Ideen med at udskære lygter i rodfrugter som beder og roer ved forskellige højtideligheder, går tilbage til den mørke middelalder, men er ikke forbundet specifikt med Halloween før omkring 1866. I USA hvor den moderne Halloween har sine rødder, var udskårne græskar dog forbundet med høsttiden længe før de blev synonym med lige netop Halloween. Man har altså efterhånden begrænset udskæringen til en enkelt aften, men til gengæld er den så blevet langt mere udbredt.
Den tilsvarende danske Allehelgensaften, der blev afskaffet ved helligdagsreformen i 1770, er ikke forbundet med lygteudskæringer, men mon ikke vores forfædre har skåret sig en roe i ny og næ? Den nutidige Halloween (inklusive udskårne græskarlygter), der er ved at finde indpas i dansk kultur, er udelukkende noget forretningsverden har fundet på.
På engelsk kaldes græskarhovederne for jack-o’-lanterns, hvilket muligvis stammer en gamle folkehistorie, men generelt henviser navnet jack-o’-lantern til en nattevagt med lygte. Navnet blev også anvendt om de små flakkende lys man ved sjældne lejligheder kan se flakke rundt over moser. Lysene skyldes selvantændelse af fosforbrinte fra mosernes rådnende bundfald.
I den danske folketro kaldes disse mystiske lys for Lygtemænd og var forbundet med væsener der levede i moser og tørvegrave. Lygtemænd kunne som andre af folketroens småfolk, både være venlige og temmelig farlige. Modige bønder kunne hidkalde Lygtemanden ved at fløjte, eller kaldte på ham, så han kunne lyse for dem, men de fleste undgik samvær med disse væsener, der havde for vane at lokke folk ud i mosen.
Det siges at et godt værn mod Lygtemænd, var at vende sin hue på vrangen. Derimod skulle man aldrig pege af en lygtemand, for så kom de farende. Desværre har vi efterhånden drænet, eller tilplantet, alle vores moser, så lygtemænd er ved at være temmelig sjældne. På latin kaldes de for ignis fatuus – fjollede lys.
I moderne tid er græskarudskæring, særlige i USA, blevet en meget udbredt adspredelse i tiden op til selve Halloween – lidt i stil med vores juleklip. Folk går til makronerne med stor kunstnerisk hittepåsomhed og der uddeles præmier og medaljer for de bedste jack-o’-lanterns. Det er selvfølgelig mest noget folk laver med familie og venner, men der findes professionelle græskarskærere, der laver forholdsvis gode penge på udstillinger for forskellige forretninger.
Rekorden for største Halloween oppyntning blev sat i Boston i 2006, hvor 30.128 jack-o’-lanterns var opstillet og tændt samtidig. Det største enkelt græskar udskåret til en jack-o’-lantern vejede 666kg – uha, jeg tænkte nok det var noget med djævle og dæmoner!
Zen og kunsten at skære i et græskar,












