Det er ikke størrelsen, det er gørrelsen

Man kan nok forestille sig, at et hangarskib koster en afsindig bunke penge og folk derfor sjældent bygger for mange af dem. Anden verdenskrig lavede som bekendt lidt om på prioriteterne, så dengang blev der ikke langt bånd på bestillingerne og produktionen virker i dag fuldstændig abnorm.

Med Stillehavet som kampområde, stod det klart, at US Navy ville få brug for en anseelig mængde hangarskibe, hvis de skulle yde luftstøtte til de kæmpende tropper. Flådens primære hangarskibe, var de store Fleet Carriers, der udgjorde kernen i en kampgruppe og var omgivet af støtteskibe, eller ligefrem i selskab med slagskibe. Escort hangarskibet rolle derimod, var langt mindre glamourøs og de gjorde selv tjeneste støtteskib.

Casablanca klassen USS Guadalcanal (CVE-60)

Casablanca klassen USS Guadalcanal (CVE-60)

Escort hangarskibene var normalt kun halvt så store som Fleet Carriers og sejlede en del langsommere. Deres fornemmeste opgave, var at yde luftstøtte til amfibieoperationer, når US Marines skulle landsættes. Desuden fungerede de som transportskibe, når nye fly skulle leveres rundt omkring i kampområdet, hvis de ikke ligefrem sejlede som lagerskibe for de store Fleet Carriers.

Der blev lagt en imponerende energi for dagen, når US Navy skulle have krigsskibe. Casablanca klassen blev fremstillet i ikke mindre end 50 eksemplarer, der alle blev bygget på Kaiser Shipyards Vancouver Yard i Washington på den amerikanske vestkyst. Kaiser Shipyards, der udgjorde 7 værfter, byggede i øvrigt 1490 skibe under krigen, hvilket var 27% af den totale amerikanske krigsproduktion. Værfterne lukkede ved krigens afslutning.

Masseproduktion på Kaiser Shipyards

Masseproduktion på Kaiser Shipyards

Den første Casablanca klasse blev påbegyndt 3. November 1942 og nummer 50 sejlede fra værftet 27. Maj 1944. Det er 2,8 hangarskibe om måneden! Bogue klassen kommer ind på andenpladsen med 45 færdigbyggede hangarskibe, men de blev på flere forskellige værfter og de var 33 måneder om det.

Casablanca klassens var trods sin størrelse ingen push-over, hvilket den japanske flåde opdagede, da de angreb den lille ”Taffy 3” skibsgruppe på 6 Casablanca hangarskibe og 7 destroyere, med en armada på 4 slagskibe, 6 tunge krydsere og 2 lette krydsere. Med et selvmorderisk modangreb lykkedes det den lille skibsgruppe, at sende den gigantiske japanske flådegruppe grædende hjem. Det var den eneste gang nogensinde, hvor et amerikansk hangarskib faktisk beskød og ramte fjendtlige skibe med deres kanoner.

Wildcats på dækket af USS Kitkun Bay under slaget om Samar

Wildcats på dækket af USS Kitkun Bay under slaget om Samar

US Navy mistede ganske vist 2 hangarskibe og 3 destroyere, men japanerne mistede 3 tunge krydsere og fik skadet yderligere 3. Desuden måtte de opgive deres plan om et overraskelses angreb på den amerikanske invasionsarmada i Leyte bugten.

Den amerikanske flåde byggede i alt 151 hangarskibe af forskellige klasser under krigen, 122 af dem var klassificeret som Escort hangarskibe i 6 forskellige klasser. Ingen af Escort hangarskibene har overlevet til i dag.

USS Takanis Bay (CVE-89) umiddelbart efter krigen

USS Takanis Bay (CVE-89) umiddelbart efter krigen

USS White Plains (CVE-66) venter på ophuggeren i 1959

USS White Plains (CVE-66) venter på ophuggeren i 1959

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Historie, Mini Facts | Tagged as: , , , | Leave a comment

Vulcan prut!

vulcan fart

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | Tagged as: , , | 2 Comments

På Ballonfærd mod Nordpolen

Sidst i 1800tallet og først i 1900tallet, var der et globalt kapløb om at nå klodens poler. Nordmanden Roald Amundsen nåede sydpolen i 1911 (Amundsen var i øvrigt også den første der overfløj Nordpolen) og Amerikaneren Robert Peary havde muligvis nået Nordpolen i 1909. Pearys ekspedition er dog stadig temmelig omdiskuteret og mange mener han forfalskede logbogen. Skulle dette være tilfældet, så tilfalder æren et Sovjetisk hold, der i 1948 landede på Nordpolen i tre specialbyggede Lisunov Li-2 flyvemaskiner (licensbyggede versioner af den amerikanske Douglas DC-3).

Uanset hvad, så havde Nordpolen tiltrukket eventyrer siden Britten William Edward Parry i 1827 uden held forsøgte at nå verdens top. I 1871 var det den amerikanske Polaris ekspedition der gjorde udfald mod Nordpolen, men heller ikke denne ekspedition havde nogen succes. Nordmanden Fritjof Nansen nåede 86 grader og 14 minutter nord i 1895, inden han måtte vende om. I 1896 var det svenskernes tur til at forsøge.

Den svenske opfinder, ingeniør og ballonskipper S.A. Andrée kundgjorde i 1895, at han ville tage handske op og flyve til Nordpolen i en heliumfyldt ballon. Året efter rejste han under stort ståhej mod Svalbard.

Afgang mod nord fra Stockholm hovedbanegård i 1896

Afgang mod nord fra Stockholm hovedbanegård i 1896

Ekspeditionen i 1896 var ingen succes. Andrée havde meget optimistisk baseret rejsen på, at vindene ville bære hans ballon fra Svalbard mod nordpolen, men i løbet af sommeren kom den ønskede vind aldrig og da efteråret truede, lukkede han gassen af ballonen og tog hjem.

Den heliumflydte ballon ekspeditionen skulle anvende, kunne ifølge Andrée’s beregninger holde gas i over 30 dage, hvilket var bidende nødvendigt, hvis de skulle nå helskindet til og fra nordpolen. Ekspeditionens metrolog Nils Gustaf Ekhold var dog ikke så sikker, så han tjekkede jævnligt gastrykket i ballonen og opdagede at den lækkede mere end beregnet. Desuden viste det sig på hjemvejen, at Andrée faktisk havde efterfyldt deres ballon flere gange i hemmelighed. Ballonens tæthed var af altoverskyggende vigtighed, da de ellers ville ende på isen. Hvorfor Andrée nærmest selvmorderisk havde hemmeligholdt ballonens faldende gastryk er stadig en gåde.

Besætningen fra ekspeditionen i 1897

Besætningen fra ekspeditionen i 1897

Andrée var dog ikke færdig med Nordpolen. Allerede året efter tog han atter til Svalbard. Denne gang havde han sørget for en bedre ballon kaldet ”Örnen”, der faktisk kunne holde tryk. Desuden blev den nysgerrige Ekholm blev udskiftet med ingeniøren Knut Frænkel, hvilket Ekholm nok var taknemmelig for.

I sommeren 1897 var vinden mere favorabel, så 11 juli kastede ballonen fra og drev mod nordpolen. Ballonen skulle ”styres” med nogle lange reb der slæbte efter den, men da de gled ud over havet, var ballonen for langt nede og rebene blev våde. Ballonen havde ikke løfteevne til at slæbe de våde reb, så Andrée gav ordre til at kaste ballast. Desværre var rebene fastgjort med en sikkerhedsanordning, der frigav den, hvis vægten blev for stor. Hvilket skete nøjagtigt samtidig med, at ballasten blev kastet. Ekspeditionen mistet over 700kg grej og Örnen gik derfor fra at forholdsvist styrbart fartøj til en ganske almindelig heliumballon allerede indenfor de første minutter.

Fortøjningerne kastes og Örnen stiger mod himmelen

Fortøjningerne kastes og Örnen stiger mod himmelen

Turen gik fra ulykke til katastrofe, da den styrtede 2 dage efter opsendelsen. Andrée havde medbragt 2 former for kommunikation. Den ene var nærmest en flaskepost, der blev kastet i havet fra ballonen, og den anden var brevduer. Der er kun fundet 2 flaskeposter og en brevdue, der dog alle syntes skrevet i godt humør og mens ballonen stadig var i luften.

Den 14 juli stod mændene alene på isen godt 300km nord for Svalbard. Ekspeditionen var på ingen måde udstyret til en rejse over isen. Ganske vist havde de både slæder, ski og en båd, men ingen af tingene var særligt velegnet til sådan en rejse. Slæderne havde Andrée selv designet og de var for stive og umedgørligt, til at være brugbare på isen. Desuden havde de medbragt uldtrøjer og olietøj, i stedet for sælskindsdragter som ellers var standard blandt polarforskere.

Der var ikke andet at gøre, end at læsse slæderne og traske tilbage mod Svalbard. Ekspeditionen havde massere af forsyninger med, inklusive et par kasser champagne, så slæderne blev overlæsset, hvilket i gjorde turen langt hårdere end nødvendigt. Efter nogle dage måtte de derfor trimme deres forsyninger ned til 130kg per slæde og satse på sæler, hvalrosser og isbjørne som supplement til forsyningerne.

Andrée og Frænkel ved den forulykkede ballon

Andrée og Frænkel ved den forulykkede ballon

Turen var en ulige kamp. Ingen af ekspeditionsdeltagerne havde tilstrækkelig erfaring med overlevelse under arktiske forhold og selvom de havde en forholdsvis god start på slæderejsen, så bragte august dårligt vejr og tvang den til at overveje en vinterlejer på øen Kvitøya.

I 33 år hørte man intet til ekspeditionen og trods mange eftersøgninger fandt man ingen spor fra de uheldige eventyrere. I 1930 finder man dog ekspeditionens sidste hvilested på Kvitøya. En landpatrulje fra sælfangerskibet Bratvaag opdager ekspeditionens slæder, fordi sommeren i 1930 var usædvanlig varm og havde blotlagt de ellers isdækkede efterladenskaber. En yderligere eftersøgning lokaliserer deltagernes skeletter, samt Andrée’s dagbog og de billeder ekspeditionen havde taget.

Ekspeditionens deltagere begraves under landesorg i oktober 1930

Ekspeditionens deltagere begraves under landesorg i oktober 1930

Ballonhangaren på Spitsberge i Svalbard øgruppen

Ballonhangaren på Spitsberge i Svalbard øgruppen

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 5.5/10 (2 votes cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment

Retrodata: Historien om hjemmecomputeren – part II

1980erne var hjemmecomputerens absolutte guldalder. Ikke fordi der var flere af dem, men fordi hjemmecomputeren i 80erne virkelig var forskellig fra hjem til hjem. Ethvert firma der kunne lodde to komponenter sammen, forsøgte sig på det spæde datamat-marked, om end mange endte på fallittens rand.

I England havde Tv-stationen BBC på forunderlig vis forudset hjemmecomputerens fremtidige position og påbegyndt en undervisningsserie kaldet ”BBC Computer Literacy Project”. Hvis man sammenligner sådan et projekt med nutidens idiotiske tv-produktioner, så er det intet mere end fantastisk, at en Tv-station kastede sig ud i programmeringsundervisning allerede i 1980.

Den første programserie fra BBC hed ”The Computer Programme” (hvor snedigt) og omhandlede Basic programmering. Det gik i luften i starten af januar 1982 og allerede året forinden, havde BBC sørget for, at Acorn Computers havde fremstillet en hjemmecomputer specifikt til Tv-serien: The BBC Microcomputer System, eller BBC Micro.

pc01

Acorn BBC Micro var muligvis 80ernes mest alsidige hjemmecomputer og den blev umådelig populær i Storbritannien. Den kostede mere end de fleste hjemmecomputere, men til gengæld havde den utrolig meget tilbehør og kunne udvides på alle tænkelige måder. Grundlæggende var den bygget omkring en MOS 6502 processor med 16, eller 32KB ram. Men med Acorns Tube interface kunne brugeren skifte CPU, endda til en Intel 80186, så den lille Acorn maskine fik begrænset PC compatability.

Tv-serien blev efterfulgt af yderligere to serier: “Making the Most of the Micro” og ”Micro Live”. Hvilket holdt liv i produktionen indtil 1994, hvor efterfølgeren BBC Master endelig var blevet for gammeldags.

BBC Micro satte gang i den britiske hjemmecomputer-scene og allerede samme år kom andre maskiner på markedet, der sigtede på den målgruppe, som ikke havde råd til en BBC. Elektronikfabrikanten Sinclair introducerede ZX81. En hjemmecomputer man kunne bygge selv.

pc02

I forhold til BBC Micro, så var ZX81 en forholdsvis svag computer med kun 1KB hukommelse – i dag fylder et tomt docx dokument godt 10KB, men til ZX81 kunne købes både skakspil og en flysimulator. Maskinen kunne dog udvides, så det, med datidens øjne, var muligt at bygge en fornuftig computer.

Der var dog nogle særheder, der satte ZX81 i en bås for sig selv. Programmeringsmæssigt behandlede den keywords som 1K tokens og havde disse fordelt over tastaturet, så for eksempel ”print” bestod af en kombination af 3 taster. Faktisk var der taster der havde hele 5 funktioner. Det var ikke videre ergonomisk, men dog noget man vendte sig til.

Indlæsning af programmer foregik som regel fra en båndoptager og besynderligt nok kastede ZX81 et ekko af koden op på skærme, så brugeren sad og gloede på zig-zag linjer mens programmet blev hentet ind. Det var nu ikke helt usædvanligt på tidlige hjemmecomputere. Derudover var indlæsningen meget følsom og stoppede gerne midt in indlæsningen, hvis ZX81 syntes den havde hørt forkert.

Sinclair solgte 1,5 millioner ZX81 maskiner, inden den i 1984 blev afløst af den noget mere avancerede ZX Spectrum.

pc03

En anden populær maskine fra de tidlige 80ere, var VIC-20 fra det amerikanske Commodore. VIC-20 rettede op på Commodore PETs manglende grafiske egenskaber og var prismæssigt rettet mod en bredere kundekreds. Commodore havde fremstillet en I/O chip med henblik på salg til andre fabrikanter, men eftersom den aldrig fandt et fornuftigt marked, besluttede de at bygge en hjemmecomputer baseret på denne ”Video Interface Chip”.

Navnet VIC-20 stammer altså fra den grafiske co-processor. Hovedprocessoren var en MOS 6502, som i mange af de konkurrerende maskiner. Det var også de grafiske egenskaber der gav VIC-20 et marked. I starten af 80erne var der nemlig to maskiner i teknologiske hjem: En computer til at foretage beregninger og andet mere seriøst arbejde, og en videospil-maskine til at underholde familien. VIC-20 var designet til at dække begge opgaver.

VIC-20 var i 1983 den første hjemmecomputer der solgte i over 1 million eksemplarer og blev faktisk kun vippet af pinde, efter at Commodore havde lancerede deres Commodore 64 i 1982. VIC-20 maskinen forblev dog i produktion indtil 1985, hvor salgstallet havde oversteget 2,5 millioner.

pc04

1981 var selvfølgelig også året, hvor IBM introducerede deres PC Model 5150. En computer der i løbet af de næste 15 år ændrede alt. 5150 var IMB’s første microcomputer og var baseret på Intels 8089 processor, fordi alternativerne (Motorola MC68000 og Intels 8086) blev anset for langt kraftigere end nødvendigt.

Som operativsystem ønskede IMB at Digital Research, der stop bag det populære CP/M, skulle fremstille et nyt. Digital Research var dog ikke interesseret, så opgaven gik i stedet til et lille firma ved navn Microsoft. Dette firma havde dog ikke meget erfaring med operativsystemer, da de udelukkende fremstillede programmeringssproget MS-Basic. I stedet opkøbte de operativsystemet QDOS fra Seattle Computer Products og lancerede det som deres eget MS-DOS.

Model 5150 var ikke nogen imponerende computer. Oprindeligt havde den kun 16KB hukommelse og udelukkende baseret på kassettebånd som lagringsmedie. I 1981 havde Commodore, Tandy, Luxor og mange andre langt kraftigere maskiner i samme prisklasse. IBM havde dog noget som ingen af de andre havde, nemlig navnet IBM, der i 1980erne, grundet firmaets store andel af mini- og mainframe-markedet, var synonym med kraftige computere. Det skulle blive afgørende i løbet af de næste år.

Paul Allen og Bill Gates, med alt andet end en IBM

Paul Allen og Bill Gates, med alt andet end en IBM

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in IT Teknologi, Retro | Tagged as: , , , , , , , | Leave a comment

Blandt rådsmænd og borgere

De færreste tænker nok over, at Københavns rådhus ikke altid har ligget på Rådhuspladsen og at denne plads faktisk i størstedelen af Københavns historie lå udenfor bymuren, eller under byens vold.

Helt tilbage i Københavns tidligste historie, har der nok været et tinge, hvor borgerne kunne tage sager op og bylivet generelt planlægges. Det formodes at tingspladsen har ligget på Gammeltorv, hvor man da også byggede byens første rigtige rådhus i 1200tallet. Man ved ikke hvordan byens første rådhus så ud, men man har fundet rester af en større grundmuret bygning under husene i toppen af Skindergade. Det første rådhus blev ødelagt i 1368 under krigen mod Lübeckerne.

Københavns andet rådhus blev opført i slutningen af 1300tallet på hjørnet af Studiestræde og Nørregade, hvor Bispegården ligger i dag. Det er dog ikke den samme bygning, da den oprindelige ødelagdes af branden i 1728. Her holdes byens råd indtil 1479, hvor bygningen overdrages til universitetet og et nyt rådhus opføres på Gammeltorv.

Rådhuset fra 1479 med tårnet fra 1606

Rådhuset fra 1479 med tårnet fra 1606

I 1606 til 1610 ombygger man det oprindelige Gammeltorv rådhus og tilføjer et tårn med spir. Desuden gøres bygningens ydre mere tidssvarende med statelige renæssancegavle. Rådhuset når endnu en restaurering i 1691, men udover en et noteret beløb på 3263 sletdaler, så ved man ikke præcis hvad der blev renoveret – sådan er det vel med håndværkere.

Det er også fra 1600tallet, at vi kender byens kag: Københavns skamstøtte, hvor misdædere blev bundet og kagstrøget (pisket med ris). Kagstedet var på Nytorvsiden af Rådhuset fra 1670 til nedrivningen i 1761 I dag er området markeret med nedmurede sten og en mindeplade.

Kagstrygning er værre end det lyder - det har INTET med kage at beskaffe

Kagstrygning er værre end det lyder - det har INTET med kage at beskaffe

I 1728 brænder rådhuset under den store bybrand, men opføres igen allerede samme år. Bygningen udføres i tidens elegante barok stil. Desværre rammes også denne bygning af ildebrand, nemlig da København brænder igen i 1795.

Efter den anden bybrand på kun 67 år, er Københavnerne trætte af at bygge rådhuse og der går 20 år, inden de ladet et nyt opfører. Efter branden i 1795, var der også rigeligt at se til, så rådhusbyggeri har muligvis ikke stået øverst på dagsordenen.

Det flotte stilrene rådhus fra 1728

Det flotte stilrene rådhus fra 1728

Gammeltorv og Nytorv med rådhus - midt i 1700tallet

Gammeltorv og Nytorv med rådhus - midt i 1700tallet

Ikke nok med, at størstedelen af København henlå som en rygende ruinhob efter branden i 1795. Vi skulle også igennem en krig mod englænderne fra 1807 til 1814, hvor København i 1807 bliver bombarderet. Inden man endelig i 1815 har penge og ro til at bygge endnu et rådhus. Man vælger man at trække det lidt væk fra torvene, der ved samme lejlighed kommer til at fremstå som et torv, eftersom de ikke længere er adskilt. Det nye rådhus bygges i hjørnet af Nytorv og er i C.F. Hansens nyklassicistiske med en række imponerende søjler som indgangsparti. Denne bygning har vi endnu og den huserer i dag Københavns Byret.

Byretten med pølsevogn og kag-monument

Byretten med pølsevogn og kag-monument

C.F. Hansens rådhus bliver dog allerede i slutningen af 1800tallet for småt til den hastigt voksende hovedstad. Omkring 1890 udskrives en arkitektkonkurrence, som vindes af Martin Nyrop med hans kolossale bygning, inspireret af rådhuset i Siena i Italien. Det nye rådhus står færdigt i 1905. Bygningen betegnes som Nationalromantik hovedværk i Danmark og det er sandelig også et opsigtsvækkende virvar af skydeskår, glughuller, statuer og gesvejsninger.

Over hoveddøren, der vel nærmest er en port, prydes bygningen af en gylden Absalon statue, ligesom forskellige historiske og mytologiske statuer omkredser tagkonstruktionen. Rådhustårnet er med 105m en af Københavns højeste konstruktioner og kendes over hele landet, fra den direkte nytårsudsendelse klokken 00:00. Radioens daglige klokkespil klokken 12:00, har desværre siden 2003 været en optagelse, da DR åbenbart ikke stoler på rådhusets urmager og klokkemester. Skal vi satse på, at dette rådhus holder længere end dets forgængere?

rådhus08

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.5/10 (2 votes cast)
Posted in københavn | Tagged as: , , , , | Leave a comment