The Great Panjandrum er ikke navnet på en berømt Indisk fakir, men tilnavnet på et Britisk våbenprojekt fra 1943. Den Britiske flådekommando havde, som alle andre militærmyndigheder, fingrene i mange kagedåser i håb om en hurtig løsning på nærværende problemer.
Problemet bestod i en usædvanlig lang mur, som Tyskerne havde bygget langs europas nordlige kyster – den såkaldte Atlanterhavsmur. Det op til 3 meter høje og 2 meter tykke fæstningsværk, var ikke bare lige sådan at vade igennem, og man arbejdede på højtryk for at finde en løsning.
Den Britiske officer Nevil Shute (kendt som forfatteren bag ”A town like Alice” og utallige andre bøger, foruden grundlægger af flyfirmaet Airspeed) havde beregnet, at det krævede godt 1 ton eksplosiver, at sprænge en tilstrækkelig bred åbning i muren. Det sekundære problem var, hvordan får man sprængstoffet tæt på muren, der selvfølgelig var godt beskyttet af diverse uhyrligheder.
Løsningen syntes at være indlysende; sprængstoffet bør bringe sig selv hen til muren.
Med denne tanke i baghovedet, konstruerede man et raketdrevet kæmpehjul, der kunne startes fra et landgangsfartøj og selv rulle over stranden til muren. Hjulet, det i testfasen vejede næsten 2 ton, var tiltænkt af buldrer derudaf med 97 km/t og simpelthen banke ind i muren med et brag.
Uheldigvis viste det sig umuligt at kontrollerer den dødsensfarlige hjul, der enten for vild, eller simpelthen væltede i sandet. Projektet blev derfor hurtigt opgivet.
Det er værd at tænke på, at Tyskerne på dette tidspunkt gik og rodede med rumteknologi.
Et badedyr af rang!
Så ruller vi!
Måske støttehjul ville have været en ide
