Sidst i 1800tallet og først i 1900tallet, var der et globalt kapløb om at nå klodens poler. Nordmanden Roald Amundsen nåede sydpolen i 1911 (Amundsen var i øvrigt også den første der overfløj Nordpolen) og Amerikaneren Robert Peary havde muligvis nået Nordpolen i 1909. Pearys ekspedition er dog stadig temmelig omdiskuteret og mange mener han forfalskede logbogen. Skulle dette være tilfældet, så tilfalder æren et Sovjetisk hold, der i 1948 landede på Nordpolen i tre specialbyggede Lisunov Li-2 flyvemaskiner (licensbyggede versioner af den amerikanske Douglas DC-3).
Uanset hvad, så havde Nordpolen tiltrukket eventyrer siden Britten William Edward Parry i 1827 uden held forsøgte at nå verdens top. I 1871 var det den amerikanske Polaris ekspedition der gjorde udfald mod Nordpolen, men heller ikke denne ekspedition havde nogen succes. Nordmanden Fritjof Nansen nåede 86 grader og 14 minutter nord i 1895, inden han måtte vende om. I 1896 var det svenskernes tur til at forsøge.
Den svenske opfinder, ingeniør og ballonskipper S.A. Andrée kundgjorde i 1895, at han ville tage handske op og flyve til Nordpolen i en heliumfyldt ballon. Året efter rejste han under stort ståhej mod Svalbard.
Afgang mod nord fra Stockholm hovedbanegård i 1896
Ekspeditionen i 1896 var ingen succes. Andrée havde meget optimistisk baseret rejsen på, at vindene ville bære hans ballon fra Svalbard mod nordpolen, men i løbet af sommeren kom den ønskede vind aldrig og da efteråret truede, lukkede han gassen af ballonen og tog hjem.
Den heliumflydte ballon ekspeditionen skulle anvende, kunne ifølge Andrée’s beregninger holde gas i over 30 dage, hvilket var bidende nødvendigt, hvis de skulle nå helskindet til og fra nordpolen. Ekspeditionens metrolog Nils Gustaf Ekhold var dog ikke så sikker, så han tjekkede jævnligt gastrykket i ballonen og opdagede at den lækkede mere end beregnet. Desuden viste det sig på hjemvejen, at Andrée faktisk havde efterfyldt deres ballon flere gange i hemmelighed. Ballonens tæthed var af altoverskyggende vigtighed, da de ellers ville ende på isen. Hvorfor Andrée nærmest selvmorderisk havde hemmeligholdt ballonens faldende gastryk er stadig en gåde.
Besætningen fra ekspeditionen i 1897
Andrée var dog ikke færdig med Nordpolen. Allerede året efter tog han atter til Svalbard. Denne gang havde han sørget for en bedre ballon kaldet ”Örnen”, der faktisk kunne holde tryk. Desuden blev den nysgerrige Ekholm blev udskiftet med ingeniøren Knut Frænkel, hvilket Ekholm nok var taknemmelig for.
I sommeren 1897 var vinden mere favorabel, så 11 juli kastede ballonen fra og drev mod nordpolen. Ballonen skulle ”styres” med nogle lange reb der slæbte efter den, men da de gled ud over havet, var ballonen for langt nede og rebene blev våde. Ballonen havde ikke løfteevne til at slæbe de våde reb, så Andrée gav ordre til at kaste ballast. Desværre var rebene fastgjort med en sikkerhedsanordning, der frigav den, hvis vægten blev for stor. Hvilket skete nøjagtigt samtidig med, at ballasten blev kastet. Ekspeditionen mistet over 700kg grej og Örnen gik derfor fra at forholdsvist styrbart fartøj til en ganske almindelig heliumballon allerede indenfor de første minutter.
Fortøjningerne kastes og Örnen stiger mod himmelen
Turen gik fra ulykke til katastrofe, da den styrtede 2 dage efter opsendelsen. Andrée havde medbragt 2 former for kommunikation. Den ene var nærmest en flaskepost, der blev kastet i havet fra ballonen, og den anden var brevduer. Der er kun fundet 2 flaskeposter og en brevdue, der dog alle syntes skrevet i godt humør og mens ballonen stadig var i luften.
Den 14 juli stod mændene alene på isen godt 300km nord for Svalbard. Ekspeditionen var på ingen måde udstyret til en rejse over isen. Ganske vist havde de både slæder, ski og en båd, men ingen af tingene var særligt velegnet til sådan en rejse. Slæderne havde Andrée selv designet og de var for stive og umedgørligt, til at være brugbare på isen. Desuden havde de medbragt uldtrøjer og olietøj, i stedet for sælskindsdragter som ellers var standard blandt polarforskere.
Der var ikke andet at gøre, end at læsse slæderne og traske tilbage mod Svalbard. Ekspeditionen havde massere af forsyninger med, inklusive et par kasser champagne, så slæderne blev overlæsset, hvilket i gjorde turen langt hårdere end nødvendigt. Efter nogle dage måtte de derfor trimme deres forsyninger ned til 130kg per slæde og satse på sæler, hvalrosser og isbjørne som supplement til forsyningerne.
Andrée og Frænkel ved den forulykkede ballon
Turen var en ulige kamp. Ingen af ekspeditionsdeltagerne havde tilstrækkelig erfaring med overlevelse under arktiske forhold og selvom de havde en forholdsvis god start på slæderejsen, så bragte august dårligt vejr og tvang den til at overveje en vinterlejer på øen Kvitøya.
I 33 år hørte man intet til ekspeditionen og trods mange eftersøgninger fandt man ingen spor fra de uheldige eventyrere. I 1930 finder man dog ekspeditionens sidste hvilested på Kvitøya. En landpatrulje fra sælfangerskibet Bratvaag opdager ekspeditionens slæder, fordi sommeren i 1930 var usædvanlig varm og havde blotlagt de ellers isdækkede efterladenskaber. En yderligere eftersøgning lokaliserer deltagernes skeletter, samt Andrée’s dagbog og de billeder ekspeditionen havde taget.
Ekspeditionens deltagere begraves under landesorg i oktober 1930
Ballonhangaren på Spitsberge i Svalbard øgruppen
