Det gamle amerika i farver

Forleden faldt jeg over en samling farvebilleder fra 1940ernes Amerika. Udover deres charmerende kodachrome gengivelse af krigstidens USA, så viser de et interessant billede af et forsvundet land.

Ligesom resten af den vestlige verden, så ændrede Amerika sig radikalt I tiden efter anden verdenskrig. 40erne så de sidste rester af den amerikanske vest forsvinde og den landlige livsstil som havde præget nationen siden dens fødsel, begyndte som småt at dø ud.

Hvor tidligere generationer for størstedelens vedkommende havde levet af landbrug, stod krigsgenerationen overfor valgte mellem det stille farmerliv og den mere hektiske forbrugertilværelse i storbyernes lejekaserner.

Selvom man i meget afsondrede egne stadig kunne finde denne ærkeamerikanske livsstil helt op i 70erne, så ruskede krigen op i Amerikas demografiske geografi. Arbejdere flyttede til storbyerne, hvor krigsproduktionen konstant havde brug for arbejdskraft og efterlod de små flækker tomme og forladte. Det var overvejende fra disse småbyer, at anden verdenskrigs amerikanske soldater kom fra og da de vendte hjem, fandt de i mange tilfælde barndomsbyen øde. Soldaterne flyttede derfor selv mod storbyerne og bidragede til flækkernes affolkning.

Sjovt at man ikke skal mere end 70 år tilbage i tiden, før et land nærmest bliver fuldstændigt uigenkendeligt.

Farmere venter med deres trucks udenfor en stivelsesfabrik i Maine - 1940

Freakshow i et omrejsende gøgl i Vermont - 1941

Skolebørn synger i Pie Town, New Mexico (there is a NEW Mexico?) - 1940

I 1940erne kunne man stadig finde de sidste rester af den amerikanske wild west

Uddeling af rationerede vare i Arizona under krigen

Beer, coffee and drugs – the american way i Cascade, Idaho - 1941

Tyg København. Købmandsbutik I Lincoln, Nebraska - 1942

Hestetrukken plov langs en flod i Tennessee - Maj 1940

Get your catfish here! Fiskehandler i Louisiana - 1940

Gårdudsalg på en farm i Derby, Connecticut - 1940

Gårdudsalg på en farm i Derby, Connecticut - 1940

Fishing in the fishing hole - Belzoni, Mississippi, Oktober 1939

Der luges på en bomuldsplantage I White Plains, Georgia – juni 1941

Tinskur langs Mississippifloden udlejet til en afroamerikaner - 1940

This is where blues was born! En vaskeægte Juke Joint I Belle Glade, Florida - 1941

Fixing the caboose I Chicagos rangerterræn – april 1943

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder, Historie | Tagged as: , , | 2 Comments

På et hængende hår

Under et flyshow i Canada den 23 juli 2010 kom Kaptajn Brian Bews in problemer, da hans CF-18 tilsyneladende mistede bæreevne i lav højde (muligvis grundet et kompresserstall). Bews valgte fornuftigvis at stemple ud og hans Martin-Baker katapultsæde bragte ham kun lige nøjagtigt i sikkerhed, hvilket gav denne spektakulære billedserie.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in luftfart, militær | Tagged as: , , , | 2 Comments

Raumpatrouille – Die Abenteuer des Raumschiffes Orion

Da den berømte kaptajn James T. Kirk i 1966 for første gang kørte over skærmen hos amerikanske Tv-seere og dermed indledte den mere end 40 år lange Star Trek saga, var han ikke den eneste eventyrlystne rumkaptajn der satte kurs mod ukendte horisonter. I selvsamme måned (september) som Kirk svang Enterprise ud af orbit, satte rumskibet Orion også kurs mod fjerne områder af galaksen.

Ombord var Major Cliff Allister McLane og hans trofaste stab af internationale officerer.


Raumpatrouille – Die phantastischen Abenteuer des Raumschiffes Orion
var den første tyske science fiction tv-serie og historien lå ganske tæt op ad den amerikanske Star Trek. Det var ikke nødvendigvis på grund af direkte tyveri fra Gene Roddenberrys historie, for den mere folkelige del af 60ernes science fiction var stort set altid skåret over denne læst.

Tyskerne kunne åbenbart ikke se sig selv som rumfartsnation (til trods for, at Von Braun havde udviklet raketten i tyskland), så Orion var et amerikansk rumskib – dog med en international besætning. Serien var umådelig populær, men desværre blev der blev ikke produceret mere end 6 afsnit af serien. Efterfølgende fik rumskibet Orion og den heltemodige besætning dog nyt liv i bogform og der er udgivet ikke mindre end 145 bøger om deres eventyr.

Modsat Star Trek, så var Raumpatrouille indspillet i sort/hvid, hvilket giver den et solidt retro-look. Desuden er teknologien afbilledet i en mere klassisk stil, med korridorer af rustfast stål og kontrolpulte med lange spinkle håndtag. Dem der er vant til amerikanske science fiction kan foruden glæde sig over herlige tyske gloser som Armbandsprechgerät, Überlichtantrieb, Lichtwerferbatterie og Astroscheibe. Afslutningsvis skal det tilføjes, at de dansede en hel del bedre – se selv.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, Retro | Tagged as: , , , , | 2 Comments

X-15 bag fasaden

For et par uger siden havde Steampunk.dk en post om den fantastiske X-15 fra 60ernes amerikanske rum og luftfartseksperimenter (den kan læses her). X-15 holder satte, og holder i mange tilfælde stadig, en lang række rekorder indenfor flyvning, men der er ingen tvivl om, at sådan en højtydende eksperimentalmaskine krævede hundredvis af vedligeholdelsestimer for hver eneste reelle flyvetime. Derfor var folkene omkring X-15 sikkert også lange mere familiære med maskinen stående i hangaren, med døre og inspektionspaneler åbne.

Det er lykkedes mig at finde nogle ”privatbilleder” fra X-15s glorværdige karrierer, som i hvert tilfælde vil have interesse blandt Steampunk.dk’s mere luftfartshistorie-interesserede læsere (men så nok heller ikke andre).

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in luftfart, rumfart | Tagged as: , , , , | Leave a comment

So ein ding muss wir auch haben

Efter anden verdenskrig gik det op for ledelsen i den italienske flyfabrikant Piaggio, at der sikkert ville gå en rum tid, inden de kunne leve af at sælge fly igen. Derudover var den Italienske økonomi på det nærmeste bankerot, ligesom landets industri var ødelagt af de allierede bombeangreb. Enrico Piaggio, søn af Piaggios grundlægger Rinaldo Piaggio, beslutter derfor, at trække familiefirmaet i en ny retning: privattransport.

Eftersom både ressourcer og privatøkonomi var en mangelvare, satser Enrico på et billigt alternativ til bilen og bliver inspireret af den Amerikanske styrkers Cushman motor scooter, der efter krigen ses overalt i landet. Piaggio overtaler deres designer Corradion D’Ascanio, der hader motorcykler, til at slå et par streger og se hvad der sker. Resultatet var et køretøj, hvor D’Ascanio havde forsøgt, at komme udenom de ting han hadede ved motorcykler. Primært sad køreren nærmest ligesom i en bil og sekundært havde køretøjet en beskyttelsesskærm, der hold køreren nogenlunde tør og ren. Vespa scooteren var født.

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Cushman motor scooter til luftbårne styrker

Piaggio tog patent på scooteren i april 1946, under beskrivelsen: en praktisk og komfortabel motorcykel, med delene placeret rationelt og beskyttet af strukturdele. Endvidere med beskyttelse mod støv og mudder, der ellers kan sætte kørerens krav til fremtoning og elegance på spil.

I Sovjetunionen stod man efter krigen med et lignende dilemma. Stalin var ikke en mand der tog ”kørerens krav til fremtoning og elegance” særlig alvorligt, så de første par år forblev scooteren et rent vestligt fænomen. I 1953 døde Stalin imidlertid og Nikita Khrushchev, der overtog roret, var ikke så pernittengryn angående transportmidler. Khrushchev var en praktisk militærmand, der kunne se en løsning når han så en, så i løbet af et par år, omlagde man nogle produktioner og begyndte at spytte Sovjet scootere ud.

Designproblemer blev løst i vanlig Sovjet stil, ved simpelthen at kopierer Piaggios Scooter direkte. Den nye socialistiske scooter fik navnet Vyatka, efter området hvor fabrikken lå. Det var ikke bare selve køretøjet der blev kopieret. Vyatkas logo ligger usædvanligt tæt på Piaggios Vespa logo og hele situationen ville have udløst en international handelskrise, hvis man forsøgte noget tilsvarende i dag. Forskellige former for copyright og mønsterbeskyttelse tog man ikke så alvorligt i Sovjetunionen. Italienerne kunne jo bare komme, hvis der var noget med dem.

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Sådan ser et scooter logo altså bare ud

Der var dog ikke den italienske kvalitet der var kopieret. Vyatka var en underdimensioneret udgave af Piaggios scooter. Den var 16kg tungere og havde halvt så mange heste (4,5 mod 8), hvilket betød en tophastighed på kun 70km/t (30km langsommere end Vespa). Vyatkaen blev alligevel umådelig populær i den såkaldte Khrushchev optøning, der gav den Sovjetiske ungdom en fornemmelse af frihed og muligheder. Desuden kostede den kun 350 rubler, hvilket kun var en brøkdel af prisen på en bil, som man i øvrigt ikke sådan lige kunne få fat i.

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

En ægte socialistisk scooter er naturligvis rød

I sidste ende var Vyatkafabrikken dog ikke tilfredse med udelukkende at kopierer Vespaen, så de fremstillede også deres egne modeller, der dog stadig lugtede lidt af Vespa. V-150M havde en del forbedringer, blandt andet en centralt placeret motor, der fjernede den ubalance den sidemonterede motor havde skabt. Desuden havde den bedre støddæmpning, eftersom mange veje i Sovjetunionen bogstavelig talt tog livet af den spinkle Italiener-affjedring.

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Vyatka V-150M nu med socialistisk affjedring

Den sidste af en lang række Vyatka scootere rullede af samlebåndet i 1979. Efterspørgslen havde været faldende i nogle år og selv med nye modeller som Vyatka-Electron (med elektronisk tænding hugget fra Japanerne), kunne den lille scoorter ikke afsættes. I den 23år lange produktionshistorie fremstillede Vyatkafabrikken ikke mindre end 1,7 millioner scootere. Småting i forhold til Vespa, der i 1980 rundede 10 millioner enheder, men for et land med mangel på de fleste ting, så var Vyatka alligevel en produktionssucces. Det tog i øvrigt næsten 10år, at komme af med restlageret af Vyatka scootere.

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka-Electron den sidste af de ædle Sovjet-scootere

Vyatka var selvfølgelig ikke den eneste scooter fra Sovjetunionen. Maskinfabrikken Tula fremstillede deres egen scooter, ligesom både Java og Ural producerede en lang række modeller. Vyatka var dog den eneste der opnåede noget nær samme kultstatus som Vespa opnåede i vesten. I dag er Vyatkaen salmeobjekter der ofte passes og plejes ligesom klassiske veteranbiler.

Tula scooter fra 1961

Tula scooter fra 1961

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland

Funklende Vesp.. øh, Vyatka på museum i Rusland

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in sovjet | Tagged as: , , , , , , | Leave a comment