Historien om honnør

Selvom militærfolk ofte ikke er de allermest fredelige mennesker, så skal de jo have mulighed for, at hilse på hinanden uden at komme til skade. Derfor begyndte man allerede i romertiden at bruge en særlig militærhilsen, der kunne indikerer, at soldaten ikke var på vej til at pande nogen ned. Den oprindelige Romer-honnør er nok mere kendte fra nazisternes brug, men det var altså bare en modene udgave.

Honnør som vi bruger det i Danmark, stammer fra riddertiden, hvor rustningklædte ryttere løftede på visiret, så modparten kunne se hvem de var og de samtidigt kunne se, at der var fredelige hensigter, da ingen ridder med respekt for sig selv kæmper med åbent visir. Da man efterhånden voksede fra rustning-hjelme med visir, syntes man stadig det så blæret ud og beholdt derfor bevægelsen som en hilsen.

Det er et utal af variationer over emnet, men det grundlæggende ide er altså at vise både respekt og fredelige hensigter.

Er soldaten bevæbnet fremvises våbnet på en måde der skal vise fredelige hensigter. Et gevær holdes ofte ud fra kroppen med aftrækkeren mod personen der hilses på, hvorimod en sabel først præsenteres foran ansigtet, hvorefter den sænkes så spidsen peger skråt mod jorden. Er modparten en forsat, men af forholdsvis lav rang, benyttes ”gevær ved højre skulder”, som ikke er en ægte honnør.

Civilt bruges honnør næsten på same måde. For eksempel er det at lette på hatten rester af den militære hilsen, derudover brugte politiske bevægelser før i tiden forskellige former for aftalt hilsen, ligesom spejderene stadig bruger en afart af den militære honnør.

Det er en god tommelfingerregel, at jo mere bizar en honnør er, desto mere fascistisk er regeringen der ønsker denne hilsen fra deres militærfolk.

En afart af honnøren er Kanonsalutten, der oprindeligt skulle vise, at havnen, eller skibet, havde afladet sine våben og derfor ikke var indstillet på kamp. Nu bruges den kun fordi det lyder fedt.

Det skal tilføjes, at soldater normalt ikke bruger honnør, hvis der er snigskytteaktivitet i området. Medmindre de er trætte af deres forsatte.