Efter krigen var det ikke kun amerikanerne og sovjetterne der oplevede en voksende interesse for raketter og rumfart. Tyskland, der jo trods alt var fædreland for egentlig rumfartsforskning og de første rigtige raketter, havde bibeholdt deres drømme om rumrejser og, skal det tilføjes, en temmelig livlige fantasi.

I 1949 udkom Heinz Gartmann’s første raketbog: Raketen von Stern zu Stern. Garthmann var flymotor-ingeniør og havde under krigen arbejdet med raketudvikling for BMW. Efter krigen arbejdet blev han ”indfanget” af amerikanerne og tilbragte nogle år i deres raketprogram, før han vendte tilbage til tyskland sidst i 40erne. Han var stærkt interesseret i både luft og rumfart, hvilket afstedkom en række bøger af både skøn- og faglitteratur i løbet af 50erne. Han var også blandt de stiftende medlemmer af Gesellschaft für Weltraumforschung (selskabet for rumfartsforskning), der var en af forgængerne for Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (den nutidige tyske luft- og rumfartsorganisation).

Bogen var, som utallige efterfølgende faglitterære rumfartsbøger, en historisk gennemgang af menneskets drømme om flyvning, krydret med forhåbninger for den kommende rumfarts-tidsalder. De tilhørte alle en helt speciel gren af litteratur, der blandede historiske fakta med klare fremtidsdrømme, på en måde der fik almindelige mennesker til at opfatte rumflyvning som noget der nærmest var en ufravigelig del af vores naturlige udvikling. De var med andre ord en del af det milde massehysteri, der i 60erne udløste Apolloprogrammet og rejsen til månen.

Raketen von Stern zu Stern var rigt illustreret af den tyske kunstner og illustrator Günter Radtke, der specialiserede sig i ”visionær realisme” – et kodeord for science fiction. Tegningerne er ligesom bogen en herlig blanding af virkelighed og fantasi, der får illustrationerne til at ligne noget praktisk muligt, selvom de selvfølgelig var godt 10 år forud for deres tid, men det er jo også selve kernen i science fiction.

Bogen havde forord af selveste Professor Hermann Oberth (stamfaderen til vestlig rumfartsforskning), der lovede læseren, at bogen var langt fra utopi og fremskridt indenfor rumfartsteknologi snart ville bringe menneskeheden ind i den kosmiske tidsalder.

Kapitlerne beskæftigede sig med individuelle dele af rumfartsteknologi, startende med udviklingen af flyvning og raketter. Radtkes illustrationer viste læseren hvordan teknikere og forskere i samlet løft gjorde fantasien til virkelighed. Som ved enhver god science fiction er der noget næsten hverdagsagtigt ved tegningerne af de arbejdsomme rumfartspionerer – en brik i det spil, der gav befolkningen troen på, at bemandet rumfart var både muligt og værd at beskæftige sig med.

Til trods for Raketen von Stern zu Stern og hobetal af tilsvarende ”faglitterære” bøgers fablende drømme om civilisationens næste naturlig skridt, så var og er bemandet en omhyggeligt vedligeholdt fantasi, der grundlæggende tjener meget lidt formål, udover tilfredsstillelsen af en forholdsvis lille samling teknologisk interesserede.

Mennesket kommer ikke til at rejse i rummet på nogen måde, der bare tilnærmelsesvis ligner disse teknologiske bøger. Medmindre vi fuldstændig har misforstået universets grundlæggende fysiske love, så bliver en sviptur til Low Earth Orbit nok vores eneste skridt mod verdensrummet i den forudsigelige fremtid. En bedrift der kan sammenlignes med en forstørret udgave af Copenhagen Suborbitals raketleg – uden der dermed skal siges noget dårligt om CS.

Bemandet rumfart er hverken videnskab, eller udforskning. Det er rigmandsklub for nationer der ønsker at vise deres teknologiske overlegenhed. Hver eneste bemandede raketaffyring er grundlæggende ikke mere end rumrejse end Günter Radtke’s tegninger.

Det viste sig selvfølgelig, at Heinz Gartmann havde delvis ret. Allerede i 50erne var vores teknologiske kunnen tilstrækkeligt udviklet, til at sende mennesker i rummet, men hvad Gartmann og hans ligesindede forfattere ikke havde forudset var, at bemandet rumfart viste sig komplet formålsløs. Rummet var blevet solgt med et løfte om mere (gigantiske rumstationer og kolonisering af fremmede planter), men da vi havde taget første skridt, indså man at denne del af bøgerne var ren science fiction.

Først i 50erne havde genren dog den fordel, at vi endnu ikke havde forladt jorden og denne bedrift derfor i sig selv var grundlag for fantastiske fortællinger. Så snart vi fik foden ud i verdensrummet, måtte science fiction naturligvis flytte drømmene længere væk og hvor de før havde et skær af teknologisk mulighed, opstod nu en genre af ren fantasi, der i grunden ikke er mere realistisk end Tolkiens Ringenes Herrer.

Rejser til Mars er selvfølgelig ikke blevet mindre mulige siden Gartmann’s bog, men vores forståelse for rumfartens udfordringer er med erfaring steget temmelig brat. Ligesom vi har indset, at rejser i rummet i al tænkelig fremtid, grundet de fysiske love, vil være begrænset til vores nærmeste naboplanet Mars – og selv det er lidet sandsynligt. Det har altså vist sig at mandshjerte og læderhjelme ikke strakte i længden.