Sometimes they return…..

Ligesom du troede det var sikkert, at gå tilbage på kontoret, dukker den ukuelige Hoptimist atter op på landets skriveborde. Møbelsnedkeren og kioskejeren Hans Gustav Ehrenreich fremstillede i 1968 en lille fugl i træ, der kunne dingle fra loftet i en fjeder. Landet var ved at falde på røven af grin og den lille røde ”Baby-birdie” solgte som varmt brød.

Så populær var uroen, at aviserne faktisk fulgte udviklingen med overskrifter som ”Busy Birdie fra Stilling sælges over hele verden”, ”Ville efterligne Busy Birdie – Tabte 30.000 DM” og ikke mindst “Busy Bird” skal ha´ unger.” Den sidste drejede sig om udviklingen af endnu to produkter fra Ehrenreichs værksted: Hoptimisterne Bimle og Bumle.

Den to nye skud på stammen var, omend muligt, endnu mere populære end den lille Baby-birdie. Ehrenreich værksted i Alken udviklede sig til en regulær fabrik, der i storhedstiden havde over 100 ansatte. Ehrenreich var faktisk nød til at bygge en børnehave, så hans medarbejdere, der mest var hustruer fra de omkringliggende landsbyer, kunne få passet børn, mens de samlede Hoptimister.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen og efter et par år med kanonomsætning, var markedet for små fjedrende plastikmænd ved at være mættet. I 1975 måtte fabrikken lukke og Ehrenreich vende tilbage til snedkerfaget, hvor han i nogle år restaurerede møller for nationalmuseet. Han forsøgte at genstarte sin fabrik med nye produkter, men verden havde bevæget sig videre og faldt ikke længere i svime over en fjerende plastikfigur – heller ikke hvis det er en frø, eller en sparebøsse.

Som overskriften antyder, er den lille Hoptimist tilbage på hylderne. Hans Gustavs søn Jørgen, har sammen med designeren Lotte Steffensen bragt de små plastikfigurer ud af glemslen. Måske er vi her i 2010 atter klar, til at more os over Hoptimisternes dans. Jeg må tilstå, at jeg faktisk trak en del på smilebåndet, da jeg kom hjem og opdagede en Hoptimist på mit skrivebord – det er sgu retro!

Storhedstid på fabrikken i Alken

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Blandet, Retro | Tagged as: , , , | Leave a comment

Production run at Willow Run

Anden verdenskrig førte til en uovertruffen industriel mobilisering i Amerika. Ved angrebet på Pearl Harbor i december 1941, havde det amerikanske luftvåben ikke mere end et par tusinde fly af alle typer. 3½ år senere havde de flere hundredetusinde og fabrikkerne spyttede dagligt flere hundrede nye ud. Et af de steder der var central for den kraftige forøgelse, var Ford Motor Companys gigantiske samlehal ved Willow Run.

Før krigen var Willow Run et stykke landbrugsjord i Michigan, som ikke udmærkede sig ved andet, end at ejeren hed Henry Ford. Da den amerikanske regering i 1941 pludselig begyndte at kastede om sig med produktionskontrakter, besluttede Henry at omdanne marken til en koloenorm flyfabrik. Det første spadestik blev taget i april 1941 og i løbet af sensommeren 1942 begyndte de første arbejdere at indfinde sig.

Samlehallen ved Willow Run har et karakteristisk knæk, der giver den form som et spejlvendt L. Man skulle tro at Henry Fords store kærlighed til lange samlebånd, ville have forhindret dette, men hans kærlighed til penge var større og knækket skyldes, at fabrikken ellers ville strække sig over 2 county lines, hvilket ville betyde, at der skulle betales skat begge steder. Man løste problemet med en kæmpe drejeskive, der drejede flyene 90 grader, inden de kørte videre langs den sidste del af samlebåndet.

I oktober 1942 kunne Willow Run afleverer det første fly og allerede i december var antallet oppe på 107. Der var dog kvalitetsproblemer på fabrikken og kun halvdelen blev accepteret af luftvåbnet. Ford tilpassede produktionen og efterhånden som Willow Run fik uddannet deres arbejdere steg kvaliteten. Man ansatte dagligt hundredvis af nye arbejdere. I juni 1943 havde fabrikken 42.331 ansatte – rekorden var 3000 nye medarbejdere på en dag, Lønnen lå mellem $0.95 og $1.60 i timen, med ligeløn for mænd og kvinder.

Fabrikken kørte med 2 skiftehold på 9 timer hver og allerede et år efter åbningen rullede der 230 fly fra fabrikken om måneden. På sit højeste, i august 1944, producerede Willow Run 428 B-24 fly om måneden – det er næsten 14 store firemotorede bombefly til godt $300.000 stykket om dagen.

Willow Run fortsatte med at vokse og sideløbende opstod der en mindre provinsby til de mange arbejdere. Ford Motor Company stod for indlogeringen, der kostede $5 om ugen for et værelse, eller $6.50 for en lejlighed – der dog kun var for ægtepar. Desuden opførte man et indkøbscenter, så arbejderne havde noget at bruge pengene til.

Der var ofte problemer med at holde på de ansatte. Før krigen flyttede folk sjældent rundt i staterne, men krigsproduktionen lokkede store dele af befolkningen, til at søge lykken langt fra hjem og familie. Ofte blev de dog hjemsyge efter et par uger og med den gode løn, var det fristende at smutte hjem en tur. Willow Run havde konstant behov for folk, så der var næsten garanteret ansættelse igen når pengene brugt op.

Willow Run var kun en del af den amerikanske bilindustris krigsproduktion. Michigan og i særdeleshed hovedstaden Detroit øgedes i krigsårene med næsten en halv million mennesker. Det gav også penge i kassen. Bilindustrien og deres underleverandører producerede samlet for $30 milliarder i løbet af 3 år.

Krigen blev jo heldigvis ikke ved og behovet for nye bombefly faldt drastisk, efterhånden som det Tyske luftforsvar blev tvunget i knæ. Da Willow Run stoppede flyproduktionen i 1945, var der bygget 8685 B-24 – godt halvdelen af samtlige B-24.

Willow Run var berømt for andet end B-24 bombefly. Det var flyfabrikken hvor den ægte Rosie the Riveter slog sine folder. Rose Will Monroe rejste fra Kentucky til Michigan og blev hyret af Ford sidst i 1942. Hun blev opdaget af filmmanden Walter Pidgeon, der var ved at optage en reklamefilm for krigsobligationer. Den kønne 22årige Rose var legemliggørelsen af den kampånd Amerika forsøgte at fremelske i deres kvinder (og mænd for den sags skyld). Hun medvirkede i adskillige reklamefilm for både krigsobligationer og kvindelig arbejdskraft. Gennem Rosie the Riveter kampagnen kom yderligere 12 millioner amerikanske kvinder på arbejdsmarkedet.

Efter krigen overgik Willow Run til Kaiser Motors, der i starten 50erne producerede fragtflyet C-119 Flying Boxcar for Fairchild. Derefter overtog General Motors samlehallen og byggede forskellige Chevolet modeller i den gamle flyfabrik. I juni 2009 besluttede GM at lukke fabrikken, som en del af deres konkurs.

Fabrikkens lufthavn fungerer endnu og er hjemsted for The Yankee Air Museum, der meget passende udstiller fly fra perioden – desværre ikke en B-24. Museet afholder årligt et veteranflyshow kaldet Thunder Over Michigan. I 2010 forventes der at deltage ikke mindre end 7 B-17 bombefly – den største samling siden 40erne. Selvfølgelig kommer der også en af de sidste 3 luftdygtige B-24: Collings Foundations B-24J Witchcraft.

Thunder Over Michigan drejer sig ikke bare om fly. Stævnet tiltrækker køretøjer, reenactors og folk med generel militærhistorisk interesse fra hele USA. Der er i særdeleshed fokus på anden verdenskrig og nogle få dage i august hvert år, er Willow Run tilbage i storhedstiden.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 10.0/10 (1 vote cast)
Posted in Historie | Tagged as: , , , , , , | Leave a comment

Forældremyndighed: Nogle har den, andre har den ikke

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Billeder | 2 Comments

A penthouse in the clouds

1930erne blev afslutningen på de store luftskibes tidsalder, men nu kan vi måske se frem til endnu en guldalder for de elegante fartøjer. I hvert fald hvis det står til det Engelske firma SeymourPowell.

Aircruise er et konceptfartøj der vel nærmest kan beskrives som en Zeppelin på højkant, men det er en moderne og miljøvenlig udgave af luftskibet. Clipper in the Clouds, som SeymourPowell kalder deres luftskib, forsynes med energi af både solceller og en brintbaseret brændselscelle. Den driver mest med vinden, men tilsyneladende kan den bevæge sig ved egen kraft – noget de dog ikke har specificeret nærmere. Rejsehastigheden skulle ligge på mellem 100 og 150km/t, hvilket vil tillade en tur mellem New York og London på 37 timer.

Opdriften i Clipper in the Clouds kommer fra 4 gigantiske balloner med sammenlagt 330.000 kubikmeter brint, der giver fartøjet en højde på 265m og en løfteevne på 396 ton. Fartøjet er altså stort nok, til at fungerer som svævende krydstogtskib og det er lige netop hele ideen med Aircruise. Man forventer, at der kan indlogeres 100 passagerer i rummelige og luksuriøse omgivelser. Dertil kommer en besætning på 20 – 4 piloter, 2 teknikere og 14 til at hygge om passagerene.

Hvis fartøjet kan fremstilles og drives indenfor en rimelig økonomisk ramme, så er der garanteret en marked for disse elegante luksusrejser. Forestil dig at drive lydløst over jordens fjerne og utilgængelige egne med en Martini i den ene hånd og en Martini i den anden, mens landskabet langsomt glider forbi udenfor.

Indtil videre er det hele dog bare en tegning på et stykke papir. I øvrigt har man forsøgt sig med brint som opdrift i luftskibe. Det viste sig at være ganske spektakulært, men havde ikke den helt store markedsføringsværdi – faktisk var det med til at aflive luftskibene.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in teknologi | Tagged as: , , , | Leave a comment

En Fez i en hornlygte

Hovedbeklædning har i årtusinder kendetegnet og identificeret folkeslag i stort set alle dele af verden – den australske urbefolkning undtaget. Fjertøj har prydet, kasketter har pyntet, hjelme har beskyttet, men en hat i særdeleshed, har skilt sig ud fra mængden og opnået kultstatus i lande hvor den egentlig aldrig blev båret i alvor. Kun en hat kan fremkalde udbredt latter, alene ved dens blotte tilstedeværelse. Jeg snakker naturligvis om den ædle Tyrkiske Fez.

Den uforglemmelige britiske komiker Tommy Cooper med Fez

Fezens oprindelse fortaber sig i historiens tåger, men den er nært beslægtet med turbanen og blev gerne båret samtidig. Efterhånden skilte de to hovedbeklædninger sig og den keglestubformede hat var født. Fezens militære historie går tilbage til middelalderen, hvor en forstærket blev anvendt som en slags hjelm af de ottomanske tropper.

Sultan Mahmud II gjorde i 1826 fezen til den officielle hovedbeklædning for voksne mænd i det Ottomanske imperium og efterfølgende dukkede den lille røde filthat op fra Konstantinopel til Algier.

Fezen bibeholdt sin militære forbindelse helt op til anden verdenskrig. Fra 1840 til 1910 var fezen en del af uniformen i den Tyrkiske hær. Efterfølgende blev den anvendt af mange kolonitroppe i nordafrika. Blandt andet den belgiske Force Publique i Kongo, de Britiske King’s African Rifles og de Tyske Askari tropper.

Selvom fezen er både farverig og festlig, så er den dog forholdsvis upraktisk som militær hovedbeklædning, da den røde farve har det med at tiltrække fjendtlige kugler. Fezen er, trods sin sydlandske oprindelse, heller ikke særlig praktisk i solen, da den ikke har en skygge. Derfor forsvandt den efterhånden fra felten og blev mere en paradebeklædning. De græske Evazoni æresvagter bære stadig fez – og knæsokker med kvast.

Franske Zouaves fra Algier under første verdenskrig

Den yderst sjældne Bosniske Nazi-Fez

I Tyrkiet blev Fezen blev forbudt ved lov i 1925, som en del af Ataturks modernisering af landet, men da havde den allerede spredte sig op langs Balkanhalvøen, hvor både grækere, albanere, bosniere og rumænere har deres egen udgave. Desuden havde den fundet anvendelse blandt muslimer i det syslige asien, hvor den kendes som Rumi Topi.

Fezen har altså fundet fans overalt, hvor den muslimske tro kan findes og er mange steder forbundet med en kulturel identitet. Blandt andet var den symbol på den Pakistanske uafhængighedsbevægelse og partiet The All-India Muslim League. Indonesien har en slægtning til fezen der kaldes Peci – en sort og noget mindre udgave.

Til trods for, at hatte globalt er i tilbagegang, så syntes fezen at eksisterer i bæredygtigt antal. Turistindustrien har pustet nyt liv i den gamle fez. Både som souvenir og som uniformshat for portere og tjenere i Nordafrika og Arabien. Forhåbentlig kan vi glædes over den lille røde filthat i mange år endnu.

En Armensk Fezmager udøver sit håndværk

Af besynderlige årsager fik Fez’en en vestlig revival i 50ernes amerika, hvor middelklassemænd i Shriner-logen (officielt kaldet Ancient Arabic Order of the Nobles of the Mystic Shrine) iførte sig morsomme hatte og fornøjede befolkningen ved at kører rundt i minibiler – det gør de i øvrigt stadig.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Posted in Blandet, Historie | Tagged as: , , , | Leave a comment