – Bell P-59 Airacomet. Jetmotoren var i sin spædeste barndom og selvom P-59 efter sigende var en fornøjelse at flyve, så var dens præstationer slet ikke på højde med datidens stempelmotorfly. Bell’s arbejde med Airacomet gjorde dem dog til amerikas førende forskningscenter for avanceret flydesign og satte dem på en naturlig førsteplads, da X-1 kontrakten skulle tildeles.
Bell X-1 var det første højhastighedsfly bygget specifikt til forskning og var aldrig tiltænkt en militær rolle. Flyet blev udformet efter kuglen fra Browning kaliber .50 maskinkanon, fordi man viste disse kugler var stabile i ved transsoniske hastigheder. Andet viste man egentlig ikke om forholdene ved lydens hastighed, selvom man havde kendskab til de compressibility fænomener, der opstår ved høje subsoniske hastigheder, hvor luften der bevæger sig over flyets vinge faktisk er transsonisk, mens luften under vingen er subsonisk. Dette fører til kraftige ændringer i vingens lift. Desuden opstår der en “mur” af luft foran flyet, der ikke kan nå at bevæge sig udenom det frembrusende fly. Compressibility problemer af forskellig art, førte til en del ulykker efterhånden som jagerfly opnåede dykhastigheder nær lydens. Drivkraften kom fra en firekamret XLR-11 raketmotor fra Reaction Motors Inc, der producerede 1500lbf med en blanding af ætylalkohol og flydende ilt. Derudover var X-1 udstyret med flere hundrede kilo instrumenter til dataindsamling under flyvningerne.
Den 25 januar 1946 havde X-1 sin første flyvetur over Pinecastle Army Airfield i Florida. Bell Aircraft’s egen testpilot, Jack Woolams, foretog en svæveflyvning uden motorkraft, efter at være blevet droppet fra en B-29. Woolams foretog yderligere 9 svæveflyvninger, inden X-1 blev afleveret til Muroc Army Air Field i Californien(det nuværende Edwards Air Force Base), hvor det egentlige testarbejde skulle udføres.
Jack Woolams omkom ved en flyulykke i august 1946 (ikke relateret til X-1), hvorefter Bell piloten Chalmers “Slick” Goodlin overtog flyvningen med X-1. Slick foretog 46 testflyvninger fra august 1946 til juni 1947, men USAAF var ikke tilfredse med Bell’s forsigtige tilgang til testflyvningerne og deres Flight Test Division overtog testarbejdet sidst i juni 1947. En anden grund til kontraktens annullering, var at Slick ublu forlangte $150.000 i bonus, for at bryde lydmuren – USAAF havde selv testpiloter der kunne beordres til arbejdet for en månedsløn på et par hundrede dollars.
Efter nogle måneder og kun 3 indledende flyvninger, satte USAAF kaptajnen Charles “Chuck” Yeager sig bag roret den 14 oktober og lod sig løfte mod højderne af en B-29 bombemaskine. X-1 var til lejligheden omdøbt “Glamorous Glennis” efter Yeagers kone. Da maskinerne nåede 20.000 fod frigjordes X-1 og Yeager satte sporene i, ved at tænde alle fire brændkamre i XLR-11 motoren. X-1 steg til 42.000 fod, hvor Yeager over radioen informerede testingeniøren Jack Ridley: “hey Ridley, there’s something wrong with this old Machmeter, its gone kinda screwy on me, its jumped on off the scale.” Besynderligt nok var machmeteret kun justeret til mach1, hvilket måske antyder deres tiltro til den lille maskine. Med denne lidt uhøjtidelige melding var historiens første overlydsflyvning et faktum. X-1 opnåede en hastighed på 1046km/t i 42.000 fods højde, hvilket svarede til mach 1,07.
I alt udførte USAF (USAAF var blevet en Air Force 18 oktober 1947) 157 flyvninger med X-1 uden tab af hverken maskiner, eller piloter, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt for den tidlige raketflyvning. Afskygninger af X-1 forblev i forskningens tjeneste i mange år og blev starten på en lang serie af X-planes, der stadig udforsker flyvningens ukendte områder – senest med X-53, en såkaldt Active Aeroelastic Wing maskine bygget over en en F/A-18. Bell byggede flere modificerede X-1 maskiner og afsluttede serien med X-1E, der i fløj indtil november 1958.
Selve NACA X-1 programmet lagde på mange måder grundlaget for den senere rumflyvning, da mange astronauter, ingeniører og teknikkere startede deres karrierer i dette program. Det lykkedes i øvrigt Neil Armstrong at smadre en X-1B, da understallet brød sammen under en landing i august 1957. For USAF skabte X-1 programmet et mønster for samarbejde med de civile flyfabrikanter, der sikrede den teknologiske overlegenhed amerika besidder indenfor jagerfly.
Det kommer sikkert bag på mange, at det er temperaturen mere end tryk og tæthed, der er hovedfaktoren for lydens hastighed i luft. I tør luft med en temperatur på 20 grader Celsius er lydens hastighed 343m/s, eller 1236km/t, hvorimod hastigheden er 1298 km/t ved 50 grader og kun 1193km/t ved frysepunktet. Det er fordi luftens temperatur er afgørende for molekyletætheden, der igen er afgørende for hvor hurtigt lyden rejser i mediet. Når temperaturen falder så stiger tætheden, men samtidig falder trykket og de to værdier udligner faktisk hinanden, så man i virkeligheden kun har temperaturen som afgørende faktor for lydens hastighed – så længe gassen (i dette tilfælde luft) er den samme.
Bell X-1’s lydmursbrag var egentlig ikke det teknologiske hop det ofre beskrives som. Allerede 1 oktober 1947 havde North American Aviations F-86 Sabre fløjet sin første tur fra selvsamme flyvestation. I april 1948 gennembrød den officielt lydmuren, men der er forskellige anekdoter i omløb, der fortæller testpiloten George Walch faktisk dykkede gennem lydmuren under jomfruturen – 14 dage før Chuck Yeager og X-1. Anekdoterne vægter mere end almindelig fuldemandssnak og USAF, der dog stadig ikke har godkendt Walch som den første gennem lydmuren, har tilføjet ordene “In level flight” til deres officielle X-1 materiale. F-86 gik i aktiv tjeneste i 1949, som det første transoniske jagerfly i USAF. Herhjemme fløj vi fra 1958 til 1966 altvejrs-jageren F-86D, der til trods for både navne-sammenfaldet og slægtskabet, kun havde godt 25% stumper tilfælles med F-86.
There is a demon living up there in the thin air...,