Da den tyske trykker Curt Teich i 1896 emigrerede til USA, var der næppe nogen der kunne have forudset, at Teich ville blive en fast del af amerikansk populærkultur de næste 8 årtier, eller at hans forholdsvis beskedne håndværk ville blive samleobjekter helt ind i det næste årtusinde.

Allerede to år efter Teich ankom til Amerika åbnede han en mindre trykkerivirksomhed i Chicago: Curt Teich & Company. Chicago er trykkeriindustriens svar på Detroit og med dominans fra de store etablerede trykkerier, syntes Teichs forretningsplan en smule optimistisk. Det lykkedes ham dog at finde en niche som de store trykkerier dårlige gad beskæftige sig med: postkort.

Postkort var blevet autoriseret af den amerikanske kongres i 1898, men i en bizar bureaukratiske twist, nægtede postvæsnet at tillade skriveri på bagsiden, da denne var forbeholdt adresse og frimærke. Postkort var derfor ikke særligt populære i deres tiltænkte rolle, men blev mere anset som en souvenir, da de færreste selv havde et kamera. Derfor var der ikke mange forretningsmænd der tog postkortindustrien seriøst, hvilket gav Teich en chance for at opbygge en forretning.

I løbet af det næste årti udviklede Teich sin helt egen teknik der fik hans postkort til at skille sig ud fra mængden og de blev hurtigt utrolig populære. Oprindeligt udførte han kun bestilt arbejde fra forskellige hoteller og restauranter, men efterhånden begyndte han at finde sine egne motiver og tilbyde mere generelle kort fra landets turistattraktioner. I 1907 gav postvæsnet endelig tilladelse til postkort med delt bagside, så man faktisk kunne skrive en besked til modtagere. Salget eksploderede og Teich var i en perfekt position til at sætte sig tunge på markedet.

Teich begyndte at sende fotografer ud i landet og produktionen af postkort tog til i takt med at amerikanerne begyndte at rejse mere rundt. Der var næppe den flække, eller det obskure monument, der i løbet af 1920erne og 1930erne ikke fik besøg at Teich’s fotografer, eller tegnere, og postkortene er blevet en form for historisk dokumentation af Amerikas udvikling i århundredets første årtier.

I starten af 1930erne begyndte Teich at udsende en ny type postkort: de såkaldte Large Letter Postcards. Ideen med at trykke skrift på postkort var ikke ny, men måden Teich gjorde det på satte hans kort i en kategori for sig selv.

Størstedelen af Teich’s Large Letter Postcards var håndmalede og ofte efter kundens nøjagtige specifikation. Postkortene var næsten altid bestillingsarbejde og kunden sendte som regel bare et sort/hvid billede med en vag beskrivelse af det ønskede resultat. Teich’s tegnere måtte så manuelt bearbejde og farvelægge kortet uden nogensinde at have set motivet i virkeligheden, hvilket ofte gør postkortene både levende og urealistiske på samme tid.

Firmaet producerede mere end 10.000 forskellige Large Letter Postcards i perioden 1933 til 1956 (hvor de blev afløst af en mere moderne teknik). Han holdt sine trykteknikker meget hemmelige og konkurrenterne havde svært ved at matche Teich’s fine håndværk.

1940erne og 1950erne var gyldne tider for Curt Teich & Company. Amerikanerne rejste mere end nogensinde og postkort havde virkelig slået sig fast som en del af rejsekulturen. Teich producerede postkort i millionvis og trykkeriet var vokset til en anseelig størrelse. Postkortene var stadig møjsommeligt håndkolorerede og trykt på det fineste linned-papir, men det var nok i virkeligheden deres akilleshæl.

I 1960erne begyndte de moderne fotografi-postkort nemlig at overtage markedet. De var langt billigere at producerer og gengav motivet på en mere realistisk måde. Nye firmaer dukkede op i postkortindustrien og selvom Curt Teich & Company stadig var det største firma, så mistede de forretning til lokale postkortfotografer. I 1974 døde Curt Teich i en alder af 97 år og hans søn overtog kortvarigt firmaet, men solgte det allerede få måneder senere. Den nye ejer kørte Curt Teich & Company videre indtil 1978, hvor man flyttede trykkerimaskinerne og lukkede det gamle hæderkronede trykkeri.

Arvingerne ville dog gerne holde liv i Curts minde og i flere år forsøgte de at finde et hjem for den gigantiske postkortsamling de stod tilbage med. Til trods for kortenes popularitet og den historiske dokumentation de repræsenterede, så lykkedes det ikke at få de store museer til at overtage samlingen.

I sidste ende lykkedes det dog at finde et usædvanligt hjem til de mange postkort: Lake County Forest Preserve i Libertyville, Illinois. Samlingen indeholder mere end 350.000 postkort fra over 10.000 forskellige større, eller mindre byer – der var få steder Teichs fotografer ikke dukkede op. Postkortene har også fået lidt af en genoplivning blandt samlere, der tiltrækkes af deres lidt naive stil og deres umiskendelige skær af den amerikanske guldalder.