1980erne var hjemmecomputerens absolutte guldalder. Ikke fordi der var flere af dem, men fordi hjemmecomputeren i 80erne virkelig var forskellig fra hjem til hjem. Ethvert firma der kunne lodde to komponenter sammen, forsøgte sig på det spæde datamat-marked, om end mange endte på fallittens rand.
I England havde Tv-stationen BBC på forunderlig vis forudset hjemmecomputerens fremtidige position og påbegyndt en undervisningsserie kaldet ”BBC Computer Literacy Project”. Hvis man sammenligner sådan et projekt med nutidens idiotiske tv-produktioner, så er det intet mere end fantastisk, at en Tv-station kastede sig ud i programmeringsundervisning allerede i 1980.
Den første programserie fra BBC hed ”The Computer Programme” (hvor snedigt) og omhandlede Basic programmering. Det gik i luften i starten af januar 1982 og allerede året forinden, havde BBC sørget for, at Acorn Computers havde fremstillet en hjemmecomputer specifikt til Tv-serien: The BBC Microcomputer System, eller BBC Micro.
Acorn BBC Micro var muligvis 80ernes mest alsidige hjemmecomputer og den blev umådelig populær i Storbritannien. Den kostede mere end de fleste hjemmecomputere, men til gengæld havde den utrolig meget tilbehør og kunne udvides på alle tænkelige måder. Grundlæggende var den bygget omkring en MOS 6502 processor med 16, eller 32KB ram. Men med Acorns Tube interface kunne brugeren skifte CPU, endda til en Intel 80186, så den lille Acorn maskine fik begrænset PC compatability.
Tv-serien blev efterfulgt af yderligere to serier: “Making the Most of the Micro” og ”Micro Live”. Hvilket holdt liv i produktionen indtil 1994, hvor efterfølgeren BBC Master endelig var blevet for gammeldags.
BBC Micro satte gang i den britiske hjemmecomputer-scene og allerede samme år kom andre maskiner på markedet, der sigtede på den målgruppe, som ikke havde råd til en BBC. Elektronikfabrikanten Sinclair introducerede ZX81. En hjemmecomputer man kunne bygge selv.
I forhold til BBC Micro, så var ZX81 en forholdsvis svag computer med kun 1KB hukommelse – i dag fylder et tomt docx dokument godt 10KB, men til ZX81 kunne købes både skakspil og en flysimulator. Maskinen kunne dog udvides, så det, med datidens øjne, var muligt at bygge en fornuftig computer.
Der var dog nogle særheder, der satte ZX81 i en bås for sig selv. Programmeringsmæssigt behandlede den keywords som 1K tokens og havde disse fordelt over tastaturet, så for eksempel ”print” bestod af en kombination af 3 taster. Faktisk var der taster der havde hele 5 funktioner. Det var ikke videre ergonomisk, men dog noget man vendte sig til.
Indlæsning af programmer foregik som regel fra en båndoptager og besynderligt nok kastede ZX81 et ekko af koden op på skærme, så brugeren sad og gloede på zig-zag linjer mens programmet blev hentet ind. Det var nu ikke helt usædvanligt på tidlige hjemmecomputere. Derudover var indlæsningen meget følsom og stoppede gerne midt in indlæsningen, hvis ZX81 syntes den havde hørt forkert.
Sinclair solgte 1,5 millioner ZX81 maskiner, inden den i 1984 blev afløst af den noget mere avancerede ZX Spectrum.
En anden populær maskine fra de tidlige 80ere, var VIC-20 fra det amerikanske Commodore. VIC-20 rettede op på Commodore PETs manglende grafiske egenskaber og var prismæssigt rettet mod en bredere kundekreds. Commodore havde fremstillet en I/O chip med henblik på salg til andre fabrikanter, men eftersom den aldrig fandt et fornuftigt marked, besluttede de at bygge en hjemmecomputer baseret på denne ”Video Interface Chip”.
Navnet VIC-20 stammer altså fra den grafiske co-processor. Hovedprocessoren var en MOS 6502, som i mange af de konkurrerende maskiner. Det var også de grafiske egenskaber der gav VIC-20 et marked. I starten af 80erne var der nemlig to maskiner i teknologiske hjem: En computer til at foretage beregninger og andet mere seriøst arbejde, og en videospil-maskine til at underholde familien. VIC-20 var designet til at dække begge opgaver.
VIC-20 var i 1983 den første hjemmecomputer der solgte i over 1 million eksemplarer og blev faktisk kun vippet af pinde, efter at Commodore havde lancerede deres Commodore 64 i 1982. VIC-20 maskinen forblev dog i produktion indtil 1985, hvor salgstallet havde oversteget 2,5 millioner.
1981 var selvfølgelig også året, hvor IBM introducerede deres PC Model 5150. En computer der i løbet af de næste 15 år ændrede alt. 5150 var IMB’s første microcomputer og var baseret på Intels 8089 processor, fordi alternativerne (Motorola MC68000 og Intels 8086) blev anset for langt kraftigere end nødvendigt.
Som operativsystem ønskede IMB at Digital Research, der stop bag det populære CP/M, skulle fremstille et nyt. Digital Research var dog ikke interesseret, så opgaven gik i stedet til et lille firma ved navn Microsoft. Dette firma havde dog ikke meget erfaring med operativsystemer, da de udelukkende fremstillede programmeringssproget MS-Basic. I stedet opkøbte de operativsystemet QDOS fra Seattle Computer Products og lancerede det som deres eget MS-DOS.
Model 5150 var ikke nogen imponerende computer. Oprindeligt havde den kun 16KB hukommelse og udelukkende baseret på kassettebånd som lagringsmedie. I 1981 havde Commodore, Tandy, Luxor og mange andre langt kraftigere maskiner i samme prisklasse. IBM havde dog noget som ingen af de andre havde, nemlig navnet IBM, der i 1980erne, grundet firmaets store andel af mini- og mainframe-markedet, var synonym med kraftige computere. Det skulle blive afgørende i løbet af de næste år.
Paul Allen og Bill Gates, med alt andet end en IBM
