Da den ensomme og oversete Henry Joseph Darger, Jr. i april 1973 døde på et støvet kammer i Chicagos North Side, var der næppe andre end udlejeren af værelset han havde beboet de sidste 40 år, der bemærkede noget. Henry eksisterede næsten ikke, de lokale omkring W. Webster Avenue havde muligvis bemærket den sky ældre mand, der stille bevægede sig rundt langs husmurene, men aldrig med mere end den flygtige tanke man tildeler lokalsamfundets andre udkastede. Henry var så tæt på en ikke-eksistens som det er muligt at komme, men indeni var han en skaber, en uovertruffen mester gennemstrømmet af fantasiens absolutte kraft. En kraft der var ligeså kaotisk som den var stærk.

Det er næsten ubeskriveligt sørgeligt, at Henrys liv først blev bemærket efter hans død. Ejeren af det kammer hvor han tilbragte næsten hele sit voksenliv, var muligvis hans eneste kontakt til verden og det var denne ejer der i starten af april 1973 åbnede døren til Henrys hemmelige verden. Under oprydningen fandt han nemlig Henrys litterære livsværk: The Story of the Vivian Girls, in What is Known as the Realms of the Unreal, of the Glandeco-Angelinian War Storm Caused by the Child Slave Rebellion.

Kammeret indeholdt titusindvis af tætskrevne manuskriptsider, illustreret med meterlange farverige kollager sammenklistret af udklip fra de meterhøje stakke af reklamer, magasiner og tegneserier som Henry møjsommelige havde stablet langs kammerets vægge. Henrys liv var slet ikke foregået i Chicagos jævne gadebillede, men i disse fantastiske værker, der nu åbnede døren til hans sind.

Det primære værk blandt de utallige manuskripter, var en bizar samling fortællinger kaldet ”In the Realms of the Unreal”. Et surrealistisk sammensurium af historier på 3 bind og 15.145 håndskrevne sider, hvoraf overnævnte fortælling udgør hovedparten. In the Realms of the Unreal var illustreret af flere hundrede hjemmelavede kollager, der nøjsomt var fremstillet af forskellige udklip påklistret en malet baggrund. Uden kendskab til, eller forståelse for, selv de mest basale håndværksmæssige dele af kunst (ting vi i Danmark lærer allerede i børnehaven), havde Henry havde ikke bare skabt kunst, han havde genopfundet kunst.

Hans historier bærer også præg af denne manglende skoling, men det er netop det som gør dem uendeligt fascinerende. Vi er næsten tilbage i den før-klassiske ursuppe af litterær kreativitet, hvor selve det kreative får udtryk uden form, eller stil. Henrys historier bygger ikke på tidligere litterære traditioner, de udtrykker et barns tøjleløse fantasi gennem en voksen mand. Vel og mærket en ustoppelig kreativitet der var stærk nok, til at omslutte hele hans eksistens – der er ikke tegn på, at henry foretog sig andet end at skrive, når han ikke var beskæftiget med et lavtlønnet arbejde som rengøringsassistent på det lokale hospital.

Historierne er i sig selv nærmest ulæselige, men besynderligt nok er læsning heller ikke deres egentlige styrke. In the Realms of the Unreal og de mange andre værker Henry skabte, var ikke skabt til et marked, de var skabt forbi de nødvendigvis måtte skabes – der var ingen adskillelse mellem Henry og hans historier.

In the Realms of the Unreal foregår I en parallelverden, hvor de onde Glandelinians kæmper mod det gode Abbieannia rige. Den gode konge, Robert Vivian, har syv døtre (the Vivian Girls)der trods deres unge alder kæmper tappert mod ondskab og uret i verden, men hvad der umiddelbart lyder som et Narnia-eventyr gradbøjes i Henrys verden til en skræmmende kombination af Astrid Lingren og Freddy Krüger.

Henry Darger holder sig ikke tilbage når situationen vender mod Vivian pigernes bedste. Pinsler og tortur udpensles i blodige detaljer (litterært og grafisk) og det er specifikt her, at psykoanalytikerne bliver bekymrede for Henrys mentale helbred. Der er dog intet tegn på, at Henry Darger havde større fornøjelse af pigernes ulykke, end han havde af deres heltemodige succes. Det hele var en del af hverdagen i det uvirkeliges kongedømme og Henry beskrev det nærmest som en krigskorrespondent beskriver krigens gru.

Hans historier og kollager er blevet analyseret fra alle ender og kanter, med kraftigt varierende resultat, men det virkelige dragende ved Henry er slet ikke historiernes indhold. Der findes tusindvis af bedre skribenter, men der findes ikke en tilsvarende kraft i nogen anden kendt forfatter. De manuskripter man fandt i lejligheden var nemlig slet ikke tiltænkt offentligheden, de var for Henrys helt personlige nydelse og komplet ufiltrerede af sociale normer og almindelig anstændighed.

Udlejeren af Henrys kammer havde selv kunstneriske gener (uden han dog nogensinde snakkede med henry om det) og han kunne heldigvis umiddelbart se, at han stod med noget fuldstændigt enestående. Sjovt nok var det ikke Henrys hovedarbejde (de litterære værker) der tiltrak kunstverdenen, men derimod hans fantastiske illustrationer.

Det er næsten umulig at sætte sig ind i et litterært værk på 15.000 sider, der vel og mærket ikke følger nogen litterær tradition, men hans billedkunst er straks nemmere tilgængelig. Det manglende kunstneriske håndværk, eller bare en tilnærmelsesvis skoling, havde afstedkommet en enestående stil, der kombinerede naive akvarelmalerier med et væld af færdiglevede illustrationer fra de blade og magasiner han opsamlede i Chicagos skraldespande.

I en af livets besynderlige drejninger, blev forfatteren Henry Darger efter sin død til billedkunstneren Henry Darger, til trods for, at hans besynderlige produktion indeholdt helt livsværk at skrevne historier (man har udregnet at Darger må have arbejdet på sine historier i ethvert tilgængeligt minut af hans voksenliv), der udover In the Realms of the Unreal indeholdt en 5000 sider lang biografi (der dog bøjede af og beskrev en hvirvelstorm navngivet ”Sweetie Pie” på de sidste 4600 sider), en 10.000 sider lang historie med titlen ”Crazy House”, samt yderligere 10.000 sider af ”Crazy House: Further Adventures in Chicago” og mange tusinde andre historier.

Historierne er som sagt næsten utilgængelige for andre end den mest beslutsomme læser, men hans barnlige kollager har opnået millionbeløb på de amerikanske kunstauktioner. Jeg syntes det er lidt synd, at en uovertruffen litterær skaber nu huskes som en billedkunstner – det er dog bedre end den totale glemsel Henry selv forventede.

Denne lille Steampunk.dk post kan på ingen måde belyse gåden Henry Darger, jeg kan kun anbefale læsere at søge videre information via nettes sædvanlige veje wikipedia (den engelske) etc.