De fleste af os voksede op i skællet mellem den analoge og digitale teknologi. I vores barndom/ungdom så vi spolebåndoptageren forsvinde fra markedet, men teknologien forblev i form af kassettebånd og videobånd. Samtidig kom digitale vare som spillekonsoller og elektroniske regnemaskiner på markedet. Det hele gav sådan en fornemmelse af, at der var noget bedre lige om hjørnet.

Noget af det første digitalgrej der blev almindeligt kendt, var den elektroniske regnemaskine, den såkaldte lommeregner (alene navnet giver en fornemmelse af hvor imponerede folk var). Jeg husker tydeligt, at mange firmaer stadig havde mekaniske regnemaskiner med håndtag til udførsel af beregningen (kasseapperater? Forget it!). De elektroniske regnemaskiner holdt deres indtog midt i 70’erne, hvor prisen var faldet til et fornuftigt niveau. Mit første møde med sådan maskine husker jeg faktisk stadig, selvom jeg ikke lige kan sætte årstal på. Det var på flyvestation Værløse, hvor min far den dag havde weekendvagt i operationsafdelingen. Vidunderet var en Texas Instrument TI-58 og jeg husker det fordi den kunne programmeres til at simulerer en månelanding. Selvfølgelig var det ikke et computerspil som vi kender dem i dag, men de små røde tal viste en brændstofbeholdning, samt en højde over månens overflade. Spilleren kunne så justere nogle parametre og ligesom leve sig lidt ind i de faktiske udregninger under månelandingen (Wow!).

I dag er det ikke månespillet jeg tænker mest på, men det faktum, at hele flyvestationens operationsafdeling kun havde EN lommeregner til deling. Der stod en fjernskriver i hjørnet, men ellers var ALT stort set som under anden verdenskrig.

Den fantastiske TI-58

Adler 81 – Regnekraft til hjemmebrug

Et andet fremskridt fra 70’erne, var muligheden for at optage programmer fra TV. Første gang jeg hørte om dette, så var jeg sikker på det var løgn. En smart ide, men helt uden fodfæste i virkeligheden. Nuvel, det viste sig altså at være sandt.

Østerhøjskolen, hvor jeg tilbragte mine folkeskoleår, havde et særligt AV rum, hvor deres audio-visuelle teknologi stod beskyttet mod elevernes små snavsede fingre. Rummet indeholdt oprindeligt en spritduplikator, kasser med farvet karton, skolens 16mm filmfremviser (med højtaler) og sikkert noget linoleumstrykgrej (Østerhøjskolen syntes at have uanede mængder af linoleum-teknologi). Engang sidst i 70’erne ankom en ny kasse i AV rummet. Det var skolens første VCR videomaskine (en klods af en sag). Skolen oprettede et særligt korps af teknik-kløgtige elever, der kunne betjene den dyre maskine. Teknisk var det jo et fremskridt, men hvor den gammeldags filmfremviser kunne vise både Tarzan og Far til Fire (begge i mono), så kom VCR systemet udelukkende med undervisningsmateriale – crap!

Efterhånden fik folk videomaskiner i hjemmet, men det var åbenbart ikke nok for producenterne. Ude blandt teknologifirmaerne opstod der nemlig en reel krig over videoformater. Hovedslaget stod mellem Sony’s Betamax og VHS fra JVC, men der var adskillige andre deltagere på slagmarken. Video2000 fra Phillips, Cartrivision fra Cartridge Television Inc, VX fra Panasonic og mange flere. Rygter vil fortælle, at VHS vandt krigen fordi de tillod pornoindustrien at benytte formatet, men i virkeligheden var det en fejlbedømmelse fra Sony’s marketingsafdeling der endte Betamax formatet. Oprindeligt havde de troet, at hjemmebrugere ville være tilfredse med den 1 times begrænsning de professionelle videofolk benyttede på U-Matic, mod at formatet havde en højere kvalitet og et lidt mindre bånd. Sådan var virkeligheden nu ikke. Folk syntes det var meget bedre, at VHS kunne optage hele 2 timer, hvilket passende svarende til de fleste Hollywood film. Inden Sony fik lagt fabrikationen om, så havde JVC sat sig på markedet med VHS. En plads de beholdt i 30 år.

Den sagnomspundne Grundig SVR4004

Betamax – slagets taber

Hvor generationen før havde nydt godt af transistorradioen, kunne musikelskere op gennem 70’erne benyttet kassettebåndoptageren til optagelse af deres ynglings musik. De små plastikkasser blev møjsommeligt placeret foran radioen, med den tilhørende mikrofon i passende stereo afstand fra højtalerne (selvom de færreste båndoptagere kunne optage, eller afspille i stereo). Med råbet ”jeg optager!” trykkede operatøren samtidigt på play og record knapperne. Derefter skulle stuen helst forblive i absolut stilhed, indtil nummeret var færdigt og operatøren trykkede stop (det var ikke alle maskiner der havde en pause knap).

Kassettebåndoptagerens naturlige udvikling førte til Sony’s walkman, der tog verden med storm i 80’erne. Da ingeniøren Nobutoshi Kihara først fremviste sin opfindelse, blev der grinet godt i marketingsafdelingen. Hvem helvede ville købe en kassettebåndafspiller uden højtalere – get out of here Kihara!

Den viste sig nu at være meget praktisk og blev hurtigt markedsført udenfor Japan. Oprindeligt hed den faktisk kun Walkman i Japan. Den hed Stowaway i Storbritannien, Freestyle i Sverige og Soundabout i de fleste andre lande. I 80’erne besluttede man at Walkman burde bruges som globalt navn. Selvom det var en ren Sony opfindelse, så gik der ikke længe før andre elektronikfirmaer fik samme ide. Den originale Walkman var dyr, så der kom hurtigt langt billigere (og dårligere) efterligninger på markedet. Walkman navnet gik efterhånden over i Diskman, så mini Diskman og derefter en række MP3 afspillere. Men der er nu noget ved de gamle plastik-knirkende apparater der lukker låget med et smæld.

Teknisk plastikvidunder fra Panasonic

Det gode liv med en Sanyo kassettebåndoptager

Den oprindelige Sony TPS-L2 Walkman

Udbuddet fra Sanyo

Udover opfindelsen af den ultra-transportable båndafspiller, så var 80’erne perioden, hvor et andet afspillerfænomen fødtes og døde. Der er muligvis ikke tale om ny teknologi, men jeg syntes alligevel den skulle nævnes. Jeg taler naturligvis om 3-i-1 musikcenteret.

Selvom ærværdige fabrikanter var med på bølgen, så er det klart skrammeludgaven der huskes bedst. De var normalt støbt i ganske billig plastik og indeholdt cirka 700 gram elektronik , hvilket gav dem et fuldstændig bizart vægt/størrelse forhold, hvilket igen resulterede i, at man nærmest kastede dem omkring, når man forsøgte at flytte dem.

Højkvalitets Disco Center fra Saba

Sidst, men ikke mindst, skal vi lige forbi den fotografiske del af udviklingshistorien. Billige og dårlige kameraer har altid eksisteret, men de havde deres storhedstid i starten af 80’erne, hvor enhver konfirmand fik tildelt et kamera til det populære 110mm kassette format.

Der var en hel række af dårligheder ved disse lommekameraer. Primært var optikken elendig, sekundært var 110mm formatet ikke meget bedre end trækulstegninger. Derudover var den billige plastikkasse sjældent lystæt i mere end 2 måneder, hvorefter alle billederne havde et pudsigt gyldent skær. Alt i alt en meget dårlig erstatning for de billige 36mm fotografiapparater der allerede var på markedet i 50’erne. Alligevel blev de utrolig populære og solgtes i mange variationer.

110mm kassetten passede i lommen (hvilket 36mm rullen også gjorde)

Nationalstandard til de Danske konfirmander i 80’erne

Endnu billigere end Kodak og i smart pink

Beskyttelsenkappen (der var svagere end selve kameraet), kunne bruges som greb