Havet har altid været forbundet med en vægtig andel af mysterier. Fra søuhyrer og havfruer til mystiske, gerne sunkne, kontinenter og naturligvis den føromtalte Bermudatrekant. En særlig genre af havets mysterier beskæftiger sig med de såkaldte spøgelsesskibe og selvom langt størstedelen af disse historier er det rene opspind, så er nogle af dem dog ganske sandfærdige, om end de måske ikke bør klassificeres under spøgelseshistorier. Den nok mest velkendte af disse, omhandler en amerikansk brigantine ved navn Mary Celeste.
5. november 1872 forlod Mary Celeste New Yorks East River og sejlede mod Italien med en last af 1701 tønder industrielt alkohol til den italienske hedvinsindustri. Skibet 7 mand store besætning (hvoriblandt der var en dansker) var under befaling af kaptajn Benjamin Briggs, der også havde medbragt sin kone Sarah og deres toårige datter Sophia. Briggs var ingen nybegynder indenfor faget. Han ejede flere skibe og havde gjort tjeneste som kaptajn på 5 af dem. En smuttur over Atlanterhavet burde derfor være en smal sag.
Den 4. december sigtede rorsmanden på brigantinen Dei Gratia, der befandt sig 600 sømil vest for Portugal, et skib omkring 5 sømil ude. Gennem sin kikkert bemærkede han, at der var noget besynderligt ved det ukendte skib. Sejlene var ikke sat korrekt og det krøjede svagt mod styrbord. Han underrettede andenstyrmanden, der også fandt situationen usædvanlig. I fællesskab underrettede de kaptajnen der beordrede Dei Gratia op på siden af fremmede skib, for at undersøge sagen nærmere.
Kaptajnen på Dei Gratia, David Reed Morehouse, var en bekendt af Bejnamin Briggs og de havde faktisk håbet at krydse Atlanterhavet sammen. Desværre måtte Morehouse vente uventet længe på sin last, hvorved han var afsejlet New York 10 dage efter Mary Celeste. Da Dei Gratia nærmede sig Mary Celeste genkendte han derfor øjeblikkeligt skibet og undrede sig over, hvorfor skibet ikke allerede var ankommet til Italien.
Morehouse sejlede ind på 400m afstand og betragtede kammeratens livløse skib. Hun var under sejl, men drev tilsyneladende ukontrolleret af sted mod Gibraltarstrædet. Efter at have holdt Mary Celeste under observation i nogle timer, besluttede Morehouse sig at borde skibet og finde en forklaring på situationen. De fandt Mary Celeste sødygtig men forladt, uden spor af forudgående vanskeligheder.
Der var dog stadig nogle uregelmæssigheder ved skibets tilstand. Skibets papirer var væk, bortset fra kaptajnens log, kompasset var ødelagt og den eneste redningsbåd manglede. Desuden opdagede de et tov der hang efter skibet: solidt fastgjort, men flosset i den modsatte ende. Her tilføjer den formelige fortolkning gerne, at man fandt varm kaffe og uberørt mad på bordet i skibets kabys, men det er altså rent opspind. Mary Celeste blev fundet som havde besætningen skyndsomt, men velovervejet, forladt hende for en kortere stund.
Mary Celeste blev sejlet til Genoa, hvor lasten blev fundet intakt, på nær 9 tønder der viste sig at være tomme. Det er uvist om de blev tømt under turen, eller om de var tomme allerede da skibet blev lastet. Besætningens ejendele var også stadig ombord og taler sammen med den intakte last ikke for et tilfælde af pirateri. En undersøgelse igangsat af det britiske admiralitet, der skulle afgøre bjærgning rettighederne, fandt ikke yderligere oplysninger om besætningens skæbne. De var simpelthen bare forsvundet ud i den blå luft.
Historien bliver ikke mindre usædvanlig af, at vejret under overfarten havde været ganske tilforladeligt. I øvrigt forlader man ikke et sødygtigt skib i møgvejr, da det altid vil være mere sikket end en redningsbåd. Det er også sandsynligt, at dårligt vejr og (ubegrundede) bekymringer om skibets sødygtighed, ville være blevet nedskrevet i kaptajnens log (denne viste intet usædvanligt under turen fra New York).
Det er selvfølgelig utallige teorier om besætningens skæbne. Fra mytteri og drukkenskab (der manglede trods alt 9 tønder ren alkohol), til forsikringssvindel og pirateri. Ingen af disse umiddelbare forklaringer syntes dog at holde. Beskrivelser af Briggs ligger ikke op ad den type kaptajn der udløser et mytteri. Han var en kompetent og vellidt kaptajn, ligesom hans besætning alle var velrenommerede og professionelle sømænd. Forsikringssvindel ville involvere for mange mennesker i forhold til den forholdsvis lille udbetaling – i øvrigt beholdt skibets ejer (James Winchester) Mary Celeste og fik derfor ingen forsikringsudbetaling.
Den mest sandsynlige forklaring er måske, at Mary Celeste medbragte en yderst brandbar last og dampe fra de mange trætønder kunne have samlet sig i lastrummet. Briggs havde aldrig fragtet alkohol før og måske har han frygtet en eksplosion. Lastlugerne kunne være blevet åbnet for udluftning og besætningen gået i redningsbåden mens skibet blev udluftet. Herefter kunne vinden have ført Mary Celeste væk fra redningsbåden, eftersom hun stadig var for sejl. Det taler dog imod denne teori, at hovedlastlugen var forsvarligt lukket da skibet blev fundet.
Uanset hvor mange teorier man kommer frem til, så forbliver historien om den forsvundne besætning fra Mary Celeste et herligt maritimt mysterium. Vi kommer ikke tættere på kernen, end det faktum, at en erfaren besætning forlod deres sødygtige skib langt ude på Atlanterhavet og aldrig siden blev set.
