Jettog til tiden!

Ligesom med den flyvende bil, så er Turbojet drevne tog noget der altid syntes lige om hjørnet – og hvorfor ikke? Jeg mener; vi har toget, vi har turbojetmotoren, så en eller anden ingeniør burde være i stand til at kombinerer de to på en fornuftig måde.

Allerede i 50'erne gik folk med fantasier om turbojet-tog

I 1966 besluttede New York Central Railroad at gøre drømmen til virkelighed. Med to brugte General Electric J-47 jetmotorer som drivkraft, byggede de M-497 ”Black Beetle” – verdens første turbojet lokomotiv.

Black Beetle var i virkeligheden bare en Budd Rail diesel motorvogn, med en påsvejst sort strømlinet næse og påmonteret de førnævnte motorer på taget. Ikke desto mindre lykkedes det at Black Beetle op på 296mk/t på en strækning mellem Butler, Indiana og Stryker, Ohio. Dette er stadig rekorden for lette tog i USA. Selvom eksperimentet faktisk var ganske vellykket og tilmed forholdsvist billigt, da de benyttede brugte turbojetmotorer, så fængede ideen ikke rigtigt. Firmaet stod foran an fusion med Pennsylvania Railroad, og disse var allerede i gang med at udvikle et højhastighedstog (men ikke med turbojetmotor). Black Beetle blev ført tilbage til sin oprindelige tilstand og kørte som almindelig motorvogn indtil 1984, hvor den blev skrottet.

All Aboard! Black Beetle i al sin turbojetdrevne velmagt

Der sættes hestighedsrekord på en almindelig banestrækning

USSR ville naturligvis også være med i legen, så i 1970 byggede de deres eget turbinemotor-tog. Fremgangsmåden var nogenlunde den samme, bortset fra at Sovjetterne brugte Ivchenko AI-25 turbofanmotorer fra en aflagt Yak-40 (så det var altså ikke helt det samme). Lokomotivet blev bygget på Kalininsky karrossefabrik og var baseret på en ER22 motorvogn. Under testkørsel opnåede lokomotivet en hastighed på 249km/t (så skulle de måske alligevel have brugt turbojet motorer). Ligesom dens amerikanske søster, så fik det russiske jettog aldrig den succes man forventede. Toget endte på et rangerspor ved Kalininskyfabrikken og står der sikkert den dag i dag.

Folkets jettog fra Kalininskyfabrikken

Den skulle have kørt yndefuldt på de russiske stepper

men endte på et sidespor

Burde den ikke have været på museum?

Franskmændene forsøgte sig også med et turbojet-drevet tog. Projektet hed Aérotrain og kan dårligt siges at være et enkelt projekt. Fra 1965 til 1977 udviklede toget sig drastisk gennem 6 prototyper, der var meget forskellige. Prototype 2 havde en turbojet motor og kørte på et mono-rail baneanlæg – YAY!

De andre prototyper enten propeldrevet, eller havde lineær induktionsmotor. Nogle kørte på almindelige jernbanespor, andre mono-rails og endnu andre var luftpudefartøjer. Det var i det hele taget en rodet forretning og den Franske regering valgte sidst i 70’erne at satse på TGV togene.

Aérotrain prototype 2 på det herlige mono-rail

Som rosinen i pølseenden, skal Grumman’s og Garrett’s eksperimentaltoge fra 1973 lige nævnes. Disse tog var egentlig ikke beregnet til turbojet motorer, men man brugte dem som alternativ drivkraft under udviklingen af en lineær induktionsmotor.

Grumman's løsning i et meget dyrt sporanlæg til LIM fremdrift

Garrett's model under test

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Retro | Tagged as: , , , , , | 2 Comments

Det glemte bombefly

b-17_flying_fortress

22 februar 1942, mens stillehavskrigen var på sit højeste, lettede en gruppe Amerikansk B-17E bombefly fra Garbutt Airfield i den nordlige Australien. Deres mission var skibs-bombardering nær Simpson Harbor på Ny Guinea, hvorefter de skulle returnerer via Port Moresby.

Efter bombardering blev gruppen angrebet af Japanske jagere og derved tvunget væk fra den planlagte rute. Det ene fly søgte nordover for at følge kysten, men løb tør for brændstof og måtte nødlande på et markområde, der viste sig at være en sump.

Besætningen var uskadt og blev hjulpet i sikkerhed af venlige indfødte. De ankom til Port Moresby med båd 1 april 1942. Flyet var afskrevet og ingen tænkte mere over den sag.

I 1972 flyver en RAF helikopter på øvelse tilfældigvis over det samme sumpområde, på en tid af året, hvor vandstanden er tilstrækkelig lav, og de bemærker den tydelige aftegning af det efterladte bombefly. Historien kommer i medierne og flyvraget navngives ”Swamp Ghost”, hvilket ikke var dets navn under krigen.

I 1975 besøger en ekspedition flyet og overraskes over dets gode tilstand. Interiør, våben, radioer og instrumenter er uskadte og bortset fra bøjede propeller, ser flyet næsten luftdygtigt ud. Det er et usandsynligt held, da selv meget utilgængelige vrag ofte plyndres af lokalbefolkningen, der bruger stumperne til andre formål. Desværre sker dette også delvist i perioden efter flyets genopdagelse, men i 2006 lykkedes det et Amerikansk hold at bjærge vraget med en Russiske Mil-8 helikopter og fragte det til havnebyen Lae.

Der er store planer og en restaurering af Swamp Ghost, men for tiden er flyet desværre blevet en del af lokalpolitiske stridigheder. Flyet er interneret på Ny Guinea, mens der afventes en beslutning om eksport til USA.

UPDATE: Swamp Ghost er nu frigivet af myndighederne og i juni 2010 blev den præsenteret for den amerikanske offentlighed. Nu venter en lang og kostbar renovering, hvorefter Swamp Ghost i følge planen skal udstilles på Pima Air & Space Museum i Arizona – den skal altså ikke flyve igen.

Swamp Ghost set fra Google Earth

Swamp Ghost in the swamp

Bjærgning af Swamp Ghost i 2006

Vraget afventer exporttilladelse i Lae

sg03

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet | Leave a comment

Byen i byen

Da Kina i 1842 mistede Hong Kong øen til Briterne, besluttede de at efterlade en garnison der kunne forhindre yderligere Britisk udvidelse. De Kinesiske soldater var indkvarteret en befæstet kaserne på Kowloon halvøen og Briterne, der havde travlt med at oprette en handelspost, lod de Kinesiske tropper være.

I 1898 indgår Storbritannien og Kina en 99 årig lejekontrakt, hvorved Storbritannien stort set indlemmer hele Hong Kong øen, bortset fra kasernen, der i mellemtiden er udbygget til et større fort. Oprindeligt havde Briterne tilladt en mindre Kinesisk militær tilstedeværelse i fortet, men allerede samme år angriber de det. Besynderligt nok finder de fortet tomt, hvorefter de lidt skuffet forlader området. Selvom fortet nu er ryddet, så gør Briterne ikke egentlig krav på området og de efterlader det derfor i et tilhørsmæssigt limbo.

Det oprindelige fort på Kowloon

I årene derefter begynder fattige folk at flytte ind i fortet. Kina gør stadig krav på området, men har ingen reel mulighed for at udøve indflydelse. Storbritannien har nok at se til, så de lader tingene udvikle sig, mens de kigger forundret på den besynderlige by, der bare vokser og vokser. Faktisk bliver den lille by med ringmur en hel turistattraktion – en bid af det gamle Kina: The Kowloon Walled City.

Da Japan besætter Hong Kong i 1940, rydder de området og river ringmuren, samt en del bygninger ned, for at skaffe byggemateriale til Kai Tak lufthavn. Byen ligger næsten forladt under krigen, men da Briterne genindtager Hong Kong, begynder folk atter at strømme til. Der bliver gjort et par halvhjertede forsøg på at rydde den, men byen vokser bare ubekymret videre.

Uden sine mure kan Kowloon ikke holde kriminelle elementer i skak og den forvandles støt til et mekka for narkohandlere, gangstere og andre forbryderiske elementer. Politiet i Hong Kong har ingen beføjelser i området og det borgerkrigsramte Kina nægter at gøre noget. Kowloon bliver en glemt by i byen, hvor de Kinesiske triader styrer. Først i 1973-1974 tager myndighederne affære og med over 3000 politiaktioner formår de at genoprette lidt orden.

Kowloon, der nu ikke længere er under triadernes hårde hånd, gør som altid og begynder at vokse yderligere. Bygninger opføres uden plan, eller arkitekthjælp, så området efterhånden bliver en solid hob af hjemmelavede lejlighedskomplekser. Flere steder forsvinder de underste gader i affald, nye gyder og smøger opstår næstent spontant, når en væg, eller bygning, rives ned – byen er næsten som en levende organisme. I starten af 1980’erne har byen udviklet sig til en klaustrofobisk labyrint af bordeller, opiumshuler, snack-restauranter (med både hund og kat) og ulovlige fabrikker. Der bor nu over 50.000 mennesker i Kowloon, under forhold der får ubåde til at ligne rene paladser – 2 mennesker per kvadratmeter.

I 1987 indgår Folkerepublikken Kina og Storbritannien en aftale om nedrivning og efter genhusning af de fleste beboere, nedrives Kowloon Walled City i 1994. Man har passende nok opført en park på stedet.

Luftfoto af Kowloon Walled City

Udsigt fra Kowloon's eneste åbne plads

Kowloons gange og skakte

En af indgangene til den solide by

Der var ikke meget sollys i Kowloon Walled City

Endnu en hyggelig smøge i den gamle by

Endnu en hyggelig smøge i den gamle by

Præsentable fabrikslokaler i Kowloon Walled City

Jeg formoder det er stranden - hotellet var ikke som i kataloget!

Gennemsnit af byen - damn!

Arbejdsplads på den gamle fabrik

De har da åbenbart fået post

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie | Leave a comment

Fordums teknologi

De fleste af os voksede op i skællet mellem den analoge og digitale teknologi. I vores barndom/ungdom så vi spolebåndoptageren forsvinde fra markedet, men teknologien forblev i form af kassettebånd og videobånd. Samtidig kom digitale vare som spillekonsoller og elektroniske regnemaskiner på markedet. Det hele gav sådan en fornemmelse af, at der var noget bedre lige om hjørnet.

Noget af det første digitalgrej der blev almindeligt kendt, var den elektroniske regnemaskine, den såkaldte lommeregner (alene navnet giver en fornemmelse af hvor imponerede folk var). Jeg husker tydeligt, at mange firmaer stadig havde mekaniske regnemaskiner med håndtag til udførsel af beregningen (kasseapperater? Forget it!). De elektroniske regnemaskiner holdt deres indtog midt i 70’erne, hvor prisen var faldet til et fornuftigt niveau. Mit første møde med sådan maskine husker jeg faktisk stadig, selvom jeg ikke lige kan sætte årstal på. Det var på flyvestation Værløse, hvor min far den dag havde weekendvagt i operationsafdelingen. Vidunderet var en Texas Instrument TI-58 og jeg husker det fordi den kunne programmeres til at simulerer en månelanding. Selvfølgelig var det ikke et computerspil som vi kender dem i dag, men de små røde tal viste en brændstofbeholdning, samt en højde over månens overflade. Spilleren kunne så justere nogle parametre og ligesom leve sig lidt ind i de faktiske udregninger under månelandingen (Wow!).

I dag er det ikke månespillet jeg tænker mest på, men det faktum, at hele flyvestationens operationsafdeling kun havde EN lommeregner til deling. Der stod en fjernskriver i hjørnet, men ellers var ALT stort set som under anden verdenskrig.

Den fantastiske TI-58

328px-ti58c

Adler 81 – Regnekraft til hjemmebrug

450px-calculator_adler_81s

Et andet fremskridt fra 70’erne, var muligheden for at optage programmer fra TV. Første gang jeg hørte om dette, så var jeg sikker på det var løgn. En smart ide, men helt uden fodfæste i virkeligheden. Nuvel, det viste sig altså at være sandt.

Østerhøjskolen, hvor jeg tilbragte mine folkeskoleår, havde et særligt AV rum, hvor deres audio-visuelle teknologi stod beskyttet mod elevernes små snavsede fingre. Rummet indeholdt oprindeligt en spritduplikator, kasser med farvet karton, skolens 16mm filmfremviser (med højtaler) og sikkert noget linoleumstrykgrej (Østerhøjskolen syntes at have uanede mængder af linoleum-teknologi). Engang sidst i 70’erne ankom en ny kasse i AV rummet. Det var skolens første VCR videomaskine (en klods af en sag). Skolen oprettede et særligt korps af teknik-kløgtige elever, der kunne betjene den dyre maskine. Teknisk var det jo et fremskridt, men hvor den gammeldags filmfremviser kunne vise både Tarzan og Far til Fire (begge i mono), så kom VCR systemet udelukkende med undervisningsmateriale – crap!

Efterhånden fik folk videomaskiner i hjemmet, men det var åbenbart ikke nok for producenterne. Ude blandt teknologifirmaerne opstod der nemlig en reel krig over videoformater. Hovedslaget stod mellem Sony’s Betamax og VHS fra JVC, men der var adskillige andre deltagere på slagmarken. Video2000 fra Phillips, Cartrivision fra Cartridge Television Inc, VX fra Panasonic og mange flere. Rygter vil fortælle, at VHS vandt krigen fordi de tillod pornoindustrien at benytte formatet, men i virkeligheden var det en fejlbedømmelse fra Sony’s marketingsafdeling der endte Betamax formatet. Oprindeligt havde de troet, at hjemmebrugere ville være tilfredse med den 1 times begrænsning de professionelle videofolk benyttede på U-Matic, mod at formatet havde en højere kvalitet og et lidt mindre bånd. Sådan var virkeligheden nu ikke. Folk syntes det var meget bedre, at VHS kunne optage hele 2 timer, hvilket passende svarende til de fleste Hollywood film. Inden Sony fik lagt fabrikationen om, så havde JVC sat sig på markedet med VHS. En plads de beholdt i 30 år.

Den sagnomspundne Grundig SVR4004

grundig

Betamax – slagets taber

betamax

Hvor generationen før havde nydt godt af transistorradioen, kunne musikelskere op gennem 70’erne benyttet kassettebåndoptageren til optagelse af deres ynglings musik. De små plastikkasser blev møjsommeligt placeret foran radioen, med den tilhørende mikrofon i passende stereo afstand fra højtalerne (selvom de færreste båndoptagere kunne optage, eller afspille i stereo). Med råbet ”jeg optager!” trykkede operatøren samtidigt på play og record knapperne. Derefter skulle stuen helst forblive i absolut stilhed, indtil nummeret var færdigt og operatøren trykkede stop (det var ikke alle maskiner der havde en pause knap).

Kassettebåndoptagerens naturlige udvikling førte til Sony’s walkman, der tog verden med storm i 80’erne. Da ingeniøren Nobutoshi Kihara først fremviste sin opfindelse, blev der grinet godt i marketingsafdelingen. Hvem helvede ville købe en kassettebåndafspiller uden højtalere – get out of here Kihara!

Den viste sig nu at være meget praktisk og blev hurtigt markedsført udenfor Japan. Oprindeligt hed den faktisk kun Walkman i Japan. Den hed Stowaway i Storbritannien, Freestyle i Sverige og Soundabout i de fleste andre lande. I 80’erne besluttede man at Walkman burde bruges som globalt navn. Selvom det var en ren Sony opfindelse, så gik der ikke længe før andre elektronikfirmaer fik samme ide. Den originale Walkman var dyr, så der kom hurtigt langt billigere (og dårligere) efterligninger på markedet. Walkman navnet gik efterhånden over i Diskman, så mini Diskman og derefter en række MP3 afspillere. Men der er nu noget ved de gamle plastik-knirkende apparater der lukker låget med et smæld.

Teknisk plastikvidunder fra Panasonic

business_00006_panasonic_rq_tape

Det gode liv med en Sanyo kassettebåndoptager

sanyo-cassette-tape-ad-1970

Den oprindelige Sony TPS-L2 Walkman

walkman-tps-l2_w500

Udbuddet fra Sanyo

group1

Udover opfindelsen af den ultra-transportable båndafspiller, så var 80’erne perioden, hvor et andet afspillerfænomen fødtes og døde. Der er muligvis ikke tale om ny teknologi, men jeg syntes alligevel den skulle nævnes. Jeg taler naturligvis om 3-i-1 musikcenteret.

Selvom ærværdige fabrikanter var med på bølgen, så er det klart skrammeludgaven der huskes bedst. De var normalt støbt i ganske billig plastik og indeholdt cirka 700 gram elektronik , hvilket gav dem et fuldstændig bizart vægt/størrelse forhold, hvilket igen resulterede i, at man nærmest kastede dem omkring, når man forsøgte at flytte dem.

Højkvalitets Disco Center fra Saba

1605

Sidst, men ikke mindst, skal vi lige forbi den fotografiske del af udviklingshistorien. Billige og dårlige kameraer har altid eksisteret, men de havde deres storhedstid i starten af 80’erne, hvor enhver konfirmand fik tildelt et kamera til det populære 110mm kassette format.

Der var en hel række af dårligheder ved disse lommekameraer. Primært var optikken elendig, sekundært var 110mm formatet ikke meget bedre end trækulstegninger. Derudover var den billige plastikkasse sjældent lystæt i mere end 2 måneder, hvorefter alle billederne havde et pudsigt gyldent skær. Alt i alt en meget dårlig erstatning for de billige 36mm fotografiapparater der allerede var på markedet i 50’erne. Alligevel blev de utrolig populære og solgtes i mange variationer.

110mm kassetten passede i lommen (hvilket 36mm rullen også gjorde)

732px-pocketfilm

Nationalstandard til de Danske konfirmander i 80’erne

trim18

Endnu billigere end Kodak og i smart pink

110_concord_pink

Beskyttelsenkappen (der var svagere end selve kameraet), kunne bruges som greb

270319329_443b7a140a

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Retro | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

Fuglene flyver i flok

Det Engelske sprog indeholder en gruppe kollektive navneord, som vi ikke kender fra Dansk. Normalt samles Danske dyr i grupper, eller flokke, men Englænderne har taget denne sproglige konstruktion til yderligheder. Man er ikke helt sikker på, hvorfor disse kollektive navneord er opstået, men lister over dyregrupper kendes tilbage fra den tidlige middelalder. De har altid været forbundet med jagt, så der er en chance for, at begreberne også er tilknyttet jagten, eller i det mindste til de gentlemen der gik på jagt. Det gav dem en mulighed for at skille sig ud fra den ulærde pøbel, der naturligvis ikke kendte grammatisk forskel på en flok gæs og en flok køer.

Det korrekte Engelske navn er ”venery” og de er tilsyneladende ofte valgt med en vis portion humor. Desuden er enkelte af dem særdeles specifikke, så som ”A paddling of ducks”, der udelukkende anvendes om ænder i vand, eller ”herd” der kan beskrive en flok vilde heste, men aldrig en flok tamme heste. Gæs kan være “A gaggle of geese”, men kun på jorden. En flok flyvende Gæs er “A skein of geese”. Her er et par eksempler:

A murder of crows
A wedge of swans (kun flyvende i V formation)
A bouquet op pheasants (kun når de flyver of under jagt)
A nye of pheasants (når de er på jorden).
A kettle of hawks (kun i opdrift på termik)
An array of hedgehogs
An ambush of tigers
An odor of Skunk

Der er mange flere her og her.

Ideen har virkelig fat i det Engelske folk og sprogkyndige individer finder tit på nye. Ofte er disse nye kollektive navneord valgt udelukkende for deres humor og de bliver, modsat de gamle venery ord, sjældent optaget i de officielle ordbøger.

An absence of waiters
An annoyance of neighbours
An illusion of magicians
A ponder of philosophers
A nucleus of physicists
A corps of anatomists
A scoop of journalists
A fraid of ghosts
A thirst of Irish

09-bird-talk

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 7.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet | Leave a comment