As hight as a bug (ny trods ferie)

Når man sådan ligger med en kølig pils i sommerens grønne græs, så er det oftest skyer og fugle man ser. Måske drøner et fly forbi, men i grunden er der tilsyneladende ikke så meget deroppe – medmindre man altså er Entomolog (insektkyndig, eller insektforsker).

Det viser sig nemlig, at luften over vores hoveder er fyldt med forskellige bittesmå rejsende, som man ellers normalt finder tættere på sine fødder. Den britiske forsker (Entomolog) Jason Chapman står bag en lille animation, der fortæller om denne skjulte verden af opdagelsesrejsende.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | Tagged as: , , | Leave a comment

En kølige blanding til sommervarmen (ny trods ferie)

Here try these

The Gaylords wisely changed their name to Marmalade

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet | 4 Comments

Lad atomerne drive dig frem

Dengang midt i 50erne, hvor det stadig rungede i ørene efter de første atomprøvesprængninger, så man frem til udnyttelse af atomenergien med stor glæde. På det tidspunkt var man endnu ikke helt klar over hverken faren, eller langtidsvirkningerne, fra radioaktiv stråling. Derfor forventede man, at den nye energikilde snart ville findes alle steder, hvor man brugte energi. Det ville være billigere end vand og man kunne simpelthen bare bruge løs uden betænkninger.

Ford deltog med stor glæde i denne atomare bryllupsrejse og i 1957 designede de konceptbilen Ford Nucleon – Intet mindre end verdens første atomdrevne bil. Det skulle være fremtidens bil og der var ikke blevet sparet på de futuristiske linjer. De karakteristiske 50er finner, var svunget en ekstra grad, den svungne forrude var et enkelt stykke glas og eftersom det jo var i billirets storhedstid, så fik Ford Nucleon selvfølgelig white-wall tires.

William Ford med en 3/8 model af Nucleon

William Ford med en 3/8 model af Nucleon

Bilens motor var et Uran fissions kernekraftværk i lommestørrelse. Det var baseret på samme principper som kernekraftværket i en atomdrevet ubåd, men naturligvis skaleret en hel del ned. Kraftværket lavede vand til damp, der så drev to turbiner, en der var forbundet til en gearkasse og en der drev en elektrisk generator. Dampen blev bagefter fortættet i et kølesystem, hvorefter det tog turen en gang mere. Det var altså et lukket system og Ford Nucleon kunne i teorien kører så længe der var fissionsmateriale. Udskiftning, eller rettere ombytningen, af kraftværket var dog beregnet til cirka hver 8000km. Teoretisk ville Ford Nucleon også være både forurenings og støjfri.

Føreren og eventuelle passagerer sad foran den forreste hjulaksel, fordi sådan en atomreaktor kræver en usandsynlig klodset og meget tung mængde indpakning, hvis den ikke skal dræbe ejeren. Man var sjovt nok ikke synderligt bekymret for, at selv mindre parkeringsuheld kunne udvikle sig til en radioaktiv katastrofe. Faktisk syntes den amerikanske regering, at det var en rigtig god ide, så de kastede en mindre bunke penge i udviklingen.

ford03

ford01

Den smækre og strømlignede Ford Nucleon kom dog aldrig på gaden. Ford måtte simpelthen opgive at pakke det klodsede kraftværket ned i en størrelse der passede til en familiebil (selv en amerikansk familiebil). Samtidig var offentligheden begyndt at bekymrer sig over faren ved atomkraft og var efterhånden utilbøjelig til at kører rundt med et kernekraftværk i bagagerummet.

Der blev aldrig produceret en fuldt fungerende udgave af Ford Nucleon. Den er dog ikke desto mindre blevet ikonisk for 50ernes atomglæde. En ide der måske ikke udelukkende skal som bilindustriens foragt for den forurening sådan en kasse kunne have afstedkommet, men mere som et udslag af tidens generelle kærlighed til atomernes indre kræfter – lidt naivt måske, men det vat jo også atomalderens bryllupsrejse.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.0/10 (2 votes cast)
Posted in Mini Facts, Retro, teknologi | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

NASA’s X-files

I juli havde steampunk.dk et tema om Apollo programmet og NASA’s glorværdige rejse til månen. Det må vi jo give dem kredit for, men NASA er som bekendt et nationalt anliggende og ligesom andre statslige institutioner, så har de haft deres andel af ledelsesmæssige flop og økonomiske rævekager.

Vi skal her se på nogle projekter der løb af sporet, løb amok, eller simpelthen bare løb ud i sandet. Det skal indskydes, at NASA ikke altid selv havde skylden, da skiftende amerikanske regeringer altid har jongleret med deres budgetter, men selvom NASA måske ikke altid bar den grundlæggende skyld, så kunne de måske have forudset beskæringerne og valgt nogle mere overskuelige projekter. Pengene kunne så være brugt på noget mere fornuftigt. Du ser for eksempel hverken Russerne, eller ESA, kaste så mange milliarder efter projekter der aldrig rigtigt bliver til noget.

Det første projekt er den berømmelige X-30 National Aero-Space Plane (NASP), der skulle have lettet og landet som et almindeligt fly. X-30 var udtænkt i begyndelsen af 80erne og selvom finansieringen var delt mellem NASA og en række amerikanske militærinstitutioner, så har det uden tvivl kostet NASA godt ½ milliard dollars. Som med mange projekter, så blev X-30 konstant dyrere, tungere og mere kompliceret. Det amerikanske forsvar ønskede et ”man-rated” fartøj fra starten, mens NASA mente en ubemandet testudgave ville være mere praktisk (og meget billigere). I sidste ende var det uløselige tekniske problemer og kraftigt stigende udgifter, der satte en stopper for X-30. Projektet blev lukket i 1992.

nasa011

I 90erne var NASA tilbage i X-flyenes verden med deres nye projekt: X-34. Dette fartøj var ikke beregnet til rumflyvning, men udtænkt som et mindre testfartøj, der skulle udforske og afprøve nøgleteknologier for fremtidens genbrugelige rumfartøjer. Dengang var drømmene, at rumfærgen skulle afløses af endnu en rumfærge, men på længere sigt kunne NASA godt se, at et nyt fartøj af rumfærgetypen måske ikke var det bedste. Der blev fremstillet en motorløs model af X-34 som de lykkeligt trak rundt efter en lille bus, men længere kom projektet ikke. Samlet pris: 68 millioner dollars.

nasa02

Endnu et afbrudt X-projekt stoppede ikke NASA fra at kaste sig over X-38. Dette projekt var, modsat X-34, tiltænkt som et vaskeægte rumfartøj. X-38 var forberedelserne til et såkaldt Crew Return Vehicle, der egentlig er en redningsbåd for rumstationer. Det var meningen, at ISS skulle have en X-38 tilkoblet, så hele ISS besætningen kunne smutte på samme tid; X-38 skulle nemlig have plads til 7 personer. Fartøjet var designet til at passe i rumfærgens lastrum, da X-38 ikke selv var beregnet på en launch. På tilbageturen, der var fuldautomatiseret, ville den lande som en hangglider. X-38 blev lukket efter man havde bygget en ubemandet, men flyvende, model og udført test-drops fra en B-52. Denne gang var det egentlig ikke fartøjet selv der var skyld i lukningen. I 2002 fik NASA simpelthen barberet deres budget og måtte skære nogle projekter fra. Samlet pris: Ca. 100 millioner dollars.

nasa03

X-33 var egentlig et Lockheed-Martin projekt, men NASA havde naturligvis fingrene i bolledejen, da X-33 var intet mindre end et forsøg på et kommercielt opereret genanvendelig løftefartøj. En privat rumfærge med andre ord. Det var en ”Single-Stage-To-Orbit” teknologi demonstrator, der skulle danne grundlag for den senere udvikling af et faktisk rumfartøj (VentureStar). X-33 var derfor ikke beregnet til jordkredsløb, men til atmosfæriske test af forskellige systemer og teknologier, som den tiltænkte VentureStar skulle benytte. Da projektet blev lukket i 2001, havde Lockheed-Martin færdiggjort næsten 90 % af prototypen og 100 % af affyringsplatformen, med tilhørende support. Desuden havde de en skalamodel, der anvendtes til aerodynamiske tests. Igen var det en kombination af uoverstigelige tekniske problemer og eskalerende økonomiske omkostninger der fik NASA til at trække stikket ud. X-33 kostede NASA lige under 1 milliard dollars.

nasa04

Disse projekter er naturligvis ikke de eneste økonomiske øretæver NASA har modtaget i tidens løb. Indenfor de seneste 30 år har andre projekter ligeledes trukket afsindige beløb fra det skrøbelige budget. Space launch Initiative var endnu en rumfærgeafløser, der nåede at trække 100 millioner dollars i årene 2000 til 2001. National Launch System var et raket-program delt mellem NASA og US Air Force. Målet var en ny løfteraket, men efter at have brugt godt 300 millioner dollars, opgav man projektet i 1993. Shuttle C var et ubemandet fragtfartøj, der lignede en rumfærge uden vinger og kostede 200 millioner dollars inden det blev droppet. Sidst, men ikke mindst, brugte man 2,2 milliarder dollars på udviklingen af Advanced Solid Rocket Motor, der skulle udskifte rumfærgens nuværende solid rocket løfteraketter. Ideen var, at lettere og kraftigere solid boosters ville øge rumfærgens løftekapacitet. Dette blev dog opnået ved at bygge en lettere hovedbrændstoftank i stedet.

Shuttle C

Shuttle C

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in teknologi | Tagged as: , , , , , , , , , , | Leave a comment

Bits fra den digitale ursuppe

I begyndelsen var det intet, eller rettere, i begyndelsen var der kun ren mekanisk underholdning. Den enarmede tyveknægt var tivolis ukronede konge, mens flippermaskinen herskede på landets grillbarer og i biografernes foyerer. Men i USA, dybt nede i nørdernes mørke kældre, rørte et nyt bæst på sig: elektronisk underholdning.

De første elektroniske spil er næppe noget vi genkender som spil i dag, men forgængeren for alle videospil stammer fra fysikeren William Higinbothams forsøg på, at gøre rundvisning i Brookhaven National Laboratory lidt mere spændende. Higinbotham havde en baggrund i kernefysik og havde deltaget i Manhattan-projektet under krigen, så han viste hvordan man laver lidt spas. Higinbotham og hans medhjælper Robert V. Dvorak forbandt to små analogcomputere til et oscilloskop og fremstillede herved verdens første udgave af Pong – de kaldte det Tennis for Two.

Computerspillets åndelige forfader fremvises på Brookhaven National Laboratory i 1958

Computerspillets åndelige forfader fremvises på Brookhaven National Laboratory i 1958

Skærmen fra Higinbotham tennisspil - nettet er i midten

Skærmen fra Higinbotham tennisspil - nettet er i midten

I 1958 præsenteres spillet ved et åbent hus arrangement og til trods for spillets meget simple konstruktion, så stod gæsterne i timelange køer for at prøve maskinen. Året efter var spillet blevet udbygget med en 17 tommers skærm og en ”kraftknap” på kontrolmekanismen, der styrede spillerens slagkraft. Desuden kunne man nu justerer tyngdekraften, så gæsterne kunne se hvordan det ville være, at spille tennis på andre planeter. Efter arrangementet i 1959 pilles maskinen fra hinanden og Higinbotham fortsætter sit arbejde med atomfysikken. Han udelader at ansøge om patent, fordi han mener ideen er så ligefrem, at enhver umiddelbart kunne få samme ide.

Mange år senere indkaldes Higinbotham som vidne i en retssag mellem Atari og Magnavox, der udfordrer Magnavox’s patent på videospil. Det er håbet, at Higinbothams demonstration af det gamle tennisspil vil vise, at videospillet allerede var opfundet da Magnavox tog patent. Retten finder dog, at Higinbothams spil ikke kan sidestilles med Magnavox videokonsollen og herefter må andre håbefulde konsolfabrikanter betale penge til Magnavox for anvendelse af deres patent.

Ok, jeg ved godt at artiklens omtale af analogcomputere ikke passer med overskriften, men sådan er livet – det er en god overskrift.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in IT Teknologi | Tagged as: , , , | Leave a comment