Her er en post jeg skrev i forbindelse med afslutningen på rumfærge-programmet. Af forskellige årsager nåede den ikke på Steampunk.dk mens den var aktuel, men jeg syntes alligevel i skulle have den.

I denne uge opsendte NASA deres sidste rumfærge. I næsten 30 år var The Space Transportation System rygsøjlen i Amerikansk rumfart og det er måske passende, at reflekterer lidt over disse umiddelbart imponerende maskiner.

Da den Amerikanske rumfartsorganisation NASA i 1969 landede på månen, var det opfyldelsen af en drøm der var startet godt 10 år tidligere. Apollo programmet havde kostet de Amerikanske skatteborgere langt over $170 milliarder i nutidens penge, men udover førstepræmien i en teknologisk koldkrigskonkurrence havde NASA egentlig ikke meget at vise for pengene. Den folkelige opbakning til programmet var skrumpet betydeligt (faktisk var den altid under 50%) og man stod nu i den ubehagelige situation, at NASA reelt ikke havde nogen opgave der kunne retfærdiggøre en organisation af den størrelse. Hvad nu?

Samme år nedsatte man derfor et rumfartsudvalg, der skulle afgøre hvilken retning NASA’s bemandede rumfartsprogram skulle tage. Der var reelt fire muligheder: en mission til Mars, en forlængelse af månemissionerne, konstruktionen af en infrastruktur i kredsløb omkring jorden, eller en fuldstændig afslutning af det bemandede rumfartsprogram. De to første viste sig hurtigt at ligge langt over realistiske budgetter og den sidste valgmulighed ville grundlæggende gøre Apollo-programmet til grin. Man besluttede derfor, at NASA’s nye opgave skulle ligge noget tættere på jorden: en rumstation af kolossale proportioner, samt dertilhørende transportfartøjer (præcis hvad denne infrastruktur skulle bruges til lå hen i det uvisse).

Det viste sig dog hurtigt, at den Amerikanske kongres ikke ville afsætte midler til sådan en udvidet infrastruktur. Alt hvad der kunne blive penge til var transportfartøjet der skulle forestå konstruktionen: The Space Transport System (Rumfærgen). Den var nu ganske vist arbejdsløs, men det mente NASA der kunne rodes bod på, ved at inviterer det amerikanske flyvevåben indenfor i varmen. En beslutning der skulle få betydelige konsekvenser for rumfærgens fremtid.

NASA havde tilbragt sine først år i en atmosfære, hvor det at sende mennesker ud i rummet var et mål i sig selv. Da den amerikanske flyvevåben kom ombord ændredes dette radikalt: de satte nemlig meget specifikke krav til samarbejdet. Primært forlangte de, at rumfærgen skulle muliggøre kredsløb over polerne (noget der ikke umiddelbart kunne lade sig gøre fra Kennedy Space Center og derfor afstedkom yderligere milliardudgifter til et militært rumfartscenter på Vandenberg Air Force base i Californien). Desuden forlangte de, at rumfærgen skulle lande samme sted efter kun et enkelt kredsløb. For at leve op til dette krav måtte man udruste rumfærgen med større vinger, hvilket igen betød større motorer og et mere kompliceret varmeskjold. Det forholdsvis adrætte fartøj NASA oprindelige havde forestillet sig endte som en tung klodset fætter. Projektet fortsatte dog ufortrødent – en tilstedeværelse i rummet var vigtigere end et praktisk rumfartøj.

NASA’s oprindelige udkast til rumfærgen

De første optimistiske analyser forudså 55 opsendelser om året og selvom det hurtigt blev kraftigt nedjusteret, så repræsenterede rumfærgen en voldsom overkapacitet (selv med flyvevåbnets deltageles), man opsendte nemlig slet ikke så mange satellitter der krævede en besætning til opsendelsen. Man besluttede derfor, at alle NASA satellitter skulle opsendes med rumfærgen uanset om det var nødvendigt eller ej. En beslutning der senere ramte NASA hårdt, da den høje operationspris stoppede mange mindre projekter (til trods for enorme støtteanordninger) og udviklingen af ubemandede raketter sakkede langt bagud. Efter Challenger katastrofen i 1986 måtte de krybe til korset og udvikle en ny type ubemandet raket (i de seneste årtier er størstedelen af NASA’s satellitter opsendt af ubemandede raketter).

Så fikst præsenterede NASA rumfærgens vedligeholdelse sidst i 70erne

Sådan endte den faktiske rumfærge mellem de sjældne flyvninger

Udviklingsbudgetterne stemte aldrig overens med NASA’s ønsker og da rumfærgen Columbia endelig lettede i 1981 havde NASA puttet alle deres æg i en noget vakkelvorn kurv. Tidligere havde NASA altid testfløjet deres fartøjer uden besætning, men fordi rumfærgen blev set som bemandet rumfarts livsline, havde man simpelthen specifikt insisteret på at fjerne muligheden for automatiske missioner – rumfærgen krævede en besætning.

Det nye rumfartøj blev hurtigt populær blandt rumfartsentusiaster, om ikke andet så fordi den lignede noget fra fremtiden. En popularitet der falmede noget da rumfærgen Challenger i 1986 eksploderede for øjnene af en måbende folkeskare. Ideen om en pålidelig og sikker arbejdshest forsvandt som dug for solen – fartøjet var ganske åbenlyst heller ikke videre genanvendeligt. Katastrofen tog livet af syv NASA astronauter og satte en brat stopper for rumfærgeopsendelser de næste to et halvt år.

Challenger katastrofen havde yderligere den bivirkning, at det amerikanske flyvevåben trak sig ud af samarbejdet. Milliardanlægget på Vandenberg Air Force Base blev aldrig benyttet. Rumfærgen havde nu kun ganske få kunder og selvom den slet ikke levede på til hverken den beregnede operationspris, eller den lovede opsendelsesfrekvens, Så havde man stadig en seriøs overkapacitet.

Det ubrugte Space Launch Complex-6 på Vandenberg Air Force Base

I et forsøg på at finde arbejde til deres hvide elefant igangsatte NASA en kampagne, hvor de forsøgte at udleje rumfærgen til private virksomheder. Det var meningen at rumfærgen kunne bruges til fremstilling af diverse komponenter under vægtløse forhold, men ikke helt uventet viste den private sektor ikke større interesse i et fremstillingsmiljø, hvor råmaterialerne kostede 40 tusinde dollar kiloet. NASA måtte derfor endnu engang re-brande rumfærgen og denne gang var det i videnskabens navn.

Det viste sig nemlig, at enhver tænkelig aktivitet kunne videnskabeliggøres når den foregik ude i rummet. I et forsøg på, at holde budgetstramninger for døren, blev rumfærgemissionerne pakket med pudseløjerlige eksperimenter. Hvordan smager kaffe i rummet? Bliver sokker sure i vægtløshed? Missionerne var så pakket med aktivitet, at langt de fleste virkelige eksperimenter blev automatiseret, så astronauterne egentlig ikke skulle gøre andet end at trykke på en kontakt (men nødvendige var de altså – sådan da). Sidste år testede man for resten med stor seriøsitet, hvordan Malaysisk mad smager i rummet – det smager ligesom på jorden.

Toppen af kransekagen var opsendelsen af den legendariske, men 77årige, astronaut John Glenn i 1998. Selvom enhver kunne se, at dette skridt var et ganske ublu publicitystunt, så skortede det ikke på videnskabelige begrundelser. I ti dage blev John Glenn analyseret i alle ender og kanter, hvilket resulterede i en ny forståelse af…Nå, det var i ethvert tilfælde noget videnskabeligt.

Bedstefar i rummet: i videnskabens navn naturligvis

Samme år som John Glenn vendte tilbage til rummet påbegyndte man konstruktionen af den Internationale Rumstation. Her var en helt ny arbejdsopgave til NASA’s smertebarn. Stationen ville ikke bare give rumfærgen noget at lave de næste mange år, den ville også gøre det praktisk umuligt at stoppe bemandede rumflyvninger fuldstændigt. Man kunne nemlig retfærdiggøre, at programmerne nu var for dyre til bare at opgive dem.

Rumfærgen og den Internationale Rumstation indgik in en økonomisk symbiose, hvor de basalt set nødvendiggjorde hinanden. Eksperimenterne flyttede over i den permanente rumstation og rumfærgen fik endelige gang i sin oprindelige opgave som transportmaskine. I en lind strøm udførte den vigtige missioner, så som udskiftning af besætningen, fjernelse af affald, transport af nye moduler og ændring af kredsløb når stationen kom for tæt på atmosfæren (den falder 100m om dagen). Rumstationen blev rumfærgens destination.

Efter ulykken med rumfærgen Columbia i 2003 blev forholdet mellem transportmaskinen og rumstationen endnu tættere. Det blev nu anset som tvingende nødvendigt, at rumfærgemissioner skulle gå direkte til den Internationale Rumstation, så man kunne inspicerer fartøjet inden det vendte tilbage til jorden. Faktisk aflyste man af denne årsag den eneste mission der kunne have retfærdiggjort et bemandet rumfartsprogram, nemlig den sidste opdaterings og vedligeholdelsesmission til Hubble teleskopet (man anså det for farligt at flyve rumfærgen væk fra rumstationen).

Med en opsendelsespris på over 400 millioner dollars (dertil lægges prisen for selve missionen), er det ikke sært, at deltagerne i det internationale rumfartssamarbejde efterhånden flyttede en stor del af flyvningerne over til de langt billigere Russiske Soyuz rumfartøjer. Rumfærgeopsendelser blev sjældnere og sjældnere, hvilket i sidste ende fik afgørende indflydelse på beslutningen om dens fremtid. I 2010 annoncerede man afslutningen på rumfærgeprogrammet.

Den anden side af NASA, deres ubemandede programmer, har i mellemtiden opnået en kolossal videnskabelig succes. Alt imens besætningen på den Internationale Rumstation reparerede toiletter, skiftede batterier og snakkede i radio med amerikanske skolebørn, har NASA i samarbejde med den Europæiske Rumfartsorganisation ESA landet en instrument pakke på Saturns måne Titan. De har bragt hele to små fjernstyrede laboratorier til Mars og i juli dette år ankom en af deres sonder til asteroiden Vesta (den skal senere flyve videre til dværgplaneten Ceres). Uheldigvis lider de ubemandede programmer kraftigt under den økonomiske byrde fra bemandet rumfart der sluger halvdelen af NASA’s budget.

The James Webb Space Telescope: Fuld valuta for pengene

Nu hvor den sidste rumfærge er vendt sikkert tilbage til jorden og der ikke umiddelbart er en afløser i sigte, så kan man fristes til at håbe ideen om bemandet rumfart tager et bagsæde i forhold til det ubemandede program. Rumfærgen var ingeniørmæssigt en fantastisk bedrift, men det var grundlæggende omsonst, at bruge milliarder på et projekt der ikke gjaldt andet end at holde liv i tanken om bemandet rumfart. Rumfærgen var en hvid elefant.