Med Zeppelin til Nordpolen

Ok, jeg løj lidt i overskriften. Luftskibet Norge var ikke en ægte Zeppeliner, det var et Italienskbygget halvafstivet luftskib bestilt af den norske eventyrer Roald Amundsen i 1923. En ægte Zeppeliner er naturligvis bygget af Grev Ferdinand von Zeppelin i Friedrichshafen, selvom navnet efterhånden er blevet synonym med luftskibe i almindelighed – men altså ikke her på steampunk.dk.

Det var luftskibepioneren Umberto Nobile der fremstillede Norge, efter Amundsens specifikke krav om tilpasning til arktiske forhold. Norge skulle nemlig til Nordpolen.

I 1926 fløj Umberto luftskibet til Vadsø i norge, hvor Amundsen og hans medhjælpere stod klar til turen. Herfra fløj de til Ny-Ålesund på Svalbard, hvorfra de ville forsøge at nå nordpolen. De var nu ikke de eneste, der havde fået den ide. På Svalbard mødet de Richard Evelyn Byrd, der også ville flyve til nordpolen, om end i en Fokker flyvemaskine.

Norge trækkes ud af hangaren

Norge trækkes ud af hangaren

11. maj 1926 kaster de sig ud i det og flyver af sted udover isen. Der var 16 mand i den lille gondol, så den var godt pakket. Allerede 12. maj, efter en forholdsvis triviel flyvetur, når de nordpolen, hvor de nedkaster det Norske, det Italienske og det Amerikanske flag (ekspeditionen var finansieret af den amerikanske rigmand Lincoln Ellsworth, der også selv var med i luftskibet).

Next stop Nordpolen

Next stop Nordpolen

14. maj ankommer de til den lille by Teller i Alaske og beslutter at lande, da vejret var begyndt at lukke ned omkring dem. Norge og hendes besætning blev således, og ganske udramatisk, de første, bekræftede, mennesker på nordpolen. Robert Peary, der i 1909 påstod han havde været der, anses for lidt af en fantast og hvis hans logbog skal holde stik, så må han have løbet hele vejen. Richard Byrd, der var fløjet fra Svalbard 9. maj, havde også unøjagtigheder i logbogen. Det formodes i dag, at han blot fløj ud over isen og cirklede rundt, indtil han kunne vende hjem og påstå nordpolen var nået.

Umberto Nobile var blevet bidt af nordpolsflyvning, så han byggede et nyt luftskib, næsten identisk med Norge, og stod allerede klar med luftskibet Italia i 1928. 11. maj fløj de atter ud over isen, men måtte vende tilbage efter kun 8 timer, på grund af kraftig overisning og problemer med styretøjet.

Italia ved afrejsen fra Italien

Italia ved afrejsen fra Italien

Umberto Nobile smiler mens tingene gik efter planen

Umberto Nobile smiler mens tingene gik efter planen

15. maj startede de en succesfuld tur på 4000km, hvor de indsamlede meteorologiske, magnetiske og geografiske data. De opdagede også øgruppen Emperor Nicholas II Land, der i 1926 skiftede navn til Severnaya Zemlya (det nordlige land).

Nobile kigger ud over ismasserne

Nobile kigger ud over ismasserne

Umberto var ikke færdig med isen og 23. maj satte han af sted på sin tredje flyvning. Det skulle han nok ikke have gjort. 24 maj nåede han atter nordpolen, men den 25ende begyndte det at gå galt. Vejret var elendigt og deres højderor fastlåst i nedadgående position, hvilket, selvom de droppede alt ballast, nådesløst førte dem mod isen.

Italia ramte isen med et brag og luftskibet gondol blev flået af. Kaptajnen, der befandt sig i selve luftskibet skrog sammen med 5 besætningsmedlemmer, reagerede lynhurtigt og kastede nødforsyninger til de strandede på isen. Herefter drev luftskibet væk og er ikke set siden. På isen sad de 9 luftskib-passagerer nu pludselig mutters alene og uden store chancer for at blive reddet. Deres eneste glædelige ved situationen var, at kaptajnens snarrådighed havde givet dem forsyninger til et par uger.

Italias endeligt dramatiseret for Italienske aviser

Italias endeligt dramatiseret for Italienske aviser

Da Italia ikke dukkede op i Norge som aftalt, begyndte folk at blive bekymrede. Den italienske facistregering under Mussolini, var ganske uberørte af situationen, men Norske, svenske, russiske og finske eftersøgningsoperationer blev iværksat forholdsvist hurtigt (5. juni). Der skulle dog vise sig, at disse operationer var langt mere omstændelige end først antaget.

18. juni flyver selveste Roald Amundsen mod Spitsberg, for at deltage i eftersøgningen. Flyet styrter i Barentshavet og Amundsen er ikke set siden (i august i år starter en ny eftersøgning, der håber at finde ham, men mon ikke han er død nu). Samme dag sætter den Italienske Kaptajn Sora, sammen med de to arktiske opdagelsesrejsende; danskeren Ludvig Varming og hollænderen Van Dongen, afsted på hundesælde for at redde Amundsen.

Amundsens eftersøgningsfly - eftersøges stadig

Amundsens eftersøgningsfly - eftersøges stadig

20.juni ser den italienske eftersøgningspilot de overlevende på isen. Han nedkaster forsyninger, men de fleste smadres, eller lander uden for rækkevidde.

23. juni lander den svenske pilot Lundborg og får reddet Nobile mod hans vilje. Da piloten senere vender tilbage efter flere overlevende, styrter han og strander med de andre på isen.

6. juli reddes Lundborg af hans kammerat Schyberg, der lover at vende tilbage efter flere overlevende. Desværre skifter han mening, efter han og Lundberg er i sikkerhed.

12. juli reddes de sidste strandede italienere af den russiske isbryder Krasin. Dog ikke inden, at Krasins overvågningsfly foretager en nødlanding og derfor også må reddes.

Den heltemodige isbryder Krasin

Den heltemodige isbryder Krasin

14. juli redder et svensk fly Sora og Van Dongen, der nu også var strandet på isen. Ludvig Varming havde selv bragt sig i sikkerhed tidligere. Hermed var redningsoperationen endelig overstået.

Som det måske kan forstås af denne historie, så er det ikke bare sådan lige, at flyve til nordpolen i luftskib. Derfor holdt man faktisk op med det pjat efter ulykken med Italia.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.3/10 (4 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Aluminium overcast

Da anden verdenskrig endelig sluttede med Japans betingelsesløse overgivelse 14. august 1945, stod det Amerikanske militær med uanede mængder af materiel, der nu ikke længere var brug for. Derudover kørte det såkaldte militærindustriellekompleks stadig med fulde omdrejninger hjemme i staterne og fremstillede dagligt flere hundrede fly, kampvogne, kanoner, jeeps og lastbiler.

Materialer der under krigen havde været reserveret til militærbrug, kunne nu frigives til fremstilling af civile produkter. Den Amerikanske regering havde forudset krigens afslutning og taget forholdsregler mod den pludselige efterspørgsel på disse materialer, der på grund af krigen allerede var i restordre: Man ville simpelthen smelte lortet om. Det betød at folk der havde givet deres potter og pander til oprustningen, nu ville få mulighed for at købe dem tilbage igen.

Allerede få dage efter 14. August begyndte det amerikanske luftvåben at flyve sine maskiner til fjerntliggende flyvepladser, der var udpeget som lagerpladser for overskydende materiel. I alt er det estimeret, at det amerikanske forsvar havde 150.000 fly i overskud efter krigen. Nogle af disse fløj direkte fra fabrikkernes samlehaller til ophugningspladser rundt omkring i staterne.

B-17 bombemaskiner venter på ophuggerens økse

B-17 bombemaskiner venter på ophuggerens økse

Mindre maskiner, der ikke selv kunne klare turen hjem over Stillehavet, blev ophugget på stedet. Det gik særligt hårdt ud over de tusindvis af jagermaskiner der opererede fra fremskudte baser nær Japan. Et fåtal af dem overgik til lokale regeringer, men de fleste blev stablet oven på hinanden og bombet, eller hakket i stykker med store gravemaskiner og begravet.

P-38 Lightning jagere på Filippinerne

P-38 Lightning jagere på Filippinerne

Man forsøgte at sælge maskinerne til luftfartsinteresserede amerikanere, men der var ikke mange der havde råd til at holde en firemotoret bombemaskine flyvende. Lidt lettere gik det med den mindre træningsfly, der blev købt af flyveklubber, flyveskoler og privatpersoner. Priserne var ualmindelig lave fordi man ikke engang kunne overskue at hugge dem op.

BT-13 $450
P-38 $1,250
AT-6 $1,500
A-26 $2,000
P-51 $3,500
B-25 $8,250
B-17 $13,750
B-24 $13,750
B-32 $32,500

I dag koster en luftdygtig P-51 Mustang mellem 3-5 millioner dollar, så selv med inflationen taget i betragtning, ville det have været en fantastisk investering.

Stuntpiloten og flyentusiasten Paul Mantz købte i 1946 en pose blandede fly: 475 stykker af alle slags, deriblandt 305 tunge bombefly. Regningen lød på 55.425$, hvilket er godt 116$ per maskine. Han beholdt 12 til sit private firma og solgte resten til skrot. Rygter vil vide, at Mantz tjente sine penge ind alene på det brændstof der var tilbage i tankene.

Mantz med sit legetøj

Mantz med sit legetøj

Lige siden ophugningsdagene har veteranflyentusiaster snakket om glemte eskadriller, eller underjordiske hangarer med efterladte fly, der bare venter på at blive fundet. Ekspeditioner har gennemtravet Stillehavsøerne uden at finde spor af denne moderne piratskat, men det betyder jo ikke, at man ikke en dag finder noget – der er uendeligt meget plads derude. Men man behøver skam ikke rejse helt til Stillehavet for at finde gamle glemte fly. Mange af de solgte fly endte hos diverse mennesker der oprindeligt havde planer for dem, men som af forskellige årsager aldrig fik udført dem. Nogle blev skrottet op gennem 50’erne og 60’erne, men andre forputtede sig rundt omkring i lader og markskel. En sjælden gang imellem dukker disse fly op igen.

Selvom billedet er fra 50'erne, så hænger denne B-17 stadig over tanken

Selvom billedet er fra 50'erne, så hænger denne B-17 stadig over tanken

En sjælden Bristol Fairchild Bolingbroke fundet i Canada

En sjælden Bristol Fairchild Bolingbroke fundet i Canada

Spøgelseseskadrille på Kingman Air Field

Spøgelseseskadrille på Kingman Air Field

B-17 maskiner og Wright Cyclone motorer venter på bødlen

B-17 maskiner og Wright Cyclone motorer venter på bødlen

Så er de næsten potter og pander igen

Så er de næsten potter og pander igen

Heldigvis var den nogle få der slap fra smelteren

Heldigvis var den nogle få der slap fra smelteren

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

The Future Is Fantastic!

Jeg har bemærkte, at der er flere besøg på siden, der stammer fra en Google-søgning på Månebase Alpha. Det er muligvis fordi TV serien var nævnt i et post om 70’er TV, men jeg tænkte den lige så godt kunne få sin egen post, så folk ikke går forgæves.

Efter nogle store succeser med Science Fiction Tv i sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne (UFO, Stingray, Thunderbirds, Captain Scarlet, Star Trek), beslutter det Britiske Tv-selskab ITC Entertainment, at de også burde være med på vognen. Denne beslutning blev til Månebase Alpha, eller Space 1999 som serien hed på Engelsk.

space01

Grundlaget for serien er nok besluttet efter devisen: ”skal der være fest, så lad der være fest.” for serien bygger på det mest usandsynlige af scenerier, nemlig at månen slynges ud af sit orbit og drøner ud gennem verdensrummet, men de uheldige hovedpersoner ombord.

Første episode fortæller, at månen i 1999 benyttes som affaldsplads for jordens atomaffald (nu er det åbenbart ikke nok at forurene jorden, vi skal også svine månen til). Den 13. september 1999 rammes månebasen af en katastrofal eksplosion (fra atomaffaldet), der er kraftig nok til at skubbe månen ud af kredsløb. Det er nok ingen tvivl om, at sådan en eksplosion i virkeligheden ville flå månen i småstykker og dræbe samtlige personer på den, samt en hel del på jorden i tilgift. For seriens skyld lader vi dog denne detalje slippe fordi.

Bestæningen ser jorden forsvinde - nuts!

Bestæningen ser jorden forsvinde - nuts!

Første sæson af serien tog sig selv forholdsvis alvorlig, men grundlæggende metafysiske temaer bag mange afsnit. Martin Landau spillede den standhaftige basekommandør John Koenig, der sammen med sine stabsofficerer bragte månebasens ansatte gennem den ene filosofiske problemstilling efter den anden. Det var somme tider lidt som en Søren Kirkegaard på syre, med eksistentialistiske enetaler og debatter om menneskets dybere natur. Alt naturligvis sat til beigefarvede 70’er lamper og computersystemer der udskrev beregninger på kasseboner.

Dialogen var ofte lidt pladdersentimental, eller lommefilosofisk, men på en eller anden måde passede det med stilen. Her er en lille smagsprøve på Commander Koenig’s dybere tanker.

“Loyalty is better than logic; Hope is better than despair; Creation is better than destruction.”

“Just because we didn’t experience something doesn’t mean it doesn’t exist.”

“Ignorance is not a reason to start shooting.”

“No! Leave me with my pain. It reminds me I’m human!”

“If we understand others, in time I believe we come to understand ourselves.”

spckoenig05

Der var åbenbart ikke altid penge til de vilde special effects, så ofte var ugens rumvæsen et farvet lys, en forholdsvis stor potteplante, eller simpelthen bare brandslukningsskum. De bedste afsnit var, af samme grund, gerne de episoder hvor problemerne var internt på basen. Basens modeller var der nemlig ikke blevet sparet på. Serien var legeplads for modelbyggerholdet der senere stod bag film som Alien, Outland og Star Wars. Space 1999 kan, ifølge min mening, stadig bryste sig af de mest realistiske rumskibsmodeller på film. Deres Eagle fartøj ligner, modsat mange andre Science Fiction modeller, noget der rent faktisk kunne fremstilles en dag.

Den ultra fede Eagle Transporter

Den ultra fede Eagle Transporter

Rumvæser fra episoden Bringers of wonder

Rumvæsen fra episoden Bringers of wonder

Udover kommandør Koenig, bestod holdet af hans kone fra virkeligheden Barbara Bain, der spillede den lidt ængstelige doktor Helena Russel. Barry Morse gav den som professoren Victor Bergman, og Australieren Nick Tate spillede piloten Allan Carter (seriens actionhelt). Allan Carter skulle tilsyneladende slås ned og frarøves sit Eagle fartøj i mindst hver tredje episode. Ligesom Dr. Russel skulle bryde hulkende sammen i hver episode. Det var lidt af et fast format.

Allan Carter i cockpittet på en Eagle - cool!

Allan Carter i cockpittet på en Eagle - cool!

Første sæson blev en kæmpe succes, men de fleste Tv stationer sendte serien sådan lidt sporadisk, når det ikke lige var andet at sende. Det var heller ikke alle der sendte samtlige 24 afsnit, så historien hoppede og sprang en del. Hvilket fik folk til at droppe ideen om at følge med. Ikke desto mindre opnåede serien en sæson 2, hvor man desværre ændrede en del på seriens oprindelige format. Man fjernede de lidt småfilosofiske temaer og forsøgte sig med humor i stedet. Skuespillerne, især Landau, var stiktossede over denne fordummelse af historierne, men han formåede ikke at ændre producernes mening. Ændringerne var ikke en succes og serien fik færre og færre seere. Der var planer om en sæson 3, men budgettet var latterligt lille og folkene bag serien opgav før de overhovedet havde forsøgt.

Sæson 2 var langt mere kommerciel og sigtede på et bredere publikum

Sæson 2 var langt mere kommerciel og sigtede på et bredere publikum

Et af månebasens store mål, både i sæson 1 og 2, var at finde en hyggelig planet, hvor de kunne slå sig ned i fred. Og lige så sikkert som, at Carter ville blive slået ned og Dr. Russel bryde hulkende sammen, lige så sikkert ville Koenig med mellemrum igangsætte Operation Exodus, men af forskellige årsager afbryde udvandringen i sidste øjeblik – gerne med en filosofisk konklusion.

Produktionen stoppede definitivt i 1976, men ved en større Space 1999 fan-fest, naturligvis Space: 1999 Breakaway Convention 13. September 1999, dukkede en hjemmelavet film op, hvor Sandra benes (en skuespillerinde fra serien) gav de fremmødte fans en “Message From Moonbase Alpha”. Beskeden afslørede, at månebasen nu endelig havde fundet en passende planet og Operation Exodus var godt i gang. Den lille 7 minutters film gav serien den afslutning fans havde afventet siden 1976.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Retro | Tagged as: , , , , , | Leave a comment

The great Gonzo

It never got weird enough for me.

It never got weird enough for me.

Der er nok ingen Amerikanske forfattere, der har frydet og forarget så mange mennesker, som den vanvittige journalist Hunter S. Thompson. Kendt for lemfældig omgang med psykadelika, alkohol og skydevåben, samt en ikonoklastisk foragt for autoriteter.

Paradoksalt nok startede Thompson sin karriere i US Air Force, hvor han arbejdede som journalist for deres football hold. Han forlod luftvåbnet i 1958 med et voksende journalistisk talent og en beatnik indstilling til skriveriet.

Som ung under perioden der senere blev til

Som ung under perioden der senere blev til The Rum Diary

Efter nogle år som journalist på en række forlag, både i USA og i forskellige sydamerikanske lande, endte han i San Francisco lige som stof og hippiekulturen begyndte at blomstre – Thompson kastede sig frygtløs ud i løjerne. I 1965 fik han chancen for at skrive en artikel om motorcykelklubben Hells Angles. Artiklen blev en kæmpe succes og Thompson fik hurtigt en række tilbud om bogudgivelse. Hans oprindeligt gode forhold til motorcykelklubben vendte, da de opdagede han ville tjene penge på dem. Thompson fik en alvorlig røvfuld, men besluttede alligevel at lade hans oplevelser med klubben udgive under titlen: Hell’s Angels: The Strange and Terrible Saga of the Outlaw Motorcycle Gangs.

Thompson efter sammenstødet med Hells Angles

Thompson efter sammenstødet med Hells Angles

Bogen blev et gennembrud for Thompson og det væltede snart ind med tilbud om magasinartikler fra alverdens publikationer, der ønskede en rapport fra det vilde liv langs den Californiske kyst. I 1969 valgte Thompson at flytte til Aspen i Colorado, men vedblev at skrive sine artikler og rejste en del rundt i landet.

I 1970 skrev Thompson en artikel med overskriften “The Kentucky Derby Is Decadent and Depraved” for bladet Scanlan’s Monthly. Artiklen blev ikke videre udbredt (gennem andre blade), men den lagde det litterære grundlag for Thompsons nye opfindelse: Gonzo journalistikken.

Gonzo journalistik gør sig bemærket ved en forholdsvis løs omgang med sandheden og et absolut vægten af skrivestilen, efter William Faulkner’s ide “fiction is often the best fact”. Thompson ikke bare opfandt stilen, han blev dens ukronede konge.

When the going gets weird, the weird turn pro

When the going gets weird, the weird turn pro

Senere samme år befandt han sig i Las Vegas, hvor han skulle dække motorcykelløbet Mint 400 for Sports Illustrated. Med Thompsons vanlige sans for udskejelser, blev turen en halv-fiktiv jagt på den Amerikanske drøm, iblandet et kaotisk orgie af sprut, kokain, syre og pot. Sports Illustrated nægtede at trykke artiklen, men to år senere blev oplevelserne til hans hovedværk: Fear and Loathing in Las Vegas: A Savage Journey to the Heart of the American Dream.

“The sporting editors had also given me $300 in cash, most of which was already spent on extremely dangerous drugs. The trunk of the car looked like a mobile police narcotics lab. We had two bags of grass, seventy-five pellets of mescaline, five sheets of high-powered blotter acid, a salt shaker half full of cocaine, and a whole galaxy of multi-colored uppers, downers, screamers, laughers and also a quart of tequila, a quart of rum, a case of Budweiser, a pint of raw ether and two dozen amyls. Not that we needed all that for the trip, but once you get locked into a serious drug-collection, the tendency is to push it as far as you can.”

Fear and Loathing in Las Vegas

Thompson under research til Fear and Loathing

Thompson under research til Fear and Loathing

Samme år som Fear and Loathing udkom, fulgte Thompson Richard Nixons valgkampagne for Rolling Stone Magazine. Artiklerne samledes og blev hurtigt udgivet som: Fear and Loathing on the Campaign Trail, 1972.

Efter disse to bøger var Thompsons navn slået fast med syvtommersøm. Han fortsatte med at skrive artikler og udgive bøger, mens hans liv bevægede sig fra det ene surrealistiske øjeblik til den andet. Thompson levede sit helt eget liv, med sine helt egne idealer. For ham bestod livet af det underlige, det skøre og det vanvittige. Ikke for sjov, for som han udtalte ”I shit on the chest of Fun”, men fordi det var selve livet, det var kernen i hans eksistens, det der fik ham til at være. Med hans egne ord:

“I hate to advocate drugs, alcohol, violence or insanity to anyone, but they’ve always worked for me”

Fra 80’erne begyndte Thompson at trække sig mere tilbage fra rampelyset. Han skrev stadig artikler til aviser og blade, men hans litterære arbejde i form af bøger stilnede af. Hovedarbejdet bestod af en serie på fire bøger kaldet the Gonzo Papers, der dog ikke havde helt samme energi som hans tidligere arbejde. I manges øjne var Gonzo blevet en tvær gammel hippie.

Who are you calling Gonzo?

Who are you calling Gonzo?

I 1998 instruerede Terry Gilliam en filmatisering af Fear and Loathing in Las Vegas med Johnny Depp i hovedrollen. Filmen var en kæmpe succes og introducerede Thompson til en ny generation af læsere, der ikke kunne få nok af denne galning af et oldtidslevn. Hans bøger og artikler blev genoptrykt, gamle afviste manuskripter udkom pludselig i bogform og med et, var Thompson var lige pludselig gået hen og blevet lidt mainstream – pengene væltede ind.

Sine sidste år levede Thompson i hvad han selv beskrev som et ”fortificeret kompleks” i Colorado. Det hårde liv havde tæret kraftigt på hans helbred og han led af en række smertefulde kroniske skavanker. Det er selvfølgelig ingen der ved præcis hvilke tanker han havde om livet, men hans kone, der ikke levede med Thompson, modtog et brev den 16/2 2005, hvori der stod:

Football seasons over. No More Games. No More Bombs. No More Walking. No More Fun. No More Swimming. 67. That is 17 years past 50. 17 more than I needed or wanted. Boring. I am always bitchy. No Fun — for anybody. 67. You are getting Greedy. Act your old age. Relax — This won’t hurt.

Den 20 februar 2005 klokken 17:42 satte Thompson en revolver til tindingen og trykkede af…

huntersthompson

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , , , , , , , | 2 Comments

Oles nye autobil

Man er ikke helt sikker på hvornår sæbekassebilen kom til verden, men bilen er fra sidst i 1800-tallet, så det må være senere end det. Amerikanerne har afholdt All American Soap Box Derby hvert år siden 1934, så det er nok deromkring man bør finde oprindelsen. Det var i hvert tilfælde gennem denne konkurrence, at sæbekassebilen blev udbredt.

Meget tidlig model, af en Shoe Polish Box Car

Meget tidlig model, af en Shoe Polish Box Car

Som billeder herover viser, så er en sæbekassebil ikke nødvendigvis bygget af tomme sæbekasser. Det betyder dog ikke, at slaget er givet helt frit. En sæbekassebil skal ifølge de internationale regler være uden motor og den skal have mindst 4 hjul, men derefter kan man gøre som man vil. Bremser er for eksempel ikke et krav. Enkelte organisationer har tilføjet flere regler, men jeg foretrækker denne Unlimited Class – det er ligesom mere i børns tankegang.

Køretøjet bliver selvfølgelig først og fremmest fremstillet for sjov. Sådan har det altid været og selvom konkurrencerne var med til at udbrede legen, så var flertallet af sæbekassebiler bare legetøj. Før TV og videospil skubbede man altså hinanden rundt i gamle trækasser – sådan er det bare.

Dansk model fra 1953

Dansk model fra 1953

I min barndom var der en uskrevet regel om at en sæbekassebil ikke måtte koste penge. Den skulle på overlevelsesmaner bygges af de for hånden værende materialer, selvom man dog godt måtte stjæle søm fra diverse forældres værktøjskasser. Hjulene var altid det sværeste at få fat i. Indtil 70’erne byggede man barnevogne, hvor hjulene egnede sig perfekt til sæbekassebiler, men i min sæbekassetid var hjul ikke til at drive op ad jorden, eller også fandt man kun 3.

Klassisk model med snoretræk

Klassisk Dansk model med snoretræk

Herhjemme har sæbekassebilen nok mest været et legeredskab. Der har sikkert været masser af mindre konkurrencer i de forskellige boligforeninger, men direkte nationale begivenheder er det nok ikke blevet til. I USA derimod, er det selvfølgelig kæmpe stort, hvor vindere fra hver stat går videre til All American Soap Box Derby. Konkurrencen har naturligvis heller ikke været uden skandaler. I 1973 blev 14 årige Jimmy Gronen frataget sin titel, da man opdagede at han havde installeret en meget kraftig elektromagnet i næsen på bilen. Løbene blev startet med form for startvogn, ligesom på travbanen, og Jimmy kunne med elektromagneten lade sig trække i gang. Snyderiet blev opdaget fordi sæbekassebilen syntes at accelererer for kraftigt. Røntgenundersøgelser (I kid you not) afslørede den formastelige magnet.

For en hyggelig børnekonkurrence skabte skandalen utrolige stor opstandelse. Jimmys onkel blev anklaget for fordærvelse af mindreårige og Jimmy selv bandlyst fra enhver sæbekassebilkonkurrence i al evighed. Det var landsdækkende nyheder hele sommeren.

Jimmy's skandalebil fra 1973

Jimmy's skandalebil fra 1973

Bilerne der bruges konkurrencemæssigt er uendeligt langt fra de sømbeslåede og uhøvlede apparater jeg legede med som barn. De er strømlignede, bygget i karbon og glasfiber, 100 % afbalancerede og i øvrigt forudsigeligt ens, fordi konkurrencefolk altid kopierer den hurtigste…..

The Walden, New York soapbox derby 2006

The Walden, New York soapbox derby 2006

Marietta Soap Box Derby 2009

Marietta Soap Box Derby 2009

Photo finish - gab!

Photo finish - gab!

Næ, giv mig de gode gamle dage - start your engi.... DOH!

Næ, giv mig de gode gamle dage - start your engi.... DOH!

Soap Box Derby, Dayton Ohio - dengang sæbekassebiler var sæbekassebiler

Soap Box Derby, Dayton Ohio - dengang sæbekassebiler var sæbekassebiler

Det var ikke altid helt nemt

Det var ikke altid helt nemt

Drengedrømme

Drengedrømme

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (6 votes cast)
Posted in Retro | Tagged as: , , , | 4 Comments