Bagsiden af Mount Everest

Det sagnomspundne Mount Everest i Himalaya-bjergkæden er med 8848m verdens højeste bjerg. Det er navngivet efter den britiske overlandmåler Sir George Everest, men hedder Sagarmāthā i Nepal og Chomolungma i Tibet. Everest er mere end noget andet bjerg blevet synonym med bjergbestigning på højeste niveau og siden nepaleseren Tenzing Norgay og newzealænderen Edmund Hillary som de første nåede toppen i maj 1953, har over 2700 mennesker gjort dem kunsten efter – mindst 216 er omkommet under forsøget.

Bjerget er ikke det teknisk mest udfordrende ad den normale rute og netop derfor tiltrækker det en stor gruppe bjergbestigere, der måske ikke skulle have kastet sig over en af de såkaldte eight-thousander (en gruppe af 14 bjerge over 8000m). En stor del af de 216 omkomne skal findes i denne gruppe.

Bjergbestigning er en højrisiko beskæftigelse, der årligt kræver dødsofre selv under langt mindre udfordrende forhold end dem Everest byder på. Når bjergbestigere i tillæg kæmper med højdesyge og ekstreme vejrforhold, der begge kendetegner bjerge i eight-thousander gruppen, så får selv mindre fejl ofte katastrofale følger. Bjerge som Everest bestiges derfor gerne i grupper, men når ekspeditionen når over en vis højde, så er bjergbestigerne reelt alene med deres problemer.

Når folk virkelig kommer i problemer på Everest, så har resten af gruppen sjældent kræfter til at hjælpe den nødstedte. Selvom der selvfølgelig er heltemodige beretninger om kammerater, der har sat livet på spil for hinanden og er vendt tilbage til civilisationen i live, så efterlades både døde og nødstedte ofte. Over en vis højde (den såkaldte dødszone over 8000m) er det simpelthen for risikabelt, at forsøge sig som redningsmand – folk har kun lige nøjagtigt kræfter til at overleve selv. Ligesom godt 150 andre uheldige bjergbestigere, så ligger englænderen George Mallory stadig hvor han faldt i 1924.

Historisk set har Everest været den ultimative tinde for erfarne bjergbestigere og selvom bjerge som K2 og Nanga Parbat er langt mere teknisk udfordrende, så forbliver Everest det mest mytiske. En succesfuld bestiger af K2 kan sagtens blive mødt af spørgsmålet: har du besteget Everest? Det er mindre sandsynligt, at en Everest-bestiger mødes med spørgsmål om K2.

I nyere tid har udbredelsen af bjergbestigning afstedkommet en ny race af folk på Everest. Rige folk, med begrænset bjergbestigningserfaring, der betaler store beløb for at blive trukket op til toppen. Ofte foregår dette uden den helt store dramatik, men når bjerget viser sig fra den mørke side, mangler de den erfaring som rigtige bjergbestigere overlever på. Nå det er sagt, så skal det også nævnes, at bjerge i Everest-klassen kan tage røven på selv den mest erfarne bjergbestiger.

De såkaldte Everest-turister ledes gerne af specialiserede ekspeditionsfirmer, der for skyhøje priser (alene $25.000 for en tilladelse) udruster og leder turistgrupper mod toppen. Den økonomiske tilgang til bjergbestigning på højeste niveau, har givet en usund motivation for lederne af disse ekspeditioner.

Firmaerne der bringer disse folk på bjerget tager ofte ufattelige chancer ved at udsætte uerfarne folk for Mount Everests luner. De bedste af disse firmaer er klar til at vende rundt når farerne truer, men andre ser kun målet. Hvis man skal drive forretning på Mount Everest, så skal der naturligvis en vis succesrate til – ingen bruger det firma der konstant vender om, selvom det måske både var den rette beslutning og skyldes turisterne manglende fysik mere end ekspeditionsfirmaet.

I 1996 mistede firmaet Adventure Consultants 4 bjergbestigere og Mountain Madness mistede 1, og udløste samtidigt en redningsaktion der krævede yderligere 3 døde fra det Indisk-Tibetanske bjergpoliti. En analyse af begivenhederne lagde en del af skylden på det høje antal af bjergbestigere der forsøgte at nå toppen samtidig. Med hele 34 bjergbestigere på vej mod toppen, opstod der en flaskehals ved Hillary Step, der gav forsinkelse og betød at flere bjergbestigere nåede tinden efter det normale og forholdsvis sikre tidspunkt (klokken 14).

Ulykken med Adventure Consultants er ikke enestående (samme år krævede Everest i alt 16 dødsfald), men den er specifik for det problem Everest-turisterne udgør.

I 2006 klatrede adskillige grupper forbi den nødstedte englænder David Sharp, der havde søgt læ under et klippefremspring 450m fra toppen. Samtlige forbipasserende anså ham for tilhørende en anden gruppe og formodede at disse havde styr på situationen. I løbet af dagen døde Sharp ganske langsomt, mens muligheden for at sende super-erfarne Sherpas på en redningsaktion løb ud. Brasilianeren Vitor Negrete, der deltog i samme ekspedition som Sharp, døde på turen ned – udstyr fra hans lejer var blevet stjålet.

Denne store tilstrømning af bjergbestigningsturister har også afstedkommet et andet problem: skrald. For at gøre bestigningen nemmere, medbringer disse ekspeditioner ilt på flasker, der i hundredvis efterlades langs ruten når de er tomme. Faktisk har de færreste kræfter til at bringe deres efterladenskaber ned fra bjerget og på meget benyttede strækninger ligner Everest efterhånden en losseplads.

Nepal tjener gode penge på folks eventyrlyst og reglerne for ekspeditioner til toppen af Mount Everest balancerer mellem sikkerhed og økonomi. Det er tvivlsomt om stærkere tilsyn og regulering af turistekspeditionerne grundlæggende vil ændre antallet af årlige dødsfald, da folk med stærke viljer som regel finder en vej udenom besnærende reguleringer.

Brugen af oxygen har ofte fået skylden for uheld, fordi de muliggør bestigning for folk uden de rette fysiske kvalifikationer og samtidig giver en falsk fornemmelse af sikkerhed. Modsat påpeges det, at for eksempel den ulykkelige ekspedition i 1996, muligvis kunne være forløbet bedre, hvis ekspeditionslederen havde valgt at medbringe oxygenflasker. Der er derfor folk der helhjertet snakker for iltflasker og lige så mange der helhjertet er modstandere af brugen.

Uanset hvad fremtiden bringer af tiltag, så er en ting er dog sikkert: Mount Everest har ikke krævet sit sidste dødsfald.

Tenzing Norgay og Edmund Hillary på den jomfruelige tinde i 1953

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (1 vote cast)
Bagsiden af Mount Everest, 9.0 out of 10 based on 1 rating
Be Sociable, Share!
Posted in Blandet | Tagged as: , , | 1 Comment

One Response to Bagsiden af Mount Everest

  1. Lasse says:

    Mount Everest har helt vildt lyst til at klø sig, men kan ikke fordi det ikke har nogen arme.

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *