Eftersom briterne ikke har opfundet, eller fremstillet, noget af nævneværdig værdi siden 1800tallet, mente den britiske regering sidst i 60erne, at det ville være passende med et reklamefremstød for britisk industri. Den nemmeste måde at fremvise grænsebrydende britisk teknologi (husk at England stadig ikke bruger termoruder og trækker vandrør uden på husene), var at kører rundt i busser og opsamle tilfældige fordrukne folk på gaden – fordelen var at bussen kunne forveksles med en fish and chips varevogn.

Til formålet ombyggede Ministry of Technology 7 Bedford SB busser, med blandt andet en Plaxton panorama kabine og et forholdsvis luksuriøst biografinteriør. Selve bussen var ikke stor nok til udstyret, så man måtte slæbe rundt på en mindre anhænger, hvori forskellige udstillingsgenstande kunne fremvises.

Ideen er måske ikke så ringe endda (som vi har set havde amerikanerne noget tilsvarende allerede i 40erne), men sagen er selvfølgelig, at med omkring 50 millioner mennesker i Storbritannien, så er det lidt begrænset, hvor mange man kan få fat i med 7 busser.

Allerede inden den første biografbus havde forbrændt sin første liter benzin, var tiden løbet fra ideen om teknologisk oplysning via veteranbusser (Bedford SB er fra 50erne). Samtidig var det selvfølgelig begrænset, hvor mange ingeniører man kunne klemme sammen i sådan en bus. Firmaer med egne konferencelokaler, har sikkert også studset en del, når Ministry of Technology trakterede dem med te og scones i en mørk og klam bus.

I 1974 solgte regeringen samtlige busser, hvorefter de enten blev skrottet, eller tilbragte nogle år som reklame for private virksomheder. Elektronikfirmaet Storno kørte i hvert til fælde rundt i en biografbus i løbet af 70erne, ligesom et firma kaldet Koffman (tilsyneladende et cirkus) også havde en bifbus.

Som så mange andre af den slags ting, så tilbragte de pensionerede busser en årrække på forskellige hænder, alt imens håbefulde ejere forsøgte at finde penge til renoveringen. Hen ad vejen blev der færre og færre biografbusser og omkring 1990 var der, så vidt man ved, kun en tilbage. Denne sidste bus tilbragte mange år i en lade i Cornwall, inden skæbnen endelig sendte sit lys over den.

I 2005 fik Englænderen Oliver Hall fat i bussen og brugte de efterfølgende 5 år på istandsættelse og forbedringer (blandt andet et bedre bremsesystem og, må man formode, et nyt elnet – briterne er notorisk dårlige til bil- og motorcykelelektricitet). I dag bruges den renoverede filmbus til udlejning og som special guest ved britiske biografpræmierer og filmfestivaler. De øvrige 6 filmbusser er formegentlig forsvundet ud af historien, sammen med de tilhørende anhængere – ærgerligt, for de er i grunden ret fede.

Biografbussen anno 2010 bruger naturligvis solenergi - og en stinkende Bedford 330 diesel