
Gregor MacGregor var en Skotsk soldat, eventyrer og kolonist, der kæmpede i de Sydamerikanske uafhængighedskrige. Da han i 1820 vendte hjem til Storbritannien præsenterede han sig som Cazique af Poyais (en præcolumbiansk titel svarende Prins). Problemet var at Poyais slet ikke eksisterede og derfor heller ikke havde en Cazique.
At Poyais var en ren fiktiv stat, forhindrede ikke MacGregor i at opsøge potentielle investorer til sit selvopfundne land. Britiske handelsmænd havde på daværende tidspunkt problemer med at på foden indenfor i det sydamerikanske marked, fordi den Spanske regering ikke brød sig synderligt om dem. Udsigten til gode handelsrelationer med den lille nation Poyais nær Honduras, syntes at være løsningen på deres problem, så MacGregor havde ikke problemer med at finde interesse for ideen.
Det skal måske lige siges, at nyheder ikke rejste så stærkt dengang og en stor del af de faktiske sydamerikanske nationer i samme tidsperiode havde opnået selvstændighed. Derfor var historien om Poyais ikke sådan helt hen i vejret. MacGregor, og hans kone Josefa Andrea Lovera, blev trakteret efter bedste High-society standard, med middage hos Londons borgmester, samt diverse rige forretningsmænd. MacGregor syntes på dette tidspunkt, at hans stamtræ burde løftes et hak, så han indsatte den berømte Skotske folkehelt Rob Roy MacGregor i direkte linje – hvilket også var løgn.
Han mødte Major William John Richardson i 1821 og gjorde et fantastisk indtryk. Richardson lod den ”Sydamerikanske Cazique” flytte ind på sit gods og indrettede desuden et kontor i London, hvor MacGregor kunne lege ambassadør. Eftersom Poyais nu var nærmest fuldt accepteret som ægte nation, begyndte MacGregor at udstykke den fine landbrugsjord i den fiktive nation – fiktive nationer kan nemt have ualmindelig god muld.
I september 1822 afsejlede det første skib mod Poyais kyster, pakket med lykkelige nybyggere. Udover de nye jordejere, var det lykkedes MacGregor at sælge bestallinger for stort set enhver officiel stilling (læger, advokater, officerer, bankfolk osv.). Desuden havde den lille nation lånt 200.000£ til udvikling af diverse minefaciliteter. I januar 1823 afsejlede endnu et skib med forhåbningsfulde emigranter.
Da det sidste skib ankom til den udpegede kyst, fandt de hverken havn, eller bebyggelse. Efter nogle dages søgen mødte de passagererne fra det tidligere skib, der kunne fortælle dem, at kysten var komplet ubeboet og ikke bar skyggen af det lovede paradis – det var 100% uopdyrket jungle.
I april ankom et skib fra Britisk Honduras til området. Den Britiske kaptajn var forholdsvis medfølende, men måtte dog oplyse de skuffede emigranter, at nationen Poyais ikke eksisterede. Som et plaster på sået tog han dem med til Britisk Honduras. I oktober 1823 ankom de skuffede emigranter tilbage i London. Færre end 50 havde overlevet strabadserne. Tropiske sygdomme havde taget deres del.
Besynderligt nok, så nægtede en del af dem, at se sandheden i øjnene. De mente udfaldet ville have været anderledes, hvis Sir MacGregor havde rejst med dem – MacGregor selv var dog allerede smuttet til Frankrig, hvor han guddødeme kørte sit cirkus endnu engang.
I 1826 vendte han tilbage til London, hvor han kortvarigt var fængslet. De næste mange år levede han tykt på salg af imaginært land og tildeling af fantasifulde titler til rige Englændere. I 1839 vendte han snuden mod Sydamerika og han bosatte sig i Venezuela, hvor han som veteran fra frihedskrigen kunne trække en pension som general. MacGregor døde i 1845.
The Cazique of Poyais

Et fiktivt værdipapir fra Langbortistan

Den 350 sider tykke guidebog til Poyais

Det ser jo egentlig ikke så slemt ud – med moderne medicin i kufferten



