The Little Train That Couldn’t

Vi kender nok alle sammen det der med, at tingene ikke går helt som præsten prædiker. På Skeletkysten i Namibia, der engang hed Tysk Sydvestafrika, godt 4km fra byen med det afrikansk-klingende navn Swarkopmund, står et monument til minde om storslåede planer, der faldt for en af planlægningens arvefjender: antagelsen.

Sidst i 1900tallet, hvor Europæiske stater plyndrede Afrika efter godtbefindende, besluttede løjtnant Edmund Troost fra de tyske kolonihær (naturligvis kaldet ”Schutztruppe”), at et vej-lokomotiv (der kan kører uden skinner) ville være en spøjs ide, og samtidig afhjælpe transportproblemer til og fra kysten.

Hr. Troost bestilte derfor fluks et lille Fr. Dehne lokomotiv hjemme i Tyskland (formodentlig på postordre), der med tysk effektivitet straks blev afskibet mod Swakopmund. Ved ankomsten viste det sig dog, at havnen i Swakopmund manglede faciliteter til losning af damplokomotiver i 14 ton størrelsen. Damplokomotivet måtte derfor fortsætte 20km længere ned af kysten, hvor det endelig blev losset Walvis Bay. Lokomotivet var nu på landjorden i Namibia, men problemerne var kun lige startet,

Lokomotivet Martin Luther i sine velmagtsdage

Umiddelbart efter lokomotivet ankom til Walvis Bay, blev løjtnant Troost kaldt på vigtigt ærinde i Cape Town. Han kom ikke tilbage før 4 måneder senere og da var lokomotivføreren, hyret specifikt til formålet, rejst hjem til Tyskland. Troost hyrede derfor en Amerikaner og en Boer, der kendte lidt til mekanik og havde mod på opgaven. Umiddelbart skulle man ikke tro det ville være et større problem, at kører et (for datiden) moderne lokomotiv de små 20km nordpå. Man skal dog lige tænkt på, at skeletkysten er en ørken, og hvad er det nu ørkner generelt kendetegnes på: en udpræget mangel på vand (noget damplokomotiver kræver meget af). Ørkenen var også alt for blød til det tunge lokomotiv og det satte sig fast næsten hver 50m. Det tog 3 måneder, at få maskinen til Swarkopmund, men frem nåede den.

Et andet uforudset problem var manglen på reservedele og folk med forstand på at skifte dem. Lokomotivet nåede kun at transporterer nogle ganske få læs, før det brød uhjælpeligt sammen i sandet 4km udenfor Swarkopmund. En lokal tysker navngav det derfor ’Martin Luther’, da han som bekendt mødte Rigsdagen i Worms med ordene ”Her står jeg og kan ikke andet”.

Her står jeg og kan ikke andet…

Nå, intet er jo så galt, at det ikke er godt for noget. Beboerne i Swarkopmund er af uforklarlige grunde temmelig stolte af Martin Luther, og ikke nok med at de løbende restaurerer lokomotivet, så de forholdsvis få turister kan bese maskinen, det er også lykkedes dem at få misæren foreviget på et frimærke. Man behøver altså ikke kunne noget særligt for at komme på frimærke i Namibia, det er nok bare at stå – hvis man altså ikke kan andet.

Be Sociable, Share!

• 
•