Et af filmhistoriens mest frygtindgydende uhyrer, var den insektagtige xenomorph fra Alien film-serien. Indtil Ridley Scott’s mesterværk præmierede i 1979 var monster-film gerne noget med små-fjogede dragter, eller stop-motion figurer: Alien ændrede genren radikalt.
For første gang så vi et uhyre der ikke rigtigt lignede noget vi kendte, og dog. Det skræmmende ved Alien var måske, at vi næsten kunne ’genkende’ monsteret, men det alligevel holdt sig udenfor vores forestillingsverden. Det lignede et mareridt for xenomorph’en var i sandhed Alien.
Der var en række forskellige ting der gjorde Alien monsteret så skrækindjagende. Primært var det Scott’s visuelle fortællekunst og Giger’s småsyge biomekaniske fantasi, men uhyret var jo (gudskelov) i virkeligheden ikke andet end en mand i en gummidragt og den mand var central for at cementerer xenomorphen’s position som filmhistoriens uhyggeligste monster. Hans navn var Bolaji Badejo.
Under prøvefilmning havde studiet benyttet en af de tilknyttede stuntmænd i rollen som Alien, men uanset hvordan Scott flyttede lys og kamera, så vedblev monsteret at være en mand i en latexdragt. Der var noget der manglede, noget næsten ujordisk der kunne fjerne uhyrets sidste rest af menneskelighed.
Scott diskuterede sagen med projektets casting directors og det viste sig, at de tilfældigt havde bemærket en høj mager mand af afrikansk afstamning på en af de lokale pubber. De vendte tilbage næste aften og var heldige at finde den 2,13 meter høje mand igen. Bolaji Badejo læste grafisk design og som studerende indvilligede han hurtigt i det velbetalte arbejde for studiet.
Da de fik klemt Bolaji ned i den tætsluttende Alien-dragt vidste både Scott og hans casting directors, at de havde fundet deres monster. Den unge grafiske designer havde dog ingen erfaring med skuespil, så Scott hyrede en teaterlære til ham og meldte ham samtidig til en Tai Chi klasse. Kombinationen af den høje magre mand og de elegante Tai Chi inspirerede bevægelser skabte den Alien vi alle gøs over i biografens mørke.
Det var ikke bare publikum der gøs. Scott holdt ham adskilt fra de andre skuespillere i et forsøg på at forstærke dynamikken mellem dem og monsteret. Det lykkedes over al forventning. Faktisk udtalte Sigourney Weaver i 2010, at hverken hun eller de andre skuespillere kendte noget til Bolaji og netop det, at monsteret ikke stod og drak te med dem i pauserne, kunne mærkes under optagelserne: ” when it came to seeing him as this creature during a scene, it was electrifying. It didn’t feel that we were acting scared at all.”
Historien ender dog lidt besynderligt. Bolaji arbejdede på filmen i næsten et år, men forsvandt derefter fuldstændig fra industriens radarskærm. Skuespilleren der havde legemliggjort vores allesammens mareridt vandrede ud af studiet efter sidste optagelse i 1978 og han er ikke set siden.
Den berømte sang ’Yankee Doodle’ fra den Amerikanske borgerkrig har et besynderligt vers der lyder:
Yankee Doodle went to town,
Riding on a pony;
He stuck a feather in his hat,
And called it macaroni
Kendere af Italienske pastaretter vil nok studse lidt over, hvordan en hattefjer kan kaldes macaroni, men som ofte ligger der da også en helt anden forklaring bag verset.
Macaroni var nemlig også betegnelsen for et modefænomen der skyllede over England midt i 1700tallet. Navnesammenfaldet skyldes, at moden var mest udbredt blandt velhavende unge mænd, der havde været på den obligatoriske opdragelses-tur gennem Europa (den såkaldte Grand Tour) og efter et ophold i Italien, var vendt hjem med smag for den faktiske makaroni (på det tidspunkt nærmest ukendt i Nordeuropa). Disse unge mænd dannede den ekstravagante Macaroni Club.
Kendetegnet for medlemmerne af Macaroni klubben var, udover overdådige måltider og hasardspil, en bizar personlig fremtræden med en flamboyant tøjstil og voldsomt overdrevne parykker med en ynkelig lille hat på toppen. En anden særlig trend blandt Macaroni Klubbens medlemmer, var en forkærlighed for besynderlige vers der blandede Engelsk og Latin i en (for udenforstående) komplet uforståelig pærevælling.
Englands Macaroni-drenge var, med deres særegne kultur, sprogbrug og mode, et godt stykke fra samtidens mandeideal. De kan måske rammende beskrives med det moderne udtryk metroseksuel.
Som altid med folk der sætter sig udenfor normen, blev Macaroni-drenge anset som både fordærvende og dekadente. Hvor medlemmerne havde brugt ordet macaroni nærmest som en æresbetegnelse (it’s very macaroni), tog samtiden ordet til sig om en person der var fordærvet til det ubrugelige. Den engelske forfatter James Boswell kommenterede i 1773 en bekendts manglende ridefærdigheder med: You are a delicate Londoner; you are a maccaroni; you can’t ride. Likesom de karikeredes både med koberstik og i satiriske værker:
There is indeed a kind of animal, neither male nor female, a thing of the neuter gender, lately [1770] started up among us. It is called a macaroni. It talks without meaning, it smiles without pleasantry, it eats without appetite, it rides without exercise, it wenches without passion.
Som alle moder ebbede Macaroni-stilen ud efter et lille årti. Macaroni-drengene blev kronologisk efterfulgt af de såkaldte Dandies (der dog først opstod i 1800tallet), der med deres ulastelige påklædning og selvfede livsstil i dag nærmest opfattes som lidt vattede. De skal dog ses i sammenhold med Macaroni-drengene og kan måske bedst forstås som en mere maskulin reaktion på macaroni-stilens overdrevne kønsløshed.
Den Franske poet Robert de Montesquiou: varemærket for Dandy-stilen
Så er der nyt i ’science fiction’ afdelingen. European Southern Observatory (ESO) har indkaldt til pressemøde på mandag (12/9 2011), hvor de vil offentliggøre nogle vigtige nye opdagelser indenfor jagten på planeter udenfor solsystemet. Nu er det jo sådan med pressemødeindkaldelser, at de specifikt er lavet til at få nysgerrigheden i kog. Man skal nok derfor slå lidt koldt vand i blodet.
ESO, der måske bedre er kendt som La Silla Observatoriet, leder efter fjerne planeter med den såkaldte High Accuracy Radial velocity Planet Searcher (HARPS), der er monteret på observatoriets 3,6m teleskop. Instrumentet måler ganske små excentriske stjerne-bevægelser forårsaget af kredsende planeter. Disse bevægelser afsløres af variationer i stjernens hastighed mod, eller væk fra jorden. Variationer der kan måles på Doppler-forskydningen af stjernens lys (en metode der kaldes Doppler spectroscopy).
Doppler spectroscopy er principielt uafhængig af afstanden til stjernen, men da det kræver ualmindelige følsomme instrumenter er metoden mest brugt på afstande indtil 160 lysår (det er så også en temmelig fornuftig afstand, særligt hvis man skal gå). I galaktisk målestok er 160 lysår måske ikke så imponerende, men der er aligevel titusindvis af stjerner indenfor den afstand.
I dag (eller rettere 9/9 2011) har man identificeret 605 planter (bekræftede) udenfor vores eget solsystem. Disse er fordelt på 508 stjerner, så nogle af dem er altså solsystemer med flere planeter ligesom vores eget. De fleste af disse planeter er fundet med Kepler teleskopet, men det er ikke før et jordbaseret teleskop kan bekræfte Keplers data, at man klassificerer det observerede som en planet. Her spiller HARPS en stor rolle og det er da nok også det pressemødet på mandag drejer sig om.
ESO betegner selv bekendtgørelsen på mandag som ‘major’ og det betyder vel, at de har lidt mere i posen end en ’simpel’ bekræftelse af data fra Kepler. Vi kan jo håbe på, at HARPS har fundet nogle potentielt beboelige planeter et sted derude i verdensrummet.
La Silla observatoriet : smukt beliggende over Chiles Atacama ørken
Vi kender nok alle sammen den særlige kuldegysning man oplever, når man utilsigtet skider lidt I nælderne på arbejdet. Modsat den velkendte ’Aha!’ oplevelse, så kan sådan en situation nærmere beskrives som en ’Åh nej!’ oplevelse.
I 1958 oplevede en navigatør fra USAF, Kaptajn Bruce Kulka, sin karrierers absolutte lavpunkt. Sent på eftermiddagen den 11 marts var han lettet fra Hunter Air Force Base (Savannah, Georgia) i en B-47 Stratojet bombemaskine med kurs mod Storbritannien, hvor han og besætningen skulle deltage i en strategisk bomberøvelse.
Amerikanske bombemaskiner af typen B-47 Stratojet
Efter godt en times flyvning bemærkede piloten en fejlindikation fra maskinens bombemekanisme, der viste at sikkerhedspinden til bombelasten ikke var fastgjort korrekt. Det var ikke helt fedt, da maskinen medbragte en Mark 6 atombombe på 80 kiloton. Han sendte derfor straks Kulka ned til bombelasten for at undersøge situationen.
Der er ikke meget ekstra plads i sådan et bomberum og da Kulka forsøgte at kravle over bomben greb han utilsigtet et manuelt udløserhåndtag. De næste to sekunder gik ualmindeligt langsomt. Den godt 4 ton tunge Mark 6 rumlede ud af dens mekaniske fastgørelse og ramte bombedørene med et brag. Dørene, der reelt ikke er andet end aerodynamiske skærme, gav efter og atombomben styrtede mod Mars Bluff beboelsen i South Carolina godt 15.000 fod under maskinen, mens Kulka, der nåede at gribe fat i bomberummets struktur, måbende forsøgte at overskue situationen.
En 3m lang og svagt buttet Mark 6 atombombe
Heldigvis var bombens uran/plutonium kerne fjernet i forbindelse med flyvningen til Storbritannien (de medbragtes i et særligt armeringsskab), så bomben var ikke en atombombe i traditionel forstand. Den indeholdt dog stadig godt 3,5 ton traditionelle eksplosiver og ville ikke være rar at få i hovedet.
Maskinens piloter hørte en svag rumlen og bemærkede kort efter en chokbølge fra jorden ramme flyet. Der har nok været et kort øjeblik, hvor de to piloter stirrede vantro på hinanden, men da man som bekendt ikke skal græde over spildt mælk, endte seancen med, at de lukkede bombedørene og lidt betuttede meddelte eskadrillelederen om uheldet, hvorefter de vendte snuden hjem mod Hunter Air Force Base.
Jeg kunne ikke lige finde et billede det passede, så her er en B-47 mere
Dybt under dem gik togkonduktøren Walter Gregg og ordnede have sammen med sin kone og deres to børn. Pludselig hørte de en høj hvislende lyd efterfulgt af en øredøvende eksplosion, der kastede hele familien omkuld. Gregg kom hurtigt på benene, men kunne ikke se familien gennem det tykke tæppe af røg og støv der dækkede haven. Umiddelbart troede han, at der var tale om et flystyrt, men efterhånden som røg og støv lettede, bemærkede han et 10m dybt krater i baghaven. Han fik lokaliseret familien, der udover småskrammer heldigvis var uskadte, og mens sten og jordklumper stadig regnede ned fik han dem gennet ind i familiens bil og kørte af sted mod den nærmeste læge.
Bomben havde fuldstændig smadret Gregg’s hus og flere mindre bygninger på grunden. Mange af nabohusene havde fået blæst vinduerne ud og tagskade fra faldende kratermateriale. Ufatteligt nok havde bomben ikke lavet andet end materiel skade og det endda kun i begrænset omfang. USAF sendte et hold eksperter til området, får at bese skaderne og måle radioaktivitet – ingen blev fundet.
Under den Kolde Krig gik forsvaret stille med dørene og udover en erstatning på 54.000 dollars fik Gregg aldrig nogen officiel forklaring, eller undskyldning. Efterfølgende fik han dog en uofficiel undskyldning fra flyets besætning og han havde i flere år brevkorrespondance med en af piloterne. Der er ikke mange der kan blære sig med, at have fået smidt en atombombe i hovedet, men det kan Walter Gregg altså.
Bruce Kulka, der så fjollet havde droppet bomben, fortsatte sin karrierer i USAF, selvom han hurtigt fik øgenavnet ’Nuclear Nav’ (et navn han beholdt gennem resten af sin karrierer). Han har aldrig udtalt sig offentligt om uheldet og alt hvad der vides om hans reaktion kommer fra en bemærkning til besætningen under hjemturen fra Mars Bluff: “We’d be better off going to Brazil.” Man kan næsten forestille sig hvordan medarbejdersamtalen gik det år….
Hullet i Mars Bluff eksisterer endnu og selvom det ikke ligner andet end et naturligt vandhul, så er det lidt af en lokal turistattraktion.
Det betænkelige ved situationen var naturligvis, at USAF dagligt opererede deres strategiske bomberstyrke med armerede Mark 6 bomber. Fly der var udstyret med selvsamme manuelle udløsermekanisme som lå bag ulykken over Mars Bluff. At uran/plutonium kernen var fjernet fra bomben ombord på Kulkas B-47 ændrede ikke på den manglende sikkerhed – det kunne lige så godt være sket med en armeret bombe.
Det lykkedes mig at opspore en newsreel video om uheldet (den har forresten også et indslag om en meget tidlig CNC maskine).
