Efter anden verdenskrig gik det op for ledelsen i den italienske flyfabrikant Piaggio, at der sikkert ville gå en rum tid, inden de kunne leve af at sælge fly igen. Derudover var den Italienske økonomi på det nærmeste bankerot, ligesom landets industri var ødelagt af de allierede bombeangreb. Enrico Piaggio, søn af Piaggios grundlægger Rinaldo Piaggio, beslutter derfor, at trække familiefirmaet i en ny retning: privattransport.

Eftersom både ressourcer og privatøkonomi var en mangelvare, satser Enrico på et billigt alternativ til bilen og bliver inspireret af den Amerikanske styrkers Cushman motor scooter, der efter krigen ses overalt i landet. Piaggio overtaler deres designer Corradion D’Ascanio, der hader motorcykler, til at slå et par streger og se hvad der sker. Resultatet var et køretøj, hvor D’Ascanio havde forsøgt, at komme udenom de ting han hadede ved motorcykler. Primært sad køreren nærmest ligesom i en bil og sekundært havde køretøjet en beskyttelsesskærm, der hold køreren nogenlunde tør og ren. Vespa scooteren var født.

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Piaggio tog patent på scooteren i april 1946, under beskrivelsen: en praktisk og komfortabel motorcykel, med delene placeret rationelt og beskyttet af strukturdele. Endvidere med beskyttelse mod støv og mudder, der ellers kan sætte kørerens krav til fremtoning og elegance på spil.

I Sovjetunionen stod man efter krigen med et lignende dilemma. Stalin var ikke en mand der tog ”kørerens krav til fremtoning og elegance” særlig alvorligt, så de første par år forblev scooteren et rent vestligt fænomen. I 1953 døde Stalin imidlertid og Nikita Khrushchev, der overtog roret, var ikke så pernittengryn angående transportmidler. Khrushchev var en praktisk militærmand, der kunne se en løsning når han så en, så i løbet af et par år, omlagde man nogle produktioner og begyndte at spytte Sovjet scootere ud.

Designproblemer blev løst i vanlig Sovjet stil, ved simpelthen at kopierer Piaggios Scooter direkte. Den nye socialistiske scooter fik navnet Vyatka, efter området hvor fabrikken lå. Det var ikke bare selve køretøjet der blev kopieret. Vyatkas logo ligger usædvanligt tæt på Piaggios Vespa logo og hele situationen ville have udløst en international handelskrise, hvis man forsøgte noget tilsvarende i dag. Forskellige former for copyright og mønsterbeskyttelse tog man ikke så alvorligt i Sovjetunionen. Italienerne kunne jo bare komme, hvis der var noget med dem.

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Der var dog ikke den italienske kvalitet der var kopieret. Vyatka var en underdimensioneret udgave af Piaggios scooter. Den var 16kg tungere og havde halvt så mange heste (4,5 mod 8), hvilket betød en tophastighed på kun 70km/t (30km langsommere end Vespa). Vyatkaen blev alligevel umådelig populær i den såkaldte Khrushchev optøning, der gav den Sovjetiske ungdom en fornemmelse af frihed og muligheder. Desuden kostede den kun 350 rubler, hvilket kun var en brøkdel af prisen på en bil, som man i øvrigt ikke sådan lige kunne få fat i.

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

I sidste ende var Vyatkafabrikken dog ikke tilfredse med udelukkende at kopierer Vespaen, så de fremstillede også deres egne modeller, der dog stadig lugtede lidt af Vespa. V-150M havde en del forbedringer, blandt andet en centralt placeret motor, der fjernede den ubalance den sidemonterede motor havde skabt. Desuden havde den bedre støddæmpning, eftersom mange veje i Sovjetunionen bogstavelig talt tog livet af den spinkle Italiener-affjedring.

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Den sidste af en lang række Vyatka scootere rullede af samlebåndet i 1979. Efterspørgslen havde været faldende i nogle år og selv med nye modeller som Vyatka-Electron (med elektronisk tænding hugget fra Japanerne), kunne den lille scoorter ikke afsættes. I den 23år lange produktionshistorie fremstillede Vyatkafabrikken ikke mindre end 1,7 millioner scootere. Småting i forhold til Vespa, der i 1980 rundede 10 millioner enheder, men for et land med mangel på de fleste ting, så var Vyatka alligevel en produktionssucces. Det tog i øvrigt næsten 10år, at komme af med restlageret af Vyatka scootere.

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka var selvfølgelig ikke den eneste scooter fra Sovjetunionen. Maskinfabrikken Tula fremstillede deres egen scooter, ligesom både Java og Ural producerede en lang række modeller. Vyatka var dog den eneste der opnåede noget nær samme kultstatus som Vespa opnåede i vesten. I dag er Vyatkaen salmeobjekter der ofte passes og plejes ligesom klassiske veteranbiler.

Tula scooter fra 1961

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland